Russerne erobrede Centralasien by for by. Samarkands fald i 1868 blev malet af Nikolaj Karazin, der selv havde været med som officer.

© AKG Images

England og Rusland førte kold krig i Himalaya

Francis Younghusband begiver sig i 1889 ud på en livsfarlig ekspedition. Han skal gennem egne, hvor ingen hvid mand har været før, trodse de højeste bjerge i verden og true en grusom klankonge til at underkaste sig. Alt sammen for at forhindre Rusland i at nå til Indien - juvelen i det britiske imperium.

21. juli 2016 af Boris Koll

Luften emmer af baghold. Kaptajn Francis Younghusband, britisk officer på hemmelig mission, kan fornemme faren, mens han betragter den skumle røverborg foran sig. En smal sti snor sig fra Shimsal-passets muldyr-spor op til porten, der står vidt åben. 

Til begge sider tårner Himalaya-bjergene sig op, og Younghusband kan ikke høre andre lyde end dem, som han og hans to trofaste gurkha-soldater frembringer.

Udefra ser borgen forladt ud. Ingen vagter patruljerer på brystværnet, og den del af gårdspladsen, der er synlig gennem den gabende port, ligger øde hen. Men det kan sagtens være en fælde, tænker Younghusband. Han ved næsten intet om det uvejsomme pas, som ingen briter før ham har vovet sig ind i.

Kaptajnen er dog nødt til at fortsætte, selvom hver en nerve er spændt i hans krop, og hårene rejser sig i nakken. Pligten går forud for alt. Han kan ikke vende om, før han har kortlagt hver en afkrog i bjergene og advaret de lokale klaner mod at tage imod russiske agenter.

Younghusband og hans to gurkhaer nærmer sig forsigtigt borgporten. Pludselig, da de kun er få meter væk, smækker plankedørene i med et brag, og hoveder med beskidte turbaner på kommer til syne over brystværnet. Det samme gør mundingerne af lange flintebøsser, som rettes mod Younghusbands lille patrulje.

“Nu bliver vi skudt ned”, tænker briten. På den korte afstand kan banditterne umuligt ramme forbi.

Imperier kommer i vejen for hinanden

Francis Younghusbands mission har ført ham ind i nogle af de få egne, der i sommeren 1889 endnu er hvide pletter på verdenskortet. Enhver rejsende risikerer en pinefuld død i bjergene, hvor den hvide mands civilisation er ukendt, og banditter myrder uden skrupler. 

Truslen fra blodtørstige stammefolk blegner dog i sammenligning med den fare, der nærmer sig fra nord. Skyggen fra den umættelige russiske bjørn har lagt sig over Centralasien, og den kan anes helt nede i Indien, den strålende juvel i Storbritanniens verdensomspændende kolonirige.

Rusland er det eneste land i verden, hvis areal kan konkurrere med Det Britiske Imperium. Zarens hære har for længst nået Stillehavet, og i 1800-tallet marcherer de sydpå, mod Balkan, mod Kaukasus og mod Centralasiens bjerge. Muslimske småstater bukker under én for én og indlemmes i Rusland, hvis grænser rykker sig tættere på Indien med en bekymrende hastighed.

Briterne har allerede forsøgt at stoppe ekspansionen med våbenmagt én gang. Sammen med Frankrig udkæmpede de i 1853-1856 krimkrigen for at frelse det tyrkiske Osmannerrige, som russerne var i færd med at sønderlemme. 

Ingen af parterne ønsker bagefter at gentage nedslidningskampen, som kostede 365.000 soldater livet. Men regeringen i London kan ikke blot se på, mens zaren trænger ind i Himalaya og gør klar til at invadere Indien.

Og netop i 1889 indløber rapporter om, at russiske officerer åbenlyst taler om et nært forestående felttog mod Indien – også ved selskaber, hvor britiske diplomater og agenter er til stede og kan lytte med.

