De største krigsskibe var bevæbnet med over 100 kanoner, som veltrænede kanonhold kunne affyre og genlade i ekstremt tempo.

Kanoner skabte dræbende træsplinter

Mange tror fejlagtigt, at det var selve kuglerne fra sejlskibenes kanoner, der dræbte og lemlæstede besætningen. I virkeligheden var det de knivskarpe træsplinter, som kuglerne rev med sig, når de gennemborede skibssiderne.

Kanoner gennembrød 1 m tykke skibssider

Da Europas flåder i anden halvdel af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet udkæmpede deres blodige kanondueller, gjaldt det enten om at sænke det fjendtlige skib eller dræbe og såre flest muligt.

Typisk endte skibene med at ligge og affyre bredsider mod hinanden, og skibene var af samme årsag forstærkede i siderne, hvor træet var op imod én meter tykt. Kanonérerne affyrede derfor først deres skyts, når de var omkring 100 m fra fjenden – tæt nok på til at kanonkuglerne kunne trænge igennem de tykke sider.

Splinter skabte død og ødelæggelse

Idet kanonkuglerne ramte fjendens skib, trængte de igennem de tykke planker. På ydersiden var hullet fint og rundt, men på indersiden flænsede kuglen træet op i hundreder af sylespidse træsplinter, som regnede ud over søfolkene med over 300 km/t. De største kunne ligefrem skære arme og ben af de stakler, som blev ramt.

For at opnå netop denne effekt var det vigtigt, at kanonerne ikke blev affyret for tæt på fjenden, da man så risikerede, at kuglerne havde så meget fart på, at de gik tværs igennem skibssiden uden at splintre indersiden.

Kanoner blev rettet mod fjendens agter- og forstavn

Da skibssiderne var forstærkede, var et af de mest populære mål for kanonérerne agter- og forstavnen på fjendens skib. Her var træet var tyndere. En velplaceret kugle i agterstavnen ville således kunne fortsætte stort set uhindret tværs igennem hele skibets længde og knuse alt på sin vej.

Læs mere om søkrig i sejlskibenes æra

Læs hele artiklen om 17- og 1800-tallets drabelige sødueller - download den her.

 

Måske er du interesseret i...

Læs også