Eventyrlysten polar-forsker ville erobre Antarktis

I 1914 har ingen nogen sinde krydset Antarktis. Polarforskeren Ernest Shackleton beslutter at vove forsøget og sejler med en snes mænd mod det iskolde kontinent. En kraftig storm møder snart ekspeditionen og spærrer skibet Endurance inde i ismasserne – forude venter nu en lang, nådesløs polarvinter...

16. maj 2018 af Stine Overbye

Mænd søges til farefuld rejse. Beskeden løn, bitter kulde, lange måneder i komplet mørke, vedvarende fare, ingen garanti for velbeholden hjemkomst. Hæder i tilfælde af succes.” Stillingsopslaget i de engelske aviser er egentlig overflødigt. 

Umiddelbart efter, at polarforskeren Ernest Shackleton har offentliggjort sine planer om “den sidste store polarekspedition”, er han ved at drukne i uopfordrede ansøgninger. Over 5000 briter, heriblandt tre kvinder, trygler ham fra begyndelsen af 1914 om at komme med på den farefulde færd tværs over det dybfrosne kontinent.

27 mænd skal han bruge i sin besætning, og selv om han ikke kan tilbyde andet end et storslået eventyr og en symbolsk løn, har han ingen problemer med at finde mænd af rette støbning. Det mandskab, Shackleton ender med at sammensætte, består af en kerne af syv veteraner, der ligesom han selv tidligere har været på ekspedition i polarriget. 

Men også en række uprøvede kræfter får chancen for deres livs oplevelse efter at have gennemført en ansættelsessamtale, der maksimalt varer fem minutter. Shackleton er en mand af hurtige beslutninger – førstehåndsindtrykket er altafgørende, og synes han om en ansøger, hyrer han ham på stedet. 

Leonard Hussey bliver fx antaget som meteorolog, selv om han er antropolog og slet ikke har forstand på vind og vejr. Men Shackleton synes, at Hussey “ser sjov ud”, og så morer det ham at ansætte en mand, der netop er vendt hjem fra et forskningsprojekt i skoldhede Sudan, modstykket til Antarktis' isørken.

Om bord på det indefrosne skib­ er der lunt og rart. Mændene­ fordriver­ ventetiden med spil og røverhistorier fra de syv verdenshave.

© Scott Polar Research Institute

69 hunde bliver rejsekammerater

I løbet af sommeren 1914 er alle mand, alt grej og alle forsyninger om bord på ekspeditionsskibet Endurance, som Shackleton har navngivet efter sin families motto: “Ved udholdenhed (på engelsk “endurance”) sejrer vi.” Endnu kan han ikke vide, at dette navn i den grad skal blive dækkende for den odysse, der venter langt mod syd.

1. august stævner den 300 tons tunge tremaster Endurance ud fra East India Docks i London og sætter kurs mod Buenos Aires i Argentina. Her kommer de sidste ekspeditionsmedlemmer om bord – 69 slædehunde af ubestemmelig race, indkøbt i Canada. De store hunde bliver installeret i hundehuse midtskibs på hoveddækket. 

Klokken 10.30 den 26. oktober letter Endurance anker og forlader Buenos Aires, alt imens Solen og Shackleton stråler om kap. Efter i et par år at have brugt kræfter på at stable ekspeditionen på benene og efter at have gået tiggergang for at rejse penge til projektet er polarforskeren umådelig lettet over endelig at være undervejs. “Nu kommer det egentlige arbejde. Det skal blive en god kamp,” forudsiger Shackleton i sin dagbog.

Den gudsforladte ø South Georgia ud for Sydamerikas sydspids er sidste anløbshavn inden Antarktis. Her bliver Endurance i november modtaget af norske hvalfangere, der er ovenud begejstrede over at få uventede og sjældne gæster. 

Nordmændene inviterer Shackleton og hans folk til middag på hvalfangerstationen, og mens mændene nyder den gode mad og de rigelige mængder porter og rom, suger Shackleton til sig af hvalfangernes erfaringer med sejlads i området. Godt nyt har nordmændene desværre ikke at fortælle. 

På grund af pakis er forholdene i Weddellhavet aldrig gunstige for sejlads, men netop nu er vilkårene de værste i mands minde. Hvalfangerne advarer om, at det er så godt som umuligt at slippe igennem den tætte og uforudsigelige is, og de forsøger at overtale Shackleton til at udsætte ekspeditionen.

