Udlændingen Vitus Bering kan intet stille op, da de russiske officerer tager en katastrofal beslutning om at forlade skibet.

Vitus Bering: Den sidste rejse

I 1741 stævner Vitus Bering ud på sin karrieres sværeste opgave. Han skal som kommandør i den russiske flåde kortlægge Amerikas vestkyst og bane vejen for imperiets udvidelse mod øst. Men storm, skørbug og uduelige officerer gør rejsen til et mareridt.

11. august 2015 af Else Christensen

Vitus Bering raser over mandskab

De blå-grå tåger over havet får pludselig form og kontur og afslører et storslået landskab. Bjergtinder, dækket med is og sne, strækker sig højt i vejret, så langt øjet rækker. På skibet Skt. Peter bryder jubelen løs. Omsider er Amerika i sigte. Mændene griber begejstret hinandens hænder, og hurraråbene gjalder. Et par af officererne vender sig mod Vitus Bering for at trykke hans hånd, men kommandøren er allerede på vej væk.

“De er som gravide vindbøjtler, opsvulmede med forventninger”, raser han i sin kahyt, hvor hurraråbene tydeligt høres i baggrunden. “De tænker ikke over, hvor langt hjemmefra vi er, hvilke problemer vi kan få med at komme tilbage. Hvem ved, måske vil vinden blæse op og forhindre os i at sejle tilbage. Vi kender ikke dette land, og vi har ikke proviant til at overleve vinteren her”.

Imperiedrømme presser Vitus Bering

Kommandør Berings bekymring er forståelig. Vejen til det Amerika, han og den 77 mand store besætning nu – den 16. juli 1741 – ser for første gang, har været brydsom.

Otte år er gået, siden Bering af den russiske kejserinde Anna Ivanovna fik til opgave at finde en rute til Amerika og kortlægge kysten. Rusland var da i fuld gang med at etablere sig som imperium, og et fodfæste i Amerika stod højt på kejserindens ønskeseddel.

Berings opgave er kompliceret. Først skal han sørge for, at de to ekspeditionsskibe, Skt. Peter og Skt. Paul, bliver bygget i den sibiriske udørk. Dernæst må han deles om de sparsomme forsyninger, da en ekspedition mod Japan skal i søen samtidig med hans egen. Den 29. maj 1741 kommer Berings skibe endelig af sted, men med mindre proviant end planlagt.

Efter kun otte dage til søs kommer de to skibe væk fra hinanden i dårligt vejr. De skal aldrig mødes igen. Skt. Paul når frem til Alaskas sydspids, men må vende om i utide på grund af storme og dødsfald i besætningen.

Da Skt. Peter med Vitus Bering om bord endelig kommer i nærheden af Amerika, er skørbugen allerede brudt ud i besætningen. Trods tilfredsheden over at se land ved Vitus Bering kun alt for godt, at det er for tidligt at glæde sig.

Vitus Bering generer videnskabsmand

Ekspeditionen befinder sig i Alaskabugten, og efter fire dages sejlads langs kysten lægger skibet til ved en ø, som nu hedder Kajakøen. Her sendes søfolk i land efter frisk vand. Også en af videnskabsmændene, Georg Wilhelm Steller – en tysk botaniker, zoolog og læge – går i land.

Øen er bevokset af dybgrøn, frodig skov. Højt over hovedet på Steller vokser træernes grene ind i hinanden, og stammerne er bemærkelsesværdigt tykke. Noget af barken er skåret af i mandshøjde. Her lever altså mennesker, konstaterer videnskabsmanden, der hurtigt og opmærksomt bevæger sig frem gennem landskabet. Her – i felten – føler han sig hjemme.

På skibet er han en paria, en nørdet akademiker, som det er let at gøre til grin. Meget har han måttet finde sig i; en gruppe søfolk var fx kommet med et kort og havde spurgt, om det kunne passe, at de befandt sig i Atlanterhavet – og om Maldiverne ikke i virkeligheden lå i Middelhavet og ikke i Det Indiske Ocean. Da han alvorligt havde forsøgt at korrigere dem, var søfolkene ved at dø af grin.

Steller ved godt, hvem der står bag drilleriet: Vitus Bering. Kommandøren har ingen respekt for hans møjsommelige arbejde med at indsamle planter og beskrive dyrelivet. For Bering gælder det om at komme hurtigt fremad – frem på søen, frem i livet.

