Livsfarlig ballonfærd med kurs mod døden

En septemberdag i 1862 stiger to gæve aeronauter op til en højde, hvor intet levende væsen har været før. Ingen aner, om kroppen kan klare den ekstreme udflugt, og ballonfarerne må se i øjnene, at døden er med som blind passagerer.

6. maj 2016 af Stine Overbye

Henry Coxwell, 43 år, har ikke præcist tal på, hvor mange gange han er steget til vejrs i en luftballon, men det er mindst 400 rejser. 

Samtlige af disse ballonfærder blegner dog ved siden af den, han har begivet sig ud på denne septembereftermiddag i 1862: Sammen med den 53-årige meteorolog James Glaisher er han sejlet gennem lufthavet til en højde, hvor ingen andre før har vovet sig op, og hvor ingen ret beset aner, om mennesket overhovedet kan overleve.

Lige nu er livsbetingelserne gennemført elendige. Coxwell og Glaisher befinder sig omtrent ni kilometer over et engelsk sensommerlandskab, og heroppe er luften så isnende kold og iltfattig, at de klynger sig til livet med det al­ler­yder­ste af deres forfrosne fingerspidser.

Stakåndet gisper deres slappe kroppe efter vejret og føles leddeløse, og da Coxwell pludselig ser sin ellers så foretagsomme makker ligge fuldstændig livløs hen i gondolen, erkender han situationens grufulde alvor: Hvis ikke de straks påbegynder nedstigningen, vil aeronauterne begge være fortabt.

Men Coxwell har et problem: Han kan ikke lukke gassen ud af ballonen, da linen til ventilen er blevet snoet på turen opad. Så selvom han knap nok er herre over sine egne bevægelser, er han tvunget til at klatre op i rigningen og vikle linen ud. Den manøvre er en af to muligheder. Den anden er, at aeronauterne overgiver sig til den visse død.

Atmosfæren er ukendt territorium

Når Coxwell og Glaisher overhovedet har rodet sig ud i den skæbnesvangre situation, er det, fordi British Association for the Advancement of Science (BAAS) har hyret ballonskipperen og meteorologen til at begive sig op i den øvre atmosfære til højder, som videnskaben endnu har til gode at udforske, og som ingen ved, om kroppen kan klare.

Her midt i 1800-tallet er kendskabet til atmosfærens fysik og kemi stærkt begrænset: Hvor højt er lufttrykket i de højere himmelregioner, hvor fugtig er luften, hvilken betydning har skyerne for vejrliget, hvor stærkt blæser vindene, og hvordan er det med temperaturen langt oppe – falder eller stiger den, i takt med at man nærmer sig Solen?

Alle disse og mange flere spørgsmål har Glaisher og Coxwell gladeligt indvilget i at hjælpe til med at løse. Håbet er, at de kan bane vejen for mere præcise forudsigelser af vejret. I århundreder har meteorologerne måttet nøjes med at basere deres vejrvarslinger på daglige registreringer af temperatur, lufttryk, vindhastighed og nedbør, alt sammen målt ved jordoverfladen. Det noget umage makkerpar er pionererne, der skal bringe videnskaben til nye højder.

Mens den solidt byggede og skæggede meteorolog James Glaisher har vundet ry for at være en af landets fremmeste videnskabsmænd, har den atletisk byggede Coxwell gjort sig bemærket som frygtløs ballonskipper – eller aeronaut, som det også kaldes. 

Egentlig er han uddannet tandlæge. Men kun om vinteren trækker han tænder ud på patienter i hjembyen Tottenham. I sommerhalvåret skifter han kasket til ballonskipper, der dels tager betalende gæster på højtragende udflugter, dels stiller sin ekspertise til rådighed for forskere og eventyrere. 

Desuden giver han jævnligt opvisninger rundtom i Europa med sine hjemmebyggede balloner. Selvom Coxwell flere gange har leget kispus med døden, er aeronauten altid sluppet helskindet fra sine styrt i en grad, så andre ballonskippere har ham mistænkt for at være immun over for ulykker.

Mammoth var med sin størrelse perfekt til Glaisher og Coxwells videnskabelige ekspedition. Glaisher tv. og Coxwell th.

© Getty Images

Mammutten skal erobre højden

De planlagte videnskabelige ekskursioner er historiens hidtil højestgående ballonrejser, så i løbet af foråret og sommeren 1862 har Coxwell konstrueret en ballon, der kan matche udfordringerne.

Med hjælp fra sin familie plus et hav af dygtige syersker og kurvemagere har han bygget et fartøj med et ballonhylster, som med en højde på knap 25 meter, en diameter på næsten 16 meter og et volumen på 2.600 kubikmeter er det største nogensinde i Storbritannien.

Passende har Coxwell døbt ballonen Mammoth, “Mammut”, og i juni 1862 fortæller ballonskipperen glædestrålende en lokal avis, at han nu er “fuldkommen klar til de eksperimenter, som videnskaben har for øje”. 

