Douglas Mawson (th.) når i 1909, som det første menneske, den magnetiske sydpol. Tre år senere leder han den katastrofale ekspedi­tion langs Antarktis' sydkyst.

Dødskamp i Antarktis

Den 10. november 1912 drager tre mænd ud for at optegne en kyststrækning langs Antarktis. De næste 90 dage kæmper mændene deres livs kamp mod kulde, gletsjerspalter, sult og snigende sindssyge. Kun en af dem vender hjem igen...

18. august 2015 af Erik Bork

Stormen raser på Antarktis

Douglas Mawson har aldrig oplevet noget lignende. For få minutter siden stod vinden fuldstændig stille, og den 29-årige ekspeditionsleder fodrede fredsommeligt hundene i den nedgående aftensol. Nu høres en uvirkelig buldren, og mod øst rejser en faretruende væg af sne sig mod himlen. Mawson når lige ind i sin hytte, inden orkanen rammer som en hammer.

Den spinkle træhytte giver sig i sit fundament, og sten og is hamrer mod plankerne, der knager og brager, som befandt de sig i tårnhøje bølger på åbent hav. I sit lille arbejdsværelse griber Douglas Mawson forfærdet efter sin pen og dagbog: “Vi må befinde os i verdens mest stormfulde hjørne”, skriver han og kigger chokeret ud af de små vinduer. Det er svært at forestille sig, at han og hans folk snart skal bevæge sig ind over isen med små lærredstelte som eneste chance for ly.

Da stormen raser, har Mawson og hans 17 mænd befundet sig på Antarktis i over tre måneder. Den 8. januar 1912 krydsede de gennem ismasserne med hvalfangerskibet Aurora og lagde til ved Commonwealth Bay på den østlige del af det tilfrosne kontinent. Trods sine kun 29 år er australieren Mawson allerede en erfaren ekspeditionsdeltager.

Fem år tidligere var han han med til at hjælpe Ernest Shackleton frem til det sydligste punkt nogensinde set af mennesker. Nu leder Mawson sin egen ekspedition, og målet er at udforske den del af Antarktis, der ligger umiddelbart syd for Australien. Som geolog er Mawson intenst fascineret af at udforske nye områder, og samtidig håber han på at kunne vinde land til den britiske trone.

To mænd skal hjælpe Mawson mod syd

Mawsons plan er, at mændene skal bruge et halvt år på at færdiggøre hovedbasen, hvorefter de til foråret skal bevæge sig ind over ismasserne. Men arbejdet har vist sig særdeles vanskeligt. Kraftige storme hærger konstant, og Mawsons mænd må sprænge sig vej gennem klipper for at få plankerne til hytten og observationsposterne op at stå.

Alligevel er humøret for det meste højt blandt de 18 mænd – primært fra Australien og New Zealand. De føler sig alle særligt udvalgte, og i de korte pauser fra arbejdet spiser mændene havregrød med marmelade og drikker varm te fra primussen, imens de nyder den storslåede natur i Commonwealth Bay.

Mawson er særlig begejstret for to af mændene – den stærke schweizer Xavier Mertz, der har vundet flere mesterskaber på ski, samt løjtnanten Edward Ninnis, der også var med på den første sydpolsekspedition med Mawson og Shackleton. I tankerne planlægger Mawson, hvordan de to skal gøre ham følge ind over isen, hvor han drømmer om at optegne et landområde på over 800 kilometer.

I ti måneder venter ekspeditionens medlemmer tålmodigt på foråret. Når vejret tillader det, sender Mawson små ekspeditioner ud på ismasserne, men de når sjældent mere end få kilometer ind i landskabet, før de må kæmpe sig tilbage i piskende storme. Men endelig i oktober kommer de første tegn på forår, da pingvinerne vender tilbage til Commonwealth Bay. I de næste uger stiger solen højere op på himlen, og endelig er tiden kommet, hvor den egentlige ekspedition skal begynde.

Planen er, at Mawson sammen med Mertz og Ninnis skal udforske et gletsjerfyldt område på flere hundrede kilometer langs kysten mod øst. Dagen for afrejsen begynder med en let morgenmad af friske pingvin-​æg, smeltet smør, krydderurter og god vin.