Har Steller taget sine spekulationer med i land, forsvinder de i et nu, da han opdager et hul i jorden, dækket af et tag af bark. Det er åbenbart et forrådskammer, lavet af de indfødte. Nede i hullet finder han røget laks, gemt i beholdere, som også er lavet af bark, tørrede spirer og blanke, sorte pile. Han tager lidt laks, som han vil bringe med tilbage til skibet, og efterlader til gengæld nogle af de ting, han for alle tilfældes skyld har medbragt som gaver til de indfødte; nogle strimler kinesisk silke, to knive, nogle glasperler, tobak og et par piber.

Tilfreds laver Steller et lille bål, så han kan få en kop te, mens han gør nogle notater. Han har dog knap sat pennen til papiret, før et par søfolk fra Skt. Peter dukker op. De stikker ham et brev fra Bering. Ordlyden er kort og uforskammet: “Få røven med dig op på skibet, eller...”.

Vitus Bering er ingen stor diplomat, og Steller må som sædvanlig fungere som lynafleder for kommandørens dårlige humør.

Russerne sætter kursen for Vitus Bering

Vitus Bering er under pres. Han er chef for ekspeditionen og har det overordnede ansvar, men han er bundet på hænder og fødder. Han er ikke engang kaptajn på Skt. Peter. Det er russeren Safron Khitrovo. Som dansk-født officer nød Bering stor respekt under Peter den Store, der bevidst tiltrak dygtige udenlandske søfolk, men nu er zar Peter død og det blevet andre tider.

Angsten for fremmed indflydelse lurer altid i Ruslands ledende kredse. I flåden betyder det, at skibschefen – der ofte er udlænding – har begrænset autoritet. En anden officer kan til enhver tid forlange at få indkaldt et skibsråd, hvor vigtige beslutninger kan sættes til afstemning. På den måde har flåden sikret sig, at de russiske officerer altid vil have det afgørende ord – simpelthen fordi de er i flertal.

Vitus Bering blev inden afsejlingen underlagt en skibsrådsbeslutning om at følge en meget sydlig kurs til Amerika. Skt. Peter har dermed tegnet en stor bue i søen i stedet for at tage den lige vej. Selv med vinden i ryggen har turen til den nordamerikanske kyst taget seks uger.

Vitus Bering er bekymret. På hjemvejen vil de have modvind det meste af tiden, og der er kun ca. ti uger, til efterårsstormene vil gøre farvandene usikre i slutningen af september. Han har advaret om, at det er risikabelt at fortsætte for længe, men de andre officerer i skibsrådet – anført af kaptajn Khitrovo og Berings egen næstkommanderende, Sven Waxell – insisterer på en fortsat kortlægning af Alaskas kyst.

Skørbugen bryder ud

Tilbage om bord syder Steller i sin og Berings fælles kahyt af raseri over kommandørens nedladende ordre. At Bering også blankt har afvist at gøre plads til de kasser med bærbuske, han har indsamlet, gør ikke sagen bedre.

“Som protest optog jeg selv alt for meget plads”, noterer Steller i sin journal.

Vitus Bering har dog andet end pladsforhold at tænke på. Kysten er fuld af overraskelser. Småøer og landtanger lægger store strækninger til de oprindeligt beregnede 1665 sømil (knap 3100 km, red.), som skiller Bering og hans besætning fra den hjemlige havn i Kamtjatka. Rev og sandbanker gør sejladsen dødsensfarlig i et farvand, der ofte er indhyllet i regn og tågedis.

Besætningen må hele tiden lade blyloddet glide ned mod bunden for at kontrollere vanddybden. Skibet bevæger sig kun langsomt frem langs kysten.

Selv Khitrovo begynder at blive betænkelig. I sin logbog noterer han, at fem mand er “helt ude af stand til at gøre tjeneste, og af de andre er 16 syge af skørbug, og hvis vi bliver ved med at sejle indtil det sene efterår, vil disse mænd ikke være i stand til at gøre tjeneste”.

På ekspeditionens 69. dag indkalder Vitus Bering, som også selv er blevet syg, til et skibsråd. Denne gang går Khitrovo og Waxell med til at påbegynde hjemrejsen omgående, men beslutningen kommer for sent. En kritisk stor andel af besætningen er allerede nede at ligge.

