Efter anklager om embedsmisbrug blev Columbus i 1500 ført til Spanien i lænker.

© Getty Images & Granger/Polfoto

Columbus' fjerde rejse blev hans største fiasko

10 år efter opdagelsen af Amerika er Columbus’ titler, rigdom og ære druknet i fiaskoer. Men i 1502 byder en mulighed sig. Den aldrende søfarer ved, at det bliver hans sidste chance for at finde søvejen til Indien.

18. november 2016 af Troels Ussing
Christoffer Columbus betragter nervøst himlen over Det Caribiske Hav, mens hans fire skrøbelige karaveller glider sløvt gennem vandet mod øen Hispaniola – vore dages Dominikanske Republik.


Det er fjerde gang, han krydser Atlanterhavet på vej mod den nye verdens lunefulde farvande, som han selv har opdaget 10 år tidligere.

Den rutinerede admiral kender derfor området bedre end nogen anden europæer. Det tynde skydække samt den usædvanlig trykkende luft, der i juni 1502 presser sig ned over havet, fylder den aldrende søfarer med frygt.

Han er ikke i tvivl: Lufttrykket varsler en drastisk vejrforandring – en altødelæggende storm er på vej.

Columbus har fået ordrer fra det spanske regentpar, Ferdinand og Isabella, om ikke at nærme sig Hispaniola.


Hovedøen i den nye verden, som både har bragt ham glæder og kvaler, er dog søfarerens bedste chance for at overleve den storm, der venter. Derfor kaster admiralen anker ud for havnen ved Santo Domingo og sender en sømand ind til kajen i en robåd. I lommen har budbringeren et brev fra Columbus, som tigger om at få ly i havnen.

Først morgenen efter kommer sømanden asende tilbage til skibene, mens svedperlerne pibler ud af hans porer som resultat af den fugtige varme og de energiske åretag.


Svaret fra Hispaniolas guvernør, Nicolás de Ovando, er et rungende nej. Columbus er ikke velkommen i Santo Domingo, og hans skibe skal straks forsvinde. Det chokerer Columbus’ 13-årige søn, der er med på rejsen.

“På et tidspunkt i livsfare blev han nægtet tilflugt på den jord, han havde skænket Spanien”, skrev sønnen siden.

Nedslået og fuld af frygt sætter Columbus sejl, mens vinden så småt tager til. Den 51-årige admiral ved, at kraften fra vind og vand kan knuse karavellerne på sekunder. Finder han ikke en naturlig havn hurtigt, vil hans fjerde rejse slutte, før den for alvor er begyndt.

Renommé står på spil for søhelten

Allerede da Columbus i 1492 på dristig vis begav sig mod vest over Atlanterhavet, var det med et brændende ønske om at nå Indien, hvor eksotiske krydderier som kanel og peber kunne købes. Columbus fandt dog ikke Indien, men øen Hispaniola i Caribien. Opdagelsen gjorde ham til en folkehelt i Spanien.

De glorværdige år, hvor søfareren som guvernør og vicekonge for de nye kolonier kunne fortsætte sin udforskning af de vestlige egne, afløstes af et dramatisk fald i slutningen af århundredet.

På Hispaniola pressede oprørske indfødte og kolonister guvernøren. Lidt efter lidt mistede han kontrollen for i år 1500 at blive kylet i en fængselscelle i Santo Domingo – beskyldt af en spansk attaché for at have skabt de kaotiske tilstande på øen.

“Jeg sværger under ed, at jeg ikke aner, hvorfor jeg er blevet gjort til fange. Mine fejl er ikke begået for at handle skidt, og jeg tror, at Deres Højheder vil tro mig på mit ord”, skrev en detroniseret Columbus i et brev til det spanske kongepar i 1500, før han med jernlænker om armene blev gelejdet ombord på et skib mod Spanien.

Til hans held var Ferdinand og Isabella fortørnede over behandlingen af den tidligere søhelt, som ved ankomsten til Cádiz igen fik sin frihed. Kongeparret foreslog Columbus at gå på pension og tilbød ham et slot i Andalusien, hvor han kunne nyde sin alderdom.

