Da løbet Peking-Paris gik i gang, vidste ingen, om deltagerne overhovedet ville nå frem. På store dele af ruten var bilerne de første motorkøretøjer nogensinde, og de øde egne manglede alt fra ordentlige vejbaner til brændstof og reservedele.

© Aaca Library & Research Center & Bridgeman

Håbefulde vovehalse kørte om kap fra Kina til Frankrig

I 1907 beslutter en fransk avis at teste den nyopfundne bil til det yderste. Dumdristige eventyrere bliver udfordret til at køre om kap gennem egne, hvor intet køretøj har været før. Første bil fra Peking til Paris får en flaske champagne.

11. juli 2016 af Thomas Hebsgaard

Gobi-ørkenens nådesløse sol bagte ned på Charles Godards strandede automobil. Termometeret viste 45 grader, og det var endda i skyggen af den teltdug, som de to mænd havde søgt ly under.

“Jeg vil vide, præcis hvad vi har at spise og drikke – det hele!” udbrød Charles Godard. Han var altid fuld af idéer til, hvordan han kunne redde sig ud af sine selvskabte kriser.

Sammen med sin passager, journalisten Jean du Taillis, optalte Godard forsyningerne: en plade udsmattet chokolade, en tilberedt kylling, et par blokke suppekoncentrat og to liter vand.

“Jeg går ud og leder efter en brønd”, sagde Godard viljefast.

To timer senere tumlede han modløst tilbage ind under teltdugen. Det var aften den 19. juni 1907, og Godard havde for en gangs skyld ingen anelse om, hvad han skulle stille op.

Han erklærede sig for nedtrykt til at spise eller drikke noget som helst, og snart kunne du Taillis høre sin rejsemakker mumle i søvne:

“Vi må begynde at gå... Vi skubber bilen foran os... Vi får den afsted på en eller anden måde...”

Avis ville teste det mulige

Blot ni dage forinden havde Charles Godard forladt Peking bag rattet i sin Spyker. Dengang var humøret højt, for franskmanden kørte ud på en vanvittig mission helt efter hans hoved. Sammen med andre vovehalse skulle han afprøve det nymodens automobils kræfter i et udholdenhedsræs fra Peking til Paris – 15.000 km gennem terræn, hvor intet motorkøretøj havde været før.

Idéen til det vilde rally var undfanget på en parisisk avisredaktion. Den 31. januar 1907 udkom “Le Matin” med en udfordring til landets unge automobil-industri:

“Vi mangler at få bevist, at så længe en mand har en bil, kan han gøre hvad som helst og rejse, hvor han vil. Hvem er parate til at køre med automobil fra Paris til Peking denne sommer?”

Frankrigs bilpionerer reagerede straks. I løbet af en uge havde 10 meldt sig til løbet, som avisen lovede at gøre til en stor mediebegivenhed. Udsigten til masser af omtale lokkede også udenlandske fabrikanter til, inden realiteter dæmpede iveren.

Ruten førte gennem barske egne, hvor vejene var elendige, og kørere risikerede at dø af sult, hvis deres biler brød sammen. Efter de første afbud valgte arrangørerne at vende løbet om, så turen skulle begynde i Peking. På den måde fik deltagerne de vilde, savtakkede bjerge i Kina overstået straks efter start og ikke efter ugers strabadser, hvor kørerne var udmattede og bilerne slidt ned.

Deltagere fik kolde fødder

Trods rute-ændringen mødte kun fem hold af eventyrere op i Peking. Georges Cormier og Victor Collignon kørte som et hold i identiske biler fra De Dion-Bouton-fabrikken, og deres landsmand, den unge Auguste Pons, stillede op med en såkaldt Mototri fra Contal. Hans køretøj havde to hjul foran og en motorcykel-bagende.

Fjerde deltager var charlatanen Charles Godard, der improviserede sig gennem livet med kække ord og smarte idéer. Da han meldte sig til løbet, havde han ingen bil, men det problem løste han ved at møde op på Spyker-fabrikken i Amsterdam. Bagefter betalte han for transporten til Kina ved at sælge sine sponsorerede reservedele og strø om sig med dækningsløse checks.

Vel ankommet til Peking lykkedes det Godard at snøre en hollandsk diplomat, som godtroende stillede garanti for hans ubetalte regninger.