Ruslands hær tæller én mio. soldater, og i løbet af få måneder kan den forstærkes med to mio. reservister. Denne græshoppesværm bliver briterne i Indien og deres indfødte hjælpetropper aldrig i stand til at stoppe i åben kamp. I stedet sendes agenter ind i Centralasiens bjerge for at udkæmpe en skyggekrig med zarens spejdere.

Indien er forsvarsløst

En britisk officer har døbt duellen The Great Game – Det Store Spil – inden han selv satsede for højt og mistede sit hoved. Spillerne er excentrikere, vovehalse og galninge, der begiver sig ud på risikable rejser blandt brutale klaner for at lægge forhindringer i vejen for russerne. En af dem er kaptajn Younghusband, der får ordre til at rejse til Shimla i det nordligste Indien i 1889.

Francis Younghusband er prototypen på 1800-tallets britiske officer. Hans familie tæller adskillige generaler, og ligesom mange soldaterbørn på hans tid er han født i Indien. Her levede han dog kun i kort tid, inden et skib sejlede ham hjem til opdragelse og skolegang i England. Bagefter sikrede hans far ham i 1882 en post i et prestigefyldt kavaleri­regiment.

Younghusband er dog for eventyrlysten til at indordne sig under den kedsommelige geledtjeneste. Han har kun været kort tid ved sit regiment i Indien, inden han begiver sig ud på en lang rejse, der fører ham gennem Kinas vestlige ørkener og bjerge. 

Officielt har officeren orlov, men han vender hjem med et væld af nyttige oplysninger til efterretningstjenesten. Som det yngste medlem nogensinde optages han i eventyrernes klub, det prestigefyldte Royal Geographical Society, og Younghusband er endnu blot 26 år, da han kaldes til Shimla i 1889.

Da kaptajnen ankommer, viser hans kontaktperson sig at være sir Mortimer Durand, udenrigsminister i det britiske kolonistyre i Indien. Han bekræfter, hvad Younghusband straks har gættet: Et alvorligt problem er opstået. Så alvorligt, understreger ministeren, at dronning Victoria hjemme i London bliver holdt løbende orienteret.

Briterne har i årtier ment, at en russisk invasion kun kunne komme via det centrale Afghanistan, hvor artilleri kan bringes gennem bjergpassene. Derfor er alle kræfter blevet sat ind for at forhindre zarens spioner i at vinde indflydelse i Indiens urolige naborige. Nu fortæller rapporter, at en anden rute muligvis findes i Himalayas vestlige udløbere, som hidtil er blevet anset for utilgængelige.

Situationen er kritisk, for ingen stat gør krav på denne uudforskede afkrog kaldet Pamir. Egnen udgør et 70 km bredt ingenmandsland mellem Kina, Afghanistan, Rusland og Indien. Hvis russerne besætter Pamir, vil de stå på grænsen til den britiske koloni, og årtiers forsøg på at holde dem på afstand er slået fejl.

Younghusband er blevet tilkaldt, fordi han er den bedst kvalificerede til at rejse ind i Himalaya-bjergene og undersøge situationen til bunds. Som ledsagere får han en indisk kavalerist, der er trænet i landopmåling, en håndfuld soldater fra Kashmir med lokalkendskab, men tvivlsom loya­li­tet, samt seks gurkhaer.

Disse små, men utrættelige elitesoldater fra Nepal udgør hans livsforsikring. Gruppen er stor nok til at holde tilfældige røvere på afstand, men kan ikke forsvare sig mod angreb fra hele klaner.

Tibetanerne var 200 år bagude i våbenteknologi, da briterne indvaderede bjergriget i 1904.

© AKG Images

Rejsen fører over Verdens Tag

Younghusband bryder op med sin eskorte den 8. august 1889. Den lille patrulje begiver sig nordpå gennem landskab, som støt stiger opad mod Himalaya.

Britens mission går ud på at kortlægge hvert et pas i Pamir og fastslå, om det er sandt, at hære kan passere igennem. Som sekundær opgave skal kaptajnen sætte sig i respekt over for den brutale krigsherre Safdar Ali, hvis blodtørstige hunzaer overfalder handels­karavaner med britiske varer. 

