Ubådsforsøgene i Themsen blev et tilløbstykke for indbyggerne ­i ­London, der så forbavset til.

Verdens første ubåd dykkede fem meter

En lukket robåd overtrukket med olieret skind glider ud i Themsens. Mens årerne plasker, dykker fartøjet langsomt under overfladen. Da den dukker op til overfladen igen, jubler tilskuerne. De er blevet vidner til søsætningen af verdens første ubåd.

9. juli 2015 af Øyvind Bordal

Den første ubåd tog vand ind

I 1620 søsatte den hollandske opfinder Cornelius Drebbel verdens første undervandsbåd. Den blev roet med årer og styret med et ror. Ubåden blev bygget for den engelske konge og flåde, der sandsynligvis overvejede om den skulle bruges som et våben i krig.

Den første dykning lykkedes, bortset fra at ubåden tog vand ind. Det afskrækkede dog ikke Drebbel, som byggede og søsatte yderligere to ubåde frem i årene fra 1620 til 1624. Den sidste ubåd havde plads til 12 roere og fire passagerer.

Dykning var langtfra ukendt på den tid. Dykkerklokker af træ og metal, som en dykker holdt over hovedet og overkroppen, blev brugt til at bjærge gods fra sunkne skibe. Dykkeren gik hen over havbunden, indtil luftlommen i klokken blev for fattig på ilt, så svømmede han op til overfladen, hvor søfolk på et skib hev klokken op med reb. I forhold til dykkerklokken var Drebbels ubåd dog revolutionerende.

Der findes ingen originale tegninger eller specifikationer af de tre ubåde, og de oplysninger, der har overlevet frem til i dag, er omgivet af spekulationer. Men sikkert er det, at mindst én af Drebbels ubåde bestod af et rammeværk af træ, overtrukket med olieret skind samt en vandtæt luge, der var monteret øverst.

Her hører enigheden dog op blandt forskerne. Nogle mener fx, at Drebbels ubåde havde et eller flere glasvinduer – i modsætning til senere ubåde, som netop af den grund havde store vanskeligheder med at navigere sikkert. Andre forskere mener, at glas, tætninger og rammer ikke har kunnet holde til vandets pres.

De mener, at Drebbel må have navigeret efter kompas og en idé om, hvor hurtigt og hvor lang en distance roerne kunne tilbagelægge på en bestemt tid. Det er i princippet den samme måde, som dykkere bruger, hvis de svømmer i blinde i grumset vand.

Griseblærer brugt i Drebbels ubåd

Drebbel har brugt meget energi på at løse problemerne omkring ballast, der skulle få båden til at dykke. Den løsning, de fleste forskere regner med, han brugte, var vandtætte griseblærer, der kunne fyldes med og tømmes for vand.

Griseblærerne var monteret under roernes sæder og forbundet med slanger ud gennem skroget. Konstruktionen har lignet en blæsebælg. Slangerne kunne snøres til med reb, der ved dykning blev løsnet, så blærerne blev fyldt med vand. Dermed dykkede ubåden. Ved opstigning pressede roerne hver deres “blæsebælge” flade og snørede slangerne til. Det førte til opdrift.

Systemet er stort set det samme, som benyttes i nutidige ubåde, der tager vand ind i store tanke for at gøre dem tunge og “blæser” vandet ud igen for at stige op til overfladen.

Ilttilførelsen i ubåden er omdiskuteret

Det punkt, som har ført til flest spekulationer blandt forskerne, er spørgsmålet om tilførslen af luft. Forskerne ved, at mindst én af Drebbels ubåde kunne holde sig under vand i lang tid.

Det fortælles i gamle dagbøger og papirer, at den sidste i rækken kunne sejle under vand fra Westminster til Greenwich og tilbage igen. En tur der har taget adskilige timer. Samtidige beretninger fortæller om snorkelslanger, der går fra ubåden og op til overfladen, holdt oven vande ved hjælp af en flydende tønde. Det har givet en stabil lufttilførsel til mandskabet, men har ikke været tilstrækkeligt til en 16 mand stor besætning. Noget andet og mere må have skabt ilt til flere timers ophold under vandet.

Drebbel kendte ilts hemmelighed

Omkring 40 år senere, i 1662, noterede den engelske skribent Boyle, at han havde mødt en dygtig matematiker, som havde deltaget i Drebbels testsejladser på Themsen. Den nu meget gamle mand kunne fortælle, at Drebbel om bord i fartøjet havde en kemisk væske, som var i stand til at “erstatte kvintessensen af luft” – det vil sige ilt. Den kemiske væske kunne “holde hjertets flamme i live”, skriver Boyle.

Andre gamle kilder peger på, at Drebbel var alkymist, som var den tids kemikere, og at han brugte sin store viden om kemiske processer til at udvikle en metode til at frembringe ilt. En metode, der kan have været brugt, var at udvinde ilt fra opvarmet salpeter. Hvis dette er sandt, har Drebbel været 200 år før sin tid på dette punkt.

Drebbel var dog en praktiker og ikke en metodisk videnskabsmand. Han skrev meget lidt ned om sine opdagelser og opfindelser, og derfor kan det i dag ikke bevises med sikkerhed, om Drebbel kunne skabe ilt ved hjælp af salpeter.