I over en måned venter besætningen på bedre vejr, mens folkene fordriver tiden med at spille kort og fortælle historier. Nu og da hælder de også en grog indenbords. “For vore kærester og koner,” skåler de og fortsætter: “Gid de aldrig må møde hinanden.” 

Humøret er i top, og besætningsmedlemmerne forsøger at overgå hinanden i godmodige drillerier. De serverer fx glasurovertrukne balloner som fødselsdagskage.

Et ton hvalkød i riggen

5. december er Shackletons tålmodighed med det dårlige vejr brugt op, og ved eftermiddagstid samme dag glider Endurance rundt om South Georgias kyst og videre sydpå gennem det blygrå hav. I slud og isnende blæst arbejder skibet sig gennem den krappe sø, mens slædehundene på dækket tuder som ulve. Oppe i riggen hænger et ton hvalkød, der skal bruges som hundefoder, men blodet drypper ned fra kødet og får hundene til at gå amok.

Efter et par døgns sejlads får besætningen for første gang øje på en klump drivis, og i de følgende uger må Endurance sno og vride sig gennem pakisen i jagten på en sikker passage. Den arktiske sommer er begyndt, og med dagslys 24 timer i døgnet får mændene rig lejlighed til at nyde det eventyrlige og gnistrende hvide islandskab, der strækker sig, så langt øjet rækker. 

Overalt skyder forrevne isbjerge op mod den blå himmel, fyldt med terner og enorme albatrosser. For selv om englænderne tilsyneladende befinder sig i en endeløs ørken af sne og is, myldrer det frem med liv overalt. Kejserpingviner og sæler ser nysgerrigt til, mens Endurance sejler forbi, og i vågerne stikker store og små hvaler hovedet op til overfladen.

“Fantastisk dag, den flotteste, siden vi sejlede fra South Georgia. Pakisen glimter i solskinnet med sine dybblå skygger,” skriver fotografen Frank Hurley i sin dagbog 14. januar 1915.Men allerede næste dag bliver stilheden afløst af storm.

Tunge sneskyer ruller hen over himlen, og i al hast må mændene bjærge sejlene og søge ly bag et isbjerg. Da de heftige vindstød efter flere dage endelig stilner af, går det op for mandskabet, at skibet er under belejring. Stormen har presset isen i Weddellhavet sammen og skruet Endurance fast i et jerngreb. 

Ingen steder er der tegn til åbning, og hvad værre er: Isen presser på skroget af Endurance, der knirker og giver sig under den voldsomme belastning. 24. januar 1915 skriver tømreren McNeish: “Trykket er fortsat en alvorlig historie, og hvis vi ikke snart kommer ud af det, tror jeg ikke, der er større mulighed for, at vi nogen sinde slipper væk herfra.” 

Dagen efter noterer han: “Stadig fast. Vi har prøvet at save isen væk for at lette skibet, men det har ikke hjulpet.” Heller ikke i de følgende dage er der nyt. “Stadig fast,” skriver McNeish igen og igen i sin dagbog.

Hver dag forsøger mændene at hugge en kanal, så Endurance kan komme fri, men i 20 graders frost lukker renden lynhurtigt til, og det nytter heller ikke at lade skibet bakke og siden sejle for fuld kraft frem mod de massive flager.

Uendeligt skuffet og meget mod sin vilje må Shackleton 24. februar erkende, at der ikke længere er nogen mulighed for at slippe fri. 

Polarsommeren er forbi, og mens solen for første gang i to måneder kravler under horisonten, begynder besætningen at gøre skibet klar til mange måneders hård frost og halvt års vinternat, der venter mænd og hunde forude.

I de følgende uger bliver Endurance forvandlet til en slags flydende kyststation. Hundene bliver flyttet ned på isen, hvor mandskabet har bygget små igloer til dem – “dogloer” kalder de dem – og i marts flytter ekspeditionens forskere og officerer ind på mellemdækket i lastrummene, et kvarter, som de døber The Ritz efter det berømte luksushotel.

Mændene har ikke meget at tage sig til, ud over at skaffe rigelige forsyninger af kød og spæk. Kødet skal bruges til mad og hundefoder, spækket som olie til erstatning for den enorme mængde brændsel, som skibet har fyret af på rejsen. 

