Situationen er typisk for Heydrich, der ikke gør karriere ved at skabe personlige relationer. I stedet stryger han til tops gennem sin umådeligt store arbejdsindsats. Altid sørger han for at være et skridt foran – særligt i forhold til Himmler, som han gang på gang sætter skakmat med sin velforberedte og knivskarpe argumentation, så SS-chefen knap kan gøre andet end at følge sin næstkommanderendes råd.
“Heydrich er utvivlsomt Himmler langt overlegen. Dette er han udmærket selv klar over, og han udtrykker sin overlegenhed med sine elegante rapporter. Himmler er simpelthen ude af stand til at matche ham”, noterer Himmlers massør, der ofte har mulighed for at iagttage de to på nærmeste hold.
Konsekvent insisterer Heydrich på aldrig at tiltale Himmler med andet end “De” – den personlige omgangsform “du” frygter han vil sætte ham ude af stand til at gennemføre en overbevisende argumentation over for chefen.
Indimellem virker Himmler nærmest mentalt voldtaget efter en rapport fra Heydrich. Og af ren jalousi griber han ofte telefonen og får en underordnet til at fortælle Reinhard Heydrich, at Himmler alligevel ikke vil autorisere de gennemarbejdede og allerede besluttede forslag – og hver gang bruger han undskyldningen, at “det er en fører-ordre”.
Selv SS' øverste chef, Heinrich Himmler, undgår altså helst direkte konfrontationer med sin nærmeste underordnede, og af sine egne ansatte er Heydrich endnu mere frygtet. Han agerer iskoldt og målrettet og har blikket stift rettet mod målet: at bane vejen for Førerens vision om et storgermansk rige. Som en af de første bliver Heydrich allerede i slutningen af 1930'erne overbevist om, at en naturlig konsekvens af Storgermanien er, at Europas jøder må ryddes af vejen. Om de skal deporteres til Madagaskar eller Sibirien, skydes i hobetal eller gasses – alle muligheder, som Hey-drich har oppe at vende – er mindre vigtigt. Det vigtigste er, at planen er effektiv. Længe barsler han med de logistiske problemer ved udryddelsen, og endelig, i januar 1942, kan han stolt præsentere “den endelige løsning” på jødespørgsmålet i en villa i den berlinske bydel Wannsee.
Den såkaldte Wannsee-konference bliver for nazisten Heydrich hans største øjeblik. Det kyniske hjemmearbejde er udført til perfektion. Europas jøder er talt op, og kz-lejrene klar. Jernbanenettet er velfungerende, og Zyklon-B-gassen har vist sig umådeligt effektiv. Med det blå stempel fra Hitler og Himmler kan Heydrich sætte holocaust i værk. Samtidig er Heydrich blevet personligt udvalgt af Hitler til at få styr på det urolige protektorat Böhmen og Mähren (vore dages Tjekkiet). På grund af den omfattende våbenproduktion i Böhmen er området særlig vigtigt for Føreren at holde styr på, og Heydrichs forgænger er sendt på sygeorlov, fordi han ikke har holdt tjekkerne i tilstrækkelig kort snor.
Nyt blad: Nyt Historie på gaden. Læs bl.a. om millioner af tyske børn i Hitlerjugend, der blev hjernevasket til krig.
Historie: Fantastisk bogserie tager dig på strejftog gennem historiens store begivenheder. Få første bind NU for 20 kr - spar 209 kr.
Quiz og test: Hvilket rige var Machu Picchu en vigtig del af?
Abonnement: Få DVD boksen 'Apocalypse' når du bestiller 2 nr. af Historie – betal KUN 69,-
Quiz og test: Tag Histories test og find ud af, hvilken diktator, du minder mest om.
Ideer: For den ivrige spilopmager er der intet, der overgår aprilsnar.