I 1997 instruerede James Cameron filmen Titanic – men han har ikke lagt skibet bag sig. 

© Creative Commons

Filminstruktør vil sikre skatte fra Titanic for milliarder

Firmaet bag Titanic er gået konkurs og mere end 5.500 artefakter fra skibet er blevet sat til salg. Dem har Hollywood-instruktøren James Cameron tænkt sig at byde et svimlende beløb på.

4. juli 2017 af Karine Kirkebæk

Nu skal resterne fra Titanic tilbage til Storbritannien. I hvert fald, hvis det står til filminstruktøren James Cameron, der står bag den Oscar-vindende film om det berømte skib.

I alt er mere end 5.500 artefakter blevet bjerget fra skibsvraget, der ligger på knap 4 kilometers dybde ca. 650 km ud for New Foundlands kyst.

Og hele samlingen er nu sat til salg, fordi firmaet RMS Titanic, der indtil nu har haft rettighederne til alle genstandene, er gået konkurs. Og de har primært opbevaret tingene skjult fra offentligheden i en lagerhal i USA.

Bud på 1,81 mia. kr.

Filminstruktøren er klar med et bud på 165 mio. pund – hvilket svarer til den svimlende sum af 1,81 mia. kr.

Så stort et beløb bliver nok også nødvendigt, fordi samlingen for det første kun vil blive solgt til én køber, så den forbliver samlet. Og for det andet er den tidligere blevet vurderet til 1,39 mia. kroner ( 214 mio. $).

Mange af tingene fra skibet er hverdagsting fra passagererne og interiør fra skibet – heriblandt:

  • Hundredevis af smykker.
  • En bowlerhat.
  • En bronze-engel fra skibets hovedtrappe.
  • En lædertaske.
  • En kikkert.

Hjem til Irland igen

James Cameron er gået sammen med dr. Robert Ballard, der fandt vraget i 1985, National Maritime Museum i Greenwich og det britiske Royal Geographical Society for at komme med et bud på samlingen.

Formålet med at købe Titanic-samlingen er at få genstandene tilbage til Belfast i Nordirland, hvor Titanic blev bygget. Og her vil Cameron udstille hele samlingen.

Måske er du interesseret i...

Læs også