Løbets femte deltager var som den eneste ikke fransk, og han befandt sig på alle måder i en helt anden liga: Fyrst Scipione Luigi Marcantonio Francesco Rodolfo Borghese tilhørte en af Roms fineste adelige slægter. Han havde ry for at kunne ride de mest ustyrlige hingste, han besteg alpetoppe om vinteren, og frem for alt kendte han Asien efter en rejse fra Mellemøsten til Stillehavet.

Fyrsten planlagde turen grundigt, og hans erfaring satte ham i stand til at forudse udfordringer, ingen af de øvrige deltagere kendte til. Inden afrejsen til Peking tilbragte Borghese uger i sit kontor, hvor han granskede russiske militærkort og læste efterretninger om ruten.

Italieneren havde også anskaffet sig en overlegen bil. Hans nyfremstillede Itala havde 40 hestekræfter, og fyrsten gav den ekstra benzintanke og større hjul, så den kunne klare strabadserne i det vejløse Asien.

Racerkøreren Fyrst Borghese tog kampen op i en stor og robust Itala. Journalisten Luigi Barzini var med for at rapportere fra turen.

© AKG images & Shutterstock

Trehjuler duede ikke i ødemarken

Løbet begyndte den 10. juni 1907, og allerede en halv kilometer uden for Peking opstod de første vanskeligheder. Vejen bestod af store, ujævne klippeblokke, der sendte rystelser gennem bilerne, selv når de kørte i sneglefart. Den ene De Dion-Bouton var forrest, og bagved fulgte Borghese i sin Itala og Godards Spyker.

De to resterende køretøjer var væk, og derfor stoppede feltets førerbil. Deltagerne havde skrevet under på, at de ville følges ad og hjælpe hinanden, indtil løbet blev givet fri ved den tyske grænse – bortset fra Borghese. Han nægtede at lade sig forsinke af sine konkurrenter længere end til Irkutsk i Sibirien.

Uden for Peking måtte Borghese vente utålmodigt, mens Godard påtog sig at køre tilbage og lede efter de to tabte biler. De var først drejet forkert, og derpå havde forenden af Auguste Pons’ overlæssede trehjuler sat sig fast – et problem, der skulle gentage sig mange gange.

Biler måtte på slæb over bjergene

Bjergene nordvest for Peking viste sig at være så ufremkommelige, at ingen af bilerne havde motorkraft til at kravle over dem. I stedet måtte en flok opiumsrygende kinesiske kulier spændes foran som trækdyr. Godard lånte penge til deres hyre fra sin passager, “Le Matin”-journalisten Jean du Taillis.

Borghese var nødt til at skrælle sin to tons tunge Itala ned til et nøgent chassis, før kineserne var i stand til at trække den. På den måde krøb bilerne langsomt fremad, til Mongoliets græsslette omsider kom til syne forude.

Borghese havde en fingernem mekaniker med, som fik samlet Italaen igen. Men han advarede om, at vægten af bagagen var for meget for fjedrene. Fyrsten måtte skille sig af med masser af nyttigt udstyr, der straks blev overtaget af en sværm af bærere, karavanedrivere, kinesiske soldater fra et nærliggende fort og mongolske nomader.

Auguste Pons havde allerede tyndet ud i sit grej, men vægten af resten fik stadig trehjulerens forende til at synke i. Godard forbarmede sig. Han havde allerede trehjuler-holdets personlige ejendele ombord, og nu tog han også reservedele, værktøj, reservedæk og brændstof.

Til gengæld måtte den hjælpsomme franskmand ofre en af sine egne skatte: en kasse sponsoreret champagne, han havde slæbt på siden Peking. Letsindigt lettede han også sin Spyker for en 40-liters brændstofdunk, som han satte på græsset og gav et spark, så indholdet løb ned mellem stråene.

“Det var en fejl”, sagde journalisten du Taillis med bange anelser. “Hvem ved, hvad der nu kan ske med os?”

På rejsen til Paris måtte bilerne køre gennem knastørre ørkener, krydse faldefærdige broer og trækkes op af muddersumpe.

© Getty Images

Alvoren sivede ind i mørket

Samme aften slog de fem hold lejr sammen. Efter maden sad de på deres bagage og snakkede, da en rytter pludselig dukkede frem af tusmørket.

“Po-lu-ghe-se?” spurgte manden, en kinesisk soldat. Han havde jagtet bilerne i 11 timer for at aflevere post fra Europa, som blev læst i det sidste skær fra bålet. Bagefter lå europæerne og røg, mens de kiggede op på stjernerne.

