En rejse gennem Saharas ørken betød sult, tørst og umenneskelige strabadser.

© Bridgeman Images & Naval History and Heritage Command

Slavehandler reddede amerikanske søfolk fra Sahara-helvede

12 amerikanske søfolk støder i 1815 på grund ved kysten ud for Sahara og må træffe deres livs sværeste beslutning. De kan sejle videre i en ramponeret redningsbåd, forsøge at krydse ørkenen til fods eller bede indfødte slavehandlere om hjælp.

30. november 2017 af Boris Koll

Kaptajn James Riley har en underlig uro i kroppen – en nagende fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være. 

Den 37-årige amerikaner har tilbragt de seneste 22 år på søen og er en erfaren navigatør, men lige nu ved han ikke med sikkerhed, hvor han befinder sig. Han har heller ingen mulighed for at finde ud af det. 

Natten er bælgmørk, og det er så tåget, at han ikke engang kan skimte omridset af sit skibs forreste mast.

Riley tror, at han befinder sig langt ude til havs, mindst 30 sømil fra Nordafrikas dødsensfarlige, klippefyldte kyst og med direkte kurs mod Kap Verde-øerne. Det burde han være, siger han til sig selv.

Men i farvandet mellem De Kanariske Øer og det nordlige Afrikas vestkyst optræder en forræderisk sydøstgående havstrøm, som med en fart på op til seks knob driver skibe ind mod land. 

Siden slutningen af 1200-tallet har strømmen narret utallige navigatører og sendt dem i døden.

Riley ved derfor ikke, at hans amerikansk-ejede brig Commerce i høj sø styrer mod det frygtede Kap Bojador – et fremspring på Vestafrikas kyst, hvor snesevis af skibe har mødt deres skæbne.

Natten til den 29. august 1815 sejler skuden for god vind og med en fart af 10 knob direkte mod sin undergang.

Ikke abonnent? Få bladet her:

I middelalderen frygtede alle søfolk Kap Bojador. Blandt søens folk blev klippefremspringet 1.300 km syd for Gibraltarstrædet betragtet som grænsen for, hvor langt sydpå nogen kunne sejle. Alle forsøg på at presse sig forbi punktet for enden af Saharas ørken endte galt.

© Getty Images

Klippeskær flænser skibets bug

En brølende lyd får kaptajn Riley til at fare sammen. Chokeret stirrer han over mod bagbord. Han kan ingenting se, men lyden af atlanterhavsdønninger, der tordner mod en klippekyst, er ikke til at tage fejl af.

“Det kan ikke være sandt”, tænker Riley.

“Alle mand på dæk!” brøler han af sine lungers fulde kraft. Mere eller mindre påklædte vælter 11 sømænd op på dækket. Riley beordrer dem til at stryge sejlene og kaste begge ankre. 

Men det er allerede for sent. Pludselig går et voldsomt stød gennem skibet. Alle ombord trimler omkuld, mens Commerce kiler sig fast på et klippeskær, som flænser skibets bug. 

Allerede inden han kommer på benene, ved Riley, at enhver kaptajns mareridt nu er blevet virkelighed: Han har mistet sit skib. Fastkilet, som hun er, kan Commerce ikke duve i søen. 

Hun modtager hver dønning som et gigantisk hammerslag. Kaskader af vand vælter ind over dækket, og mændene må klamre sig fast for ikke at blive skyllet over bord.

Riley formår at holde hovedet koldt. Før eller senere vil Commerce blive splintret af bølgernes konstante slag, men hun er et nyt skib, velbygget af nordamerikansk egetræ, så hun kan tage et læsterligt lag tæsk, inden hun giver op. 

Riley ved, at han stadig har lidt tid at gøre godt med. 

Han sender folk under dæk for at bjærge nogle tønder med vand, vin og saltet kød op fra de allerede delvist oversvømmede lastrum.

Andre sømænd får ordre om at gøre redningsbådene klar. Commerce medbringer to både – en større langbåd, som kan føre sejl, og en lille robåd. 

Besætningen placerer tønderne med mad og drikke i langbåden. Det er stadig ikke muligt at se land. 