Jagten går nemt – sælerne maver sig trygt hen til mændene og serverer næsten sig selv. Også pingvinerne, søleoparderne og spækhuggerne er totalt blottet for frygt for mennesker og lægger sig til rette som på et tagselvbord.

I manglen på arbejde kaster mændene sig over en adspredelse, som hurtigt bliver populær: slædekørsel. Hundene bliver skilt ud i spand og trænet, og hver eneste dag arrangerer mændene antarktisk derby med slædehundene, som de efterhånden er begyndt at betragte som kæledyr snarere end trækdyr. 

“Hvor ville det frosne fangenskab være kedeligt og trist, hvis vi ikke havde hundene,” skriver Hurley i sin dagbog.

Musikken forsvinder fra skibet

Som mørket tager til hen over vinteren, må mændene begrænse deres aktiviteter til et område tæt på Endurance. Kedsomhed og polarkuller er en konstant trussel, men de 28 mænd forsøger efter bedste evne at opmuntre hinanden.

To af dem klipper hinanden med skibets klippemaskine, og dagen efter er hele besætningen grebet af manien: Alle mand, også the boss, som Shackleton bliver kaldt, lader hårpragten falde. “Nu får vi vist ikke problemer med at holde hovedet koldt,” skriver ekspeditionslederen i sin dagbog.

Som et fast ritual lægger mændene sig i køjerne hver søndag aften og hører grammofonplader, mens de fører dagbog. Men eftersom skibet fejlagtigt har fået leveret 5000 synåle i stedet for de 5000 nåle til grammofonen, som var bestilt, toner musikken ud, i takt med at den håndfuld nåle, som de har med, bliver slidt ned. 

Til erstatning for musikken stabler Frank Hurley en biograf på benene: En gang om måneden samles alle mand i Ritz for at se Hurleys lysbilleder og høre foredrag fra de fjerne himmelstrøg, han har besøgt. Favoritten blandt forestillingerne er “Indiskrete glimt fra Java”, et show med svajende palmer og letpåklædte skønheder.

Dagligt kredser mændenes tanker om foråret, hvor solen vil vende tilbage og slippe Endurance ud af sit isfængsel. Men de lunere tider lader vente på sig. 

I juli kryber temperaturen ned til minus 35 grader, og isen pakker sig endnu tættere om skibet og truer med at sprænge det. Om natten knirker og stønner Endurance som et spøgelseshus, men igen og igen viser det sig at kunne modstå trykket:

“Hvert øjeblik er det, som om isen skal knuse skibet som en nøddeskal. Alle mand står parate og ser til, men til vores store lettelse går det sådan, at netop som det tilsyneladende ikke kan klare det længere, giver den store flage på måske en million tons eller mere efter for den lille skude og knækker over i en 400 meter lang sprække, og presset tager af. Det er utvivlsomt det fineste lille træskib, der nogen sinde er bygget”, skriver skibsføreren Frank Worsley.

At der trods alt er grænser for Endurances modstandskraft, går op for mændene i slutningen af oktober 1915. Efterhånden har isen bygget sig tæt op om skroget og strammet grebet som en skruetvinge, der dag for dag har fået et ekstra vrid. 

En tidlig morgenstund begynder det at gå helt galt: Mandskabet fornemmer “en naturkraft af ufattelig voldsomhed”, der presser mod skibet og kaster det frem og tilbage, som var det et stykke legetøj. 

Tunge ismasser hamrer ind i skibssiderne og flår agterstavnen løs fra de styrbords planker. Vandet begynder at fosse ind, og selv om mændene uafbrudt i 28 timer forsøger at pumpe vandmasserne ud, nytter det intet. 

Endurance er ikke længere et skib, men et forvredet træskelet, der udelukkende bliver holdt oppe af isen. “Hun går ned, gutter, det er vist på tide at gå fra borde,” sukker Ernest Shackleton, der som den sidste forlader det lemlæstede skib.

På få sekunder får Endurance slagside af trykket fra isen. Mændene må i al hast forlade fartøjets relative tryghed og redde sig ud på ismasserne. 

© Scott Polar Research Institute

Endurance forsvinder i havet

Mændene må nu skifte deres behagelige tilværelse om bord på Endurance ud med en levevis uden skyggen af komfort. Hvor de før krøb til køjs i lune køjer og spiste middag i den hyggelige messe, ligger de nu stuvet sammen i overfyldte telte, der er slået op på isen. 