Efter morgenmaden synger mændene en salme, og Mawson læser op fra Bibelen, inden han sammen med Mertz og Ninnis går ud til de tre ventende hundespand. Med håndtryk og opmuntrende ord siger de farvel. Så råber Ninnis “Hike, Hike” og svinger pisken. Straks sætter hundene i løb, og slæden stryger hastigt mod syd. Det er den 12. november 1912, og Mawsons ekspedition er omsider i gang.

Vinden gør det umuligt at gå

Fra den første dag viser landet sig fra sin nådesløse side. Terrænet er spækket med skjulte spalter og huller, dækket af sne og umulige at opdage. På et tidspunkt falder Mawson i sne til brystet og må kæmpe for at komme op igen, og ved en anden lejlighed forsvinder seks hunde og en slæde pludselig i en gletsjerspalte. Ninnis og Mertz redder slæden og den livsvigtige proviant ved at trække hundene op igen hængende i et reb.

Efter de første to uger har de tre mænd kun tilbagelagt 200 kilometer i det stærkt kuperede terræn – en fjerdedel af den distance, Douglas Mawson havde planlagt. Samtidig pisker den skarpe vind konstant mod mændenes ansigter. Ofte er vinden så hård, at de tre mænd opgiver at komme fremad – i stedet tilbringer de dagevis i teltene.

Mawson indser tidligt, at anstrengelserne tapper alle for kræfter, og for at aflede opmærksomheden fra stormene udenfor bruger mændene dagene i teltet til at fortælle om deres barndom og om deres hjemstavn. Ninnis fortæller om sin collegetid i Dulwich og om familien, der i generationer har arbejdet i tinminerne i Cornwall. Mertz, der er fra Schweiz, fortæller om hjembyen Basel og om sin far, der er blevet velhavende ved at fremstille en aircondition-maskine.

Den 9. december lægger de stormende vinde sig pludseligt, og de tre mænd kan for første gang i en uge begive sig af sted over isen. Efter seks timers march bemærker Mawson, at den tidligere så sorgløse Ninnis ikke længere er i stand til at følge med, og han beslutter sig for at give sine mænd en pause.

Da Xavier Mertz forsøger at få gang i primussen, står det klart for ekspeditionslederen, at også Mertz er ved at bryde sammen. Tårerne triller ned ad kinderne på den ellers så muntre schweizer, og teen bliver drukket i stilhed.

Mawson (th.) og Ninnis hviler sig under en af de indledende rekognosceringer, hvor mandskabet bl.a. opretter strategisk vigtige maddepoter. Foto: State Library of NSW

Mawson opererer Ninnis' finger

Mændene slæber sig alligevel 50 km frem i de næste dage, inden Mawson erkender, at noget er helt galt. Når han betragter Ninnis bag slæden, ser han, at den unge løjtnant nødigt bruger venstre hånd. Han beder Ninnis om at vise sig sin hånd, og chokeret ser ekspeditionslederen, at Ninnis’ langefinger er vokset til dobbelt størrelse og farvet underligt sort-grøn i toppen.

“Jeg har betændelse og har ikke sovet i en uge. Jeg ville ikke besvære jer med det. Jeg tænkte, at der ville gå hul på fingeren, eller at det ville forsvinde af sig selv”, forklarer Ninnis.

Mawson forsøger at køle Ninnis' hånd med sne, men erkender, at rejsen fremad er ved at være slut: “Lad os køre i tre gode dage endnu”, foreslår Mawson, “og så kan vi vende hjem”. Gruppen når dog kun få km, så vender Ninnis sig igen mod sin leder: “Det nytter ikke. Smerten er ubærlig. Kan du skære fingeren op?”

Operationen er hurtig og enkel. Mawson steriliserer sin kniv over primussen og holder fast om Ninnis. Så skærer polarforskeren et snit langs løjtnantens finger og klemmer betændelsen ud. Ninnis vrider sig i smerte og får lov at hvile de næste timer. Imens kasserer Mawson og Mertz den ene slæde og pakker de to andre om. På den måde kan alle hundene nu nøjes med at trække to slæder. Ninnis skal køre med provianten på den bedste slæde og med de stærkeste hunde. På den måde får han forhåbentlig ro til at komme sig, tænker Mawson.