Skørbugen er alle søfolks skræk. Over otte dage gør sygdommen den angrebne stadig svagere. Til sidst er han så udmattet, at han får problemer med vejrtrækningen. Ansigtet bliver gult, gummerne bløder, og tænderne falder ud. Patienten bevæger sig støt mod den visse død. Selv hvis der er en skibslæge om bord, kan han intet stille op, for endnu kender ingen sygdommens årsag eller nogen kur imod den.

Den 30. august lægger Skt. Peter ind til en ø for at tage vand om bord. Under lastningen bringes de syge i land for at få frisk luft. Men for en af dem, Nikita Sjumagin, er det for sent. Han dør, og Vitus Bering lader ham begrave på øen, som han samtidig navngiver Shumaginøen.

Efteråret nærmer sig hastigt. Skt. Peter sejler for fuld fart mod vest, da en voldsom storm rammer skibet. Steller beretter, at vinden slår imod dem “med et så frygteligt, fløjtende raseri og vrede, at vi hvert øjeblik var i fare for at miste masten eller roret eller endog skade selve skibets skrog. Bølgerne slog som skud fra en kanon, og vi forventede hvert øjeblik det sidste afgørende slag og vor død”.

Den nervøse Steller opsøger en af skibets veteraner, den 70-årige navigatør Hesselberg, men han har ingen trøstens ord:

“I mine 50 år på søen har jeg aldrig oplevet en sådan storm. Jeg har heller aldrig hørt om en så lang og kraftfuld”, konstaterer han blot.

Undertiden er bølgerne så høje, at mørket helt lukker sig om skibet. Alle klamrer sig fast, hvor de nu kan, enten i det gyngende inferno i skibets indre eller på dækket, hvor bølge efter bølge af iskolde søer skyller ind over rælingen, mens regn og hagl nådesløst pisker ind i ansigtet på dæksfolkene.

Vitus Bering må opgive kommandoen

“Land ohøj!” Udkiggens råb skaber vildt røre. Selv nogle af de syge kravler op fra skibets stinkende indre for med egne øjne at se, at det virkelig er sandt. Skørbugen hærger for fuld kraft, og næsten dagligt bliver en død sømand, indsvøbt i lærredsdug, overgivet til havet. Men for de levende er der nu endelig håb.

Efter brandstormen er vinden løjet af, og skibet skyder en støt fart mod Kamtjatka, mod land – hjem. Og ganske rigtigt. Foran dem ligger Kamtjatka, det er de sikre på. Øjne, sløret af sygdom og den brandy, der rundhåndet bliver uddelt på dækket, begynder ligesom at kunne skimte velkendte punkter på kystlinjen i det fjerne.

Waxell og Khitrovo forlanger endnu et skibsrådsmøde. Det holdes i Berings kahyt, hvor kommandøren ligger syg og afkræftet i sin seng. Der er efterhånden så få raske om bord, at alle, der kan stå på benene, er inviteret med.

De to allierede, Waxell og Khitrovo, vil have skibet opankret i en bugt, så besætningen kan søge tilflugt på land. Bering holder fast ved det sikre. Skibet har endnu seks tønder vand og kan stadig sejle. Ingen ved, hvad der venter dem derinde i det ukendte land, selvom det virkelig skulle være Kamtjatka. Skt. Peter skal blive på sin kurs og søge mod sin hjemhavn, fastslår kommandøren.

“Kan vi være sikre på, at det er Kamtjatka derinde?” spørger en spagfærdig røst.

“Landstriben ER Kamchatka – ellers vil jeg lade mit hoved hugge af”, siger Khitrovo højt og med stor autoritet.

Den afkræftede Vitus Bering beder sin adjudant tage ordet. Adjudanten forsøger at støtte sin øverstbefalende, men stoppes af Khitrovo og Waxell, der ryger op af stolene og lige løs på ham. Adjudanten flygter, så hurtigt han kan, mens de to rasende officerer overfuser ham med ord som “hund” og “skiderik”.

Vitus Bering synker tilbage i sengen, ude af stand til at fastholde grebet om mødet. Alle i kahytten er dødstille, mens officererne stemmer om beslutningen. Flere beholder hænderne nede og ser tyst frem for sig, men trods de blanke stemmer er sagen klar. Khitrovo og Waxell har igen fået deres vilje.