Alt er fugtigt, alt er koldt, selv i bunden af soveposerne ligger der sne. Maden må de indtage i sneen, og tallerkenerne må de tænke sig til. En ske, en kniv og fingrene er de eneste spiseredskaber, de skibbrudne har at gøre godt med.

Ikke alle opgiver med det samme tanken om at få Endurance på ret køl, så flere af mændene kaster sig ud i bjærgningsforsøg. Men 21. november 1915 må skibet endegyldigt bukke under: Agterenden rejser sig syv meter op i luften og hænger ubevægeligt i få sekunder, hvorefter fartøjet som i slowmotion sætter kurs mod havbunden og forsvinder ned gennem isen – Endurance efterlader blot et lille sort hul med åbent vand. Inden et minut er gået, har isen atter lukket sig.

Den aften er Shackleton usædvanlig fåmælt. “Jeg kan ikke skrive om det,” noterer han kort og godt i sin dagbog. 

Chokket er dog ikke større, end at han allerede næste dag giver tilladelse til at servere et festmåltid af fiskebudding og beskøjter. Trods tabet af Endurance er også resten af besætningen ved godt mod. 

“Der er virkelig noget tiltrækkende ved et liv som dette,” skriver lægen Alexander Macklin. 

“Jeg har læst et sted, at en mand ikke behøver andet for at være lykkelig end en fyldt mave og så varme, og jeg begynder at tro, det er sandt. Ingen bekymringer, ingen tog, ingen breve at besvare, intet slips at binde – men jeg gad vide, om der er nogen af os, der alligevel ikke ville være henrykte over at bytte det hele bort den dag i morgen.”

Den to-tre kilometer lange isflage, som ekspeditionen har taget ophold på, bliver døbt Ocean Camp, og det er her, i en række af lysegrønne telte, at mændene tålmodigt afventer isens opbrud. Håbet er, at de snarest kan sætte redningsbådene fra Endurance i vandet – de er allerede pakket med proviant og sikret til sejladsen mod nærmeste kyst.

Men isen bryder ikke op, og rastløsheden melder sig. Ingen finder længere glæde ved at køre med hundeslæde, selv de slidte spillekort ligger urørte hen. 

Fra hvert eneste telt har man tidligere kunnet høre “en spar, to hjerter, to sans”, men ingen interesserer sig længere for bridge. Omgangstonen er langtfra så lun, som den har været, mændene er ligefrem begyndt at snerre ad hinanden.

“Man skulle tro, man var i det gamle bordelkvarter i Londons havn, at dømme efter det sprog, der bliver talt her. Jeg har sejlet med alle slags mænd både under sejl og med damper, men jeg har aldrig oplevet et mandskab som dette – der tillader nogle enkelte at bruge de mest beskidte udtryk, som var det kælenavne,” skriver McNeish. Shackleton betragter med bekymring, hvordan moralen er for nedadgående.

Redningsbådene må slæbes over isen

Kulden, isen og havet er ikke deres værste fjender – hvis sammenholdet ryger, er alt håb ude. Så selv om han er plaget af iskias og forpint ved tanken om det kolossale ansvar, der hviler på hans skuldre, lægger han vægt på at optræde ubekymret og optimistisk for at holde sammen på flokken. I sit stille sind er han dog overbevist om, at han må handle, inden situationen forværres.

“Tænker på at begynde rejsen mod vest,” skriver han i sin dagbog 19. december 1915. Tidligt om morgenen fire dage senere kæmper en kolonne på 28 mand sig foroverbøjet, men målrettet frem gennem vinterlandskabet. Forrest går Shackleton, bag ham følger syv hundeslæder og en slæde lastet med komfur og kogegrej. Slæden bliver trukket af to mænd, og bagved følger resten af flokken, der har redningsbådene på slæb.

Iført ankelstøvler med uldskafter op til knæene trasker mændene hen over isen, men hist og her giver den efter, og mændene synker over en halv meter ned i grødisen. 

At hive de gennemblødte og nu over tre kilo tunge støvler op af hullerne er uhyre anstrengende, og de folk, der slæber på bådene, må holde pause for hver 200 meter for at få vejret. 29. december erkender den ellers ukuelige Shackleton, at projektet er håbløst. 

For hvert skridt mændene har taget, er de kommet ud på stadig tyndere is. Overalt er den hvide overflade skåret igennem af åbne render, og det vil være hovedløst at forsøge at kæmpe sig videre frem.

