Flagets blafren har vakt skeptikernes mistanke. For der er ingen vind på Månen.

Månelandingen: 800.000 km tur retur

Onsdag den 16. juli 1969 sitrer Kennedy Space Center af forventning. Apollo 11 står klar til affyring. Mens astronauterne tjekker deres instrumenter en sidste gang, sætter millioner sig til rette foran tv'et for at følge den historiske begivenhed.

1. januar 2014 af Stine Overbye

Apollo 11 letter foran spændt publikum

“Seks, fem, fire, tre, to, et, nul. Alle motorer kører. Lift-off.”

Klokken er 32 minutter over 9 om morgenen, da Apollo 11 i en sky af hvidglødende gas og flammer hæver sig fra landjorden på Floridas østkyst.

En øredøvende torden ruller hen over opsendelsesområdet og får jorden til at skælve, og i næste øjeblik forsvinder den gigantiske raket i et sort og orange flammehav, mens den i en bue kløver sig op gennem luften og ud over Atlanterhavet.

De tusindvis af indbudte gæster, der er forsamlet på tilskuertribunerne på Kennedy Space Center, og de cirka én million mennesker, der følger begivenheden fra strandene og vejene i området, misser tryllebundet op mod det skarpe sollys.

Tre minutter og 45 sekunder efter start kan de se det første trin falde af, og kort efter forsvinder raketten af syne. Kursen er sat, Månen venter knap 400.000 kilometer forude.­

Om bord på Apollo 11 bliver astronauterne kastet fra side til side, selv om de ligger fastspændt på ryggen i deres sæder.

Herinde er lyden dæmpet, det lyder som et godstog, og alting rasler og ryster.

Først da andet rakettrin bliver afstødt efter knap 10 minutters rejse, sænker roen sig i kommandomodulet.

Astronauterne mærker, hvordan deres kroppe letter fra sædet og kun bliver holdt fast af sikkerhedsselerne. Apollo er i kredsløb om Jorden, og første etape af månerejsen er forløbet perfekt.

Opsendelsesdagen er begyndt tidligt for Neil Armstrong, Michael Collins og Edwin Aldrin.

Allerede klokken kvart over fire om morgenen er de tre astronauter stået op, og efter et helbredstjek har de spist steak, toast og æg og drukket juice og kaffe, den traditionelle menu på lift-off-dagen.

Bagefter har de iført sig deres uformelige rumdragter og gennemsigtige hjelme, og omkring klokken 6 har de vinkende forladt rumcentret og er blevet kørt ud til start-rampen, hvor den vældige Saturn 5-raket tårner sig cirka 110 meter op i himlen.

Mere end 90 meter over jorden er Apollo 11-rumfartøjet, som skal være omdrejningspunktet i den fantastiske rejse til Månen.­­

Endelig er den dag kommet, de tre hvidklædte mænd har ventet på, siden Deke Slayton, NASA’s chef for flight-crew operations, den 6. januar 1969 udpegede besætningen til den historiske mission med de tre små ord: “Det bliver jer.”

Besætningen er rutineret

Allerede i 1962 er Neil Armstrong blevet udtaget som astronaut hos NASA, og i 1966 har han som kaptajn på Gemini 8-fartøjet været med til at gennemføre verdens første sammenkobling i rummet.

Også på Apollo 11 er Armstrong kaptajn, og under sig har han særdeles garvede kræfter: Edwin “Buzz” Aldrin er professor i astronautik, videnskaben om rumfart og rumfartsteknologi, og har med Gemini 12-missionen i 1966 gennemført tre rumvandringer og en række sammenkoblingsforsøg.

Michael Collins har som de to andre en fortid som testpilot i militæret og har med Gemini 10 været på rumvandring i 1966. På Apollo 11-missionen er han udpeget som pilot på Columbia, det modul, der skal vende tilbage til Jorden med de tre astronauter.

Lige siden udtagelsen til Apollo 11 har nationens – hvis ikke hele verdens – øjne hvilet på de tre astronauter, men selv har de haft for travlt til at tage sig af virakken: På et af pressens utallige spørgsmål om, hvordan han har det med at blive det første menneske på Månen, har Armstrong uimponeret svaret: “Helt ærligt, jeg vil hellere være det første menneske, der kommer tilbage fra Månen.”