Ninnis forsvinder i en 50 m dyb spalte

Operationen hjælper straks. Ninnis er i bedring og sover igennem om natten. Og Mawson har besluttet sig for at begive sig tilbage mod basen. Det er den 14. december, og de tre mænd har været af sted i godt en måned og tilbagelagt over 500 kilometer. Vinden er løjet af, terrænet er endelig jævnt og farbart, og i løbet af dagen titter solen frem bag skyerne.

Xavier Mertz går syngende forrest på ski, dernæst følger Mawson 50 meter efter, og bagest sidder Ninnis på sin slæde og nyder solen og de glade toner fra Mertz. Pludselig stopper schweizeren sin sang og rejser en stav mod højre. Signalet er et tegn på, at der befinder sig en gletsjerspalte mod højre. Mawson ser tegnet, drejer hovedet og råber bagud til Ninnis: “Gletsjerspalte!”

Fra sin slæde ser Ninnis ekspeditionslederen sætte sig på slæden igen og skrive videre i sin dagbog. Ninnis beslutter at føre hundene sikkert over gletsjerspalten og springer derfor af slæden. Han når knap at ænse, at overfladen giver efter, før han forsvinder i dybet uden en lyd. Alt, hvad Mawson og Mertz hører, er førerhunden Basilisks sidste desperate hyl. Da de to vender sig om, stirrer de begge vantro på det øde landskab. Ninnis er forsvundet med slæden, provianten og hele hundespandet.

Chokerede løber Mawson og Mertz tilbage og standser ved gletsjerspalten. De kan høre en spinkel lyd fra en klagende hund nede i dybet. Hurtigt binder Mawson et reb om livet på Mertz, der kryber hen til kanten og kigger ned. Mange meter nede kan han i det svage lys skimte resterne af slæden på en smal afsats. Ved siden af ligger hunden Franklin og hyler – tilsyneladende med brækket ryg.

“Ninnis!!”, “Ninnis!!” råber Mertz, men kun et ekko af hans stemme runger igennem gletsjerspalten. Kort efter dør Franklins hyl ud. Desperat hejser de to mænd et landmålerinstrument ned i spalten. Snoren er 45 meter lang, men når kun knap ned til den døde hund på afsatsen. Ninnis kan ligge meget længere nede. I tre timer forsøger de forgæves at få kontakt med deres ven. Til sidst griber Mawson om skulderen på Mertz, og sammen erkender de, at Edward Ninnis er død.

Højt på himlen svæver en smuk antarktisk stormsvale med sølvgrå vinger – den første fugl, Mertz og Mawson har set på deres tur. “Han var min bedste ven”, hulker schweizeren og stirrer mod himlen og fuglen, som de to mænd bliver enige om må være Ninnis' sjæl.

På vej mod deres slæde afløser frygt deres sorg, da de to mænd indser, hvor desperat situationen er. Ekspeditionen har vandret i knap halvanden måned og har omkring 500 kilometer tilbage igennem storme og livsfarlige gletsjere. De seks bedste hunde er væk, og sammen med dem det meste af maden – kun en enkelt proviantsæk ligger tilbage på Mawsons slæde.

Fodrer hundene med gamle støvler

Fast besluttet på at nå tilbage til det sted, hvor de få dage tidligere kasserede den tredje slæde, kører Mawson og Mertz hele natten tilbage ad deres gamle spor. De når frem tidligt på morgenen og tumler det sidste stykke igennem sneen. Udmattede af kulden og nattens strabadser pakker mændene den sidste proviant fra den efterladte slæde om og slår teltet op.

Maden til hundene er forsvundet i gletsjerspalten, så Mawson skærer en skindstøvle op i små stykker og giver dem til dyrene, der ivrigt sluger hver en bid. Kun stakkels George har opgivet at spise, og næste morgen ligger hunden apatisk i sneen. Et skarpt skud afslutter dens liv, og Mawson skærer straks den døde hund op. Han er glædeligt overrasket over synet af den varme lever, der slet ikke er skrumpet trods hundens svage tilstand, og beslutter, at hundelever skal være hans og Mertz' vigtigste næringskilde i de kommende uger.