“Der er mindst 12.000 km”, sagde De Dion-Bouton-holdets mekaniker. “Vi er i juni. Medmindre vi bliver fanget af vinteren i Sibirien, vil vi være hjemme i tide til at fejre nytår”.

“Ikke så pessimistisk”, svarede hans kører, Georges Cormier. “Vi vil være i Paris, før parlamentet åbner i midten af oktober”.

Journalisten du Taillis, der kørte med Spykeren, tøvede lidt:

“Sikke noget vrøvl!” udbrød han så. “Den 1. september agter jeg at bade i havet ved Olonne eller Royan”.

I modsætning til de andre kendte fyrst Borghese til de strabadser, der ventede forude. Han sagde blot:

“Lad os lægge os. I morgen må vi stå op kl. tre”. Det blev den sidste aften, hvor alle fem hold var samlede.

Broderskabet gik i stykker

Tre dage efter den hyggelige aften lå Godard og du Taillis fortvivlede under deres teltdug i Gobi-ørkenen. Løbet havde skiftet karakter på dramatisk vis.

Først var Auguste Pons og trehjuleren sakket bagud, og derpå løb han tør for benzin. Imens kørte de fire biler forkert, og da de kom tilbage på ret kurs, troede de, at Pons var kommet op foran dem. Feltet stoppede først op efter adskillige kilometer.

Borghese havde endegyldigt fået nok af Pons’ Mototri. Han var sikker på, at den aldrig ville nå til Paris, og fyrsten nægtede at vende om for at lede. Tværtimod satte han sig bag sit rat og kørte videre. De tre franskmænd tøvede et øjeblik, inden de besluttede at forfølge italieneren og sende kinesere ud for at lede efter Pons med en dunk benzin.

Næste dag fordampede den sidste rest af broderskab under Gobi-ørkenens sol. Uden sin 40-litersdunk løb Godard tør for brændstof, som hans passager havde advaret ham om, og denne gang kunne han ikke tigge sig til hjælp.

Kørerne i de to De Dion-Boutoner havde fået nok af deres landsmands letsindighed og evindelige tiggeri. Begge biler ræsede forbi Godards Spyker, og de efterlod ham og hans journalist i en sky af fint ørkenstøv.

Imens de to strandede mænd satte en teltdug op som skygge mod solen, havde de kun ét håb. Langt forude lå karavane­byen Udde, og Godard havde allerede inden dagens etapestart sendt et telegram, hvori han bad om at få brændstof bragt på kamelryg. Men Spykeren var mange kilometer fra det varslede mødested. Han måtte vente uden at vide, om hjælpen overhovedet ville nå frem.

Kamelkvinde kom til undsætning

Hele den første nat i ørkenen formede Godard forvirrede planer i søvne, mens du Taillis lyttede bekymret. Som et lille lyspunkt opdagede de to mænd næste morgen, at nattekulden havde fået deres smeltede chokolade til at størkne igen.

De to mænd spiste et stykke hver og lidt af deres sparsomme vand. Så gav de sig til at spejde mod horisonten. Efter fem timer, hvor temperaturen steg og steg, udstødte Godard et skrig. I horisonten havde han fået øje på en enlig mongolsk kvinde på en kamel.

De to franskmænd løb hende i møde, og Godard brugte fagter og masser af franske ord, indtil kvinden lod ham spænde ridedyret foran Spykeren. Med brølende protester lagde kamelen sine kræfter i, og bilen bevægede sig, men kun nogle få meter, inden hjulene sank ned i det løse sand, og flittigt arbejde med skovlene gjorde ingen forskel. 

Mongolkvinden løsnede sin kamel og red tavst videre mod nord. Solen skinnede ubønhørligt ned på de to franskmænd, men de var for apatiske til at rejse deres skærmende teltdug igen.

“Kyllingen!” udbrød Godard pludselig. Du Taillis pakkede det kogte kræ ud. Det var reduceret til en myldrende masse af maddiker.

Borghese havde derimod tilbragt en behagelig nat i Udde, hvor friske forsyninger lå klar til ham. Allerede inden han forlod sit hjem i Rom, havde den velhavende fyrste sørget for, at depoter blev lagt ud langs ruten gennem Asien.

Ved daggry læssede italieneren sin bil, drak en kop varm te og satte i gang. Som en høflig gestus til sine konkurrenter efterlod han en dunk benzin og besked om, at han ville vente i to dage i den næste by på ruten.

