Westfields kæmpekanon blev opfundet af admiralen John Dahlgren­ og kunne skyde 2,5 km.

Stor kanon fundet fra Den Amerikanske Borgerkrig

Krigsskibet USS Westfield sank i 1863 under Den Amerikanske Borgerkrig. Skibet blev for nylig hævet fra dybet­, og blandt genstandene om bord har forskerne fundet en kæmpestor kanon.

Kanon var et monster

Amerikanske arkæologer har fundet hundreder af genstande i vraget af krigsskibet USS Westfield, som i 2009 blev hævet fra havbunden nær øen Galveston ud for Texas' kyst. Blandt de mange fund er en næsten fire meter lang kæmpekanon, som kunne ramme mål på op til 2,5 kilometers afstand:

"Den er et rent monster!" siger Justin Parkoff til avisen Houston Chronicle.

Han er leder af Westfield-projektet på Texas A&M-konserverings-laboratoriet, hvor både skibets mange dele og kæmpekanonen i øjeblikket er ved at blive restaureret.

Krigsskibet USS Westfield eksploderede og sank ud for Texas' kyst i 1863.

Den store kanon gik ned med mus og mand

USS Westfield, en ombygget færge fra nordstaterne, løb på grund den 1. januar 1863, da sydstatstropper erobrede øen Galveston. For at forhindre sydstaterne i at overtage krigsskibet beordrede kaptajnen fartøjet sænket med sprængstof. Uheldigvis eksploderede ladningerne for tidligt og dræbte ham selv og 12 besætningsmedlemmer­.

"Hver gang vi finder knoglestykker, behandler vi dem derfor med den yderste respekt", forklarer Justin Parkoff.

Ifølge lederen er alle knogler blevet sendt til analyse for at afgøre, om de stammer fra den dræbte besætning.

Når restaureringen af de mange genstande er færdig, vil de blive udstillet.

Måske er du interesseret i...

Læs også