Turen hjem bliver en brutal kamp, hvor hvert eneste skridt suger kræfterne ud af mænd og hunde. Skydækket er så lavt og tungt, at slæderne nærmest kører i en tunnel af hvidt og gråt. Hver dag skriger mændenes maver på mad, og kroppen på ny energi.

For at holde humøret oppe lover Mawson og Mertz sig selv, at de hver syvende dag må få lidt af den chokolade og det smør, der er tilbage i den sidste madsæk. Ellers lever de af kød og lever fra hundene, der bliver slagtet, efterhånden som de giver op af udmattelse.

Mawson har ingen anelse om, at slædehundes lever indeholder så store mængder A-vitamin, at den er ren gift for mennesker. Symptomerne er alvorlige: først svimmelhed og kvalme. Dernæst begynder huden og håret at falde af, og voldsomme blødninger og sår rammer omkring mund og næse. Vedvarende forgiftning får de indre organer til at svulme op, og offeret bliver ramt af dysenteri og tvangsforestillinger, inden døden til sidst indtræffer.

Juleaften – to uger efter Ninnis' død – er de to mænd nået halvvejs hjem. Alle hunde, på nær en, er aflivet, men Mertz og Mawson forsøger at fejre højtiden i teltet med kakao og tørret mælk. Dernæst steger de et stykke hundelever over primussen. Undervejs kommer Mertz til at stirre på sin ekspeditionsleders ører:

“Et øjeblik… Sid stille”, siger han. Dernæst lader schweizeren sin finger glide over Mawsons venstre øre og ser, hvordan et stort stykke løs hud falder af. Straks tjekker Mertz sine egne ører og ser forskrækket, hvordan huden falder af på ørerne og hele vejen i hovedbunden langs kanten af huen.

“Vores kroppe er begyndt at rådne”, hvisker Mawson skræmt, “Det må være, fordi vi mangler vitaminer. Vi knokler så hårdt. Vores kroppe har ikke tid til at komme sig!”

Mertz bider sig selv i stykker i vildelse

Næste dag når de to mænd omsider over Ninnis-gletsjeren – den første af de to gletsjere, ekspeditionen passerede på vej ud, men da de kommer til den næste, viser Mertz tydelige tegn på sygdom. Den 1. januar kan den tidligere så bomstærke skimester kun vandre otte kilometer, før han udmattet må kravle ned i sin sovepose. I sin dagbog skriver han: “Lyset er forfærdeligt, himlen er overskyet. Jeg kan ikke spise hundene mere. I går fik jeg det meget dårligt af at spise kødet”.

Det bliver de sidste ord, Mertz skriver i sin dagbog. Samme aften nægter han at drikke pulvermælken og afviser også også den undtagelsesvise kiks, som Mawson finder frem. Da de to mænd næste morgen skal vandre videre, nægter Mertz at krybe ud af sin sovepose, og Mawson må i stedet trække ham ud og forsøge at klæde ham på. Det er et chokerende syn. Huden på benene falder af i lange strimler, og i ansigtet ryger skægget af sammen med klumper af hud. Det er umuligt for Mertz at gå, og til sidst må Mawson trække ham af sted på slæden i en snor, først gående og siden kravlende på alle fire, som var han en hund.

Sådan tilbagelægger de to mænd fire kilometer, men kravleriet flår huden af Mawsons vitaminforgiftede knæ, og Mertz skriger af ubehag på slæden. Så lægger de sig igen i soveposerne og prøver at komme til kræfter. Den 7. januar vågner Mertz med diarré, og da Mawson opfordrer ham til at kravle ud af soveposen, råber han tåget og usammenhængende:

“Er jeg en mand, eller er jeg en hund?! Du tror ikke, at jeg er modig, fordi jeg ikke kan gå, men jeg skal vise dig! Jeg skal vise dig!” skriger Mertz og stikker sin venstre lillefinger – gul af forfrysninger – ind i munden. Imens Mawson forfærdet stirrer på sin syge ven, knuser Mertz sin lillefinger i et frådende vanvid og spytter til sidst det øverste stykke af fingeren ud i sneen.

I de næste timer kaster Mertz sig omtåget rundt i teltet, imens Mawson forsøger at pacificere ham. Dernæst falder han til ro. Klokken to om natten rækker Mawson ud efter sin ven fra sin sovepose og mærker en stiv, kold krop. Mertz er død.