Og mens skibet rystes af bølge efter bølge, men endnu holder sammen, venter Riley på, at månen skal stå op omkring midnat. 

Da det sker, kan mændene i det blege lys skimte brændingen ude til bagbord. 

Kysten ser ikke ud til at være mere end cirka 150 m borte, og skibet er udstyret med en trosse, som kan række så langt. 

Riley beslutter derfor at benytte en klassisk redningsmetode: at forbinde skib og kyst med en livline.

Trossen bliver bundet fast til den lille jolle, som Riley og en anden mand – Porter – stiger ombord i. 

Båden bliver firet ned i det oprørte hav, og de to mænd sætter fra. Men jollen når kun lige fri af skibets bov, inden en kæmpedønning kæntrer den. 

Riley og Porter forsvinder under vandoverfladen, men formår at kæmpe sig op igen.

En gris svømmer i land

I 1800-tallet er søfolk vandskræk, men til alt held er begge amerikanere habile svømmere. Ridende på bølgerne bliver de ført ind mod land og til sidst kastet op på stranden. 

Jollen skyller op ved siden af dem. Trossen er stadig fastgjort til den. Porter og Riley hviler først et øjeblik, så finder de noget solidt at binde trossen fast i, hvorefter kollegerne ude på skibet strammer den op. 

Næste træk er at bringe mad og vand i land med langbåden. 

To mænd påtager sig opgaven, og alt går godt, lige indtil endnu en kæmpedønning bogstavelig talt kaster den ellers tungt lastede båd op på en stenet strand. Med et brag trykkes bunden delvist ind.

Med langbåden ude af spillet er der kun livlinen tilbage. 

Én for én forlader de resterende mænd Commerce og lader sig glide ned i det oprørte hav, mens de klamrer sig til den udspændte trosse og meter for meter bevæger sig ind mod land. 

Ved et lykketræf klarer alle strabadserne. Mens mændene sunder sig på stranden, ser de et forbløffende syn: 

En levende gris, som de har haft med på skibet, kommer som en anden hund svømmende i det oprørte hav og vader til sidst i land. 

Grisen slutter sig selskabslysten til de gennemblødte mænd. Dermed har Commerces dramatiske forlis ikke kostet ét eneste liv.

Kannibaler og slavehandlere hærger kysten

Amerikanerne er imidlertid strandet det værst tænkelige sted, på vestkysten af den enorme Saharaørken. 

Lokal-befolkning er ifølge myter sejlivede kannibaler og kendt for enten at dræbe skibbrudne hvide eller sælge dem som slaver. 

Den første del af rygtet er det rene nonsens. De lokale er muslimer og må ikke spise menneskekød. Men den sidste del er desværre sand. 

Hvid slavehandel og salg af strandingsgods udgør en vigtig del af eksistensgrundlaget for de fattige stammer, som bebor det barske og ufrugtbare landskab.

Riley under sine mænd et tiltrængt hvil, men så snart solen står op, giver han dem ordre til at trække bådene længere op på land. 

Skibets pengekiste, som han har ladet bringe i land med langbåden, beslutter han at begrave. 

Kisten indeholder adskillige tusind dollars, og inden den forsvinder under sandet, lader Riley sine mænd tage så mange penge, som de kan have i lommerne og under tøjet. 

Kaptajnen har en vag fornemmelse af, at pengene måske kan være til nytte i tilfælde af tilfangetagelse.

Næppe er kisten begravet, før amerikanerne opdager en enlig skikkelse nærme sig langs stranden. 

Det er en ældre mand med et vildt udseende. Han har mørk hud og en sort manke af hår, som stritter ud til alle sider. 

En meget bred mund giver ham et hyæne-agtigt udseende, så amerikanerne døber ham omgående “Hyænen”.

Da han nærmer sig, går Riley ham i møde. Men den fremmede er sky og trækker sig tilbage, hvorfra han kom. 

Riley gætter på, at han snart vil vende tilbage med forstærkning. Amerikanerne har ingen våben. 