Cornelius Drebbel efterlod sig ingen optegnelser, så ingen ved i dag, hvordan hans tre ubåde så ud. Men den tredje ubåd i rækken var sandsynligvis udstyret som på tegningen bl.a. med vandfyldte griseblærer, der fungerede som ballast. Klik på ikonerne for at få et indtryk af nogle af funktionaliteterne.

 

Moderne kopi af Drebbels ubåd søsat med succes

I 2002 byggede forskere en kopi af Drebbels ubåd ved hjælp af værktøj og teknik fra 1600-tallet. De testede en lang række detaljer som åreportenes vandtætte pakninger og den tryktætte luge. Testene viste tydeligt, at et teknisk geni havde stået bag konstruktionerne. Selv med nutidens viden krævede det store anstrengelser at få fartøjet til at fungere.

Enkelte gange blev det nødvendigt for forskerne at gå på kompromis med de historiske kilder. Båden blev bygget i egetræ og klinket sammen med nagler samt fuget med en blymasse. Det olierede skind brugte forskerne ikke, da de mente, det ikke blev anvendt i de to sidste ubåde. Kopien var små syv meter lang, havde fire årer og blev ført af to mand. Den blev søsat i en engelsk sø. To mand dykkede ned og roede under vand i ti minutter uden problemer, hvorpå de steg op til overfladen igen.

Ideen til ubåde er oldgammel

Drebbel byggede sine ubåde for den engelske konge og flåde. Men han var langtfra den første, der fik ideen til et undervandsfartøj. Ifølge oldtidskilder dykkede Alexander den Store og nogle af hans soldater fx i år 332 f. Kr. ned i havet i en glasklokke under en flådeblokade af havnebyen Tiros. Desuden findes der beretninger om kinesiske skibe, der kunne sejle langs bunden af havet for 2200 år siden. Der findes dog ingen arkæologiske fund af disse ubåde, så om de fandtes, vides ikke med sikkerhed.

Den første veldokumenterede idé til en ubåd stammer fra 1578. Den engelske matematiker William Bourne tegnede en lukket robåd af skind og træ, men den blev aldrig afprøvet i praksis. Tegningerne samlede støv i 40 år, indtil Drebbel tog fat. Både Bourne og Drebbel var ansat ved den engelske flåde, så Drebbel har givetvis set Bournes tegninger i flådens bibliotek.

Drebbel var en praktisk da Vinci

Drebbel var hollænder, men han havde allerede omkring 1600 opnået et ry som en slags mirakelmand ved det engelske hof, som ansatte ham. Ved hoffet gjorde han sig bemærket ved at opfinde en såkaldt perpetuum mobile – en evighedsmaskine – som fungerede ved ændringer i det atmosfæriske tryk, der drev et klokkeværk.

Eftersom klokkeværket blev drevet af trykforskelle i luften, blev den opfattet som en evighedsmaskine, og opfindelsen blev derfor kendt vidt omkring i Europa. Klokkeværket kunne både vise dato, årstid og klokkeslæt. Efter sigende blev det bygget ind i en globus af guld. Den hollandske opfinder udviklede senere en slags termostat på baggrund af evighedsmaskinen. Termostaten blev brugt i verdens første termostatstyrede ovn og senere i en ægklækningsmaskine, hvor termostaten holdt æggene ved jævn varme.

Drebbel kunne også andet. Ved hoffet skabte han blandt andet stor begejstring med en koncert, hvor vinddrevne instrumenter spillede musikken. Hans talenter var mange. Drebbel arbejdede på højt niveau både med kemi, optik, maleri, grafik med mere. Hans viden om kemi stammede fra læretiden hos en hollandsk alkymist, og det engelske hof havde fx stor glæde af Drebbels fyrværkeriopvisninger.

Drebbel anses for ubådens opfinder

Drebbels status ved hoffet blev større og større, og da han testede sin tredje ubåd, deltog kong James 1. efter sigende i en af sejladserne som passager. Den engelske flåde endte dog med at afvise opfindelsen, som ubrugeligt legetøj. Hvorfor flådefolkene takkede nej til opfindelsen, ved nutidige forskere ikke. Men de har muligvis anset ubåde for en fej måde at føre krig på. Desuden var Drebbels ubåde ikke flotte prestigeprojekter som et stort krigsskib med ornamenter og blafrende flag.

Selv kongens interesse og velvilje kunne ikke ændre på det. Drebbels opfindelse var langt forud for sin tid – alligevel gik sejladserne på Themsen i årene 1620 til 1624 hurtigt i glemmebogen som blot endnu et underholdende og adspredende indslag ved det engelske hof. Drebbel blev sat til at producere sprængstoffer, og da hans største velynder, Buckingham, blev myrdet, gik hans karriere ned ad bakke.

De sidste år af sit liv tilbragte Drebbel som ludfattig bestyrer af et værtshus i et af Londons fattigkvarterer. Han døde i 1633 stort set glemt af sin samtid. Men i dag anses han for ubådens opfinder.

Er du stor ubåd-fan, så kan du dykke endnu længere ned i dybet i vores store tema.

 

Måske er du interesseret i...

Læs også