Senere på dagen ankom forfølgerne – holdet fra De Dion-Bouton. Da kørerne fik at vide, at benzin var på vej til Go­dard med kamel, forbarmede de sig over deres letsindige modstander. De to mænd i Spykeren risikerede at dø, hvis de skulle vente på det langsomme dyr. I stedet betalte kørerne en rytter for at komme til undsætning på hesteryg.

Fyrst Borghese vidste, at han var en flot fyr, og han stillede gerne op til fotos. Italienerens ansigt blev kun skæmmet af næsen, som en hest havde mast.

© Getty Images

Stammekrigere leverede benzin

Godard og du Taillis tilbragte endnu en håbløs nat i Gobi-ørkenen, hvor de begge rystede af feber. Næste morgen varslede lyden af bjælder, at en karavane nærmede sig, og de to franskmænd forsøgte at komme på benene uden held. 

I stedet lå de på jorden, mens kamelerne og deres ejere nærmede sig – og passerede lige forbi uden at stoppe.

“Hjælp!” bad Godard og du Taillis på fransk, men til ingen nytte. Bjældernes klang fortog sig, mens karavanen forsvandt i horisonten.

Efter nogen tid fortog Godards feber sig dog, og franskmanden genvandt noget af sin sædvanlige kampgejst.

“Bliv ved bilen”, befalede han. “Jeg går på eftersøgning”. To timer senere var han tilbage, hylende af begejstring fra en hesteryg. Bag ham fulgte en kulørt kavaleritrop iklædt turbaner og gyldne gevandter, hver med et gevær over skulderen og en stor dolk i bæltet.

Efter grundig forhandling og prutten om prisen fik Godard arrangeret en vej ud af krisen: Stammekrigerne skulle hente brændstof og i mellemtiden ud­låne to kameler, som kunne trække Spykeren afsted over ørkensandet.

En time senere var bilen i bevægelse – for første gang i to døgn. Godard og du Taillis sad i deres sæder, og foran vandrede deres trækdyr roligt fremad.

Krigerne vendte tilbage som lovet sidst på dagen. Triumferende ankom de med en dunk brændstof, som Godard tømte ned i Spykerens tank. Så drejede han spændt håndsvinget, og motoren satte spruttende i gang.

“Vi kan nå Udde på tre timer”, erklærede Godard fuld af kampiver. 

600 kilometer på et døgn

Charles Godard var tilbage i løbet, men Auguste Pons’ trehjuler kom ikke videre. Efter at han løb tør for benzin, havde køreren og hans mekaniker forsøgt at skubbe køretøjet gennem ørkenen.

Arbejdet tappede dem for kræfter, og de to franskmænd var døden nær af tørst, da de fik øje på en nomadelejr i det fjerne. De kæmpede for at få deres Mototri med det sidste stykke, men styrtede om af udmattelse.

Nomaderne plejede Pons og hans kompagnon, indtil et eftersøgningshold dukkede op. Redningsmændene bragte patienterne tilbage til Peking, men trehjuleren blev efterladt i Gobi-ørkenen, og Pons tilgav aldrig sine “kammerater”, der havde brudt aftalen om at følges til den tyske grænse.

Charles Godard hørte nyheden om trehjulerens exit, da han nåede frem til karavanebyen Udde den 22. juni. På det tidspunkt nød Borghese en god middag i Urga langt forude. Sammen med kørerne fra De Dion-Bouton var den italienske fyrste gæst hos bestyreren af byens Russisk-Kinesiske Bank.

Allerede næste morgen var Godard fremme. Trods de nyoverståede strabadser i ørkenen havde han kørt nat og dag for at indhente feltet, og journalisten du Taillis kunne stolt telegrafere hjem til “Le Matin” i Frankrig:

“Mandag, 6.00. Vi har gennemført etapen fra Udde til Urga i ét stræk og er netop ankommet i dag kl. 5.00 efter at have tilbagelagt 617 kilometer på 23 timer”.

Godard viste ingen tegn på vrede mod De Dion-Bouton-kørerne, som havde efterladt ham i Gobi. Den sorgløse mand så altid fremad.

Fyrsten røg bagover

Løbet var nu trådt ind i en ny fase. Borghese drønede afsted mod den russiske grænse uden at vente på de andre biler. Udbruddet fik dog en brat afslutning, da hans Itala sank uhjælpeligt ned i en pøl af kviksand få timer uden for Urga. Bilen måtte trækkes fri af okser.