Riley finder det derfor bedst at prøve at reparere langbåden og bruge den til at slippe væk i en fart. 

En af sømændene, som er en fremragende svømmer, melder sig frivilligt til at crawle ud til Commerce og prøve at finde, hvad de skal bruge.

Efter et stykke tid vender han tilbage med lidt værktøj og nogle søm, og mændene begynder straks arbejdet med båden. 

Kort efter kommer Hyænen igen, ledsaget af flere af sine koner, foruden nogle unge drenge. 

Hyænen bærer en krumsabel, og nogle af drengene spyd, men de har ingen skydevåben og undgår indtil videre en åben konfrontation med amerikanerne. 

De koncentrerer sig om at bjærge det gods, som driver i land fra Commerce, men stemningen er fjendtlig. Så snart båden er klar, sejler amerikanerne tilbage til vraget.

Flygter mod syd med figner og en gris

Amerikanernes chance for at redde sig ved hjælp af langbåden er meget ringe. Ved at sejle mod nordvest kan de håbe at nå De Kanariske Øer, som i fugleflugtslinje blot ligger godt 160 km fra Kap Bojador. 

På Gran Canaria ligger den nærmeste sikre havn, men søfolkene vil have den stærke sydgående strøm imod sig hele vejen, så at nå frem bliver meget svært, hvis ikke umuligt.

Alternativet er at sejle sydpå langs kysten og prøve at nå den engelskbesatte, tidligere franske handelsstation Saint-Louis ved Senegalflodens munding. 

Det vil inde­bære en sejlads på ca. 950 km, men til gengæld vil den sydgående strøm hjælpe dem det meste af vejen.

Mændene vælger at sejle mod syd. De medbringer, hvad de har reddet fra bølgernes rasen og den plyndrende hyænelignende mand: en smule vand, lidt saltet svinekød, nogle flasker vin og en pakke med to kilo figner – foruden deres firbenede maskot, grisen. 

Mændene sidder tæt sammen på langbådens tofter, og det overlæssede fartøj ligger betænkeligt dybt i vandet. 

For at undgå kystens forræderiske klippeskær og den voldsomme brænding må Riley styre langt ud til havs, hvor bølger igen og igen slår ind over båden. 

Det første døgn byder på vind af stormstyrke, og mændene sidder konstant i vand til op over anklerne, selvom de på skift øser af al kraft med to spande. 

Båden holder sig kun akkurat flydende.

Efter hjemkomsten til USA skrev kaptajn Riley en bog om grusomhederne i ørkenen, som påvirkede den senere præsident Abraham Lincoln. Rileys fangenskab i Afrika fik debatten om USA’s sorte slaver til at blusse op.

© Amazon & Shutterstock

Ørkendramaet inspirerede Lincoln

I1817 udkom kaptajn Rileys medrivende bog om de ni uger i Sahara, og den blev omgående en succes. 

“Authentic Narrative of the Loss of the American Brig Commerce” sparkede også nyt liv i USA’s slave-debat. 

Harmen over den umenneskelige behandling af hvide slaver i Afrika fik politikere og debattører til på ny at stille spørgsmål ved det rimelige i, at amerikanerne holdt sorte slaver. 

Blandt bogens ivrigste læsere var en ung Abraham Lincoln, som 44 år senere blev USA’s præsident og afskaffede slaveriet.

Lincoln fremhævede selv James Rileys beretning som en af de tre vigtigste bøger, han nogensinde læste. 

De to andre var Biblen og “The Pilgrim’s Progress” – et værk fra 1678 om religiøs undertrykkelse i England.

Vanviddet breder sig ombord

Rigtig søvn får ingen noget af – der er ikke plads til at lægge sig ned. Mændene kan højst tage et kort blund med hovedet på sidemandens skulder. 

Men søvnmangel er ikke det værste; rejsen bliver mest af alt helvede, fordi søfolkene for første gang oplever vanvittig tørst. 

Riley har rationeret bådens sparsomme beholdning af vand og anden drikkelse, så hver mand får kun én mundfuld vin eller vand i døgnet.

