Efter næsten tre dage i luften drattede Andrées luftballon ned på isen.

Svenskere på katastrofekurs mod Nordpolen

I 1897 sætter tre svenskere sig op i en luftballon i håb om at blive de første, som flyver til Nordpolen. Planen viser sig at være håbløst naiv, og ballonen havarerer på Polarhavet. Snart begynder en kamp på liv og død på drivisen.

16. februar 2017 af Erik Bork

Ballonskipper og ekspeditionsleder Salomon August Andrée hæver armene fra gondolen og stirrer intenst på de tre mænd, som har løftet hver sin økse og er klar til at kappe rebene på hans ordre. 

En kold vind har de seneste timer pisket mod det spinkle ballonhus og fået tovværk og barduner til at pibe, imens den store ballon i husets indre har svajet fra side til side – utålmodig efter at blive sat fri.

Datoen er den 11. juli 1897. Fjeldene og fjordene ud for øen Danskøya ved Svalbard er dækket af is og sne, mens den svenske ingeniør Andrée står klar til afgang i sin ballon. 

Ifølge planen skal han sammen med sine to medrejsende – Nils Strindberg og Knut Frænkel – lette fra det store ballonhus og svæve ud over ismasserne i Polarhavet og op til Nordpolen, hvor de tre mænd vil nedkaste en bøje som bevis for, at de har vundet kapløbet om at være de første mænd på Nordpolen.

Efter nedkastningen skal ballonen fortsætte sin færd for at lande sikkert på enten den russiske eller den amerikanske side af Beringsstrædet efter 3.700 km’s flyvning og knap en uge i luften.

I 1897 er ballonfart stadig i sin vorden, og den farefulde rejse har derfor hele verdenspressens bevågenhed.

I hjemlandet Sverige er Andrée allerede udråbt til nationalhelt, og mange øjner muligheden for endelig at sætte landet på polarforskningens verdenskort.

Begejstringen er ikke blevet mindre af, at den verdenskendte videnskabsmand Alfred Nobel og den svenske kong Oscar 2. også støtter det ambitiøse projekt.

Andrée selv er fortrøstningsfuld.

I de seneste år har han foretaget en lille håndfuld flyvninger i en test- ballon, og selvom han har haft et par nedstyrtninger, mener Andrée, at han nu kan håndtere en luftballon. 

Andrée hævder tilmed, at han har opfundet et styresystem, der ved hjælp af slæbeliner og sejl kan få en frit svævende ballon til at ændre kurs med op mod 30 grader. 

Hvis bare vindretningen er nogenlunde med dem, bør turen tværs over Nordpolen, ifølge Andrée, foregå uden de store problemer.

Styrelinerne falder i havet

“1, 2, 3! Kap linerne”, råber Andrée. I det samme lader de tre hjælpere deres økser falde mod jorden og kapper linerne. 

Gondolen får et kraftigt ryk, imens ballonen hæver sig op over ballonhusets afskærmning og straks gribes af den voldsomme vind. 

“Leve gamle Sverige”, råber Andrée, idet han selv, Nils Strindberg og Knut Frænkel stiger op imod himlen.

Flere af tilskuerne bemærker, at den 24-årige Strindberg fælder en tåre netop i det sekund. Han er kendt som en følsom sjæl med interesse for filosofi og fotografering og er udvalgt til ekspeditionen for at dokumentere den historiske rejse med sit kamera.

Over for ham står 27-årige Knut Frænkel, der har en mere praktisk tilgang til livet. Han er udpræget friluftsmenneske og eventyrer og har bl.a. arbejdet med at udbygge det svenske jernbanenet. 

Fælles for de to mænd er, at de nærer en ubetinget tillid til ekspeditionsleder Andrée, der er en karismatisk og passioneret mand med store drømme. 

Han er inspireret af science fiction-forfatteren Jules Vernes eventyrlige romaner, og trods Andrées uddannelse som ingeniør lader han sjældent fakta stå i vejen for sine planer.

Den brist mærker de tre ekspeditionsdeltagere allerede få sekunder efter afgang. 

Gondolen driver ganske vist ud over havet som planlagt, men de lange styreliner, som Andrée møjsommeligt har udtænkt, er alt for tunge og får ballonen til at vride rundt og tippe faretruende. 

Hældningen betyder, at ballonen pludselig trækkes ned mod havet.

Fra kysten kan de forsamlede arbejdsfolk og journalister forfærdede se gondolen ramme vandet, hvorefter de tre mænd ombord desperat forsøger at kaste noget af ballasten over bord for at få ballonen til at stige igen. 