På de seks dage, der er gået, siden de forlod Ocean Camp, har fremskridtet været minimalt, ja, faktisk latterligt lille: Blot 15 kilometer har ekspeditionen tilbagelagt – et stormvejr kunne have bragt en isflage med ekspeditionen ovenpå lige så langt på blot et døgn.

Intet sted er isen sikker, så ekspeditionen må slå lejr på den flage, der forekommer mindst farlig. Ingen er dog tryg ved situationen, for som Worsley skriver: “Alle flager her i nærheden synes at være trængt igennem af havvand helt op til overfladen – i så høj grad, at hvis man skærer en revne på et par centimeter i en to meter tyk flage, så strømmer vandet næsten øjeblikkeligt ind i hullet.”

For anden gang må Shackleton og hans folk fejre nytår i pakisen, men uden megen festlighed: “Det er bittert at ligge herude på en drivende isflage i stedet for at nyde livets glæder som de fleste andre mennesker. Men som man siger: Der skal jo være nogle fjolser i verden,” noterer McNeish.

Mens 1915 bliver til 1916, kan mændene ikke lade være med at gruble over, at de efter planen nu skulle have været halvvejs over det antarktiske kontinent. Men her er de, fanget i isens fælde i en lejr, de kalder Patience (“tålmodighed”) Camp, og med blot ét ønske for det nye år: overlevelse.

Hundene bliver næste måltid

Efter et par uger i lejren er mændene så småt ved at opgive ævred. Deres tøj er dyngvådt, deres soveposer skal vrides flere gange dagligt, og ensformigheden går alle på nerverne. 

Der er intet at tage sig til, ingen steder at gå hen, ingen ændring i hverken omgivelserne, maden, vejret eller noget som helst andet. Værre er det, at provianten er ved at tage slut. Sælerne og pingvinerne er så godt som forsvundet, og hvis mændene skal have en chance for at overleve, må hundene lade livet, vurderer Shackleton.

Ingen kan give ham uret, men tanken om at måtte undvære de firbenede ledsagere er ubærlig for de fleste. Alexander Macklin er faldet pladask for hvalpen Grus, som kom til verden på Endurance året før, og han kan næsten ikke klare at sige farvel til hunden: 

“Jeg har haft ham, trænet ham op og givet ham mad, siden han blev født. Jeg husker, at jeg tog ham i lommen, da han var helt lille, så kun snuden tittede frem og blev dækket med rimfrost.”

Én efter én bliver hundene ført om bag en dynge isblokke, hvor Frank Wild, som er næstkommanderende, sætter sig i sneen, tager hundens snude i sin venstre hånd og anbringer revolvermundingen lige ved hovedet. Hundene aner ikke uråd, men logrer med halen, indtil døden indhenter dem.

Få timer senere bliver Grus og kompagni skåret ud i bøffer og stegt. “Værsgo, her er en lille smagsprøve på Nelson,” siger Thomas Crean og rækker Shackleton et stykke kød. 

Trods deres umiddelbare modvilje mod at sætte tænderne i menneskets bedste ven er mændene enige om, at kødet er uhyre delikat: “Det er forbavsende godt og velsmagende,” synes Reginald James, og Worsley tilføjer, at det stykke, han spiste af Grus, “smager meget bedre end søleopard”. 

Også Frank Hurley er vældig begejstret over den første varme ret i umindelige tider: “Kødet er udsøgt mørt og fint i smagen, navnlig Nelson, der var lige så god som kalvekød.”

Med udslidt uldtøj som eneste værn mod det iskolde vand kæmper mændene sig ud gennem brændingen. Redningsbåden er i søen.

© Corbis

En ø fuld af falske løfter

I april sætter tøbruddet for alvor ind, og den enorme isflage, som i fire måneder har huset Patience Camp, skrumper ind til en kun cirka 50 meter bred firkant. Det er nu kun et spørgsmål om timer, før mændene ikke længere har is under deres forfrosne fødder. Shackleton giver ordre om at gå i bådene.

Med spækhuggere i kølvandet og med stormsvaler i tusindvis over hovedet ror ekspeditionen af sted i de tre redningsbåde, James Caird, Dudley Docker og Stancomb Willis. Åretag for åretag kæmper mændene sig gennem grødisen og ud på det åbne hav med kurs mod den ubeboede Elephant Island.