Desuden må mændene to gange i døgnet fugte munden med deres egen urin, som de fylder på de tomme flasker. Ikke en dråbe væske må gå til spilde.

Maden slipper hurtigt op, så den 1. september – deres tredje dag til søs – beslutter mændene at slagte grisen. Dens blod bliver tappet i en spand, som derefter går rundt. 

Hver mand får en næringsrig og styrkende slurk. Bagefter bliver grisens lever og anden indmad skåret i terninger, som søfolkene sluger råt. Til sidst kommer turen til grisens kød og skind. Alt bliver fortæret.

Festmåltidet løfter kortvarigt humøret, men allerede dagen efter begynder de dehydrerede mænd, stegt under den bagende sol, at give efter. 

Nogle sidder som i trance, mens andre viser tegn på begyndende galskab. 

De læner sig ud over rælingen, dypper hele hovedet i havet og drikker sikkert også lidt saltvand – en livsfarlig beslutning, som kun øger tørsten endnu mere.

Den eftermiddag, efter en lang og brændende varm dag, giver Riley op. Han tror ikke længere på en redning med langbåden, som er begyndt at lække. 

Under den hårde søs konstante pres går båden op i sammenføjningerne, og flere steder er sømmene trukket halvt ud. 

Den interimistiske reparation holder ikke. Midt i amerikanernes fortvivlelse træffer Riley en katastrofal beslutning. 

For at indgyde sine mænd nyt mod foreslår han, at de vender om og sejler tilbage til vraget af Commerce

Halvt bedøvede af udmattelse og alvorlig væskemangel støtter mændene deres kaptajn, svinger rundt og sejler nordpå igen.

Havde Riley og hans besætning blot vidst, hvor de befandt sig, var de givetvis fortsat, for den hårde vind havde i dagevis spændt sejlene, og en stærk sydgående strøm pressede yderligere på. 

Båden var fløjet afsted på vandet, og amerikanerne kom meget tæt på Saint-Louis og andre hvide, der kunne hjælpe dem. 

Blot 100 km mere – cirka én dags sejlads under de gunstige forhold – ville have bragt Commerces besætning syd for Sahara, til et område, hvor naturen er langt mindre nådesløs, drikkevand fandtes i rigelige mængder, og selv de indfødte var venligt stemte over for hvide søfolk.

Briterne i Saint-Louis havde nemlig sat redningen af strandede søfolk i system. 

De lokale vidste, at briterne belønnede dem rundhåndet for hver levende sømand, de bragte til fortet. 

Dusøren lød på 30 pund – en formidabel sum, som var stor nok til at sikre en afrikaners velstand i hele hans levetid. 

Bare 100 kilometer mere – så ville hele Commerces besætning med stor sandsynlighed være blevet reddet og snart efter genforenet med deres familier hjemme i USA.

Knust mod kysten for anden gang

Rileys fatale beslutning koster amerikanerne yderligere tre dage til søs, mens de krydser op mod vinden og søger nordpå igen. 

Til sidst kan hverken mandskabet eller redningsbåden mere. Udtørrede som rosiner under den brændende sol må de sætte kurs mod land. 

I den brusende brænding og ved sammenstødet med klippe­kysten bliver langbåden knust.

Alle mand redder sig i land, men indser straks, at deres overlevelseschancer er minimale. Fra den smalle strandbred rejser lodrette og uoverstigelige klippeskrænter sig mod himlen. 

Mod vest ligger Atlanterhavet, og mod øst Saharas endeløse sanddyner. Dødeligt udmattede og desillusionerede synker mændene sammen på stranden og falder i søvn. 

Da de vågner, venter endnu en forfærdelig dag. Kun kysten mod syd ser ud til at være fremkommelig, så de sætter atter i den retning.

Nogle steder forsvinder strandbredden. Klipperne rækker helt ud i havet, og mændene må ud på livsfarlige klatreture over forrevne klipper, mens store bølger slår op omkring dem. 

I dagevis vandrer de og finder til sidst et sted, hvor det er muligt at kravle op over klippeskrænten. 