Det er den 6. november, og katastrofen er indtrådt. Det er lige her, det går rivende galt.

Steller kæmper mod skørbugen

Skibet bliver kastet rundt i brændingen, mens det nærmer sig land. Som en lille korkprop hopper det af sted på vandet, og to gange slår skroget mod de skarpe klipper og rev på havbunden ud for kysten.

“Det er ude med os. Åh Gud, vores skib!” lyder et fortvivlet råb.

I panik griber mændene ligene af deres døde kammerater, som de havde planlagt at begrave i land, og vælter dem ud over rælingen for at lette skibet for så meget vægt som muligt. To gange på 12 minutter kaster besætningen et anker ud. Begge gange brister ankerkæden.

Fartøjet er ikke under kontrol, men som ved et mirakel bliver det løftet igennem på det eneste sted, hvor revet åbner sig nok til, at et skib kan passere. Besætningen kaster et tredje anker, og endelig falder Skt. Peter til ro omkring en halv km fra kysten.

På et dæk badet i måneskin puster Bering og de 65 andre overlevende ud oven på den hasarderede tur gennem revet. Tankerne myldrer i kommandørens hoved: 34 mand er så syge, at de ingenting kan, skibet er svært medtaget, og den nuværende ankerplads er ikke sikker, hvis der kommer en ny storm. Og hvor er de henne? Kan de overleve?

Steller, som også er dybt bekymret og usikker på, om de virkelig befinder sig ved Kamtjatka, træder til sømændenes forbløffelse pludselig i karakter og organiserer en tur i land. Han vil prøve at afklare sin tvivl om positionen, skaffe frisk vand, skyde noget vildt og finde nogle af de urter og græsser, som han mener hjælper mod skørbug.

Steller afsøger systematisk området. Landskabet er nøgent, forblæst og uden træer. Et sted finder mændene nogle parallelle sandklitter med dybe kløfter imellem. Steller kan se, at med nogle udgravede huller og et stykke sejldug som tag vil kløfterne kunne bruges som opholdssted. Der er i nogen grad læ for vinden, og med et vandløb lige i nærheden vil de have adgang til frisk vand.

Så vidt er Steller tilfreds, men turen i land gør ham alligevel mere bekymret. Alting siger ham, at dette ikke er Kamtjatka. Han tror, de er på en ø.

Den 10. november bliver Vitus Bering båret op til Stellers nyudgravede lejr. Kommandøren har det bedre, men Steller bemærker, at han har mærker efter lusebid over hele kroppen, og at en sort væske siver fra hans endetarm. Alligevel er han i stand til at læse de rapporter, som bliver bragt til ham, og spise de fjeldryper, Steller har skudt og tilberedt. Sammen laver de to mænd sjov med at flytte ind i “graven”.

De få, som endnu er arbejdsdygtige, er hårdt spændt for med at grave huler ud og hjælpe de syge ind fra skibet. I løbet af en uge er 27 bragt i land.

Hverken Vitus Bering eller nogen af de andre er blevet raske, men den friske luft og de salater og supper, Steller serverer, er tydeligvis med til at bremse skørbugen.

Vitus Bering og Steller finder hinanden

Den fortrolighed, Steller og Bering aldrig fik, mens de delte kahyt, finder de nu. Under fire øjne spørger Bering rent ud Steller, hvor han tror, de er. Steller vælger sine ord med omhu. Han fortæller Bering om de søkøer, han har set her, men aldrig i Kamtjatka. Han viser også kommandøren en rævefælde, han har fundet. Tænderne er ikke lavet af jern, men af skaller fra en musling, som ikke findes i Kamtjatka.

For en gangs skyld har Bering tålmodighed til at høre på Steller, og budskabet forstår han kun alt for godt.

“Jeg tvivler på, at skibet kan reddes. Må Gud bevare vores skib”, siger han.

Vejret bliver hurtigt værre. Vinteren kommer. Regn, hagl og sne fyger hen over lejren. Waxell og Khitrovo forsøger at finde ly i hulerne hos de andre, men bliver drevet væk af deres egne sømænd.

Nu kan enhver se, at de to officerer handlede fuldstændig inkompetent, hvis ikke idiotisk, da de gennemtrumfede beslutningen om at søge land. Skibet havde stadig været sødygtigt, og hvis de var fortsat på kursen, som Bering anbefalede, havde de sikkert været hjemme nu.