Mawson begraver schweizeren i hård blæst. Han skærer to stykker træ af slæden og former et kors. Så beder han en bøn for sin afdøde rejsefælle og navngiver den gletsjer, han befinder sig på, Mertz-gletsjer. Da Mawson betragter det endeløse ishav, føler han sig mere alene end nogensinde. Han begav sig af sted med to venner og 12 hunde for to måneder siden. Nu er kammeraterne døde, hundene slagtet, og Mawson spænder i ensomhed rebene om livet og tager de første tunge skridt slæbende slæden af sted over isen.

Kæmper sig frem på blødende fødder

Det er den 7. januar, vinden lægger sig, og solen titter for første gang i ugevis frem bag skyerne, da den tilbageværende ekspeditionsleder skridt for skridt kæmper sig vej over gletsjeren. Mawson har beregnet, at hvis han skærer sine rationer ned til minimum, rækker maden præcist til 20 dage. Derefter er alt slut.

Men det er ikke australierens eneste deadline. I sin tid gav han transportskibet Aurora besked på at sejle hjem omkring den 15. januar – også selvom alle mænd ikke var nået tilbage til hytten. Efter den dato begynder den antarktiske is at pakke sig sammen, og skibet risikerer at overvintre endnu et år. I et kort øjeblik overvejer Mawson at lægge sig ned i sneen og sove ind, men så tænker han på alle de egenskaber, han sætter højt i livet: karakterstyrke, udholdenhed, evnen til aldrig at give op.

Han skylder sine afdøde venner at nå frem og fortælle deres historie. Maven kramper i smerte, hver sene i kroppen gør ondt, og da Mawson undersøger, hvorfor fødderne brænder, opdager han, at al hud mangler under fodsålerne. Støvlerne er et søle af hud, blod og slim.

Time efter time, dag efter dag, vakler Douglas Mawson over den antarktiske is med slæden skurrende efter sig. Ansigt, hænder og fødder er viklet ind i skind, og han har kun én tanke i hovedet: at tage endnu et skridt frem. Også nætterne er svære. Den hårde vind flår uafladeligt i den tynde teltdug, og efter sommerens relativt lune klima er den vældige gletsjer begyndt at røre på sig. Jorden ryster under Mawson, da han vågner den 15. januar 1913.

Det er dagen, hvor Aurora bør sejle bort fra Commonwealth Bay mod Australien. Men han har stadig over 140 kilometer hjem til hytten. Mawson prøver på ikke at tænke over, at skibet måske er sejlet, og i hård blæst og ringe sigtbarhed vandrer han i zigzag mellem gletsjerspalter og bratte stigninger for endnu en gang at vinde nogle få km.

En formiddag på vej over isen ryger Mawson pludselig igennem sneen helt ned til brystet. Forsigtigt forsøger han at bevæge sig op og frem, men så pludselig mærker han tomheden under sig. Sne og is skrider bort, og Douglas Mawson falder vægtløst igennem luften og ned i mørket.

På et splitsekund når han at tænke “så er det slut”, inden selen skærer sig ind i hans krop. Omtumlet og chokeret finder Mawson sig hængende frit i luften fire meter nede i en gletsjerspalte. Nedenunder er alt sort, men oppe kan han se lyset igennem en smal sprække. Tæt ved kanten har slæden boret sig ned i den løse sne og sat sig fast. Det spinkle reb er det eneste, der holder den dinglende Mawson oppe.

“Åh, Gud har givet mig en chance til”, hvisker han for sig selv og rækker ud efter den kolde gletsjervæg, som hans fingre kun akkurat kan nå. Men væggen er alt for glat til at kravle op ad. I stedet tager Mawson forsigtigt fat i den første af de knuder, der er bundet på rebet, og forsøger at hive sig op ved egen kraft.

I de næste minutter kæmper han sig langsomt og usikkert op fra dybet. Med blødende hænder og rystende ben trækker Douglas Mawson sig op – og da han endelig tumler ud på sneen igen, besvimer han af udmattelse. Da Mawson vågner, opgiver han at fortsætte den dag og sætter chokeret teltet op tæt ved kanten af spalten.