Rygter siger desuden, at en russer er blevet set i hans lejr. Hvis zarens agenter allerede er på spil i Pamir, skal Younghusband med alle midler overtale de lokale klaner til at smide dem ud igen.

Briten og hans følge lægger den sidste grænsepost bag sig og fortsætter ud i ukendt land. Gruppen bevæger sig gennem terræn, der sjældent er lavere end 5.500 m over havets overflade og ofte passerer 7.500 m. Her begynder den såkaldte dødszone, hvor luften er tynd, og vitale kropsfunktioner sætter ud ved længere ophold.

“Jeg begyndte denne morgen fuld af gejst, parat til at drage hen hvor som helst og gøre hvad som helst”, skriver Younghusband i sin logbog. “Men jeg endte fuldstændig udmattet og ligeglad med min skæbne”.

Alligevel fortsætter kaptajnen, og han udforsker 16 pas, som alle viser sig for små og ufremkommelige til, at en hær kan marchere igennem. Endelig leder landsbyboere ham i retning af Shimshal-passet, hvor Safdar Ali angiveligt skjuler sig med sine banditter.

Bjergrøvere skal bankes på plads

Inden Younghusband opsøger røverhøvdingen, sender han en budbringer i forvejen for at fortælle, at han er på vej. Men manden vender ikke tilbage, så briten må begive sig ind i Shimshal uden at vide, hvilken mod­tagelse han vil få.

Dybt inde i passet får Younghusband øje på den gamle borg, der klynger sig til bjergsiden. Stien derop er så smal, at mænd kun kan benytte den enkeltvis. Derfor efterlader han sin eskorte og begynder opstigningen med kun to gurkhaer, og de er lette mål, da hunzaerne pludselig stikker geværløb op over brystværnets kant.

Et kort øjeblik er Younghusband lammet, overbevist om, at han skal dø. Så handler han.

“Bi adam! Bi adam!” brøler Younghusband højt for at overdøve hunzaernes truende råb. “En mand! En mand!” Med én finger i vejret signalerer han til røverne, at en af dem skal komme ud og tale med ham.

Efter et stykke tid går porten op. To mænd kommer ud, og Younghusband forklarer dem, at han er på vej til Hunza for at møde deres konge. Mændene går tilbage til borgen, og kort efter bliver fredsforstyrerne inviteret indenfor. Men dramaet er ikke ovre.

Da Younghusband rider igennem porten på sin hest, springer en mand uden varsel frem og griber fat i tøjlerne. Gurkhaerne kaster straks deres geværkolber til kinden. Deres sergent har fortalt dem, at hvis Younghusband bliver dræbt, bør de ikke selv vende tilbage i live. Det er et spørgsmål om regimentets ære.

Situationen er fastfrosset et øjeblik. Så giver manden ved Younghusbands tøjler sig til at fnise, og de andre banditter stemmer hurtigt i. Da munterheden også smitter briten og hans to mænd, runger gårdspladsen af latterbrøl.

Gæsterne får anvist pladser ved et stort bål, og da en af gurkhaerne finder tobak frem og byder rundt, bliver stemningen kammeratlig. Næste dag kan Younghusband og hans følge ride længere ind i passet, ledsaget af et par banditter. De bliver mødt af et sendebud fra Safdar Ali, som lader meddele, at Younghusband kan færdes, som han vil, i hunzaernes land og er velkommen ved kongens bord.

Den britiske kaptajn er sluppet levende fra sit første møde med Pamirs vildeste bjergkrigere. Han står til at knytte nyttige diplomatiske forbindelser, og en stor del af området er kortlagt. Ekspeditionen tegner til at blive en succes, da alarmerende nyt ankommer hjemmefra. 

Europæerne var dybt fascinerede af eksotiske kulturer i 1800-tallet. Tegninger af asiatiske stammefolk udkom i billedbøger til børn.