Men det syn, som møder dem, er næsten ikke til at bære: uendelig ørken. Halvdøde af tørst, og kun lejlighedsvist læsket af deres egen urin, begynder mændene at give op. Nogle falder sammen og nægter at rejse sig igen. 

Men hver gang lykkes det kaptajn Riley at få de udmattede på benene igen og drive dem videre.

I dagevis stavrer de 12 mænd fremad uden at vide, hvor de skal hen. Men pludselig en aften peger den 24-årige sømand James Clark ud i mørket og udbryder: “Jeg synes, jeg kan se et lys”.

Det er lyset fra et lejrbål. Mens amerikanerne langsomt og slæbende nærmer sig, kan de se, at lyset ikke stammer fra et enkelt, men mange lejrbål. 

I snesevis af nordafrikanske beduiner og masser af kameler er samlet omkring en brønd. 

Mødet med beduinerne vil helt sikkert medføre, at besætningen ender som slaver, men døden er lige nu deres eneste andet alternativ, for de kan ikke længere overleve ved egen kraft.

Sømænd må drikke kamelernes urin

Amerikanernes ankomst vækker vild opstandelse i lejren. Mænd med krumsabler styrter frem for at tage dem til fange, og både mænd og kvinder kæmper for at flå tøjet af sømændene og sikre sig en del af rovet.

Inden længe er beduinerne involveret i et voldsomt internt skænderi. 

Mænd trækker sabler og truer hinanden, mens de råber og skriger. Hvem så de hvide først, og hvem har ejendomsretten over dem? 

Det er spørgs­målet. Imens står amerikanerne og ser magtesløse til. De er ved at dø og vil bare gerne have lidt vand.

Men søfolkene må vente. Beduinerne vander først deres kameler, hvilket tager flere timer. Derefter kan de hvide omsider få lov at drikke af samme trug. 

De vanvittig tørstige søfolk dypper deres hoveder i det beskidte vand og drikker grådigt.

Næste dag begynder rejsen ind i ørkenen. Bou sbaa-stammen, som Riley og hans mænd er faldet i kløerne på, har besluttet at afgøre deres uenighed om ejendomsretten til slaverne ved et stammeråd. 

Rejsen til mødestedet bliver et helvede for amerikanerne, som på grund af deres uhæmmede indtagelse af urent vand gang på gang krummer sig sammen i voldsomme diarré-anfald, som dræner dem for den nyvundne væske.

Stammerådet bliver endnu en katastrofe for sø-folkene. Amerikanerne splittes op på forskellige ejermænd og mister således trygheden, som deres sammenhold gav. 

Nogle forbliver i lejren, mens andre én efter én føres bort og forsvinder sporløst i Sahara.

I fangenskabet fortsætter lidelserne. Søfolkene prøver med fagter at signalere, at de er meget sultne. Men beduinkvinderne viser med tomme hænder, at de intet har at give dem. 

Det lyder mystisk, men er faktisk sandt. De ludfattige nomader får selv kun fast føde, når de en sjælden gang slagter en ged eller en gammel kamel. 

Til gengæld kan de i månedsvis leve af zrig – en blanding af syrnet kamelmælk og vand.

I perioder med ekstrem knaphed på vand består blandingen af mælk og kamel-urin, som
beduinerne anser for at være sundt og regelmæssigt drikker. 

Nogle gange får fangerne en skål zrig, andre gange slet ingenting. Amerikanerne befinder sig konstant i en livstruende tilstand af dehydrering. 

Samtidig oplever de den totale menneskelige fornedrelse, når de vakler rundt efter tissende kameler og prøver at fange noget af den livsvigtige væske med hænderne.

Dagene flyder sammen for de udmattede mænd, mens de døser i sandet under Saharas brændende sol. 

Deres forbrændte hud falder af i store flager og erstattes af blødende sår i hovedbunden og på skuldrene. Beduinerne opholder sig mest i skyggefulde telte, men dem får fangerne sjældent adgang til.

I teltene regerer kvinderne, og de vil ikke slippe kristne ind. Mændene i lejren behandler fangerne med ligegyldighed og viser ingen barmhjertighed, men på den anden side heller intet åbenlyst had. 