Store isstykker vælter ind over rælingen, og fem-seks meter høje brodsøer slår ind over de åbne både, der er stuvet til randen med telte, soveposer og andet gods. Mændene har knap plads til deres fødder, og det går slet ikke an at lægge sig ned og tage et hvil, selv om de fleste er udtærede, elendige og plaget af søsyge. Den isnende vind flår og rusker i mandskabet, skumsprøjtet pisker dem i ansigtet, og tøjet bliver stift af frosten, der bider med cirka 20 minusgrader.

“Det er så koldt, at vores overalls slår revner, og mens vi ror, falder is og frost fra vores kroppe,” beretter et af besætningsmedlemmerne. Efter seks dage på havet og tre nætter uden søvn vokser omridset af Elephant Island frem i horisonten. 

Sultne, forfrosne, tørstige og dødeligt udmattede tumler ekspeditionen i land på øen, der umiddelbart fremstår som et paradis på jord. For første gang i 485 dage har englænderne fast grund under fødderne, og mange kaster sig til jorden i deres fulde længde for at fornemme klippegrunden under sig.

Men efter de første dages ekstase går det op for mændene, at “Elephant Island er fuld af falske løfter”, som en af dem skriver i sin dagbog. Voldsomme, næsten tornadoagtige vinde fejer jævnligt ned fra bjergene, og bortset fra ved stenene og klippestykkerne tæt på vandet er der ingen læ for vinden. 

Isblokke fyger om ørerne på folkene, og kogekar og fyldte gryder bliver ført bort med blæsten og ud i havet. Ethvert forsøg på at gøre den nye lejr blot en smule bekvem mislykkes, og mismodet er nu så stort, at mændene blot ser apatiske til, mens vinden flænser et par af teltene.

Kun fire dage efter ankomsten meddeler Shackleton, at han vil tage fem mand med sig om bord på redningsjollen James Caird og sejle til hvalfangerstationen på South Georgia cirka 1300 kilometer borte. Overlevelseschancerne på denne golde og forblæste ø er ringe, og skal ekspeditionen overleve, må nogen hente hjælp, koste hvad det vil, lyder begrundelsen.

Stemningen er spændt, da jollen mandag 24. april 1916 stævner ud fra Elephant Island. For rejsen skal føre den seks mand store besætning over et af verdens mest stormfyldte farvande. 

Både de, der skal blive tilbage, og de, der tager af sted, ved, at de måske aldrig kommer til at se hinanden igen. Alligevel bryder de 22 tilbageværende inde på land ud i et trefoldigt hurraråb, da Caird styrer ud gennem brændingen.

Knap er jollen ude af syne, før de efterladte på Elephant Island begynder at diskutere, hvornår hjælpen kan nå frem. De mest optimistiske gætter på en måned, de sortsynede vælger at tie – de har opgivet håbet om at blive reddet.

På et operationsbord af papkasser

Konstant kaster de lange blikke ud over havet i håbet om at se et skib eller en røgsky i horisonten, og det eneste lyspunkt i den ensformige rutine er en kogebog, som går på omgang. 

Som i febervildelse overvejer mændene, hvilke retter de vil sætte til livs, når de kommer hjem. Proviantforvalteren Orde-Lees beskriver ønskemenuen: 

“Vi vil overfodres på det groveste. Ja, overfodres med ikke andet end grød og sukker, budding med rosiner og æbler og fløde, kage, mælk, æg, marmelade, honning og brød med smør, til vi revner. Og vi vil skyde den første, der tilbyder os kød. Vi har ikke lyst til at se mere kød eller høre noget som helst om det, så længe vi lever.”

Ikke alle deltager i dagdrømmerierne, for flere af mændene er så dårlige, at de er bedøvende ligeglade med mad og kun ønsker at dø. Forfrysninger, saltvandsbylder og tandpine er blandt de typiske skavanker, og værst ser det ud for oppasseren Perce Blackboro, hvis venstre fod er kraftigt angrebet af koldbrand.

Hans tæer er blåsorte og hårde som glas, og lægerne Alexander Macklin og James McIllroy ser ingen anden udvej end amputation. Blackboro bliver bedøvet med kloroform, og i bevidstløs tilstand bliver han anbragt på operationsbordet, som består af papkasser, der er dækket med tæpper. 