Søfareren var imidlertid ikke interesseret i smukke slotte og siesta i skyggen. Han ville vinde sin tabte ære tilbage – og bevise, at vejen til Indien kunne findes ved at sejle mod vest. I mere end et år plagede han regentparret om at få lov til igen at drage på opdagelse.


Til sidst gav de efter, men han fik kun fire nedslidte skibe og en uerfaren besætning til sin ekspedition. For ikke at skabe nogen ballade skulle ekspeditionen ydermere holde sig fra Hispaniola.

Columbus havde allerede levet længere end de fleste, og han vidste, at den fjerde rejse ville blive hans sidste. Han havde én chance tilbage til at fuldføre sit livsprojekt, og denne gang ville han sejle længere mod vest end nogensinde før.


Drømmen levede i den gamle mands hjerte, da han forlod Spanien i 1502, men rejsen skulle vise sig at blive den hårdeste og farligste af alle hans ekspeditioner.

I 1500 mistede Columbus sin titel som vicekonge over de nye områder i Amerika.

© Bridgeman

Orkan spreder ekspeditionsskibene 

På dækket af sit flagskib, La Capitana, har Columbus den 29. juni 1502 svært ved at acceptere, at Ovando har nægtet ham ly i Santo Domingo – en by, som Columbus “med Guds vilje, sved og blod havde vundet for Spanien”, som søfareren selv formulerer det.


Ovando har ikke blot overtaget Columbus’ guvernørtitel på Hispaniola. Han har også bragt søfarerens fire skibe og 140 mand store besætning i fare. Det skal vise sig ikke at være den sidste gang, hvor Ovando leger med Columbus’ liv.

Den tiltagende vind blæser snart de bitre tanker væk, og admiralen retter sit blik mod kystlinjen. Han holder sine skibe tæt på land, i håb om at en lille flod eller bugt skal dukke frem. Heldet er med dem 70 km vest for Santo Domingo, hvor Columbus spotter en hesteskoformet bugt.

Vinden flår allerede voldsomt i sejlene, da karavellerne sejler ind i bugten. Imens sømændene haler sejlene ned, begynder regnen at falde i fede dråber, der slår mod ansigterne som hagl.

Gennemblødte bugserer mændene på hvert skib alle deres syv ankre ud over rælingen, hvorefter de kravler ned gennem lugerne til lastrummet. De cirka 35 mand på hvert skib sidder tæt mellem vintønder og kasser med tørret kød, mens orkanstød på op mod 150 km/t. kaster skibene rundt.

På La Capitana er Columbus med sin søn Fernando krøbet ind i sin lille kaptajnskahyt, hvor den stærkt troende søfarer har hængt adskillige kors op og placeret statuer af Jomfru Maria. Hans hænder er konstant foldede i bøn, mens vindstødene vælter alt i kahytten, og skibets skrog knirker højlydt.

La Capitanas ankertove holder hende stædigt fast, men situationen er værre på de tre andre skibe, der alle bliver flået løs af naturkræfterne.

Værst er det for Santiago, hvor Columbus’ bror Bartolomeo er ombord. Karavellens kaptajn, Francisco de Porras, gribes af panik, da vanvittige vinde sender det løsrevne skib direkte mod et rev. Instinktivt overtager Bartolomeo styringen og får med nød og næppe dirigeret Santiago væk fra kysten.

Da stormen er drevet over morgenen efter, kan Columbus imidlertid ikke få øje på et eneste af sine tre andre skibe.

“Stormen var forfærdelig, og den nat blev min flåde brudt op. Alle mistede håbet og var helt sikre på, at alle andre var druknet”, skriver Columbus, som nogle dage senere kan ånde lettet op.

“Skibene, som Herren havde taget fra mig for at efterlade mig alene, sendte Herren tilbage til mig, da det behagede ham”, skriver den gudfrygtige Columbus, da de fire karaveller den 3. juli genfinder hinanden.

