Den tyske kampvogn eliminerede i løbet af krigen næsten 10.000 fjendtlige tanks.

© Montage: Wayne Southwell & Shutterstock

Hitlers frygtindgydende dræbertank var uduelig i krig

Tiger-tanken var de allieredes værste mareridt. Ud over uigennemtrængeligt panser havde den en frygtindgydende ildkraft. Desperat søgte de et modtræk, indtil de fandt ud af, at den tyske tank havde alt for mange svage punkter.

12. maj 2017 af Michelle Skov

Jorden ryster under kampvognens larvefødder, mens SS-Untersturmführer Michael Wittmann fra sin plads i kanontårnet udser det næste mål. 

Som sædvanlig giver den fåmælte kampvognsfører kun korte, præcise ordrer som “drej til venstre”, “mål 100 meter”, “af sted!”

Rundt om ham tørner 2.000 tyske og sovjetiske kampvogne sammen på den store slette syd for den russiske by Kursk. 

Kampene har raset næsten uafbrudt på dette frontafsnit, siden de begyndte en uge tidligere, den 5. juli 1943. 

Det er det største tankslag, verden endnu har set, men Wittmann kan føle sig nogenlunde sikker i sit pansrede skjul: For første gang kommanderer den 28-årige SS'er nemlig Tysklands ypperste kampvogn, en Tiger I, i et stort slag.

På trods af Tigerens store vægt reagerer den hurtigt på enhver trussel. I stedet for at bruge halve og hele minutter på at dreje det tunge kanontårn vender Wittmann blot hele kampvognen rundt på få sekunder. 

De lettere sovjetiske T34-kampvogne har ikke en chance. Otte tanks, tre antitank-kanoner og et kanonbatteri falder snart for Wittmanns Tiger I. 

Slagets omtrent 70 andre Tigere får også ram på flere russiske køretøjer.

Da mørket falder på, er den russiske slette overstrøet med forkullede lig, og sorte søjler af olieagtig røg stiger til vejrs fra hundredvis af brændende vrag. 

Ca. 700 tanks er blevet skudt i stykker. De fleste er sovjetiske og tyske kampvogne i mellemstørrelse, men Tigerne har tyskerne – trods et samlet nederlag ved Kursk – ikke mistet synderligt mange af.

Også Michael Wittmann vender sikkert tilbage til sin division. Han har netop slået sit navn fast som Nazitysklands ubetinget bedste kampvognsfører. 

En stor del af sin succes kan han dog tilskrive sin Tiger I. 

Kampvognen har nemlig, siden den blev præsenteret for den tyske hær i 1942, vist sig at være et formidabelt våben i de rette hænder.

T34 kunne ikke svare igen

Allerede i maj 1941 bestilte Hitler kampvognen. Han krævede stærkt panser, stor ildkraft og vandtæt skrog med snorkeludstyr, så kampvognen kunne krydse de mange floder i Frankrig og Sovjetunionen uden problemer.

Alt imens ingeniørerne arbejdede på kampvognen, sendte Hitler i juni 1941 den tyske hær ind i Sovjetunionen. 

Værnemagten tromlede al modstand ned og erobrede hurtigt store landområder, men på én front mødte Hitlers hær uventet hård modstand: De sovjetiske T34-kampvogne var de tyske Panzer- og Panther-tanks langt overlegne.

Efter knap et år – hvor tankenes mangler var blevet udstillet gang på gang – kunne de tyske ingeniører imidlertid bringe panserdivisionerne godt nyt: Den første Tiger I stod klar. 

Tyskerne begyndte derfor straks at uddanne officerer i at betjene kampvognen.

Det nye våben var bygget med tanke på ildkraft og uigennemtrængeligt panser. Med fyldte lagre af ammunition og brændstof vejede kæmpen op mod 60 tons. 

Alligevel var den ikke meget langsommere end sine fjender: I ujævnt terræn dundrede den frem med 20 km/t. Topfarten var dobbelt så høj.

I efteråret 1942 blev Tigeren sendt til østfronten, og Den Røde Hær lærte hurtigt at frygte dens kraftfulde 88-mm kanon. 