© AKG Images

Russerne træder ind på scenen

På vej mod Safdar Alis hjem bliver Younghusband indhentet af en budbringer, som er rejst fra Indien med et vigtigt brev fra efterretningstjenesten. Det er en advarsel om, at en russisk kaptajn ved navn Bronislav Gromtjevskij befinder sig i Pamir. Younghusband skal uden tøven opspore agenten og finde ud af, hvad han foretager sig.

Jagten bliver kort, for efter få dage modtager briten et brev direkte fra sit bytte. Gromtjevskij fortæller, hvor hans lejr befinder sig, og opfordrer høfligt briten til at kigge forbi til middag. Younghusband vælger at takke ja til invitationen, så han kan tage bestik af sin modstander. Næste dag rider han ind blandt russernes telte, hvor Gromtjevskij tager imod med syv bevæbnede kosakker.

“En stor, flot, skægget mand i russisk uniform kom ud for at møde mig”, skriver Younghusband i sin logbog. Gromtjevskij opfører sig hjerteligt, og kort efter sætter de to officerer sig til bords sammen.

“Det var et fyldigt måltid, og russeren overøste mig gavmildt med vodka”, fortæller Younghusband. Det ene glas tager det næste, og samtalen flyder efterhånden så frit, at de to mænd lyder som gamle venner. Gromtjevskij fortæller ugenert, at russiske soldater i disse dage næsten ikke snakker om andet end det forestående felttog mod Indien.

Younghusband hører intet nyt i forhold til de rygter, der længe har svirret. Men i et ubemærket øjeblik når han at studere russerens landkort, og på det kan han se en rute gennem Pamir tydeligt markeret. Så russerne har altså fundet en direkte vej til Indien. Den oplysning er livsvigtig for briterne!

De næste par dage tilbringer agenterne sammen. De drikker Younghusbands cognac og forsøger at liste oplysninger ud af hinanden under den hjertelige overflade. Derpå tager de en varm afsked. 

Russeren rider sydpå med sine kosakker, formentlig for at spionere nær grænsen til Indien, mens briten efterlader sine Kashmir-soldater som vagter i Shim­shal-passet og fortsætter mod Hunza-kongens hjem.

Undervejs forbereder Younghusband sig på en styrkeprøve med Safdar Ali. Rygterne beskriver ham som usædvanlig brutal, selv for en kriger i det barske Centralasien. Angiveligt dræbte han sine egne forældre samt to brødre på sin vej til magten, og han gør kort proces med fanger.

Russiske officerer og kosak-patruljer var spydspidser, da zarens hære udvidede hans magt i Centralasien.

© Age Fotostock

Røverkongen bøjer sig ikke

Younghusband forsøger at imponere sin vært ved at møde op i knaldrød kavaleriuniform, hvis nypudsede knapper skinner om kap med solen. Da han træder ind i Safdar Alis store telt, kan han se, at værten også har for­beredt sig. Høvdingen sidder på en tronstol, der er det eneste siddemøbel i rummet. Younghusband kan enten stå eller knæle foran sin vært.

Kaptajnen ved, at han for enhver pris må undgå at virke underlegen. Derfor sender han en gurkha ud for at hente en feltstol, og da den kort efter er slået op, tager Younghusband plads lige ved siden af Safdar Alis trone. Først da begynder han at tale.

Briten præsenterer sig og oplyser, at han er udsendt af Victoria, Storbritanniens dronning, kejserinde af Indien og den mægtigste monark i verden. Ordene har ingen effekt på Safdar Ali.

“Han var af den opfattelse, at kejserinden af Indien, zaren af Rusland og kejseren af Kina alle var høvdinge for nabostammer”, skriver kaptajnen. Han beslutter sig for at gå til sagen.

Younghusband konstaterer, at han kender til Safdar Alis kontakt med russerne, som skal stoppe øjeblikkeligt. Han forlanger også, at angreb på karavanerne ophører. Bliver kravene ikke indfriet, vil hunzaerne blive udslettet.