Søfarerens skibe er i en elendig forfatning, men de flyder stadig, og ikke én sømand har mistet livet. Den 27. juli sejler flåden gennem farvandet vest for Cuba, hvor eventyret begynder for alvor.


Ingen europæer har nogensinde været så langt mod vest, og Columbus bevæger sig med sit mandskab længere og længere ind i en ukendt verden.

I juni 1502 nægtede Nicolás de Ovando at give Columbus ly i Santo Domingos havn. Den efterfølgende orkan smadrede store dele af byen og i alt 24 skibe.

© Getty Images & Scanpix

Land i sigte giver forhåbninger

Blot tre døgn går på det solbeskinnede hav, før en sømand fra sin udkigspost skråler “Land!”, da nutidens Honduras bryder himlen og havets blå kulisse.


Den gigtplagede admiral slæber sig op på dækket og drager et lettelsens suk. Der er ingen tvivl. Dette må være Kina, som han har læst om i Marco Polos beretninger om Østen.

Columbus har travlt med at drage længere mod syd, hvor han antager, at en passage mod Indien må gemme sig. Besætningen bruger derfor ikke meget tid på at udforske det nye land, hvor de indfødte er overraskende mørke i huden.

Ved hjælp af tegnsprog fortæller en indianer, at hans stammer elsker menneskekød, men ellers udviser de ingen fjendtlighed – og den unge søfarer Fernando fascineres af de fremmedes ansigts-tatoveringer.

“De maler sig for at se smukke ud, men de ligner i virkeligheden djævle”, skriver han i sine erindringer.

Ugunstige strømme og dårligt vejr gør Columbus’ rejse mod syd krævende, så skibene må konstant krydse for at komme frem. Derudover gør temperaturer over 30 grader – kombineret med en høj luftfugtighed – deres til at spolere søfolkenes humør, ligesom sorte sværme af myg udgør en evig plage.

Den gamle søfarer er dog fuld af optimisme, og ingen plager kan rokke ved hans tro på, at han omsider har fundet Asiens fastland.

Mens flåden passerer banantræer, palmer og stinkende sumpe, er hans blik fast rettet mod kysten. Om natten ligger flåden stille, for Columbus er hunderæd for i mørket at sejle forbi passagen mod Indien.

I oktober er ekspeditionen nået til nutidens Panama, hvor en stor, bred åbning kommer til syne i det ellers tætte junglelandskab. Den utålmodige admiral dirigerer straks skibene mod styrbord, hvor de i lang tid “sejler som på veje mellem øerne”, som Fernando formulerer det.

Undertiden bliver øerne færre, og passagen breder sig ud, som var det et hav. Columbus håber og håber, men må til sin store skuffelse erkende, at passagen blot er en dyb bugt, der ender i en lang, hvid sandstrand.

Lokale stammer fortæller, at et nyt hav ligger kun 10 dagsrejser væk, hvis spanierne bevæger sig gennem junglen. Men Columbus har sejlet i 40 år af sit liv, og han har ikke i sinde at drage gennem det tætte tropelandskab, der er fyldt med slanger, krokodiller og edderkopper.

I stedet fortsætter han langs kysten mod syd og misser dermed sin eneste mulighed for at mærke Stillehavets vand skvulpe om sine fødder.


Mens han – uden at ane det – begiver sig længere væk fra sin drøm om at nå Østen, bliver han smittet med malaria og ramt af gigt. Hvert et led, sene og muskel i kroppen smerter. Columbus kommer sig efter ca. 10 dage, men strabadserne er langtfra ovre.

Columbus går på guldjagt

Som skibene slæber sig afsted langs kysten, og kompasset efterhånden peger stik øst, indser Columbus, at han næppe vil finde en passage.


At vende tomhændet tilbage til Spanien vil imidlertid være den ultimative fiasko, så admiralen satser i stedet på, at han kan fylde lastrummet med kostbarheder.