Under de rette vejrforhold kunne en Tiger I fx uskadeliggøre en T34 helt op til 2.200 meter væk. På den afstand kunne en T34 umuligt svare igen. 

Michael Wittmann var Nazitysklands bedste Tiger-fører. Han blev hædret med jernkorsets ridderkors for sine bedrifter.

© Scala

Soldater fik “tigerfobi”

Tigeren viste trods tyske nederlag sit værd i slagene ved Kursk og Kharkov i sommeren 1943 og vinteren 1943. 

Fx udryddede en enkelt panserdivision i alt 501 sovjetiske kampvogne ved Kharkov. I løbet af den måned, slaget varede, mistede den blot 18 Tigere – et resultat, der ikke var enestående. 

Under krigen nedkæmpede Tigeren næsten 10.000 kampvogne mod et tab på 1.715. Frygten blandt soldaterne i Den Røde Hær var derfor massiv.

Sovjetiske propagandafolk forsøgte at styrke de meniges kampmoral ved at udsende falske rapporter om Tigernes sårbarhed. 

Fx proklamerede Sovjetunionen i sommeren 1943, at Den Røde Hær nedkæmpede 10-12 Tigere om dagen. 

Propagandaen blev snart så urealistisk, at Sovjet efter et par uger havde ødelagt flere Tigere, end der faktisk eksisterede.

De sovjetiske forsøg på at få Hitlers kampvogn til at virke mindre skræmmende havde dog ikke stor effekt. Alene rygtet om, at kampvognen ventede forude, skabte rædsel i Den Røde Hær.

De allierede oplevede en lignende angst blandt soldaterne, og briterne døbte derfor tilstanden “tigerfobi”. 

I et forsøg på at dæmme op for soldaternes angst forbød den britiske feltmarskal Montgomery derfor sine officerer at fortælle de menige om Tigeren.

Adskillige tyske kampvognsførere havde da også vist, at fjenden gjorde klogt i at frygte en Tiger I. 

Fx nedkæmpede Michael Wittmann 117 fjendtlige tanks i løbet af sine syv første måneder som Tiger-kommandør.

33 kampvogne nedlægges

Tyskernes mest berømte kampvogns-es kommer endnu en gang i kamp, da 33 sovjetiske kampvogne klokken fem om morgenen den 8. januar 1944 bryder gennem de tyske linjer i Ukraine.

Michael Wittmann haster straks mod stedet. Den nu 29-årige SS'er har 12 Tiger-kampvogne under sin kommando. 

Knitrende maskingeværer, kanoner og motorlarm giver genlyd over de sneklædte marker, men lavtliggende tågebanker forhindrer ham i at se ret langt frem for sig denne iskolde morgen. 

Pludselig dukker fjendens tanks op i det spøgelseslignende landskab. Wittmann udpeger deres position, og skytten indstiller kanonen. En granat blæser tårnet af den første T34'er.

Adskillige kampvogne er i mellemtiden dukket op, og Wittmann har et utal af mål at vælge imellem. 

Han skaber en rasende mur af ild. En granat hamrer ind i en T34'er, som netop selv skal til at affyre sit våben mod den tyske bataljon. Kort efter får Wittmanns Tiger I ram på endnu en fjendtlig kampvogn. 

Enhedens udfald overrumpler de sovjetiske angribere. De tøver, og det bliver fatalt. Tyskerne omslutter deres kampvogne i en knibtangsmanøvre, og fire timer senere er de nedkæmpet. 

33 T34-kampvogne og syv stormkanoner er enten ukampdygtige eller står i flammer. 

En Tiger I var så tung, at den tromlede alt ned på sin vej. Selv huse blev gennembrudt af den tyske kampvogn, som vejede næsten 60 tons.

© Süddeutsche Zeitung Photo

Tanken var sin egen værste fjende

Tigernes succes var imidlertid ikke nok til at vende Hitlers krigslykke. Ligesom det heller ikke hjalp, at de tyske ingeniører i sommeren 1944 leverede de første forbedrede udgaver af den sejrrige kampvogn til hæren – Tiger II eller Kongetigeren, som den også blev kaldt.

Den tyske hær var på konstant retræte i det vinterkolde Østeuropa – noget, Tigeren ikke egnede sig til. 

