En munk bruger en krigsvifte i kamp mod en samurai. 

7 mærkelige - og ikke altid succesfulde - våben

Fantasien har ikke fejlet noget, når mennesket gennem tiderne har udviklet det ene våben efter det andet. Men nogle idéer er blevet mere fantastiske end effektive, og en del af dem må vel nærmest kaldes bizarre. Her er syv af historiens mest anderledes våben.

19. marts 2018 af Inger Lise Kontochristos

Samurai med sværd og tessen – krigsvifte. Foldet en pistol eller som et lille skjold.

© Getty Images

Tessen – vifte og våben i et

Oprindelse: Japan i 1100-tallet

Dette japanske våben blev kaldt tessen eller krigsvifte. Det blev brugt i det feudale Japan af personer, der ønskede at være bevæbnet på en diskret måde. Det var et særligt populært våben blandt kvindelige krigere. En tessen lignede ved første øjekast en almindelig, harmløs vifte, men dens dele bestod af skarp­slebent stål.

DEN STORE FLUGT 1944

Våbnet blev gerne medbragt på steder, hvor det var forbudt at være bevæbnet, og synlige sværd blev kon­fiskeret. Da de ikke var til at skelne fra andre vifter, kunne de nemt smugles ind. Det var helt normalt, at en samurai bar en vifte til at svale sig på en varm dag. På den måde kunne man overraske en fjende, der havde antaget sit offer for ubevæbnet. Våbnet blev så populært, at der blev undervist i brugen af det på krigsskoler for samuraier. Tessen blev brugt både til angreb, til at låse modstanderens våben fast eller som regulært skjold. Den kunne også bruges som kastevåben eller tilmed til at svømme hurtigere.

Senere udvikledes kampsporten tessenjutsu, hvor våben der ligner en krigsvifte bliver brugt.

En indisk kriger med urumi.

© Svante Ström

Piskesværd - lige farlige

Oprindelse: Indien i 300-tallet

Urumi kaldtes dette indi­ske piskesværd, som må have været et af historiens farligste håndvåben – ikke bare for den, der blev angrebet, men også for den, der brugte det.

AFRIKAS MÆGTIGSTE RIGE BYGGET PÅ SLAVER OG SALT

Dette meget fleksible langsværd blev fremstillet af stål eller messing og bestod af flere blade, der sad i ét fæste. De barberbladsskarpe klinger kunne være op til 170 cm lange. Urumi bliver regnet for et af de sværest håndterlige våben, da det var meget let at gøre skade på sig selv med det. I kamp blev piskesværdet svinget rundt i luften, og hvis det blev anvendt korrekte, kunne det såre eller dræbe flere fjender på samme tid. Det havde lang rækkevidde, og når det først var i bevægelse, var det meget svært at stoppe eller værge sig imod. Når et urumi ikke blev brugt, kunne det rulles sammen eller bæres omkring livet som et bælte.

Et gravvåben, som blev udløst når nogen trampede på en snubletråd. De skulle sætte en stopper for ligrøverier i 1800-tallets Storbritannien.

© IBL bildbyrå

Gravvåben skulle sætte en stopper for ligrøverier

Oprindelse: Storbritannien og USA i 1800-tallet

Britisk lov forbød medicinske skoler at indkøbe lig til forsknings- eller undervisningsbrug. Det eneste, der var tilladt, var at bruge de jordiske rester af henrettede kriminelle eller kroppe, der var doneret af den afdødes pårørende. Det var ikke nok til at dække skolernes behov – hvilket nogle af dem så løste "under bordet" ved at hyre ligtyve.

Disse gravede i nattens mulm og mørke lig op på kirkegårde og solgte dem til de mindre nøjeregnende skoler. De pårørende, der fandt deres kæres grav skændet og liget fjernet, var forståeligt nok fortvivlede. De udgjorde dermed et marked for en ny opfindelse, gravvåben.

Våbnet blev anbragt ved graven og aktiveredes, når tyven ramte en snubletråd omkring den. Våbnet blev automatisk rettet i tyvens retning og affyret. Ammunitionen bestod ofte af salt eller noget andet smertefuldt men ufarligt, men der fandtes også dødbringende varianter.

DET STOCKHOLMSKE BLODBAD

I USA udviklede man "gravtorpedoen," som egentlig var en form for luremine, der eksploderede, hvis graven blev åbnet. Philip K. Clover tog i 1878 patent på en forbedret udgave af dette våben.

Gravvåben var dog generelt kostbare, og derfor noget som kun et fåtal af rige kunder havde råd til. Det var under alle omstændigheder primært fattigmandsgrave, som ligtyvene gik efter.

I Storbritannien sendte tyvene angiveligt deres koner eller døtre på kirkegården i dagslys, forklædt som sørgende, for at undersøge, hvilke grave var forsynet med våben. Da det blev opdaget af kirkegårdens personale, begyndte man visse steder kun at sætte våbnene op ved nattetid. Til sidst blev gravvåben dog gjort ulovlige.

Med fire piber, der pegede i hver sin retning, var det meningen, at våbnet skulle ramme flere angribere på én gang. Men det skete sjældent i virkeligheden.

Andefod skød i flere retninger

Oprindelse: USA i 1700-tallet

Dette våben har fået sit navn fordi løbet, eller løbene rettere, i form minder om en ands fod. Formålet var, at gøre det muligt at skyde flere personer på samme tid. De blev set som praktisk for bankvagter, fængselspersonale, søkaptajner og andre, der måske skulle standse en menneskemængde. De var særligt populære på skibe i farvande, hvor piratangreb var en mulighed, men også i tilfælde af mytteri.