Hadet mod Khitrovo og Waxell er så stort, at de to mænd en overgang må søge ly på skibet for at undgå tæsk eller noget endnu værre. Om bord på skibet er de mænd, som endnu ikke har kunnet bringes i land, så syge, at de ikke er i stand til at gøre de to officerer noget.

Forholdene om bord er desperate for de efterladte. Med en lanterne, ophængt i et tov mellem masterne, signalerer de til deres kammerater på land, at de har brug for hjælp.

Den 14. november har mændene om bord kun en lille smule vand tilbage, men havet er så oprørt, at det er for farligt at forsøge at undsætte dem med skibets lille jolle. For at drøje på det værdifulde vand spiser de syge sne, som de har skrabet sammen på dækket. Dagen efter løjer vinden af, og nogle af de raskeste mænd ror ud til skibet for at bringe vand til de tørstende og få flest muligt i land. Under dæk bliver redningsfolkene mødt af en modbydelig stank af sygdom og snavs.

Med de sidste kræfter kommer de syge ud af køjerne, knapper med rystende hænder deres skjorter og vakler op på dækket. Men så kan de heller ikke mere. Flere af dem synker sammen. Tre lægger sig til at dø på dækket, mens en fjerde udånder i båden på vej ind til land.

Rævene angriber

Livet på land er også et mareridt. På stranden ligger de fire døde utildækkede, og ræve gnaver i deres fingre og tæer. Øen vrimler med udsultede og aggressive ræve, som heller ikke holder sig tilbage for at gå løs på de levende. De syge kan ikke være i fred, men bliver puffet til og gnavet i. Dyrene sniger sig helt ind i hulerne, bider i mændenes støvler, spiser den sparsomme mad og hiver sågar sokker, bukser og handsker af de sovende eller bevidstløse.

Hadet til rævene bliver så stort, at mændene kaster sig over dem og piner dem. Dyrene får brækket ben, sat ild til pelsen og stukket øjne ud. Men intet afskrækker de insisterende ræve, der blinde, humpende og med bare pletter i pelsen fortsætter med at tyrannisere de afkræftede mænd. På en enkelt dag dræber Steller og en af de andre mænd 60 stykker, men bestanden er tilsyneladende uudtømmelig.

Imens græder og jamrer de syge af sult og tørst. Hos dem, som befinder sig i skørbugens sidste fase, tillader de blødende gummer ikke, at nogen form for mad eller drikke når svælget. Tandkødet ligger sort-brunt hen over tænderne og smerter forfærdeligt. Kulden går gennem marv og ben, og håbet svinder.

Vitus Bering dør

Det ser næsten ud, som om det umuligt kan blive værre. Men det kan det. På en nat med storm brister et ankertov, og en strid vind driver Skt. Peter ind mod land, hvor skibet pløjer sig op i det bløde sand og står fast.

Den 28. november lægger det ulykkesramte skib sig træt om på siden. Mændene skynder sig ud for at redde, hvad de kan af proviant. Lidt gryn og mel lader sig med nød og næppe bjerge. Bagefter kan de kun se fortvivlede til, mens skibet går til grunde i brændingen.

Med dette sidste slag lader Bering til at have givet op. Han ligger dybt i sin sandhule, der er styrtet sammen over hans underkrop, og vil ikke have hjælp til at komme fri.

“Jo dybere, jeg ligger, jo varmere har jeg det”, siger han.

Den 8. december klokken fem om morgenen stopper hans hjerte. Liget bliver begravet i den sandede jord på den øde og forblæste ø, som i dag bærer hans navn.

De skibbrudne bygger et fartøj

Spejdere udsendt af Steller har bekræftet de værste anelser; de er fanget på en ø.

Vinteren igennem overlever mændene ved at spise odderkød. Odderne er ikke spor sky over for mennesker og dermed nemme at fange. Som regel slår mændene dem simpelthen ned med en kølle. Jorden er dækket af sne, så det er svært at finde brænde til et bål. Mændene må derfor ofte spise odderkødet råt. Det er sejt og senet og svært at tygge med gummer, der er ødelagt af skørbug.