Frem til denne solbeskinnede julimorgen har hver dag budt på hård træning, hvor Armstrong, Aldrin og Collins har øvet op mod 14 timer om dagen i en rumskibssimulator.

Men nu er det alvor, nu er de omsider undervejs, og som Collins muntert bemærker til kontrolcentret i Houston: “Raketten kravler opad som en sindssyg.”

Apollo roterer som en grillkylling

Apollo 11 kredser halvanden gang om Jorden i 185 kilometers højde og med en hastighed på omkring 29.000 kilometer i timen.

Men allerede knap tre timer efter lift-off starter tredje trins raketmotorer for anden gang, og nu drøner rumskibet ud af kredsløbet og af sted mod Månen.

Inde i kabinen gør astronauterne klar til ekspeditionens første store udfordring: at koble månelandingsmodulet “Eagle” øverst på Saturn-rakettens tredje trin sammen med de øvrige Apollo 11-moduler.

Med et sagte smæld smækker de automatiske låse og hægter de to fartøjer sammen, og i 80.000 kilometers højde kan astronauterne endelig frigøre tredje rakettrin, som afstødes og forsvinder ud i rummet.

Collins indstiller rumfartøjet til at dreje langsomt rundt for at forhindre, at den del, der vender mod Solen, bliver overophedet. Denne manøvre kaldes “barbecue”, fordi Apollo 11 roterer som en kylling på et grillspyd.

For første gang siden lift-off fra Kennedy Space Center kan astronauterne slappe af.

På den trange plads krænger de rumdragterne af – selv om de er vægtløse, er der ikke meget ynde over deres bevægelser.

Ifølge Collins minder de mest af alt om tre hvide hvaler, der basker omkring i et alt for lille vandbassin.

Endnu er der flere dage til månelandingen, men astronauterne har nok at tage sig til: De skal spise, de skal sove, de skal overvåge instrumenter, de skal kommunikere med kontrolcentret i Houston, og de skal udføre eksperimenter.

Og så er der tv- transmissionerne: På Jorden følger omkring to hundrede millioner mennesker spændt med i, hvordan besætningen klarer sig, og målløst iagttager seere over hele verden, hvordan astronauterne svæver vægtløst gennem Columbia fra det ene sted til det andet, mens de kommenterer udsigten og deres mange forskellige gøremål om bord.

Buttet vært i sigte

Lørdag morgen, på rejsens fjerde dag, flyver Columbia ind i Månens skygge, og i det bælgravende mørke kan besætningen for første gang se Månen tårne sig op, oplyst af et blåligt skin fra Jorden.

Den oplevelse gør et uudsletteligt indtryk på Neil Armstrong, der siger, at “udsigten er hele rejsen værd”.

Han fortæller: “Vi er stadig tusinder af kilometer fra Månen, men vi er alligevel så tæt på, at den fylder hele vores runde rude. Den bliver kun oplyst af jordskin, hvilket får den til at virke gråblå, og hele sceneriet fornemmes klart tredimensionalt.

Jeg bliver for alvor klar over, visuelt klar over, at Månen er et rumligt himmellegeme og ikke bare en flad skive. Det føles næsten, som om den viser os, hvor rund og buttet den er, for at byde os velkommen. Jeg er overbevist om, at den vil være en gæstfri vært. Den har ventet så mange år på at få sine første gæster”.

Rumfartøjet har nu passeret det punkt, hvor Månens tiltrækningskraft er stærkere end Jordens. Tempoet er skruet gevaldigt i vejret, idet Månen nærmest suger Columbia til sig.

Minut for minut vokser Månen sig stadig større uden for vinduerne, og ved frokosttid lørdag går fartøjet i kredsløb, kun cirka 100 kilometer fra Månens overflade.

I månedaggryet kan astronauterne se forrevne bjergkæder og vidtstrakte sletter, og overalt er der små og store kratere, der kaster lange skygger i det barske landskab.

Med Collins' ord ligner det “forbudt område”, men astronauterne beroliger hinanden med, at landingsstedet vil se mere indbydende ud, når de skal lande næste dag.

Men i deres stille sind gnaver frygten for, at landingsfartøjet Eagle vil blive splintret til atomer i mødet med den knoldede stenørken.

Ensomt døgn i kredsløb

Lige efter morgenmaden søndag den 20. juli går astronauterne i gang med forberedelserne til landingen.