Netop i det øjeblik vikler styrelinerne sig ud af hængslerne og falder i havet. 

Uden styreliner og uden de store mængder ballast stiger ballonen nu igen – denne gang med raketfart, indtil den når en højde på ca. 700 m og kun anes som en lille prik langt ude over fjorden.

Tag med HISTORIE på et unikt oplevelses-krydstogt til midnatssolens og isbjørnens rige: Øgruppen Svalbard. Læs mere og book din kahyt nu.

Lange slæbeliner skulle sikre, at ekspeditionen kunne styre luftballonen, men de faldt i havet allerede ved afgangen.

Ballonen flyver i forkert retning

Øjenvidnerne er enige om, at Andrée nu bør nødlande på en af de små øer ud for kysten. 

Uden styreliner er Andrées luftballon gået fra at være et avanceret luftfartøj til blot en ballon, der driver tilfældigt ud over Polarhavet.

Men intet sker. Besætningen på et norsk flådefartøj er de sidste, der får et glimt af ballonen, da den få minutter senere forsvinder ud over horisonten.

Trods de grumme udsigter er humøret dog højt ombord på luftballonen.

“Vores rejse går godt foreløbig. Vejret er herligt. Humøret udmærket”, lyder den korte besked, som bliver gemt i en bøje og kastet i havet få timer efter afgangen fra Danskøya.

De tre mænds dagbogsnotater viser, at de binder resterne af styrelinerne sammen til en enkelt slæbeline på godt 100 m. Derefter skåler de i medbragt øl og prøver at få lidt søvn.

Samme nat – kort efter midnat – løjer vinden af, og ballonen glider ind i skyggen fra en enorm skyformation. 

Besætningen befinder sig nu i en grød af tåge og tusmørke. Temperaturen falder støt, og det samme gør ballonen, der langsomt daler ned igennem tågen, indtil slæbelinen rammer det isfyldte hav. 

Andrée, Strindberg og Frænkel må smide 25 kg ballast over bord for at sikre, at ballonen fortsat holder sig i luften. Og for at gøre skaden værre begynder ballonen pludselig at bevæge sig langsomt mod vest – den forkerte retning.

Næste morgen er tågen næsten væk, og mændene forsøger at holde humøret oppe ved at koge kaffe i et specialkonstrueret apparat. 

Anordningen bliver først fyldt med vand og kaffe og bagefter sænket ned igennem to gulvluger, så den dingler otte m under gondolen. 

Her tændes spritflammen med en sindrig mekanisme i sikker afstand fra den brintfyldte ballon og slukkes senere igen med et pust i en gummislange.

Mens de nyder kaffen, bliver havet under dem stadig mere isfyldt, og flager af is samles langsomt til større og større områder med pakis.

Omkring kl. 14 har tågedisen efterladt ballondugen og linerne tunge af fugt – tilsammen over et ton vand ekstra at slæbe på.

Ballonen har svært ved at svæve, og en time senere bumper gondolen to gange mod isen ved en hastighed på ca. 10 km/t.

“Smid ballast”, råber Andrée, og mændene smider 25 kg sand, et lille anker og forskellige mindre liner over bord. Kort efter kappes også en ballastline på ca. 50 kg. Højden er nu i gennemsnit 50 m, men ustabil.

Allerede kl. 17 kastes også den store bøje, der skulle have markeret ekspeditionens erobring af Nordpolen.

Fra dette tidspunkt handler alt om at holde ballonen i luften, selvom skipperen Andrée stadig håber på et mirakel.

“Det er ikke så lidt underligt at svæve her over Polarhavet. Vi er de første, som svæver her i ballon. Hvor hurtigt vil nogen mon følge os?

Vil man anse os for galninge, eller vil man følge vores eksempel?” spørger Andrée i sin dagbog i de få timers pause mellem gondolens berøring med isen.

Ekspeditionen strander på isen

da gondolen bumper hen over isen, og Strindberg til sidst kaster op af søsyge. Sandsække, proviant og udrustning bliver kastet over bord, men lige lidt hjælper det. Vinden er svag, og luftfugtigheden så høj, at opdriften er helt forsvundet. 

Efter 65 timer og 33 minutter må ballonen omsider nødlande på Polar­havet – 480 km fra Danskøya og omtrent 600 km fra Nordpolen. Den højtbesungne ekspedition er en fiasko.