Mange af kvinderne er derimod ondskabsfulde, kalder fangerne for “vantro kristne hunde” og spytter dem i ansigtet.

Tilfældigt møde bringer nyt håb

En dag rider to fremmede mænd ind i lejren. De er tydeligvis både købmænd og krigere – bevæbnet med geværer og krumsabler. 

Riley fornemmer instinktivt, at det uventede besøg kan blive et vendepunkt. 

Som den eneste i besætningen kan kaptajnen tale udenlandske sprog som fransk og spansk samt gebrokkent arabisk, men dog nok til at gøre sig forståelig.

Sprogkundskaberne er resultatet af to årtiers forhandlinger i fremmede havne over det meste af verden. 

Riley nærmer sig de nytilkomne – brødrene Hamet og Seid – for at tigge lidt vand og prøve at komme i snak med dem. 

Begge dele lykkes. Storebroren Hamet er en intelligent og nysgerrig mand. Han vil gerne vide, hvem Riley er. 

Kaptajnen fortæller, at han er strandet med sit skib og nu søger hjælp til at komme hjem. 

Derefter roder han sig ud i en gevaldig løgnehistorie om, at han engang har mødt Marokkos hersker, og at han i havnebyen Swearah har en god ven, som vil belønne tapre mænd, som redder ham og hans besætning. 

Så hvis Hamet bare vil købe dem fri af deres nuværende ejere og…

Hamet er totalt afvisende. Det vil være alt for farligt for to mænd at føre hvide slaver til Swearah, da ruten er spækket med røvere og krigeriske beduiner. 

Men trods afvisningen får Riley sået et frø, som begynder at spire. 

Skæbnen har nemlig på pudsig vis anbragt Riley og Hamet i et interessefællesskab, hvor ingen af dem kan redde sig alene, men sammen har de en chance.

Hamet er dybt forgældet efter at have mistet en formue, da hans karavane undervejs mod Timbuktu blev overfaldet af røvere i ørkenen. 

Riley kan bringe Hamet ud af denne gæld. Og hvis nogen kan hjælpe amerikanerne til Swearah, så er det Hamet, der kender Sahara som sin egen bukselomme.

Hamet stirrer eftertænksomt på Riley og siger bryskt:

“Du lyver!”

“Nej”, bedyrer Riley. Han har virkelig en god og sær­deles velhavende ven langt borte i Swearah.

“Hvad hedder han?” spørger Hamet.

Riley holder masken og svarer kort og godt:

“Konsul”.

Riley ved ikke med sikkerhed, om der findes vestlige konsuler i Swearah, selvom det er en stor og vigtig marokkansk havneby med over 35.000 indbyggere. 

Men han satser på, at i hvert fald briterne har en mand på stedet. Hamet stirrer igen Riley ind i øjnene.

“Hvis du prøver at narre mig, så skærer jeg halsen over på dig”, siger han og mener det tydeligvis.

Kamelernes urin reddede flere gange de amerikanske søfolks liv.

© Bridgeman Images & Shutterstock

Døden lurer langs vejen mod frihed

Hamet indleder forhandlinger med beduinerne, der ejer Commerces besætningsmedlemmer. 

Først køber han Riley fri for to grove kjortler, et bundt strudsefjer og lidt blåt stof, mens den garvede forhandler får pruttet prisen ned på fire andre søfolk, hvoraf den billigste blot koster ham et gammelt, slidt tæppe.

Fem søfolk er det maksimale, Hamet vil prøve at smugle forbi ørkenens krigeriske stammefolk og hele vejen til Swearah. 

Selvom Riley tigger og beder, nægter Hamet at tage flere med. Han og broren råder kun over fire kameler, der umuligt kan bære flere amerikanere på den lange rejse – uanset hvor radmagre de er.

To udmattende uger vandrer og rider de gennem et knastørt og stenet landskab – konstant på udkig efter vandhuller og noget at spise. 

Flere gange er amerikanerne ved at dø af tørst, men hver gang finder Hamet vand i sidste øjeblik. 