Næste uheld indtrådte, da Italaen var nået ind i Rusland, og Borghese kørte afsted på de elen­dige veje langs Bajkal-søen i Sibirien. Ved en smal, vakkelvorn træbro overlod han rattet til sin mekaniker, så han selv kunne holde øje med hjulene.

“Fremad. Langsomt,” sagde fyrsten, og mekanikeren trillede forsigtigt ud på plankerne. Broen knagede og gyngede, men Borghese, hans mekaniker og journalisten var efterhånden vant til at tage chancer på den umulige rute.

Forhjulene på den to tons tunge bil var næsten nået over, da træværket pludselig gav efter. Italaens bagende brasede gennem brædderne, og bilen hamrede næsten lodret ned i det stenfyldte vandløb, der strømmede flere meter under broen.

Borghese nåede at kaste sig ud, men de to andre røg med gennem hullet. Da fyrsten kiggede ned, kunne han se, at mekanikeren stadig sad i sit sæde, kilet fast bag rattet, mens journalisten drivvåd bandede nede i det lave vand.

Ingen havde fået andet end knubs under styrtet. Bilen stod til gengæld på bagenden med motor og forhjul strittende op af hullet i broen. Det krævede flere timers slid og hjælp fra 20 russiske jernbanearbejdere, før det lykkedes at hive den tunge Itala op igen.

Borghese frygtede det værste, da han gik i gang med at undersøge skaderne. Reservedækkene bag på bilen havde dog afbødet faldet, og lidt omsorg fra mekanikeren fik motoren i gang igen.

Uheldet fik Borghese til at lægge ruten om. Han opgav at køre langs Bajkalsøens bred til Irkutsk, og i stedet læssede han sin Itala på et skib, som sej­lede italienerne de 80 km tværs over.

Sørejsen øgede dog ikke Borgheses forspring. Han kørte fra Irkutsk om morgenen den 3. juli, og samme aften ankom Godard og de to De Dion-Boutoner – ombord på et godstog. 

Før løbet lagde kameldrivere benzin­depoter langs telegraf-pælene i Mongoliet. Her kunne kørerne nemmest finde lagrene og samtidig sende beretninger fra turen til Europa.

© Shutterstock

Festbanket kom i vejen

Uheldet ved broen i Sibirien blev den sidste alvorlige krise for Borghese. Over de følgende uger lagde fyrsten og hans overlegne bil afstand til de andre, hvis biler kørte dårligt på de ringe veje og led under maskinproblemer.

Om morgenen den 14. juli sad Borghese med sine rejsekammerater på en restaurant i Bogorodsk øst for Mos­kva. 

Fyrsten tog sig ukarakteristisk god tid til at nyde morgenmaden, som blev skyllet ned med den bedste champagne, byen kunne levere. Han var nemlig ikke velkommen i Mos­kva før kl. 14. Ellers ville Italaen komme for tidligt til den storslåede velkomst, som en russisk komité var ved at forberede.

Normalt irriterede ventetid den italienske fyrste. Men som skolet diplomat bød hans manérer ham at være høflig over for sine værter, og Bor­ghe­se kunne tillade sig at slække på tidsplanen. Han var mange dagsrejser foran.

Opholdet i Moskva kom til at vare i tre dage, og selv da ville russerne ikke lade Borghese køre. Han blev inviteret til hovedstaden, Skt. Petersborg, hvor endnu en festbanket ventede på ham. Fyrsten måtte acceptere den gigantiske omvej, deltog tålmodigt i det overdådige gilde indtil kl. 1.30, og tre timer senere var han undervejs igen.

Intet var umuligt

Langt bagude pressede Charles Godard sig selv endnu mere, end han havde gjort i Gobi-ørkenen. Han forsøgte at indhente De Dion-Bouton-holdet, efter at et teknisk sammenbrud havde kostet ham masser af dyrebar tid.

Franskmanden skulle bruge en ny tænding, og den kunne han ikke skaffe dybt inde i Sibirien. I stedet telegraferede han til Spyker i Amsterdam og bad fabrikken om at sende en mand afsted med den vitale del. 

I mellemtiden fik Godard sin bil læsset på en togvogn og kørte 1.300 km vestpå til byen Tomsk, hvor det lokale teknologiske institut kunne hjælpe ham med at få den nye tænding monteret. 