“Ja, nu ved din Nils, hvordan det er at gå på polarisen”, skriver Strindberg efter nødlandingen i et dagbogsnotat henvendt til sin forlovede, Anna.

I de efterfølgende dage har mændene travlt med at pakke proviant over på de medbragte slæder og samle den lille jolle, som Andrée har fået specialbygget til turen. Ingen er længere i tvivl om, at ekspeditionen til Nordpolen er slut, og at de nu må drage tilbage mod syd for at redde livet. 

Men det er tydeligt, at ingen af de tre mænd har bekymret sig om denne del af rejsen. Især de små slæder viser sig at være upraktiske og alt for spinkelt konstruerede. 

Isens overflade er tung og fugtig, og i alle retninger er ekspeditionen omringet af 20-25 m høje isskruninger, der er vanskelige at forcere med slæder, der hver især er læsset med over 200 kg proviant og udstyr.

Andrée skyder en isbjørn

Allerede på den første vandringsdag glider Strindbergs slæde sidelæns ned i et hul, og han må stå i isvand til knæene for at trække slæden op og redde sit udstyr. 

Vandringen bliver ikke nemmere af, at isen mange steder er brudt helt op og delt af meterbrede render af åbent vand. 

Her må Andrée, Strindberg og Frænkel forsøge at fange småflager med deres bådshager og dernæst skubbe dem sammen, så de får skabt en smal bro af gyngende isskosser, som de kan trække deres slæder over.

Andre gange er renderne simpelthen for brede, og mændene må pakke alt grej over i deres lille båd og sejle frem og tilbage for at få det hele med.

Nætterne er til gengæld tålelige. Teltets bund er dækket med samme materiale, som ballonen er lavet af – silke og gummi – og soveposerne er foret med rensdyrskind. 

Desuden har mændene haft rigelig proviant med i ballonen og kan derfor hver aften indtage et solidt og velsmagende måltid bestående af bl.a. smør, kondenseret mælk, kødsuppe og kaffe eller saftevand.

Snart kan de ovenikøbet supplere de overdådige måltider med kød fra isbjørn. Den første bjørn faldt for An­drées kugle, allerede inden de tog afsted fra ballonens landingsplads. 

Pludselig dukkede den op om eftermiddagen, hvor Andrée gik alene for at rekognoscere. Han havde tilfældigvis sin Remington-riffel med og ramte dyret perfekt i halsen. 

De tre mænd var ophidsede af lykke, og Strindberg havde overskud til at finde sit kameraudstyr frem, hvorefter mændene på skift stillede sig op i triumferende positur foran bjørnen.

Kødet er godt, men vejer tungt, og den 26. juli 1897 – blot fire dage efter isvandringens begyndelse – brækker den ene slæde i stumper på en isskruning. 

De tre mænd indser, at de slæber på for meget, og vælger at efterlade en stor del af provianten, så de kun har mad til i alt 45 dage. Forsyningerne skal suppleres med sæl og isbjørn, som mændene satser på at skyde undervejs.

Isen flyder den modsatte vej

Mens mændene kæmper sig sydpå over isen, glider august over i september, og den arktiske vinter lurer forude. 

Vinden tiltager og skifter hele tiden retning, mens kraftigt snefald og dalende temperaturer plager ekspeditionen.

De tre mænd kæmper sig indædt frem over Polarhavet i retning mod øen Nordaustlandet i Svalbard, imens slædernes skagler langsomt borer sig længere og længere ind i huden og efterlader åbne kødsår. 

Alle tre har kraftig diarré og kæmper konstant med voldsomme kramper på grund af overanstrengelse. Også fødderne, der ofte er våde og kolde, begynder at give efter.

“Frænkels fod har ikke tilladt ham at trække kælken, og Strindberg og jeg var tvunget til skiftevis at gå tilbage og hente endnu en slæde”, skriver Andrée i sin dagbog.

Ekspeditionens værste fjende er dog isdriften – en faktor, som mændene slet ikke havde regnet med, da de for snart to måneder siden forventningsfulde steg til vejrs fra Svalbard. 

Ofte kæmper ekspeditionen sig indædt frem over isen i dagevis – kun for at pejle sig frem til, at de blot har bevæget sig to km frem fra udgangspunktet, fordi den ismasse, som de har vandret på, i mellemtiden er flydt i den stik modsatte retning.

Isdriften er så voldsom, at den udmattede ekspedition mister håbet om at nå frem til Svalbard inden vinteren.

