I 1999 blev Alexander Fleming kåret som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige personer af magasinet TIME. Han opdagede penicillinen ved et tilfælde.

© Scanpix

Tilfældigheder skabte videnskabens største gennembrud

En sjusket biolog, en overskyet gråvejsdag og en hund, der ikke kunne holde på vandet. Tilfældigheder har flere gange hjulpet forskerne på vej og har lagt grundstenen til en lang række af verdens vigtigste opdagelser.

22. marts 2017 af Jesper Rovsing Olsen

Penicillin: Rodet kontor blev bakteriernes død

Den skotske biolog Alexander Fleming var en fremragende forsker, hvis eneste store problem var, at han tit forsømte at rydde op på sit laboratorium.

I 1928 var Fleming i gang med at analysere stafylokokbakterier. Som officer under 1. verdenskrig havde han set utallige soldater dø af infektioner og drømt om at gøre en opdagelse, der kunne dræbe bakterierne. 

Men sådan en mirakelkur syntes umulig at finde. Og lettere blev jagten ikke, da Flemings arbejde i august blev afbrudt af en familieferie.

Fleming forlod – som altid – sit laboratorium i et stort rod og glemte bl.a. at fjerne de glas med stafylokok-kulturer, som han havde stillet i et hjørne. 

Efter den velfortjente ferie opdagede biologen de oversete glas og så, at et af dem var blevet inficeret med skimmelsvamp. 

På mystisk vis var bakterierne omkring det inficerede område forsvundet. Fleming isolerede straks svampen og opdagede, at den udskilte et kraftigt stof, som dræbte bakterier.

Flemings mangeårige jagt på en bakterie-dræber var endelig forbi, og i 1945 indbragte hans sjuskeri ham Nobelprisen i medicin.

Fleming opdagede, at svampen på hans glas var omgivet af en ring uden bakterier.

© Scanpix

DNA: Andre tog æren for enestående fund

Den nyuddannede læge Friedrich Miescher havde dårlig hørelse og valgte derfor at kaste sig over forskning i stedet for at have kontakt med patienter. 

Han interesserede sig især for vævssygdomme og undersøgte nidkært de bandager med blodigt pus, som laboratoriet modtog fra en lægeklinik. 

Fra pusset udskilte han hvide blodlegemer og formåede i 1869 at udtrække en svag syre af blodcellerne.

Miescher kaldte materialet nuklein og opdagede snart, at nuklein også fandtes i mange andre celler end blodets.

Opdagelsen var så banebrydende, at Mieschers skeptiske laboratoriechef insisterede på at gentage alle forsøgene. De epokegørende resultater blev derfor først offentliggjort to år senere.

Desværre for Friedrich Miescher havde han ingen anelse om, at han havde fundet dna, menneskets arvemateriale. 

Schweizeren døde allerede som 51-årig, før han kunne fuldføre sin forskning, og i stedet fik den tyske biokemiker

Albrecht Kossel i 1910 Nobelprisen for at kortlægge den kemiske sammen­sætning af Mieschers nukleinsyre.

Hieroglyffer: Sten knækkede uforståelig skrift

I 1799 var Napoleons franske soldater i gang med at udvide et fort i den egyptiske by Rosetta. Soldater rev brutalt de ældgamle bymure ned for at bruge stenene til det nye forsvarsværk.

Tilfældigvis opdagede franskmændene en dag, at en af de gamle sten fra bymuren var slebet glat og fyldt med kryptiske tegn. 

Den mystiske sten blev straks sendt til Kairo, hvor et hold af videnskabsfolk kunne afsløre, at soldaterne havde gjort et enestående fund.

De mystiske tegn viste sig at være oldgræsk, demotisk og hieroglyffer. 

De to sidstnævnte havde i århundreder været ren volapyk for egyptologer, men ved at holde stenens græske tekst op mod de to andre formåede forskerne at knække demotisk. 

Og i 1822 løste franske Jean-François Champollion endelig gåden om hieroglyfferne.

I årevis forsøgte kloge hoveder at tyde hieroglyfferne på Rosettastenen, inden Champollion fik succes i 1822.

© Bridgeman & Mary Evans

Koppevaccine: Malkepige udryddede frygtet sygdom

Som dreng hørte Edward Jenner en malkepige fortælle, at hun aldrig ville få kopper, fordi hun allerede havde haft kokopper – en harmløs udgave af den dødelige sygdom. 

Bemærkningen forundrede Jenner, og da han senere blev læge, undersøgte han den statistiske sammenhæng mellem de to sygdomme. 

Han konkluderede, at en person, der blev smittet med den milde form af sygdommen, udviklede immunitet.

For at afprøve sin teori inficerede Jenner i 1796 en 8-årig dreng med kokopper. Efter en mild feber kom drengen sig igen, men Jenner var ikke færdig. 

Nogle måneder senere sprøjtede han koppevirus ind i drengen. Heldigvis viste malkepigens bemærkning sig at være sand, og drengen overlevede. 

For at overbevise sine stærkt skeptiske kollegaer måtte Jenner gentage eksperimentet på adskillige andre børn – heriblandt sin egen 11 måneder gamle søn.