Den slugte i forvejen enorme mængder brændstof – kampvognen kørte kun ca. én km på 15 liter – og i høj sne eller dybt mudder forbrændte den endnu mere.

“Vores Tigere og Panthere spiser ikke halm”, udbrød en tysk officer fortvivlet i vinteren 1944. Et andet problem var kampvognens vægt.

Den pressede affjedringen, gearkassen og andre vitale dele til det yderste. Ujævnt terræn, høj fart eller lange stræk fik ofte mekanikken til at bryde komplet sammen. Faktisk klarede en Tiger yderst sjældent en længere march uden at kollapse.

De mekaniske problemer var til stor gene for tyskerne, og det varede da heller ikke længe, før de allierede gennemskuede svaghederne. 

I sommeren 1944 fandt nogle britiske soldater fx nogle ødelagte Tigere i Italien. Fundet vakte stor opsigt i den britiske hær, som havde søgt efter en metode til at nedkæmpe tanken.

En gruppe blev derfor sat til at undersøge kampvognene, og i august kom de med en noget overraskende konklusion i rapporten “Hvem dræbte Tigeren?”: Den slog sig selv ihjel.

Værnemagten havde i årevis forsøgt at holde på hemmeligheden om Tigerens tekniske problemer. Men blandt tankførerne var mekanikken en konstant hovedpine.

Eksempelvis måtte de løfte det 11 tons tunge tårn af med en kran, hvis gearkassen skulle udskiftes.

Og på østfrontens smattede veje skulle der ikke meget frostvejr til, før mudderet frøs mellem hjulene.

Ofte måtte mandskabet skrue de massive hjul af for at skrabe dem fri for is. Den slags reparationer var tidskrævende og besværlige nok under rolige forhold.

På en iskold og pløret slagmark var opgaven noget nær umulig. Mange Tigerførere måtte bittert sprænge deres værdifulde kampvogne i stykker og forlade dem til fods, for at fjenden ikke skulle få dem.

Problemerne resulterede i, at de tyske tank-bataljoner på intet tidspunkt rådede over nok kampdygtige Tigere til at afgøre et større slag.

Samtidig måtte de også slås med en alvorlig mangel på dygtige tankkommandører. Ofte fik unge og uerfarne officerer derfor kommandoen over en Tiger med beskeden:

“Vær forsigtig. Du har en million mark under røven”.

Mændenes uvidenhed resulterede i, at unødigt mange Tigere brød sammen pga. overbelastning.

Ofte nåede de ikke engang at komme i krig, før de gik i stykker. Heldigvis for nazisterne var langtfra alle kampvognsførere inkompetente. Michael Wittmann ødelagde fx 138 fjendtlige tanks på østfronten. Men selv hans held varede ikke evigt.

Afhøringer af krigsfanger og undersøgelser af erobrede Tigere lærte snart de allierede, at den tyske tank ikke var ubetinget uovervindelig. Selv en enlig soldat kunne være heldig at eliminere en Tiger I – hvis han vidste, hvor han skulle slå til. Klik på tegningen og se Tigerens svage punkter

Wittmann dør sammen med Tigeren

I 1944 blev han sendt til det nordvestlige Frankrig, hvor de allierede den 8. august 1944 indledte et tungt angreb.

Wittmann drog ud for at hjælpe de tyske soldater mod overmagten, men efter kun en times kamp stod hans Tiger i flammer. 

Da kampvognen eksploderede indefra, var trykket så voldsomt, at det 11 tons tunge tårn blev blæst af.

Nazisternes store helt omkom sammen med sine mænd, og hans død sendte chokbølger gennem bataljonen.

I de følgende måneder bukkede de fleste kampdygtige Tigere under. Nogle blev ødelagt af heftig beskydning, men en stor del blev sprængt i stykker af den tyske hær. 

Både reservedele og brændstof var umuligt at opdrive, og tyskerne nægtede at lade deres dyrebare kampvogne falde i fjendens hænder.

Da Nazityskland overgav sig, viste de få resterende Tigere sig at være ubrugelige for de allierede. 

De krævede for mange dyre reservedele. Derfor blev Tigerproduktionen aldrig genoptaget – på trods af dens overlegne styrke. 

Måske er du interesseret i...

Læs også