Den 8. oktober når de afpillede søfolk og deres redningsmænd frem til Kap Bojador, hvor Commerce gik på grund fem uendelig lange uger tidligere. 

Derfra sætter de kurs nordpå, men må jævnligt søge længere ind i landet for at undgå røveriske overfald.

Gruppen stavrer op og ned ad 100 meter høje klitter og må sågar spise en geds uappetitlige maveindhold for at holde sig i live. 

Ludfattige beduiner redder flere gange gruppen fra at sulte ihjel ved at dele deres sparsomme forråd med de fremmede, mens velstående landsbyboer truende afviser de afkræftede mænd, selvom byens marker bugner af løg og kål.

Hamet møder omsider Konsul

Kort før Swearah forlader Hamet dem og rider i forvejen for at forvisse sig om, at han kan få de næsten 1.000 dollars, som Riley har lovet i dusør. 

Den 25. oktober rider Hamet alene ind i byen for at finde den hr. Konsul, som Riley har fortalt ham om. Han spørger en lokal, om han kender en hvid mand ved navn Konsul. 

Kun ét land har konsulat i Swearah, nemlig Storbritannien, så den adspurgte ved straks, hvem Hamet søger.

Den fremmede viser vejen, og Hamet opdager tilsyneladende aldrig, at “konsul” ikke er et navn, men en titel, og at Riley har bluffet. 

Den britiske konsul, William Willshire, modtager Hamet i sin bolig og læser det brev, han får overrakt. 

Brevet er skrevet af Riley, som har adresseret det til “engelske, franske, spanske eller amerikanske konsuler eller enhver kristen handelsmand i Swearah”. 

I brevet forklarer Riley amerikanernes fortvivlede situation og beder inderligt om hjælp.

Willshire forstår straks, hvad det handler om. Som britisk konsul har han ingen formelle forpligtelser over for amerikanske statsborgere, men han er et godt menneske og vil gerne hjælpe. 

Konsulen lover Hamet, at dusøren plus to førsteklasses dobbeltløbede geværer nok skal blive betalt, men ikke et sekund før amerikanerne er i sikkerhed hos ham. 

Hamet accepterer uden indvend­inger. Så tæt på at blive den tyngende gæld kvit tør han ikke stille betingelser eller forsøge at presse prisen yderligere op. 

I stedet rider han hastigt sydpå for at hente besætningen fra Commerce.

Udsultede søfolk modtages med tårer

Den 7. november nærmer Riley og de fire andre søfolk sig omsider Swearahs udkant, hvor Willshire står klar til at tage imod dem. 

Konsulen får et chok. I dag ved alle, hvor radmagre og afkræftede fanger fra Nazitysklands koncentrationslejre så ud, men denne novemberdag i 1815 er Willshire helt udforberedt på det syn, som nu møder ham. 

På de godt to måneder, som er gået, siden Commerce forliste, er søfolkenes kropsvægt blevet mere end halveret. 

De er omvandrende skeletter overtrukket med forbrændt hud. Synet får Willshire til at briste i gråd. Han løber frem mod Riley, omfavner ham og siger:

“Velkommen i mine arme, kære herre”.

Riley krammer konsulen. Han er for bevæget til at sige noget. Ingen ord i verden kan udtrykke hans enorme lettelse og taknemmelighed. 

Willshire tager amerikanerne med til sit hjem. Så snart de møgbeskidte og stink­ende mænd har fået lidt mad og drikke, bliver de sat i blød og kan vaske sig for første gang i månedsvis.

Imens bestiller Willshire en barber, som kan komme og fjerne deres lange, lusebefængte skæg. Willshire insisterer også på, at mændene skal vejes. Det bliver et nyt chok. 

Riley, som før forliset var en bredskuldret og robust bygget mand på 120 kg, vejer nu mindre end 45 kg.

Læs mere

Dean King: Skeletons on the Zahara, Arrow Books, 2005. James Riley: Sufferings in Africa: The Incredible True Story of a Shipwreck, Enslavement, and Survival on the Sahara, Skyhorse Publishing, 2007.

Måske er du interesseret i...

Læs også