Safdar Ali trækker blot på skuldrene og svarer, at hans land består af sten og is. Plyndring er hunzaernes måde at overleve på, og hvis briterne vil have garantier, må de betale med guld.

“Jeg sagde, at dronningen ikke har for vane at lade sig afpresse, og at jeg havde efterladt soldater for at beskytte handelsruten”, fortæller Younghusband.

Safdar Ali slår blot en høj latter op. Han ved, hvor få soldater Younghusband har sat på vagt i passet. Dermed er forhandlingerne slut. Briten forlader teltet og bryder op med sin eskorte for at forlade Pamir. I december 1889 er Younghusband tilbage i Indien, hvor han aflægger rapport om sin ekspedition.

Kineserne skal stå i vejen

Younghusbands advarsel om, at russerne har fundet Pamir-hullet, sender en chokbølge helt til London og regeringens top. Briterne ved, at det haster at blokere den potentielle invasionsrute. Derfor sendes agenten på en ny mission, denne gang i selskab med en ung, kinesisk-talende officer ved navn George Macartney.

I november 1890 rider de to briter ind i byen Kashgar, hvor de skal løse en delikat diplomatisk opgave. Kashgar ligger i Kinas yderste vestlige hjørne, lige op ad Pamir. Younghusbands nye mission går ud på, at han skal overtale kineserne til at gøre krav på det herreløse område og besætte det med tropper. Dermed vil russernes smutvej gennem Himalaya til Indien være spærret.

Kinas provinsguvernør i Kashgar tager positivt imod Younghusbands forslag, beretter agenten bagefter i en rapport. Han ved ikke, at den russiske konsul i Kashgar leder et omfattende spionnetværk. Nettet omfatter flere tjenestefolk i guvernørpaladset, som lytter med under briternes besøg og bagefter kan gengive forhandlingerne ordret. Afsløringerne telegraferes til zarens regering i Sankt Petersborg.

Younghusband befinder sig stadig i Kashgar, da britiske spioner i juli 1891 melder om, at Rusland gør klar til at besætte Pamir. 

Younghusband får besked på at lade Macartney forhandle videre med kineserne, mens han selv haster til Himalaya for at overvåge russernes aktiviteter. Den eventyrlystne kaptajn rider afsted mod en konfrontation, der vil gøre ham til en afgørende brik i stormagternes spil om Centralasien.

Agent bliver ført til udgangen

Francis Younghusband møder russerne, ganske kort efter at han er ankommet til sit mål. Den 13. august 1891 kan han høre lyden af mange galoperende hestehove nærme sig sin ensomme lejr i Pamirs bjerge.

“Da jeg kiggede ud af teltet, så jeg omkring 20 kosakker komme ridende med det russiske flag i front”, skriver Younghusband i sin logbog.

Han står et øjeblik senere ansigt til ansigt med en russisk oberst ved navn Janov. Younghusband overrækker sit visitkort og identificerer sig dermed som britisk officer. Samtidig gør han høfligt Janov opmærksom på, at han befinder sig ca. 240 km syd for den russiske grænse.

Obersten er ikke enig i den udlægning af geografien, for han mener selv, at han står i zarens territorium.

“Han fremdrog et kort og viste mig et stort område, markeret med grønt, som gik helt ned til vores indiske vandskel”, skriver Younghusband. Han er alene mod 20 mand, men med forbilledlig britisk stædighed beslutter han sig for ikke at vige en tomme:

“I russere tager munden lovlig fuld”.

“Det er kun begyndelsen”, svarer den russiske officer, inden han skifter til en venlig tone og inviterer på middag. Trods deres modsætninger holder begge herrer stædigt fast ved, at de er civiliserede gentlemen i en af verdens mest barbariske egne. Janovs gæstfrihed kender ingen grænser, og han serverer et imponerende måltid, som ledsages af skåler i vodka, vin og cognac for zaren og dronning Victoria.

Næste dag tager Janov hjerteligt afsked med Younghusband, der til sin overraskelse overlades til sig selv. Men obersten og hans kosakker vender snart tilbage.