Udsendingen fra Holland dukkede op som aftalt, men til Godards forfærdelse havde han mistet sin bagage og dermed den uundværlige tænding! Knap havde franskmanden indset katastrofens omfang, før hans ivrige hjerne udtænkte en ny plan.

Godard tog sin ødelagte tænding under armen og opsøgte ingeniørerne på instituttet i Tomsk. Her kiggede en inter­esseret russer kort på apparatet og påtog sig at løse problemet. Arbejdet varede seks dage, hvorefter Godard og hans Spyker rejste med toget tilbage til det sted, hvor tændingen havde sat ud.

Tilbage i løbet tilbagelagde Godard 5.500 km gennem Sibirien i løbet af to uger – næsten hele distancen på jordveje. Borghese havde været tre uger om at tilbagelægge den samme distance, mens De Dion-Boutonerne brugte fem.

Kl. fire om morgenen den 8. august var Godards hænder slidt fuldkommen hudløse af at klamre sig til rattet. Men han var nået til Kazan 700 km øst for Moskva, og han havde indhentet holdet fra De Dion-Bouton.

Borghese triumferede i Paris

Blot to dage senere, den 10. august 1907, trillede Borghese langsomt ind i Paris, kørende bag en 30-sæders vogn udsmykket med franske og italienske flag. Det lange køretøj fragtede et orkester, som spillede Triumfmarchen fra Verdis opera Aida på vej gennem menneskemængderne. Fyrsten parkerede elegant foran “Le Matins” kontorer og talte til publikken fra balkonen:

“Vi er ikke helte”, begyndte han på perfekt diplomat-fransk.

“Hemmeligheden bag vores succes var denne: Vi indrømmede aldrig, at vores mål var Paris. Hver dag koncentrerede vi os udelukkende om at få dagens etape vel overstået”.

Bagude fortsatte de tre øvrige hold rejsen i konvoj, og den 21. august nåede de grænsen til Tyskland. Her ventede Godard en ubehagelig overraskelse i form af to civilklædte betjente. Imens franskmanden kørte gennem Asien, havde en domstol i Paris idømt ham halvandet års fængsel og en bøde på 5.000 franc for svindel.

Godard blev arresteret, og han forsøgte stadig at snakke sig ud af krisen, da hans bil kørte uden ham. Spyker-­fabrikken havde sendt en anden kører for at gennemføre den sidste strækning.

Fyrst Borghese var 20 dage foran sine konkurrenter, da han trillede ind i Paris. Hans planlægning og overlegne bil sikrede ham sejren.

© Getty Images

Godards sidste krumspring slog fejl

Om eftermiddagen den 30. august holdt Spykeren og De Dion-Bouton-mandskabet i Enghien-les-Bains lige uden for Paris. Kørerne havde champagnebobler i blodet og favnene fulde af blomster, og det var tid til at køre de sidste få kilometer ind mod den franske hovedstad. 

Selvom de ankom 20 dage efter Borghese, havde “Le Matin” forberedt en heltemodtagelse til løbets hovedfelt.

Kørerne skulle til at starte bilerne, da uro opstod i mængden af tilskuere. En mand maste sig igennem flokken, og inden nogen kunne nå at reagere, sad han i Spykerens førersæde.

“Klar!” råbte en gammel bekendt. Det var Charles Godard.

“Går det godt?” spurgte Godard journalisten Jean du Taillis, der sad på sin sædvanlige plads i passagersædet.

“Det går fint”, svarede journalisten med en munter latter.

Repræsentanter for “Le Matin” var dog mindre begejstrede for at se den ukuelige Godard. De tænkte forfærdede på skandalen, hvis den notoriske svindler nåede frem for at blive modtaget som en helt af avisen.

“Ud!” råbte de og kastede sig over Godard, der ikke nåede at sætte sin bil i gear tidsnok. I stedet hagede han sig fast i rattet, og avisfolkene kæmpede forgæves for at trække ham væk.

“Han er skør”, forklarede de til et par tililende betjente. “Han prøver at stoppe showet. Han er skør. I behøver ikke at holde på ham længe”.

Løbet var omsider forbi for Charles Godard. Han havde kørt 15.000 km fra Peking til Paris og udholdt større strabadser end samtlige andre deltagere blot for at se sin triumf blive revet bort få kilometer fra målet. Køreren rystede endnu af grådkvalt vrede, mens politimændene slæbte ham bort.

Måske er du interesseret i...

Læs også