Til ære for malkepigen navngav Jenner opdagelsen “vaccine”. Ordet er afledt af latin for “ko”: vacca.

Radioaktivitet: En overskyet himmel afslørede radioaktivitet

Fysikeren Henri Becquerel placerede i 1896 lidt uran på en fotografisk plade, pakkede det hele ind i papir og gik udenfor. 

Hans teori var, at solstrålerne ville få uranet til at udsende stråler, som ville kunne ses på pladen. 

Desværre var himlen grå, så Becquerel lagde uran og foto-plade i en skuffe. Nogen tid senere fremkaldte han pladen og så, at uranet havde efterladt en aftegning, selvom det ikke havde været udsat for solstråler. 

Altså udsendte uranet en kraftig stråling: radioaktivitet.

Smear-testen: Let test afslørede cancer

Georgios Papanicolaou havde hos marsvinehunner observeret ændringer i cellerne under ægløsningen. 

I 1923 studerede han væsker fra kvinders vaginaer i sit mikroskop for at se, om fænomenet også optræder hos mennesker. 

En af kvinderne var tilfældigvis ramt af livmoderhalskræft, og Papanicolaou kunne til sin store forbløffelse tydeligt se cancercellerne. 

Han var straks klar over, at opdagelsen betød, at kvinder let kunne undersøges for cancer i underlivet med en simpel test. 

I dag er den såkaldte SMEAR-test kendt som “Papanicolaou test” på engelsk.

Marsvinehunner var med til at udvikle SMEAR-testen.

© Shutterstock

Mikrobølgeovnen: Smeltet chokoladebar førte til mikrobølgeovnen

I 1945 besøgte ingeniøren Percy Spencer en elektronik- og våbenfabrik, hvor han så på en såkaldt magnetron, der blev brugt til radarer. 

Mens han betragtede maskinen, opdagede han, at en chokoladebar i hans jakkelomme var ved at smelte. 

Måske er magnetronens mikrobølger årsag til smeltningen, tænkte Spencer og holdt kort efter en pose majskorn foran maskinen. 

Snart rystede hele posen, mens majsene forvandlede sig til popcorn. Eksperimentet viste, at mikrobølger var i stand til at opvarme mad – og mikrobølgeovnen var født.

Insulin: Lækkersultne fluer knækkede gåden om sukkersyge

I 1889 bemærkede to tyske læger, at en vrimmel af fluer havde samlet sig omkring den lille urinpøl, som en forsøgshund havde efterladt. 

Joseph von Mering og Oscar Minkowski var forbløffede og diskuterede, hvorfor fluerne mon pludselig var interesserede i hundens urin. 

De analyserede rester af væsken og opdagede, at den indeholdt store mængder sukker. Hunden udskilte altså sukker – et sikkert tegn på, at den led af sukkersyge.

Lægerne var mystificerede. Hunden havde været rask få dage forinden, da den var ankommet til klinikken. 

Og efterfølgende havde de to læger fjernet dens bugskytskirtel for at undersøge, hvilken rolle den spillede i fordøjelsen.

Nu glemte lægerne straks alt om fordøjelse og fokuserede i stedet på det interessante: 

Hunden havde tydeligvis fået sukkersyge, da den havde fået fjernet bugskytskirtlen. Altså udskilte kirtlen et stof, der regulerede blodsukker i kroppen.

Trods ihærdige forsøg fandt Minkowski og von Mering aldrig ud af, at netop insulin var det afgørende stof – men i samarbejde med en ikke-stueren hund løste de gåden om sukkersyge og bragte senere forskere på sporet af insulin.

Baggrundsstråling: Irriterende støj bekræftede “Big Bang”

De to amerikanske fysikere Arno Penzias og Robert Wilson var i 1964 i gang med at fintune en af verdens hidtil største radioteleskopper. 

Til stor irritation for de to mænd var deres udstyr – beregnet til at opfange radiobølger fra universet – plaget af en irriterende støj, som de ikke kunne få bugt med.

Fysikerne blev overbeviste om, at fugleklatter måtte være skyld i støjen, så de skød samtlige duer i området og rensede møjsommeligt antennen for duernes afføring. 

Duejagten hjalp ikke det mindste på støjen, så nu gik mændene i gang med at tætne alle ujævne sammenføjninger med tape – også uden resultat.

En kollega gjorde de frustrerede fysikere opmærksom på et projekt på Princeton University, som forskede i “Big Bang” – teorien om, at universet opstod ved en gigantisk eksplosion. 

Mændene bag projektet havde i en rapport forudsagt, at den kosmisk baggrundsstråling fra eksplosionen stadig burde kunne opfanges – fx med et stort radioteleskop. 

Kollegaen forklarede Penzias og Wilson, at deres due-støj muligvis kunne være den svage stråling fra universets skabelse.

Møder med forskerne fra Princeton bekræftede mistanken: Penzias og Wilson havde ved et tilfælde opfanget eftergløden fra Big Bang.

For “indsatsen” fik de i 1978 en nobelpris.

Fysikerne Penzias og Wilson vandt en lang række priser for opdagelsen af baggrundsstråling.

© Scanpix

Måske er du interesseret i...

Læs også