Mens Coxwell på sin side har haft rigeligt at se til med at bygge fartøjet, som hans kommende makker spøgefuldt betegner som et “instrument til vertikal udforskning”, har meteorologen Glaisher grublet over, hvilke instrumenter og måleapparater han får brug for. 

Han er nået frem til, at gondolen skal fungere som et særdeles veludstyret flyvende laboratorium med i alt 24 instrumenter, hvoraf hovedparten skal fæstnes til et kontrolpanel, der går på tværs af gondolen.

Modsat Coxwell har James Glaisher aldrig været på ballonfart. Mens han på den ene side glæder sig til at få adgang til de luftlag, hvor vejret bliver lavet, gruer han samtidig for sin himmeldebut.

Tanken strejfer Glaisher, at det er selvmorderisk. Men som en samvittighedsfuld og metodisk videnskabsmand frygter han i langt højere grad at vende tilbage uden brugbare resultater.

“Jeg finder mig selv overvældet af frygten for ikke at være parat, når øjeblikket er inde til at observere et fænomen, som det menneskelige øje formentlig aldrig før har været vidne til”, skriver meteorologen til en bekendt.

Glaisher frygter, at han får rigeligt at se til undervejs og slet ikke vil kunne nå at tage notater og fuldføre bare halvdelen af de aflæsninger og eksperimenter, som skal udføres på turen.

For at være bedst forberedt på ekskursionerne op til det, Glaisher betegner som “vejrforandringernes store laboratorium”, konstruerer han derfor en slags flysimulator – en forsøgsopstilling med måleapparaterne – på sin arbejdsplads, det britiske statsobservatorium, Royal Greenwich Observatory i Østlondon.

Meteorologen får debut i vestenvind

Den 17. juli 1862 er tiden kommet til Glaishers luftdebut. Afgangen sker fra Wolverhamptons Stafford Road-gasværk. Men en frygtelig vestenvind hyler fra morgenstunden, og som Glaisher noterer, er de vejrmæssige forhold “under ingen omstændigheder opmuntrende for en novice, som aldrig før har sat sine ben i en ballonkurv”.

Vinden hiver og flår i ballonen, da Glaisher og Coxwell klatrer op i gondolen. Klokken 9.42 lader Coxwell fortøjningerne gå. I det første minuts tid slingrer ballon og kurv faretruende fra side til side, og mens Coxwell bakser med at få kontrol over det viltre fartøj, fumler Glaisher med sine instrumenter, samtidig med at han nervøst ser ned på Wolverhampton, der hele tiden krymper og begynder at ligne en modelby.

Først da ballonen når en betragtelig højde, falder roen på, og da Mammoth efter en cirka to timer lang og vellykket jomfrufærd atter får jordforbindelse, kan Glaisher ånde lettet op.

“Det kunne have gået gruelig galt under starten, hvis en skorsten eller nogle høje bygninger var kommet i vejen”, skriver han kort efter landingen.

Uldfrakker værner mod kulden

Selvom Glaishers luftdåb var omtumlet, er han ikke skræmt ved udsigten til at fortsætte sine vejreksperimenter fra endnu større højde end de godt 5.000 meter, som Mammoth nåede op i på sin første færd. 

Så halvanden måneds tid senere, klokken tre minutter over 13 den 5. september 1862, hæver Mammoth sig atter mod himlen. Med god fart suser ballonen opad gennem et tæt, hvidt skydække og videre op mod den knaldblå himmel på den anden side af skyerne.

Denne gang vil Coxwell og Glaisher nå højere op, end noget menneske har været før – højere end syv kilometer – og det let blæsende vejr passer perfekt til rekordforsøget. 

På trods af en temperatur på 15 grader celsius ved jordoverfladen er luften råkold højt oppe, men ballonfarerne har været forudseende nok til at klæde sig på til den kølige efterårsdag: De er iført uldne halstørklæder og tunge, lange uldfrakker.

Efter kort tid viser den påklædning sig dog at være særdeles mangelfuld: I halvanden kilometers højde er temperaturen styrtdykket til tæt ved frysepunktet, og da ballonen er nået op i cirka seks en halv kilometers højde, er vejret tænderklaprende koldt med tæt på 15 graders frost.

Ikke kun temperaturen, men også udsigten er som på en klar vinterdag: Himlen dybblå, og sollyset blændende, og kigger mændene ned, kan de se et betagende snelandskab af kridhvide skyer, der synes at strække sig i det uendelige.

Opstigningen går hujende stærkt nu. På bare et par minutter stiger Mam­moth cirka 300 meter, og under ballonen snurrer gondolen lystigt, uden at det generer de to besætningsmedlemmer nævneværdigt. 