Undervejs har han hørt fra indfødte, at det bugner med guld i området. De fire ekspeditions-skibe sejler derfor i januar 1503 ind i en rolig bugt, som Columbus døber Belén – det spanske navn for Betlehem.


Søfareren håber inderligt, at stedets guld vil blive en frisk start for ekspeditionen. Alt lover godt, da det første hold, Columbus sender ind i junglen, vender tilbage med en håndfuld fjer med guldstøv, guldklumper og hele 20 guldspejle, som de har byttet sig til for bl.a. glasperler hos områdets indfødte indianere.

På deres færd har spanierne endda fundet små guldstykker ved trærødderne, så Columbus beslutter straks at bygge en koloni i Belén, som han håber kan blive Spaniens nye guldparadis.

I ugevis hugger de svedende spaniere økser ind i junglens træer og påbegynder opførelsen af otte huse, et arsenal og ikke mindst en stor lagerbygning, hvor alt det nye guld skal samles. 80 spaniere fra flåden, under ledelse af Columbus’ bror Bartolomeo, skal sikre kolonien og lede efter guld, når den er anlagt, mens resten skal sejle hjem.

I begyndelsen af april står bygningerne færdige. Columbus omfavner hjerteligt sin bror, inden han humper ombord på La Capitana for at sætte kursen mod Spanien. Flåden tæller nu kun tre karaveller, fordi det fjerde skib, El Gallego, er for medtaget til at klare en lang rejse.


Tilstanden på de tre andre er også kritisk, da skibsorme er ved at æde sig gennem skrogene. Sømændene ved, at karavellerne bliver skrøbeligere dag for dag, så der er ingen tid at spilde.

Mens skibene glider væk, vinker Bartolomeo og de øvrige kolonister ivrigt fra Beléns kyst. Men de er ikke de eneste, som følger afrejsen.


Bag strandens palmeblade venter 400 indfødte med spyd, pile og slynger. I måneder har de observeret spanierne, og de har forstået, at de fremmede ikke bare vil handle, men ønsker at overtage deres land. Derfor må blodet flyde i Belén.

Amerikas tomater var med i lasten hjem. Tomaten er blevet dyrket langs Middelhavet siden 1540’erne.
© Shutterstock

Spanierne jages ud af kolonien

Skibene er kun lige forsvundet ud af syne, da pilene suser ind i vrimlen af spaniere på kysten. I fuld fart spæner de i dækning bag hytterne, og Bartolomeo og Diego Méndez – en af Columbus’ mest trofaste mænd – udleverer sværd og musketter til sømændene, mens indianernes skyts hagler mod træhusene.

“Indianerne begyndte at skyde deres pile og kyle deres spyd, som angreb de en tyr. Pilene og spyddene føltes så tykke som hagl, og nogle krigere forlod skoven for at angribe os med køller”, beretter Diego Méndez senere.

Indianernes hovedløse stormløb gør forsvaret lettere for spanierne, som med deres sværd hugger både arme og ben af fjenden.


Efter næsten to timers kamp har spanierne med Bartolomeo i spidsen endda overskud til at sætte et modangreb ind, der tvinger indianerne midlertidigt tilbage ind i junglen.

Bartolomeo betaler prisen – med blodet dryppende fra et pilesår i brystet vender han med gispende vejrtrækning hjem til hytterne. Syv andre er ligeledes alvorligt såret, og en enkelt spanier ligger livløs tilbage på slagmarken.

Ude på havet er Columbus uvidende om kampene, men nærmest skæbne-bestemt opdager søfareren, at vandtønderne på La Capitana ikke er fyldt op, så skibene må vende om. Snart hører de kakofonien af musketter, trommer og krigsråb, hvorfor Columbus sender den ene af sine to joller mod land.

Overmodigt ror mandskabet op ad en flod, der fører ind i junglen. Her bliver de angrebet af kanoer med indfødte.