Younghusband skal netop til at gå til ro i sit telt, da han atter forstyrres af klaprende hestehove. Kosakkerne slår ring om den britiske agent, og Janov træder frem med et brødebetynget udtryk i ansigtet. Obersten forklarer, at han har ordre til at udvise briten fra zarens jord.

“Men jeg er ikke på russisk territorium”, indvender Younghusband tålmodigt. Janov føler tydeligt ubehag ved situationen, men han fastholder kravet og siger, at han om nødvendigt må bruge magt.

“Du har 20 kosakker, og jeg er alene, så jeg må gøre, som du siger”, erkender Younghusband. Men han holder på de diplomatiske former til det sidste og tilføjer, at han bøjer sig i protest og vil overdrage en klage til sin regering.

Janov takker ham lettet for at samarbejde – hverken han eller Younghusband ved, at briten alligevel vil få det sidste ord i den højspændte Pamir-affære.

Francis Younghusband var officer og veg ikke tilbage fra at bruge våbenmagt. Men under et felttog i Tibet oplevede han i 1904 det, han beskrev som “kærlighed til hele verden”. Det fik ham til at vende ryggen til ægteskab og gå ind for fri sex.

© Topfoto/Polfoto

Zaren tøver på afgrundens rand

Francis Younghusband haster tilbage til Indien fra Himalaya – uskadt, men med alarmerende nyt. Hans rapport telegraferes til London, hvor regeringen beslutter at gøre agenten til hovedperson i en diplomatisk styrkeprøve.

Storbritannien kan under ingen omstændigheder acceptere russernes besættelse af Pamir, og ophidselsen breder sig snart til pressen. Avisen “The Times” bringer en nyhed om, at den unge opdagelsesrejsende Francis Younghusband er blevet dræbt under et sammenstød med kosakker i neutralt område. 

Regeringen udsender et dementi, men avishistorien har fået borgerne til at slutte op om en aggressiv kurs over for Rusland.

Imens har den britiske øverstbefalende i Indien, general Frederick Roberts, gjort en division klar til kamp.

“Dette er det rette tidspunkt at slå til mod russerne på. Vi er klar, og det er de ikke”, udtaler han.

I Sankt Petersborg afleverer den britiske ambassadør et harmdirrende brev, hvori zarens regering afkræves en uforbeholden undskyldning for udvisningen af Younghusband. Desuden skal alle russiske tropper øjeblikkeligt trække sig tilbage fra Pamir.

Brevet udløser et krisemøde mellem zaren og hans rådgivere, hvor de drøfter, om Himalaya-passene er en krig værd. Udsigterne ser dystre ud, for general Roberts i Indien har helt ret i, at de ikke er klar. 

Trods russiske officerers pral og ivrig ekspansion i Centralasien kan riget ikke holde til en krig. I store dele af Rusland sulter befolkningen, og attentatmænd forsøger at styrte zardømmet. Rusland må bakke ud af den far­lige situation, stormagten selv har skabt. Tropperne bliver befalet ud af Pamir og udglattende meldinger sendes til London.

Ifølge den officielle russiske forklaring er oberst Janov trængt ind i det omstridte territorium på eget initiativ og har groft overskredet sine beføjelser. Briterne ved, at det er løgn, men politikerne i London accepterer russernes forsøg på at redde ansigt under deres tilbagetog.

I Pamir modtager russiske officerer ordren om tilbagetrækning med vantro og dyb skuffelse. De har i årtier set frem til den dag, hvor kæmpehære kan marchere ind i Indien og tage den rige koloni fra de selvoptagne briter. Oberst Janov påtager sig dog loyalt rollen som syndebuk, og som belønning er han kort efter general.

Francis Younghusband kommer også ud af krisen som en stjerne. Han har stået alene over for den russiske bjørn uden at blinke, og forude venter nye ekspeditioner. Et af de farligste øjeblikke i spillet om Centralasien er forbi, og i 1907 slutter rivalerne fred med en grænsetraktat.

Måske er du interesseret i...

Læs også