Den smule mel og gryn, de overlevende har reddet fra Skt. Peter, blander de med vand og steger i olie som en slags pandekager. En strandet hval, hvis kød bliver skåret i små terninger og stegt, er et festmåltid for de skibbrudne. Ved juletid er de fleste så raske, at de er i stand til at holde en lille ceremoni for at markere højtiden. Men i mørket og kulden spøger tanken om at slippe væk konstant.

Skt. Peter kommer aldrig til at sejle igen, men måske kan de hugge vraget op og bruge træet til et nyt fartøj?

Der havde oprindeligt være tre skibstømrere i besætningen, men de er alle sammen døde af skørbug. Heldigvis har én af de overlevende søfolk erfaring med skibsbyggeri. Han melder sig til at stå for en nybygning.

Nogle af delene fra Skt. Peter kan genbruges umiddelbart, mens andre får en helt ny funktion. Stormasten bliver fx savet til og brugt som køl. Mændene arbejder så hårdt, de på nogen måde kan, og i juli – kun tre måneder efter at ideen blev undfanget – står de med et utroligt resultat; et godt ti meter langt og fuldt sødygtigt skib.

Den 13. august 1742 sætter det nye skib kurs mod Kamtjatka. Cirka fire døgn senere, klokken to om natten, anløber de 46 overlevende havnen i Petropavlovsk.

For de lokale virker det hele lidt spøgelsesagtigt. Vitus Bering og hans folk er for længst afskrevet. De ugiftes ejendele er, som det er skik og brug, blevet solgt på en auktion, hvis overskud er gået til velgørende formål. Teknisk set er de overlevende døde, men det bekymrer dem ikke, for indbyggerne i Petropavlovsk giver dem mad og rent tøj. Som det bedste af alt kan de trætte søfolk lægge sig til at sove i en blød seng – for første gang i næsten 15 måneder.

De uduelige officerer blev forfremmet

  • Georg Wilhelm Steller
  • Steller, den alsidigt begavede naturvidenskabsmand, overlevede ekspeditionen, men fik alligevel en trist skæbne.

    Han blev i Kamtjatka og skrev flittigt om landet og folket. Han åbnede også en skole for både russere og den oprindelige befolkning i området. Men da han på et tidspunkt fik løsladt nogle lokale, som var fængslet under mistanke for at ville gøre oprør mod russerne, vakte det vrede hos regeringen i Skt. Petersborg, og Steller blev selv arresteret.

    Senere ombestemte russerne sig, men inden løsladelsesordren nåede frem til den udpost i Sibirien, hvor Steller befandt sig, var han død af sygdom.

    Steller havde som den første europæer haft lejlighed til at studere det nordvestlige Amerikas plante- og dyreliv, og han nåede at formidle denne nye viden. Hans banebrydende værk om områdets havdyr – De Bestiis Marinis – var en milepæl i den zoologiske litteratur og beskrev mange hidtil ukendte arter.

  • Sven Waxell
  • For Sven Waxell, Berings svenskfødte næstkommanderende, betød den ekspedition, han havde bidraget til at forkludre, et løft for karrieren. Waxells bog om ekspeditionen – Reise von Kamtschatka nach Amerika – blev straks en klassiker inden for historieundervisningen.

    I 1938 blev bogen “genopdaget” og udgivet på dansk, russisk, svensk og engelsk. Waxell endte som kaptajn af første rang i den russiske flåde.

  • Safron Khitrovo
  • Skibsføreren Safron Khitrovo gjorde ligeledes karriere. I 1749 blev han kaptajn af første rang og i 1753 viceadmiral.

  • Vitus Bering
  • Trods Berings store bedrifter betød fremmedangsten i Ruslands politiske og militære cirkler, at han aldrig opnåede virkelig heltestatus. Tværtimod beskrev visse russiske historikere Bering som slap, sygelig, fedladen, umoralsk og ude af stand til at opretholde kommandoen på et skib.

    Den blandede opfattelse af Vitus Bering eksisterede indtil 1991, hvor et hold danske og russiske forskere åbnede hans grav. Skelettet afslørede, at Bering næppe har være slap og fedladen, men snarere muskuløs og atletisk.

    Efter den omhyggelige undersøgelse blev skelettet genbegravet under fuld militær honnør. Dermed fik Vitus Bering omsider ubetinget anerkendelse for sin rolle i opbygningen af det russiske imperium og udforskningen af det nordlige Stillehavsområde.

Måske er du interesseret i...

Læs også