HVORDAN BLEV KRIM EN DEL AV UKRAINE?

Våbnet blev udviklet i 1700-tallet og kunne have fra tre til seks løb, der alle pegede i hver sin retning. En variant havde et løb, der pegede fremad, og et, der pegede opad. Nogle med fire løb kunne også skyde til højre og venstre.

Pistolen skulle rettes mod angriberne, og så måtte man bare håbe, at man ramte så mange som muligt. Men synderlig effektivt var det nu ikke. Som regel sårede skudene bare en eller to angribere. Det kunne også ske, at kuglerne rikochetterede tilbage og gjorde skade på skytten selv.

En kopi af et Puckle-maskingevær. 

Puckles maskingevær skød med firkantede perler

Oprindelse: Storbritannien i 1718

James Puckle tog i 1718 patent på et våben, der skulle komme til at blive kaldt "verdens første maskingevær." Reelt var det dog et yderst primitivt våben; en form for revolver monteret på et stativ. Ordet maskingevær forbindes i dag med automatvåben, men Puckles maskingevær var i høj grad et manuelt system. Operatøren måtte ved håndkraft dreje tromlen med ammunition mellem hvert skud og derefter aktivere aftrækkeren igen. Der kunne højst affyres ni ladninger pr minut, men det var stadig imponerende i en tid, hvor musketter som regel kun kunne affyres tre gange i minuttet.

SLAGET OM SINGAPORE

Men selvom konstruktionen var innovativ, så var det et meget besværligt våben at bruge. Hærens ledelse afviste det ved gentagende lejligheder som alt for komplekst og ineffektivt. Så forsøgte James Puckle at afsætte det som et forsvars­våben til søs, men det havde han ikke meget mere held med.

Puckle havde bygget våbnet, så det kunne affyre både rund og firkantet ammunition. Tanken var, at runde kugler skulle bruges mod kristne fjender, mens de firkantede, der gjorde større skade, blev brugt mod muslimer. I sin patentansøgning skrev Puckle, at dette "burde overbevise tyrkerne om den kristne civilisations overlegenhed."

Puckles maskingevær kom aldrig i produktion, og i dag eksisterer der kun to eksemplarer. 

Mange bæltespændepistoler blev lavet efter krigen og solgt som "autentiske" sou­venirs til amerikanske soldater i Tyskland.

Bæltespændepistol blev bestilt af Himmler

Oprindelse: Tyskland i 1910-tallet

Ingeniøren og opfinderen Louis Marquis udviklede bælte­spændepistolen, mens han var krigsfange under 1. verdenskrig. I 1943 modtog han en bestilling fra SS-chefen Heinrich Himmler, der ville forsyne et uvist antal SS-officerer med det skjulte våben, som de kunne bruge, hvis de blev taget til fange af fjendtlige styrker.

Våbnet var let at håndtere. Når spændet blev åbnet (efter samme princip som sikkerhedsbæltet på et moderne fly), sprang våbnets løb frem og kunne så affyres enkeltvis ved at trykke på en række knapper. Men fordi våbnet var så lille, måtte man stå helt tæt på målet, både for at ramme og for at gøre skade.

TIMUR LENK VILLE KNUSE VERDEN MED TERROR

Der fandtes to varianter af våbnet, et med to løb og et med fire. De første prototyper havde ingen affyringsknapper, men blev blot udløst, når bæltet blev åbnet. De senere modeller havde en udløser for hver enkelt kugle.

Det er uvist, hvor mange af disse bæltespænde­pistoler der blev fremstillet, men en masseproduktion var der i det mindste aldrig tale om.

I dag er der kun ti kendte eksemplarer tilbage, og våbnet er derfor blevet et eftertragtet samlerobjekt. For nyligt blev således en bælte­spændepistol solgt på en amerikansk auktion for omkring 20 000 dollars.

Menneskefangere blev brugt helt indtil 1700-tallet til at fange kriminelle og kvinder mistænkt for hekseri. På tysk hedder den "heksefanger". 

Menneskefangere blev brugt mod adelsmænd

Oprindelse: Europas middelalder

Menneskefangeren – et metalredskab monteret på en stage – bestod af to halv­måne­formede jernbånd, der tilsammen udgjorde en næsten hel cirkel. Hver halvdel havde en fjedermekanisme yderst, der medvirkede til at låse instrumentet rundt om halsen på det menneske, der var blevet indfanget. På indersiden af båndene sad der pigge til at bide sig fast.

Dette stagevåben var ikke lavet til at dræbe, men kunne være effektivt til at trække en rytter ned fra sin hest og derefter holde ham i ro på jorden. Stagens "krave" og pigge forhindrede nemlig sit offer i at bevæge sig.

HVORDAN OPSTOD MYTEN OM FARAOS FORBANDELSE?

I middelalderen var dette en måde at fange og pacificere adelige riddere. Disse skulle netop tages i live og så vidt muligt uskadt, fordi man bagefter kunne kræve en formue i løsesum for dem fra deres familie. Der var ikke stor risiko for, at piggene ville bore sig ind i halsen på en sådan adelsmand, da disse
som regel kæmpede i rustning.

Måske er du interesseret i...

Læs også