McIllroy lægger et snit over det yderste af Blackboros fod og trækker huden væk. Forsigtigt stikker han en tang op under den løse hud og klipper tæerne af, hvorefter de med en metallisk klirren dumper ned i en blikdåse, én efter én. Indgrebet varer knap en time, og da Blackboro slår øjnene op igen, beder han smilende om en cigaret.

På havet strider Shackleton og hans besætning sig gennem isen og bølgerne, gennemblødte og stivfrosne. Mændene er iført uldne bukser og tykke sweatere, der suger væden til sig som en svamp, og i forsøget på at undgå at berøre det nyligt gennemblødte tøj forsøger alle mand at sidde bomstille i den åbne båd. Det lykkes dem langtfra. 

I de første dage hyler stormen, og mægtige vandmasser kaster rundt med båden og slynger mændene fra side til side. Tit og ofte hænger jollens sejl pludselig slapt ned, mens en bølge på op til 15-20 meter tårner sig op over båden og truer med at sende den til bunds. 

Men i stedet bliver Caird løftet højere og højere til vejrs af de fremadstormende vandmasser, indtil den knap syv meter lange båd i et sydende kaos af skum bliver kastet fremad til den næste faretruende bølgedal.

Konstant kæmper mændene med at øse vand og banke is, men pludselig begynder det lille fartøj at opføre sig uvant. I stedet for at blive kastet vildt rundt i havet følger den nu trægt med bølgerne, og en tidlig morgenstund opdager Worsley årsagen: Hele skroget er belagt med et lårtykt lag is, der tynger det mindst 10 centimeter ned i søen. 

Med istapper fra skægget og med fingre, der er kridhvide af frost, går mændene til kamp mod isen for at gøre jollen sødygtig igen. Worsley er navigatør, men igen og igen har han problemer med at finde ud af positionen. 

Solen viser sig som en utydelig skygge bag et slør af tåge, og hele tiden holder Worsley sekstanten klar i håbet om klart vejr. “Højst uheldige forhold for os. Diset vejr, og båden hopper som en loppe,” skriver han i logbogen.

Mændene på stranden jubler, da Shackleton­ med fem andre stævner ud. Først tre måneder senere kan de efterladte på klippeøen øjne hjælp i horisonten.

© Royal Geographical Society

Et bjerg kommer i vejen

Klokken fem om eftermiddagen 10. maj 1916 går Shackleton og hans folk i land på South Georgia, den ø, som de 522 dage tidligere er sejlet ud fra. Mirakuløst er Caird sluppet over den mest frygtede og oprørte havstrækning på kloden, og bortset fra at besætningen er tørstig og lammet af kulde, er alle mand nået sikkert i land. Men på øens ubeboede sydside. Endnu er der langt til redningen.

I fugleflugtslinje er der 45 kilometer over land mellem englænderne og hvalfangerstationen, men aldrig tidligere har nogen krydset øen med de snedækkede og savtakkede tinder, der stiger til over tre kilometers højde. 

Ingen aner, hvilke farer der lurer i det ukendte landskab, og om det overhovedet lader sig gøre at trænge igennem. Men Shackleton beslutter, at han vil gøre forsøget sammen med Worsley og Crean.

Mens de tre andre bliver tilbage, begiver den lille skare sig af sted den 19. maj 1916 med en beskeden udrustning i form af lidt beskøjter, en primus, tovværk og en økse, der skal gøre det ud for isøkse. Sneen er dyb, så mændene synker i til knæene, og efter få timer begynder de hårde anstrengelser at tære alvorligt på de i forvejen få kræfter. 

Tre gange i timen kaster mændene sig ned i sneen med armene og benene strakt ud til siden, mens de hiver efter vejret i den tynde bjergluft.

Kælketur mod døden

Efter 12 timers vandring befinder de sig på et cirka 1300 meter højt bjerg, men mørket er på vej og dermed også de lave nattetemperaturer med ned til 20 graders frost. Hvis ikke mændene i al hast kommer længere ned, vil de fryse ihjel – de har ikke soveposer med, og deres tøj er tyndslidt. 

Møjsommeligt forsøger Shackleton at hugge trin ind i bjerget for at lette nedstigningen, men det går alt for langsomt, så han foreslår, at de glider ned ad bjerget. Worsley og Crean er målløse over forslaget, for hvad nu, hvis de støder ind i en klippe eller kurer ud over afgrunden? 