Den 8. februar 1913 glider Aurora ud af Commonwealth Bay med kurs mod Australien. Uden Mawson, der befinder sig blot seks timers gang fra skibet.

Fremskudt hule redder Mawson

I de efterfølgende dage tager vinden til, og kulden bliver stadig mere intens og bidende. Lørdag den 1. februar skimter han igennem tæt snevejr omsider, hvad han har ledt efter mod vest: Knap 10 kilometer fra hytten byggede ekspeditionsmedlemmerne sidste vinter en hule isoleret med træ, der kunne fungere som overnatningsmulighed. Nu skimter Mawson langt borte det slidte flag, der blafrer ved indgangen.

Med hjertet hamrende i brystet tumler han frem mod hulen, der ligger forladt, men intakt. Opstemt tøjrer Mawson slæden, og med rystende hænder skubber han trælugen op og glider ned i hulen. I 82 dage har den australske geolog overnattet i det fri. Nu finder han igen ly for blæsten. Nede i mørket ligger en kasse med kiks, konserveret kød og kakao. Desuden finder Mawson et par kamikker og nogle uldne sokker. I store mundfulde hugger han maden i sig og skriver med jublende hjerte i sin dagbog: “Jeg fandt hulen”.

Ekstrem storm betyder imidlertid, at Mawson må tilbringe yderligere en uge i hulen ude af stand til at forlade den. Først den 8. februar kan han fortsætte de sidste 10 kilometer mod hytten i Commonwealth Bay. Snart skimter han vand i horisonten, og glædestrålende trækker han sine snebriller af.

Han fortsætter en kilometer mere, og så – pludselig hen over en iskam – ligger de mørke klipper og hytten foran ham. Nervøst lader Mawson øjnene glide hen over landskabet. Der er intet tegn på liv og ingen røg fra skorstenen. Og dog. Nede ved vandet ser han pludselig tre skikkelser. I et sekund, der føles som en evighed, trækker Douglas Mawson handsken af og vinker afkræftet. Han begynder at råbe, men der kommer ingen lyd fra den tørre strube. Så vinker han igen, og endelig får mændene øje på ham. De stirrer et øjeblik og sætter så i løb.

For Mawson er der ikke mere at gøre. Hans krop fyldes af varme og lykke, og for første gang siden Ninnis' død mærker han blodet rulle i årerne. Alt snurrer rundt for ham, og han falder om på slæden. Da mændene endelig når frem, børster de sneen bort fra Mawsons ansigt. De stirrer ind i indsunkne øjne og ser et hudløst ansigt fyldt med frostmærker.

“Åh Gud! – Hvem er du dog?” råber Frank Bickerton og tager fat om sin gamle chef. Så bringer han sin udmattede chef ned i den lune hytte, hvor Mawson får at vide, at Aurora er sejlet hjem seks timer tidligere. Kun seks mænd er blevet tilbage, hvis miraklet skulle ske, at Mawson, Ninnis og Mertz skulle vende tilbage.

Nu bliver de nødt til at vente til næste sommer, før skibet kommer tilbage. Mawson er rystet, men tiden bruger han på langsomt at komme til kræfter, og endelig i december 1913 sejler Aurora ind i Common­wealth Bay for at bringe de syv mænd hjem.

Mawson blev nationalhelt

Douglas Mawson døde i 1958, men er blevet udødeliggjort i Australien. Bjerge og bygninger over hele landet er opkaldt efter polarforskeren.

Da resterne af Australiens-ekspeditionen vendte hjem i 1913, blev de hyldet som helte. Efter hjemkomsten i 1913 genoptog Mawson sit job som underviser i Adelaide. Fra 1929-1931 ledede han en ny ekspedition til Antarktis, der gjorde Australien i stand til at gøre krav på over 6,5 millioner km2 af kontinentet – svarende til 42 procent af landmassen. Efterfølgende blev Mawson udnævnt til professor på universitetet i Adelaide – en post, han besad frem til sin død i 1958.

Polarforskeren fik siden opkaldt flere australske bjerge samt universitetsbygninger efter sig. Mawson fandt aldrig ud af, at han og Mertz led af vitaminforgiftning i 1912. Det blev først konkluderet i videnskabelige artikler om ekspeditionen i 1970’erne.

Måske er du interesseret i...

Læs også