“Den 12. og 13. september måtte vi ligge stille i en voldsom nordvestlig vind, og vi indså, at vi må finde os i det uundgåelige: overvintre på isen”, skriver Andrée midt i september.

Havstrømmen vender mod syd

Som forberedelse til den kommende vinter begynder Andrée, Strindberg og Frænkel at bygge en stor, hyttelignende iglo på isen. 

Bygningen skal opføres på en stor isskosse med en tykkelse på omtrent 1,5 m og bygges op ad en fremskudt isblok, som skal udgøre en af de fire vægge. 

En tegning i en af dagbøgerne viser, at igloen skal være 3,5 m bred og næsten seks m lang og bestå af tre rum til forråd, et kombineret køkken og opholdsrum samt et soverum.

Imens mændene slider med igloen, er havstrømmen endelig med dem, og de driver snart i god fart mod syd. 

Den 17. september får de pludselig land i sigte, og i en afstand af omkring 10 km kan de tre mænd ane konturerne af Kvit­øya, en lille, forreven ø nordøst for Svalbard. 

De nødstedte mænd er ekstatiske over synet af land, men besinder sig hurtigt. Øen er aldeles ubeboelig, og hvis de går i land, vil de miste det lille håb om, at isen automatisk vil føre dem til Svalbard i løbet af vinteren.

Mændene beslutter at blive på isen, men snart bryder skænderier ud mellem dem. 

Alle tre er voldsomt plaget af dårlig mave, smertefulde kramper og mærkværdige sår på kroppen, og især Frænkel er tæt på at være nedbrudt. Tanken om yderligere otte-ni måneders rejse på en isflage er uudholdelig.

Kødet fra isbjørne kan have smittet mændene med rundorme.

Hvordan døde mændene?

1. Dagbøger og fotografier viser, at ekspeditionen skød isbjørne for at spise kødet. Mændene kan derfor være døde af infektionssygdommen trikinose, som skyldes rundorme, der findes i kød fra rovdyr.

2. Ekspeditionens primus indeholdt stadig petroleum, da den blev fundet. Ifølge polarforskeren Vilhjálmur Stefánsson kan primussen have været defekt, og mændene kan derfor være døde af kulilteforgiftning.

3. Etnolog Rolf Kjellström mener, at udmattelse og apati kan have taget livet af mændene. Fx har mændene efterladt en del udstyr ved vandkanten som tegn på, at de end ikke orkede at slæbe det op.

4. Den nyeste teori blev fremsat af den svenske læge Bea Uusma i 2010. Ved at undersøge ekspeditionsdeltagernes tøj har hun konkluderet, at i hvert fald Nils Strindberg må være blevet dræbt af en isbjørn.

Kæmpeigloen braser sammen

Endelig den 1. oktober 1897 – efter 14 dages hårdt arbejde – er den store iglo ved at være færdig. Mændene døber den “Hjemmet” og kryber tilfredse og udmattede ind i det lune mørke for at hvile sig. 

De når dog aldrig at få sovet ud. Tidligt om morgenen hører de pludselig et kæmpe brag, og den 1,5 m tykke isflage, hvorpå igloen er placeret, slår revner på kryds og tværs.

Vandet fosser ind i snehytten, og de tre mænd må i hast krybe ud af deres soveposer og springe ud på isen. 

Her ser de isflagen splintre i utallige små stykker og deres kælke og proviant flyde rundt på flere forskellige isskosser.

Nu har mændene intet valg længere. Efter flere timers arbejde får de samlet deres udstyr og begiver sig langsomt ind mod Kvitøya. 

Flere ugers slidsomt arbejde med igloen er spildt, og ekspeditionen har nu mistet håbet om at drive mod syd i løbet af vinteren.

Moralen har aldrig været lavere. De tre mænd skriver stadig i deres dagbøger, men nu er beretningerne i store træk usammenhængende og vidner om, at mændenes kræfter er ved at rinde ud. 

Mange af de sidste sider er desuden forrevne eller helt udviskede.

Det sidste notat i Andrées dagbog bliver nedfældet den 5. oktober 1897 og dokumenterer, at ekspeditionen når frem til Kvitøya. Notatet fortsætter med en række brudte sætninger:

“Dagens energiske arbejde [...] midt om natten og [...] nordlys hverken [...] varmede. Kogeapparatet [...]”.

Det løsrevne notat bliver det sidste livstegn fra Andrées tragiske luftballon-ekspedition til Nordpolen.

Måske er du interesseret i...

Læs også