Teorien om Den hule Jord fik plads i litteraturen i 1800-tallet. Her er det islændingen Hans og professorsønnen Axel på vej ned i Jordens indre i Jules Vernes roman fra 1864.

© Bridgeman

Ekspedition til Sydpolen skulle bevise, at Jorden er hul

I 1829 sejlede en videnskabelig ekspedition fra New York til Antarktis. Officielt var besætningens opgave at udforske de ukendte farvande. Men for én af ekspeditionens deltagere var missionen langt mere omfattende. Han ville bevise, at Jorden er hul.

20. maj 2016 af Kasper Nielsen

Meterhøje bølger slår ned over den spinkle robåd og dækker mandskabet med iskoldt vand. Foran sig har de tyve mænd en lodret klippeformation. Til alle andre sider duver enorme isbjerge i det frådende hav. Briggen Annawan, som har ført dem fra New York til Sydpolen, er allerede forsvundet ud af syne.

Året er 1829, og en af historiens mest mislykkede videnskabelige ekspeditioner er ved at nærme sig sit absolutte nulpunkt.

Mændene kæmper en desperat kamp for at styre imod det eneste sted i det frosne klippelandskab, hvor en robåd kan lægge til, og manden bag ekspeditionen, Jeremiah N. Reynolds, er ved at erkende, at han muligvis har taget fejl. 

Han havde forventet at finde et stille, isfrit hav og milde temperaturer her kun 8 breddegrader fra den geografiske sydpol. I stedet er mændene omringet af golde is- og klippeformationer, der slår revner i den teori, han har argumenteret så hårdt for igennem seks år.

Han er dog stadig overbevist om, at Antarktis gemmer på en geologisk sensation, der vil sende chokbølger igennem den videnskabelige verden og vende op og ned på al fagkundskab om planetens beskaffenhed. Jorden er hul, mener Reynolds. Og fra Sydpolen er der direkte adgang til dens indre.

Teori gav videnskabsmænd grå hår i hovedet

Kompasmålinger tegn på hul planet Reynolds var langtfra den første, der mente, at jordkloden er hul. I 1692 fremsatte den engelske astronom Edmond Halley, som også opdagede Halleys komet og opfandt det væskefyldte kompas, en teori om, at Jorden bestod af tre beboelige skaller, der roterede med forskellig hastighed inden i hinanden. Hver skal havde sin egen selvstændige atmosfære og sit eget magnetfelt, mente Halley.

Teorien kunne også forklare en række uregerlige kompasmålinger, som gav datidens videnskabsmænd grå hår i hovedet.

I 1716 blev himlen over England oplyst af en usædvanlig stor mængde nordlys. Edmond Halley føjede det besynderlige fænomen til sin liste af bevismateriale. Han mente, at de flagrende gardiner af lys fremkom, når luftarter fra de indre verdener sivede ud ved Jordens poler.

Men teorien led under et alvorligt problem. Den engelske fysiker Isaac Newton påviste allerede i 1687, at tyngdekraften peger ind imod planetens centrum.

En hul klode ville for længst være faldet sammen under sin egen vægt, medmindre en eller anden ukendt kraft pressede den anden vej. Så længe ingen videnskabsmænd kunne komme med en fornuftig tilføjelse til Newtons love, var teorien et slag i luften.

Ideen levede dog videre på vågeblus, og flammede i 1818 op igen, da en besynderlig skrivelse blev rundsendt af John Cleves Symmes Jr., en tidligere officer i den amerikanske hær. 

Jordens indre var egnet til beboelse

Symmes havde siden barndomsårene været optaget af en storslået teori.

Ganske som Edmond Halley havde troet 126 år tidligere, mente Symmes, at Jorden var hul.

Efter at have været udstationeret ved den canadiske grænse under den britisk-amerikanske krig i 1812-1815 slog kaptajn Symmes sig ned som handelsmand i Missouri. Her byttede han varer for skind med lokale indianerstammer, mens han i al stilhed indsamlede dokumentation for sin teori.

Jorden var ikke alene hul, mente Symmes. Det var også muligt at begive sig ind i den via to gigantiske huller i Nord- og Sydpolen. 

Hullerne havde en diameter på mere end 2200 kilometer og var omgivet af høje bjerge. Efter at have besteget disse kunne en dristig opdagelsesrejsende ubesværet bevæge sig om på jordoverfladens underside. Her ville det i princippet være muligt at vandre hele vejen fra den ene pol til den anden i et sælsomt tusmørkelandskab.

John C. Symmes var hele sit liv dedikeret til forestillingen om, at Jorden er hul og har et beboeligt indre. 

© Mary Evans

“Jeg erklærer hermed, at Jorden er hul og har et beboeligt indre. Jeg sværger på mit liv, at dette er sandheden, og stiller mig til rådighed som udforsker af Jordens indre, hvis verden vil støtte og hjælpe mig med denne store opgave”, meddelte Symmes i den skrivelse, han i 1818 begyndte at uddele til pressen, og hvem der ellers kunne interessere sig for en hul jordklode. 

Han holdt også foredrag om klodens opbygning og supplerede sin teori med observationer, der gav den et skær af seriøs forskning.

Blandt andet henviste han til de fiskestimer og flokke af fugle, som bevægede sig imod nord, men tilsyneladende aldrig vendte tilbage igen. Symmes havde også samlet rapporter om store mængder tropisk drivtømmer langs Norges, Islands og Sibiriens nordlige kyster. 