Glaisher må ganske vist opgive at tage et fotografi af skydækket, men alt andet går indtil videre som planlagt: Mens han skutter sig i kulden, tjekker Glaisher hvert eneste af sine måleinstrumenter og fører omhyggeligt logbog over resultaterne.

Coxwell, der tager sig af navigationen, bemærker ikke, at Glaisher bliver mere og mere fjern og udmattet, i takt med at ballonen når op i den tynde luft i næsten ni kilometers højde. Selv oplever Coxwell, at han er ved at blive overmandet af dødelig træthed, men det er intet imod, hvordan Glaisher har det.

Klokken 13.51 grifler meteorologen en række tal i sin logbog, og kort efter er det, som om han mister sine sansers fulde brug. Alting flyder ud for hans øjne, han føler sig omtåget, og selvom han kniber øjnene sammen og forsøger sig med en lup, kan han ikke længere se kviksølvsøljen i termometeret eller skimte skalaen på barometeret.

Blot at trække vejret volder Glaisher besvær, han har ikke engang styrke til at genvinde pusten, og da han forsøger at meddele sig til Coxwell, kommer der ikke et ord over læberne. 

Kroppen er sunket sammen, og hver gang han prøver at rette sig op, falder hovedet ned på skulderen, som var han en slaskedukke, og da han vil række ud efter flasken med styrkende brændevin, nægter armen at lystre.

Hele kroppen er drænet for energi og i gang med at lukke ned, og Glaisher orker ikke længere at kæmpe imod, men indstiller sig afmægtigt på at dø. Ud af øjenkrogen kan han svagt skimte sin makker, og det sidste, han bemærker, inden øjenlågene glider i, er, at Coxwell kravler rundt oppe i rigningen.

Coxwell bruger tænderne

Henry Coxwell kæmper en kamp og har egentlig ikke kræfter til at kæmpe. Men den handler om liv og død, og får Coxwell ikke viklet linen til ventilen ud, er det døden, der vil sejre. Ballonen skal øjeblikkeligt ned i højde, væk fra den tynde luft, og den eneste vej er ved at åbne ventilen og lukke gas ud.

Med sine allersidste kræfter har han hævet sig op i rigningen, og der hænger ballonpiloten nu og dingler med en livløs makker og en svimlende afgrund under sig. Med en behændighed, som er en luftakrobat værdig, lykkes det Coxwell med sine forfrosne og næsten følelsesløse hænder at vikle linen ud. 

Da Coxwell lader sig dumpe ned i gondolen igen, opdager han, at musklerne er tømt for kræfter. Kroppen er som gelé, og han kan ikke mønstre kræfterne til at trække i linen og åbne ventilen.

I et sidste, desperat forsøg på at redde sit eget og Glaishers liv lykkes det ham at gribe fat om linen med tænderne. Han nikker med hovedet et par gange, det er den eneste bevægelse, han magter, og da ventilen mirakuløst åbner sig, og gassen begynder at sive ud, har han knap overskud til at glæde sig. 

Han frygter for sin makker, der ligger fuldstændig livløs i gondolen, og selvom han inderst inde ikke tror på projektet, giver han sig til at appellere til videnskabsmanden i Glaisher i håbet om at kunne vække ham fra de døde.

Tør hænder op med brændevin

Som i en drøm hører Glaisher en fjern stemme, der siger “observation” og “temperatur”. Så glider meteorologen atter ind i bevidstløsheden, men vågner, da han igen hører stemmen. “Kom nu, prøv nu”, siger den, og pludselig går det op for Glaisher, hvor han befinder sig. Han kigger op på Coxwell, der blidt rusker i ham og trygler ham om at vende tilbage til termometeret og barometeret.

“Jeg har været bevidstløs”, slår Glaisher lakonisk fast.

“Ja, det har du, og det har jeg næsten også”, bekræfter Coxwell.

På forbløffende kort tid kommer Glaisher sig, og som om intet var hændt, genoptager han sine observationer, som tydeligt viser, at Mammoth bevæger sig raskt nedad. Da Coxwell klager over, at hans hænder er komplet følelsesløse, løsriver Glaisher sig fra sine instrumenter og griber resolut ud efter brændevinen, som han pøser ud over makkerens forfrosne og næsten sorte hænder.

Aeronauterne tager på pubben

En time og 37 minutter efter afgang lander Mammoth blidt i en lysning. De to aeronauter lader ballon være ballon og finder en pub i landsbyen Cold Weston. Ingen af dem nævner den livsfare, de har svævet i, mens de nyder deres øl.

Bagefter konstaterer Glaisher nøgternt: “At dømme ud fra denne opstigning er 26.400 fod (8.047 meter, red.) fra Jorden meget tæt på grænsen for menneskelig overlevelse. Jeg vil mene, at man af forsigtighedshensyn straks bør åbne ventilen i denne højde; den øgede mængde information, som man ellers kan opnå, står ikke mål med den øgede risiko, man løber”. 

Måske er du interesseret i...

Læs også