Med hævet stemme slår Shackleton fast, at alternativet er døden på bjerget. Selv om de ingen kælk har, skyder de tre mænd kort efter ned ad bjerget, mens de klamrer sig til hinanden med arme og ben. 

Hurtigere og hurtigere går det nedad, og uvilkårligt skriger mændene, indtil de efter knap to minutter bliver bremset af en snedrive. Så bryder alle ud i latter, en lettelsens latter over at være sluppet helskindet fra den ublide rutsjetur.

Efter 36 timers uafbrudt trekking når mændene ved firetiden om eftermiddagen 20. maj omsider frem til hvalfangerstationen i Strømnes. I laser og pjalter og med ansigter, der er sorte af sod, og skæg, som er filtret og stift af salt, trasker de tre skikkelser langs kajen hen til bestyrer Thoralf Sørlles hus.

De banker på, og da Sørlle åbner døren og får øje på de tre gæster, træder han uvilkårligt et skridt tilbage. Det er godt halvandet år siden, han sidst har set englænderne, men som de står der, langhårede, møgbeskidte og med viltert skæg, kan han på ingen måde greje, hvem de er.

“Hvem fanden er I?” udbryder han. “Mit navn er Shackleton,” svarer manden i midten. Allerede dagen efter bliver de tre efterladte i lejren på sydkysten af South Georgia hentet af en hvalfangerbåd og bragt til Strømnes. 

Mens mændene tager et langt bad, barberer sig og trækker i det nye tøj, de har fået udleveret på hvalfangerstationen, er Shackleton allerede i fuld gang med at planlægge undsætningen af de 22 efterladte, der er strandet på Elephant Island.

Men som ofte før på dette mareridt af en ekspedition må Shackleton sande, at han er oppe mod naturens stærkeste kræfter. 

I løbet af tre måneder gør han tre mislykkede forsøg på at tvinge sig gennem pakisen i tre forskellige både, men hver gang vender han fortvivlet og dybt nedslået tilbage til hvalfangerstationen. Isen har lukket sig om Elephant Island.

Alt vel, boss!

“Ideelt vejr for et skib at ankomme i,” skriver Frank Hurley i sin dagbog den 5. august 1916. Hver eneste dag, lige siden Caird for tre en halv måned siden sejlede fra Elephant Island, har de 22 tilbageværende spejdet efter deres redningsmænd. 

Håbet er stadig i live, men efterhånden har der bredt sig en snigende fornemmelse af, at man venter på nogen, som aldrig vil dukke op. 30. august er en trist dag som alle andre dage på øen. 

Ved ettiden er næsten alle samlet om frokosten, kogte rygben af sæl, men madroen bliver spoleret af George Marston, der kommer spænende nede fra vandet.

“Mon ikke vi skulle sende nogle røgsignaler op,” råber han. 

Øjeblikket efter går det op for de andre, at Marston har set et skib, og straks er alle mænd på benene. Nogle tænder bål, andre løber ned til kysten. Alexander Macklin spurter af sted mod udsigtsklippen for at hejse sin trøje på den line, de bruger som flagstang. Men et stykke oppe sætter linen sig fast.

Om bord på slæbebåden, som nærmer sig øen, opdager Shackleton flaget, der står på halv. Hjertet synker i livet på ham, nogle af mændene må være omkommet, frygter han.

“Er I alle i god behold?” brøler Shackleton nervøst ude fra havet. 

“Alt vel, boss,” lyder koret af jublende mandestemmer inde fra den golde strand.

Følg i Shackletons fodspor

Trækker verdens vildeste og mest barske naturområde også i dig?

Så har du nu chancen for at få dit livs eventyr.

Til november drager Bonnier Expeditions nemlig afsted til Antarktis, og hvis du skynder dig, kan du nå at komme med os.

Rejsen foregår til søs på National Geographics skib Orion, der er særligt konstrueret til at sejle i isfyldt farvand.  

Læs mere

l Lansing, A.: Endurance: Shackleton's Incredible Voyage to the Antarctic, Weidenfeld & Nicolson, 2001. l Huntford, R.: The Shackleton Voyages, Weidenfeld Nicolson, 2003. l Alexander, C.: Endurance: Shackleton's Legendary Journey to Antarctica, Bloomsbury, 1998.

Måske er du interesseret i...

Læs også