© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Kamikaze-flagermus skulle bombe Japan

Under 2. verdenskrig arbejdede amerikanske forskere på et tophemmeligt projekt. Militærfly skulle kaste millioner af flagermus ud over Japan. Bevæbnet med bomber ville de små dyr her efter flyve ud og sætte storbyer og industriområder i flammer.

9. august 2017 af Morten Rendsmark

Den 7. december 1941 var tandlægen Lytle Adams på ferie i det sydvestlige USA. Adams havde netop besøgt Carlsbad-hulerne i New Mexico, hvor millioner af flagermus hver aften fløj ud for at fange og æde insekter. 

På vej hjem mod sit hotel hørte tandlægen i sin bilradio nyheden om Japans angreb på USA's flådebase Pearl Harbor på Hawaii.

Lytle var som millioner af amerikanere chokeret over det japanske angreb, og da han kom hjem fra sin ferie, satte tandlægen sig derfor til tegnebordet. 

Her udviklede han i løbet af de næste måneder en utrolig idé: Millioner af flagermus – bevæbnet med tidsindstillede brandbomber – skulle hævne angrebet.

Adams forestillede sig, at hver flagermus skulle have en minibombe klipset fast på brystet. Herefter skulle flagermusene kastes ud fra bombefly over Tokyo eller et af fjendens enorme industriområder. 

Nedkastningen over Japan skulle ske i de tidlige morgentimer. Håbet var, at flagermusene naturligt ville søge ind under de nærmeste hustage for at sove. 

Tidsindstillede detonatorer ville derefter antænde de små bomber og tusindvis af brande bryde ud samtidigt over alt i Japans bygninger af træ og papir.

Adams sendte sin idé til Det Hvide Hus i Washington, hvor den nåede præsident Franklin D. Roosevelts bord i foråret 1942. Den begejstrede præsident godkendte idéen i et memo til hæren: “Selv om ideen lyder fuldkommen tosset, er den værd at undersøge.”

Hæren fanger millioner af flagermus

Kort efter gik hæren i gang med de indledende undersøgelser. Første opgave blev at finde frem til hvilken flagermusart, der bedst kunne løse opgaven.

Af to grunde faldt valget på den 9 g tunge guano-flagermus. Det lille pattedyr kunne uden problemer bære flere gange sin egen vægt, mens den fløj. Men endnu vigtigere: Millioner af guano flagermus levede i USA's sydvestlige stater i huler i Texas, New Mexico og Arizona.

Alene i Bracken-hulesystemet i den texanske ørken boede 20-30 millioner guanoflagermus. Når de små dyr fløj ud for at jage om aftenen, brugte flokken fem timer på at flyve ud af hulens største åbning. 

I tusmørket lignede de en tyk, sort strøm, der steg mod aftenhimlen i en spiral. I sommeren 1942 indfangede soldater tusinder af flagermus med store sommerfuglenet. 

Nettene blev tømt i kølebokse, hvor kulden fik flagermusene til at gå i dvale. Herefter blev de fragtet til en hemmelig forsøgsstation i ørkenen ved New Mexico.

I løbet af efteråret 1942 begyndte militærfolkene at eksperimentere med flagermusene. Harvard-professoren Louis Fieser, der var kendt i militærkredse for sin seneste opfindelse napalm, blev bedt om at udvikle en bombe, der kunne fæstnes på de små flagermus.

Bomber klipses fast med håndkraft

Sammen med sprængstofeksperter konstruerede han miniaturebomber for at teste, hvor meget flagermusene kunne løfte. 

Den perfekte vægt for en bombe som flagermusene kunne flyve med uden problemer viste sig at være 18 g. For at få de små bomber til at være effektive og pålidelige udtænkte Louis Fieser et simpelt antændingssystem.

En metaltråd løb igennem et hulrum, der inden afgang var blevet fyldt med nogle få dråber kobberklorid. 

Opløsningen ætsede metaltråden over, og når den knækkede, skød en fjeder en metalspids ind i et kammer fyldt med napalm. Når metalspidsen antændte brændstoffet, ville bomben udsende en 25 cm lang ildstråle i fire minutter, før den brændte ud.

Et hold soldater hæftede med håndkraft bomberne fast på flagermusenes bryst med kirurgiske hæfteklammer og et stykke snor. Derefter puttede de dyrene i kasser og stablede dem i beholdere udstyret med faldskærme.

Fra små bombelignende beholdere skulle hundreder af armerede flagermus flyve ud og gemme sig under hustage. 

© Getty Images

Flagermus styrter i døden

I begyndelsen af 1943 var både tandlægen Adams, professor Fieser og den amerikanske hær klar til at afprøve de nye bomber. Ca 3500 flagermus blev lagt på køl i kasser og gik hurtigt i dvale. 

Derpå fløj et B-25 bombefly de små selvmordsbombere op i halvanden km's højde, før flyet åbnede sin bombeluge og kastede lasten ud.

350 m over jorden åbnede kasserne sig. Bakkerne og flagermusene blev spredt over himlen, men mod forventning styrtede flagermusene til jorden, hvor de blev kvast til døde. Dyrene var for nedkølede og kunne ikke nå at vågne af dvalen, inden de ramte jorden. 

Forsøgene fortsatte og i en rapport fra midten af 1943 konkluderede hærens ansvarlige Kaptajn Wiley W Carr: "Forsøgene har givet resultat, da en ildebrand ødelagde en stor del af vores materiel."

Kaptajnen undlod at forklare de nærmere omstændigheder ved branden. Hundreder af Guanoflagermus var vågnet af deres dvale, havde søgt ly i en nybygget militærbase og sat ild til en barak, et kontroltårn samt en lang række andre bygninger.

Harvard-professoren Louis Fieser fik til opgave at konstruere de 18 gram tunge napalmbomber til flagermusene.

USA satser på atombomben

Efter uheldet på militærbasen opgav hæren flagermuseeksperimentet og gav opgaven videre til flåden. Her besluttede den ansvarlige chef admiral Ernest J King at lukke projektet. I stedet satsede USA på det nye altødelæggende våben atombomben.

Tandlægen Lytle Adams var dybt skuffet. Han fastholdt efter krigen, at flagermusene kunne have forvoldt langt større skade end atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.

Under de mange forsøg havde flagermusene spredt sig i en radius på 30 km fra nedkastningsområdet: "Tusindvis af brande ville være brudt ud samtidigt for hver enkelt nedkastet kasse. Flagermusene ville simpelt hen have lagt Japan i ruiner med meget få tab af menneskeliv."

Måske er du interesseret i...

Læs også