Få år efter opdagelsen af den første tjærefarve er farvefremstilling en gigantisk industri, der breder sig ved de europæiske floder.

Tjære blev startskuddet til fantastisk farveorgie

I 1856 gør en ung brite en forbløffende opdagelse: At tjære kan han skabe et syntetisk farvestof, der er flottere og billigere end naturens egne farver. Opdagelsen bliver starten på det største farveorgie i menneskets historie.

7. oktober 2015 af Therese Boisen Haas

Opdager kemiske farver ved et tilfælde

På bunden af reagensglasset ligger en klumpet, rødbrun substans. Den 18-årige William Henry Perkin tager skuffet sit resultat i øjesyn, inden han skyller glasset i en opvaskebalje – hans lille hjemme­laboratorium har ikke indlagt vand.

På tredje sal i familien Perkins hus i Londons East End står William i påsken 1856 ved sit arbejdsbord, omgivet af plettede skåle og flasker med forskellige kemiske væsker. Netop som han tørrer reagensglasset af, opdager han, at kluden har fået en smuk, rødlig farve.

William studser; hans mål med forsøget var at finde frem til det farveløse stof kinin, der bruges til behandling af malaria. Ikke dette farvede snask. Det olieagtige stof, han har anvendt, er allyltoluidin – udvundet af tjære. William beslutter at gentage sit forsøg, denne gang med anilin, der også udvindes af tjære. Han tilsætter kaliumdikromat til anilinet og varmer reagensglasset op, så væsken fordamper.

Tilbage i glasset er nu en sort substans – lige til at smide væk. Igen. Men det er ikke, hvad William gør. Hans nysgerrighed byder ham at hælde vand i reagensglasset og varme det op igen. Den sorte substans opløser sig, og en tindrende lilla farve lyser i glasset. Med sine tilfældige forsøg og eksperimenter har William frembragt verdens første syntetiske farvestof.

Ingen – og slet ikke William – kan begribe omfanget af den opdagelse, han har gjort. De lilla farvekorn er den spæde begyndelse på en helt ny videnskab og grundlæggelsen af den kemiske industri, der vil forandre verden og gøre livet lettere for klodens beboere.

Industriens tidsalder er begyndt

Perkins opdagelse af tjærefarven i 1856 faldt på et umådelig heldigt tidspunkt, for i Europa, og særligt England, var industrialiseringen sat ind for fuld damp. Nye fabrikker fulde af maskiner skød op nærmest fra dag til dag, og forbrugsgoder, som alle mennesker behøvede i hverdagen, kunne pludselig masseproduceres til en forbløffende lav pris.

Især den britiske tekstilindustri nød godt af de nye opfindelser; mekaniske spindemaskiner og vævestole kunne producere bomuldsklæde i kolossale mængder. Men det ublegede klæde var grågult – en farve, de færreste havde lyst til at gå i. Klædet skulle bleges i solen og farves. Blegning krævede enorme arealer, som blev dækket af klæde i ugevis. Og bagefter skulle klædet behandles med farver udvundet af planter og dyr.

Til alt held havde naturvidenskaben løst problemet med den besværlige blegning: Ved hjælp af klor kunne processen afkortes betragteligt. At forskerne også kunne løse andre opgaver for industrien, faldt dog ikke Storbritanniens fabriksejere ind.

De afviste at betale for, at en nyopdaget videnskab rodede med reagensglas og pulvere, uden at have garanti for et anvendeligt resultat. På samme tid var industrialiseringen ved at skabe et alvorligt affaldsproblem, for produktionen af bygas og koks skabte mængder af tjære som biprodukt.

Tjæren var stort set uanvendelig, og i stedet hældte gasværkerne den ud i åer og floder, hvor den sorte klistermasse dræbte alt liv. Dernæst endte den i dybe gruber i jorden, hvor den stod og boblede uden at størkne. Lige indtil 18-årige William Henry Perkin kom på sporet af tjærens skjulte skatte.

Klikbar tegning: Se hvordan gasværker skabte tjære som biprodukt - og hvilke muligheder tjære viste sig at have for industrien.

Tyskerne satser alt på kemi

Perkin var langtfra alene om at studere tjæren. I flere år havde den tyske professor Justus von Liebig grublet over dens mulige anvendelse. Han underviste på universitetet i Giessen, hvor han havde gjort kemi til et selvstændigt fag – ikke bare et hjælpefag underlagt medicinstudiet. Han opbyggede et veludstyret laboratorium, hvor hans elever med Liebigs egne ord skulle “lære at løse kemiske spørgsmål og overvinde de derved optrædende vanskeligheder, således at de lærer at tænke kemisk”.