Han mente, at det var langt mere sandsynligt, at drivtømmeret kom fra skove på Jordens inderside, end at de var drevet hele vejen fra ækvator til Ishavet.

Symmes var også leveringsdygtig i nye og gamle vidnesbyrd om, hvordan is og sne var blevet afløst af blikstille havområder højt mod nord og langt mod syd. Talrige søfolk havde ifølge Symmes oplevet, hvordan de iskolde egne blev afløst af lune temperaturer.

Selvom Symmes var besat af sin idé, var han ikke i stand til at formidle den. Hans stemme havde en irriterende nasal klang, og han talte alt for hurtigt og snublede over ordene. Men i 1823 mødte han en mand, der havde ordet i sin magt og vidste, hvordan man formidler et kontroversielt synspunkt.

Den hule Jord trækker fulde huse

Jeremiah N. Reynolds var redaktør på en lille avis i Ohio, da han overværede et af John Cleves Symmes' foredrag. På trods af den elendige formidling blev han så betaget af tanken om Jordens beboelige inderside, at han sagde sit job op og slog sig sammen med Symmes.

I nogle år samlede de fulde huse i et tæt partnerskab, hvor Symmes leverede de hårde fakta, og Reynolds malede farverige billeder i tilhørernes fantasi. Begge drømte de om at udruste en ekspedition til Sydpolen og vende tilbage med det endegyldige bevis på, at Jorden var hul. 

Men Reynolds erkendte, at det var nødvendigt at underspille de mest kulørte teorier, hvis de skulle gøre sig håb om offentlig støtte til projektet. Symmes var imidlertid ikke villig til at gå på kompromis med sin version af sandheden, og efter et større skænderi i Philadelphia gik de hver til sit.

Ekspeditionen afblæst

I sit forsøg på at finansiere sørejsen fik Reynolds ved flere lejligheder foretræde for medlemmer af USA's kongres. Med diplomatisk snilde holdt han sin egentlige interesse i Sydpolen skjult og slog i stedet på vigtigheden af, at USA udrustede en ekspedition til Jordens sydligste områder.

“Nationen sakker hjælpeløst bagud i kapløbet om at være blandt de første, der udforsker verdens eneste ubeboede kontinent”, lød hans opråb til alle, som havde magt og indflydelse.

Reynolds' vedholdenhed skaffede ham præsident John Quincy Adams' opmærksomhed, og den 21. maj 1828 gav parlamentet grønt lys til en videnskabelig ekspedition med Reynolds i spidsen. Præsidentens efterfølger, Andrew Jackson, trak dog bevillingen tilbage, men Reynolds' energiske lobbyarbejde var ikke spildt. 

En håndfuld velhavende forretningsfolk trådte til og finansierede rejsen. Officielt var Reynolds ikke længere chef for ekspeditionen, men han var med om bord, da Annawan og to andre skibe i oktober 1829 stævnede fra New Yorks havn med kurs mod Jordens indre. Symmes nåede ikke at opleve afrejsen. Han døde fem måneder før.

Nogle af 1800-tallets største forfattere lod sig flittigt inspirere af John Cleve Symmes' teori om Den hule Jord og Jeremiah N. Reynolds' farverige beretninger, bl.a. Jules Verne med "Rejsen til Jordens Indre".

© Bridgeman

Sydpolen var ikke andet end is

Selvom temperaturerne aldrig slog om som ventet, gav Reynolds ikke op og satte en robåd i vandet for at ro det sidste stykke til Sydpolen sammen med 19 besætningsmedlemmer. Efter den mislykkede søgen efter en indgang til Jordens indre nåede Reynolds og de øvrige ekspeditionsdeltagere i robåden helskindet i land på Antarktis. Men deres problemer var kun lige begyndt. 

De havde ikke medbragt forsyninger og kunne meget vel risikere at dø af sult, inden stormen stilnede af.

Ved et rent lykketræf fik de øje på en søløve, som de slagtede og spiste, men efter ti døgn i frost og kulde havde de intet andet valg end at begive sig til havs igen. Ekspeditionsskibet Annawan og de to mindre fartøjer, der ledsagede det, var stadig ude af syne, men deres chance for at overleve var lig nul, hvis de ikke fandt skibene.

I 40 timer drev mændene omkring, indtil de trætte slog lejr på en lille klippeø. Ved tre-tiden om natten så Reynolds et lys langt ude på havet. Han vækkede resten af det udmattede mandskab, og med en sidste desperat kraftanstrengelse lykkedes det dem at ro tilbage til Annawan.

Mission Sydpolen blev afblæst, og ekspeditionen satte kursen mod nord. Men nær byen Valparaiso i Chile begik besætningen mytteri og satte Reynolds af på kysten. Han opholdt sig i Sydamerika i tre år, inden det lykkedes ham at få et lift tilbage til USA med krigsskibet USS Potomac.

I 1836 forsøgte han igen at finansiere en ekspedition til Sydpolen. Ekspeditionen blev gennemført, men Reynolds fik ikke lov til at komme med om bord. I stedet slog han sig ned som forfatter og advokat med speciale i søret.

Til sin død i 1858 funderede han over, hvordan der ser ud på undersiden af planetens yderste skal.

Måske er du interesseret i...

Læs også