Før spanierne kan nå at reagere, borer træspyd sig ind i deres kroppe og ansigter. Ikke én overlever, og ligene flyder ned til kysten, hvor deres kammerater finder dem. Imens fortsætter mareridtet for landsmændene inde på land.

“Indianerne blev ved med at angribe os hele tiden, larmende med deres trompeter og trommer, mens de råbte vildt med en fast tro på, at de havde besejret os”, skrev Méndez efterfølgende om de voldsomme sammenstød.

Situationen er klar – selv ikke med hjælp fra skibenes besætninger vil fjenden kunne slås. Med blødende hjerte iværksætter Columbus en evakuering. Ud over raske og sårede mænd bliver tønder med vand, vin og olie fragtet ud til La Capitana, alt sammen under Méndez’ kyndige vejledning.

“Admiral Columbus var særdeles tilfreds med min indsats og omfavnede mig flere gange og kyssede mig på begge kinder i taknemmelighed over, hvad jeg havde gjort for ham”, skrev han.

I mørket den 16. april forlader Columbus Belén med tre skibe og blot nogle få kilo guld i lasten. Nu handler det kun om at redde flåden.

Skibene strander på Jamaicas kyst

Skibsormenes gnaveri viser sig hurtigt at være katastrofalt, og allerede efter få dages sejlads må en dybt frustreret Columbus opgive endnu et af sine skibe. La Vizcaína er så utæt, at hendes mandskab fordeler sig på Santiago og La Capitana, inden den lille karavel begraves på havet ud for nordspidsen af det centrale Panama.

I maj forlader flåden kysten og sætter kursen nordover, og søfolkene kæmper i døgndrift med at holde de sidste overlastede skibe flydende.

“Besætningen brugte både pumper, kar og spande, men de kunne ikke fjerne alt det vand, der kom ind gennem de huller, ormene havde gnavet”, skriver Fernando, som efter nogle uger på det åbne hav bemærker, at sømændene er både “bange og udhungrede”.

Rationerne er i bund, og mændene begynder at dø af deres kampsår, sult og malaria. 19 mister livet, og flere vil følge, hvis de ikke snart ser land.

“Mandskabet er udmattet og uden moral”, noterer Columbus, som ånder lettet op, da Cubas kyst kommer til syne i juni 1503.

I otte dage æder spanierne sig mætte, hvorefter de igen hiver ankrene op. Snart må Columbus dog erkende, at hans flagskib er “mere gennemhullet end en bikage”, og selv den spanske koloni på øen Hispaniola er for langt væk.

Med en mandfolkeindsats klarer søfolkene sejlturen til Santa Gloria-bugten på Jamaica, hvor de haler skibene op på stranden og klodser dem op for at forhindre dem i at vælte.

Til de strandedes held udviser de indfødte venlighed og giver spanierne mad i bytte for bjælder og glasperler. Columbus er dog ikke tryg ved situationen, så han kalder Diego Méndez ind i sin kahyt først i juli.

“Méndez, min ven. Ingen af mine folk kender reelt til faren ud over du og jeg. Vi er få, de vilde indianere er mange, og vi kan ikke være sikre på, at deres velvilje ikke vil ændre sig”, lyder det fra admiralen, som overtaler Méndez til at begive sig mod Hispaniola for at bede den ellers fjendtlige Ovando om hjælp.

Da Méndez med en flok indfødte vejvisere padler væk den 7. juli 1503 i en kano, er alle klar over, at en livsfarlig rejse venter deres ven. Men han er deres eneste håb for at overleve.

Ved hjælp af små joller evakuerede Columbus sine folk fra kolonien i Belén, da indianerne overfaldt lejren for at slå spanierne ihjel.

© Granger/Polfoto

Månen viser Guds vrede

I måneder trisser Columbus bekymret frem og tilbage på dækket af La Capitana, mens han skuer ud over havet. Selv efter et halvt år har Méndez endnu ikke vist sig, og de fleste af sømændene opgiver det spinkle håb om redning. Stadig flere bliver ramt af sygdom, og “de raske begyndte at konspirere og brokke sig”, noterer Fernando.