Liebigs undervisning var en succes og blev snart kopieret af universiteter over hele Tyskland, for de tyske forbundsstater skød gerne store summer i uddannelse, der understøttede industriens behov for nye hjerner.

Ganske modsat Storbritannien. Under en rundrejse i landet i 1840’erne havde Liebig ved selvsyn konstateret, at Storbritannien “tydeligvis ikke var videnskabernes land”. Det var i en sørgelig tilstand af “tilfældig amatørisme”, slog han fast i en afsluttende tale.

Det pinagtige skudsmål tvang en håndfuld engelske industrifolk til i 1845 at putte penge i en privat skole for kemi: Royal College of Chemistry. Til at stå for undervisningen fik de lov at hyre August Wilhelm von Hofmann, der var Liebigs assistent. Hofmann skulle blive læremester for den første generation af engelske kemikere.

Inden afrejsen havde Liebig sat Hofmann på en vigtig opgave: at undersøge den mystiske tjære. De to kemikere var overbeviste om, at tjære måtte være et sammensat stof, der indeholdt kul, ilt, brint, kvælstof og svovl – resten af komponenterne var endnu ukendte. Det lykkedes imidlertid Hofmann at udskille anilin af tjæren, og han var stadig fordybet i at forske i det olieagtige stof, da Liebig sendte ham til Royal College i London. Her skulle han møde en sjældent begavet ung brite.

Briternes unge kemi-stjerne

Som en jagthund havde William snuset sig frem til alt, hvad London kunne byde på af kemiundervisning. Som 12-årig kom han på den eneste grundskole i London, der tilbød faget kemi, og hans lærer her anbefalede ham at tage timer hos en kollega, der underviste på London Hospital i Whitechapel Road.

Hver lørdag eftermiddag sugede Perkin grådigt til sig i hospitalets auditorium, indtil hans to kemilærere ved fælles indsats fik overbevist Perkins velhavende håndværkerfar om, at drengen ubetinget skulle optages på den helt nyåbnede kemiskole Royal College. Perkin senior, der havde håbet at se sin søn som arkitekt, gav efter for plageriet og pungede ud.

På Royal College fik Hofmann hurtigt øje på den unge Williams usædvanlige begavelse. Men den tyske læremester var presset af sine britiske investorer: Endnu havde hans skole ikke frembragt et eneste banebrydende resultat til gavn for industrien. I stedet blev pengene ødet bort til nyttesløse forsøg på at kortlægge atomer og molekyler. Finansieringen vaklede med andre ord under Royal College, og i desperation satte Hofmann nu sin stjerneelev til at fremstille kunstigt kinin.

Opdagelsen ville være en sensation, for Det Britiske Imperium havde tusindvis af udsendte embedsmænd og soldater i troperne, hvor malariaen var en konstant fare. Kinin, der udvindes af kinatræets bark, var et kostbart lægemiddel. Hvis Hofmann kunne frembringe stoffet ad kunstig vej, ville skolens økonomi være sikret.

I påskeferien 1856 rejste Hofmann på ferie i Tyskland, mens William tog anilinet med hjem til sit laboratorium.

Alle kvinder vil gå i lilla

Da Perkin opdagede den lysende, lilla farve på sin klud, anede han, at han muligvis havde gjort en vigtig opdagelse. Sammen med sin bror Thomas og en ven fra Royal College fremstillede han mere af den purpur kunstfarve, som han sendte til et farveri i Skotland. Svaret var særdeles opmuntrende:

“Hvis Deres produkt ikke gør varerne alt for dyre, er det afgjort en af de mest værdifulde opdagelser, der længe er set. Denne farve er i særlig grad efterspurgt i alle typer af varer og har ikke været til at få i holdbar kvalitet til silke og kun til ekstremt høje priser til bomuldsvarer”, skrev farveriets ejer.

Svaret overbeviste Perkin. Han forlod Royal College og gik i gang med at opbygge sin egen fabrik. Den nyopdagede farve kaldte han mauve efter katost-plantens blomst. William Perkin var oppe imod knusende udfordringer, som ville have taget pippet fra de fleste: Den fabrik, han skulle bruge, var aldrig set før. Som 18-årig skulle han udtænke produktionsgangen og konstruere de nødvendige maskiner.

Ingen ville låne ham penge til så spekulativt et projekt, og når han kom anstigende med sine vareprøver, takkede de konservative farveriejere nej. Desuden skældte hans læremester August Wilhelm von Hofmann ham huden fuld, fordi han kastede en strålende akademisk karriere bort til fordel for et useriøst liv som forretningsmand.

Men Perkin stod fast. Fabriksvirksomhed kunne vel læres ved at tale med erfarne folk. Med en enestående blanding af ungdommeligt vovemod og stædighed lykkedes det at overtale faren til at skyde hele sin formue i foretagendet, der fik navnet Perkin & Sons.

Året efter opdagelsen af mauve kunne Perkin åbne sin fabrik i Greenford vest for London, men salget gik trægt. Farverierne forstod ikke, hvordan de skulle bruge den nye farve. Perkin, der stod for både produktion og salg, måtte nu også bruge tid på at oplære farverne i at anvende det nye farvestof. At Perkins mauve alligevel blev en succes, skyldtes én kvinde: Eugénie de Montijo, der netop var blevet gift med den franske kejser, Napoleon 3.

Den unge, elegante kejserinde med ubegrænset tøjbudget havde fundet ud af, at purpur var den farve, der stod bedst til hendes øjne. Interessen for purpur gav hun videre til den engelske dronning Victoria, der bar en lilla kjole ved sin datters bryllup i 1858.

To år efter Perkins opdagelse af den kunstige lilla farve blev den favoritten blandt Europas kvinder. Foto: M. Evans/Scanpix

 

Vrede på verdensudstillingen

Dronningen var trendsætter. Pludselig sukkede kvinder i hele Europa efter lilla, og kun Perkin kunne levere farven i de nødvendige mængder. Tekstiler farvet med hans mauve blev flået ud af hænderne på tøjhandlerne, og Londons aviser spøgte om “lillasygen”, der sås som “purpurfarvede mæslinger i hele byen”.

Imens havde Perkin og konkurrenterne held til at lokke nye farver ud af tjæren, og hans læremester Hofmann var kommet sig over sin ærgrelse. Ved verdensudstillingen i London 1862 holdt han åbningstalen og benyttede lejligheden til at fortælle om den nye tidsalder, verden havde bevæget sig ind i.

“Kemien står nu på den tekniske videnskabs højeste tinde!” erklærede han og pegede på en bestemt montre. Her lå silke, kashmir og andre indfarvede materialer – alle i de mest lysende farver, noget menneskeligt øje endnu havde fået lov at nyde: purpur, skarlagen, violet, rosa og blå fra den lyseste azur til den dybeste kobolt. Ved siden af lå farverne selv – pulvere fremstillet af tjære.

“Med tjære vil vi kunne erstatte hvert eneste naturlige farvestof, som indtil nu kun med møje har kunnet trækkes ud fra insekter, bark, blomster og rødder”, lovede Hofmann stolt. Her lød de første, højlydte protester fra tilhørerne.

En mr. James Mansfield indvendte vredt: “Her er tale om kunstige farver, og jeg hævder over for hele verden, at farverne er unaturlige – friske i virkning, men usmagelige som billige kopier. Jeg spørger Dem som englænder: Har vi endnu kultur, eller er vi snart som negerne, der hænger glasperler om halsen og betaler for sligt skrammel med deres gode elfenben?”

Forbitrelsen skyldtes, at ikke mindre end 322 britiske firmaer årligt producerede 6.000 tons blå farve på enorme indigoplantager i kolonien Indien. En industri, der stod foran sin ruin. Med sved på panden forsøgte Hofmann at runde sin tale af med et opløftende perspektiv: “England vil utvivlsomt i en ikke fjern fremtid blive verdens førende farvestofeksportør”. Men Hofmann skulle tage fejl.

Perkins patent går tabt i London

Den tyske satsning på kemien var for alvor begyndt at give afkast. Ikke alene sad tyske kemikere på stort set alle topposter og professorater i Storbritannien. Tyskland havde også opbygget en fremstormende farveindustri. Dette skyldtes ikke mindst, at Tyskland ikke respekterede patentlovgivningen, så selvom Perkin havde sikret mauve med det britiske patent nr. 36140, kopierede tyskerne hans opfindelse på livet løs.

Desuden kunne læserne af videnskabsavisen The Scientific American allerede i januarnummeret 1864 lære, hvordan mauve blev lavet, og tilmed få fif til at regulere nuancerne: “Tilsættes en lille mængde saltsyre, bliver farven dybere violet og med en større mængde blå”, orienterede videnskabsavisen.

Kemikere i Europa og USA kastede sig over forsøg med anilin og andre substanser udvundet af tjære, som blev udsat for alle tænkelige kemiske påvirkninger i håbet om at lokke nye farver frem.

I takt med at konkurrenterne myldrede frem, og kvindernes lyst til lilla aftog, satte Perkin kræfterne ind på at finde frem til den kemiske udgave af alizarin, en rød farve udvundet af krapplantens rødder. Hvad Perkin ikke kunne vide, var, at den tyske farveproducent BASF havde stillet sig selv nøjagtig samme opgave.