2. januar 1504 griber 48 af de stærkeste mænd til våben under kaptajn Francisco Porras’ ledelse, og mytteristerne truer sig til 10 kanoer, som er blevet bygget siden ankomsten til bugten.

Ophidsede skriger de for fuld hals, mens de padler afsted langs kysten med ønsket om at passere det 150 km brede åbne hav mellem Jamaica og Hispaniola. Efter blot 20 km tordner høje bølger mod bådenes sider.

Uden de fornødne evner til at tackle forholdene vender mytteristerne omkring og redder sig med nød og næppe i land.

Drømmen om at nå frem til Hispaniola begraver de i den jamaicanske jungle for i stedet at gå på rov blandt de indfødte i en evig jagt på mad og kvinder. Det hele til stor skade for Columbus’ forsamling i bugten, da indianerne pga. overfaldene ikke overraskende ser sig sure på alle de fremmede i deres land.

“De begyndte at bringe os mindre mad, end vi havde brug for. Det var et alvorligt problem. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre”, fortæller Fernando.

Maverne knurrer, mændenes ribben stritter ud, og deres leder er mere syg end nogen anden.


Men den belæste og visionære Columbus finder løsningen i en medbragt almanak, som har været hans støtte under navigationen på rejsen. 1504 er skudår, og i almanakken ser han, at en total måneformørkelse vil indtræffe den 29. februar.

Tre dage før naturfænomenet finder sted, samler Columbus de mest magtfulde stammehøvdinge på øen.

Med store ord og fagter forklarer han de fremmødte, at den kristne gud er rasende over, at indianerne ikke bringer spanierne de fornødne forsyninger. En advarsel om den frygtelige straf, guden tiltænker dem, vil blive sendt om tre nætter, buldrer admiralen.

Da mørket falder på den 29. februar, er ikke mange indianere mødt frem i bugten, men da bid efter bid af månen forsvinder, valfarter de i hobetal til Columbus’ skibe, og med sig bringer de proviant, som de lægger på skibsdækkene – i håbet om at den fremmede leder vil formilde sin gud.

Med en dramatisk gestus træder Columbus ind i sin kahyt, hvor han bliver, mens måneformørkelsen tager til. Først da månen farves helt rød ved formørkelsens højdepunkt, kommer han ud igen.

“Gud har nu tilgivet jer. I vil se månens vrede og opflamning forsvinde”, beroliger han forsamlingen, som falder på knæ og takker Columbus, da de ser, at månen langsomt bliver normal igen.

“Fra det øjeblik forsynede de os flittigt med, hvad vi behøvede”, erindrede Fernando.

Columbus truede de indfødte med, at månen ville være mørk for evigt, hvis ikke de sørgede for at give spanierne rigeligt med mad.

© Getty Images

Den trætte søfarer vender hjem

De følgende måneder bliver spanierne igen fedet op af de indfødte, men redningen kommer først den 29. juni 1504 – et helt år efter forliset – da et spansk skib pludselig dukker op i bugten.


Diego Méndez’ færd til Hispaniola var lykkedes, men guvernør Ovando havde i 11 måneder hårdnakket nægtet at sende et skib til Jamaica på grund af sit had til Columbus.

Den 53-årige søfarer er blot lettet over igen at mærke det vuggende vand under sig, da han humper ombord på skibet sammen med Fernando og Bartolomeo. Med ham er også mytteristerne, som han har benådet, da det er bedst for hans renommé at vende hjem med så stor en besætning som muligt.

Admiralens ry er dog ikke det samme som i 1492. Hans sidste rejse har været en fiasko, som kun har bragt ganske lidt guld til Spanien.

Helbredet skranter så meget, at han ved ankomsten til Spanien i november 1504 må bæres i land. Halvandet år senere dør han i sin seng med Fernando og Diego Méndez siddende ved sygelejet. Da har de fleste europæere allerede glemt navnet Christoffer Columbus.

Måske er du interesseret i...

Læs også