Perkin fandt i 1869 frem til stoffet få måneder før BASF. Han var derfor rystet, da han opdagede, at tyskernes ansøgning om at få verdenspatentet nåede i hus, én dag før han selv opnåede en godkendelse på Londons patentkontor.

Den ellers tilbageholdende Perkin var for en gangs skyld alvorligt vred, for hvis ikke londonkontoret smølede sådan, havde Storbritannien stået langt bedre i konkurrencen. Som en trøst gav BASF ham eksklusivret til at fremstille alizarin i England, men slaget var tabt. I 1879 havde Det Tyske Kejserrige 17 tjærefarvefabrikker mod briternes seks.

Tyskland vrimlede med topuddannede kemikere – og hvad værre var, de udvandrede tyske kemikere forlod nu Storbritannien for at rejse hjem, hvor løn og arbejdsforhold var meget bedre. Perkin gav fortabt. I en alder af bare 35 år solgte den britiske kemistjerne i 1873 sin virksomhed og helligede sig atter laboratorieeksperimenterne.

Tysk verdensherredømme

Mens krapdyrkere overalt i Europa gik fallit, strøg syntetisk rødt til tops som den vigtigste vare i tysk farveindustri, der efterhånden talte et større antal fabrikker. Konkurrencen var hård, og kun de mest effektive overlevede. Tre firmaer klarede sig særlig godt: Bayer & Co., Hoechst og BASF, der alle var blevet grundlagt i begyndelsen af 1860’erne.

Længe inden verdensudstillingen i London i 1862 havde den købmandsuddannede Friedrich Bayer skaffet sig en prøve af Perkins mauve. Bayer, der var søn af en væver, havde gjort det til sin levevej at handle med naturlige farvestoffer, men i sit lille firma i Barmen ved Wuppertal drømte han om selv at fremstille syntetiske farvestoffer en dag.

Kunderne morede sig hjerteligt over hans drøm, men i krostuen på det lokale Hotel zur Pfalz mødte han Friedrich Weskott, der tog ham alvorligt.Weskott drev et lille bomuldsfarveri, og inden længe var de to nye venner optaget af at lave anilinfarver i Weskotts køkken. Da opskriften ikke var nogen industrihemmelighed, havde de efter et halvt års forsøg fået styr på processen. I 1862 kunne den driftige Bayer skrive til sine kunder, at han stod foran at åbne en anilinfarvefabrik.

De faktiske forhold nævnte han ikke – fabrikken havde kun én ansat, og fru Bayer tog sig af kontorarbejdet. Men inden året var omme, havde fabrikken 12 ansatte og en dygtig kemiker, der kunne udvide repertoiret med fuchsinrød, grønt og seks forskellige blå. Tre år senere havde Bayer tre fabrikker, og Tyskland var blevet verdens førende farveleverandør.

Som den sidste farve i tjærens magiske palet kom “farvernes konge” på plads i 1897 – det blåsorte indigo. 20 års målrettet forskning lå bag, og investeringer på mange millioner rigsmark betalt af BASF. Heldigvis kunne verden ikke få indigo nok, og satsningen var hurtigt tjent hjem.

Perkin hyldes som en helt

I 1906 – 50 år efter opdagelsen af farvestoffet mauve – rejste den aldrende Perkin med sin hustru og døtrene til USA. Han var inviteret af fremtrædende universitetsfolk, politikere og repræsentanter for den kemiske industri – deres hensigt var at hylde ham. Ikke alene havde han skabt grundlaget for den lukrative farveindustri; hans indsats havde ført til afgørende fremskridt på alle mulige felter som fx medicin, sprængstoffer, fotografi og trykkeri. I dagevis nød han festmiddage, hørte på hyldesttaler og modtog udmærkelser.

Hvis der var én dråbe malurt i de fine vinglas, skyldtes det, at Tyskland var den egentlige vinder af det kemiske kapløb. Men den position skulle snart gå tabt. I 1914 beordrede kejser Vilhelm 2. den tyske farveindustri omlagt, så den begyndte at producere sprængstof og giftgas. Samtidig gav han ordre til at stoppe eksporten af farvestoffer – sådan ville han fremkalde en ødelæggende krise i fjendens tekstilindustri.

Fra den ene dag til den anden måtte franske og britiske klædeproducenter undvære de strålende, vaskeægte farver. Den kejserlige strategi slog dog fejl, for både Storbritannien og USA fik sat gang i deres egen produktion. Tyskland var knækket på sin hjemmebane.

 

Måske er du interesseret i...

Læs også