Armstrong og Aldrin ifører sig deres omfangsrige rumdragter – eller måne-kokoner, som de kalder dem – og kryber så gennem den smalle sluse med en diameter på kun 76 centimeter ind i Eagle og lukker den solide luge efter sig. 

Sæder er der ingen af i landingsmodulet, så stående ved kontrolpanelerne og tøjret til gulvet med elastikliner gør Armstong og Aldrin klar til at koble fra moderskibet.

Kraftige fjedre slynger Eagle væk fra Columbia, og umiddelbart efter sætter det insektlignende fartøj kurs mod Stilhedens Hav.

“Ørnen har vinger. Alt ser fint ud,” meddeler Armstrong.

Michaels Collins er nu alene på Columbia, og efter at han som en bekymret mor har fløjet en inspektionsrunde om Eagle og tjekket, at alt er, som det skal være, manøvrerer han væk med ordene: “Pas godt på jer selv.”

Mens kollegerne lægger an til landing, kan Collins se frem til et ensomt døgn.

I 24 timer skal han kredse om Månen alene, og det eneste, han kan gøre, ud over at overvåge kommunikationen mellem kontrolcentret og Eagle, er at krydse fingre for, at intet går galt for kollegerne.

Han vover knap at tænke tanken til ende, men skulle det værste ske, venter der ham en forbandet lang og ensom rejse tilbage til Jorden.

Hans egen planet er så uendelig langt væk og så lille, at han set fra Columbias vindue kan dække den med en tommelfingernegl.

Landingsfartøjet “Eagle” på vej mod Månen med Armstrong og Aldrin om bord.

Panik før landing

Med knap 5000 kilometer i timen farer Eagle ned mod måneoverfladen, men pludselig begynder lamperne på kontrolpanelet at blinke ildevarslende, og i hovedtelefonerne kan Aldrin og Armstrong høre skingre alarmsignaler.

Kontrolcentret i Houston beroliger astronauterne med, at alt er o.k. – det er blot computeren om bord, der er overbelastet.

Men Armstrong og kontrolcentret opdager i samme øjeblik, at Eagle er en smule ude af kurs, og i Houston må missionens rådgivningsofficer, Steve Bales, på et splitsekund træffe en skæbnesvanger beslutning: Skal landingen aflyses – og dermed hele missionen, eftersom der kun er brændstof til ét landingsforsøg – eller skal astronauterne fortsætte?

”Go,” beordrer Bales, og Armstrong og Aldrin ånder lettet op.

Mens Aldrin koncentreret læser data op fra computeren, inspicerer Armstrong det planlagte landingssted, et klippefyldt krater.

Han frygter en brutal landing, og da Eagle er ganske tæt på Månen, går han over til manuel styring, samtidig med at han anspændt ser sig om efter et mere jævnt område.

I 2,7 meters højde viser måleren, at der kun er brændstof tilbage til 30 sekunders flyvning, men i absolut sidste øjeblik finder Armstrong et passende landingssted, hvor han blidt lader Eagle synke ned i månestøvet.

Armstrong og Aldrin kigger på hinanden, og begge lyser op i et grin, der strækker sig fra øre til øre.

Men i kontrolcentret i Houston er der dødstille, alle venter hændervridende på livstegn fra Månen.

Omsider slår Armstrong mikrofonen til og siger: “Houston, Tranquility-basen her. Ørnen er landet.”

I kontrolcentret bryder jublen og klapsalverne løs: “Tak, nu vi kan vi endelig trække vejret igen,” lyder det fra Houston – hvor teknikerne øjeblikket efter pulser på store cigarer, som er delt ud i anledning af den succesfulde manøvre.­

Hen over kontrolpanelet trykker Armstrong og Aldrin hinanden i hånden, hvorefter de to mænd fra Jorden kigger ud på Månen og med ærefrygt suger indtrykkene til sig.

Her, søndag den 20. juli – 102 timer, 45 minutter og 42 sekunder efter lift-off fra USA – har mennesket for første gang indfundet sig på Månen.

Lille skridt for et menneske

Det er planen, at astronauterne skal hvile sig i fem timer, før de stiger ud af Eagle, men Armstrong og Aldrin er alt, alt for spændte til at kunne vente.

Med kontrolcentrets tilladelse gør de derfor klar til at træde ned på den livløse slette. Armstrong funderer over, hvor varm og indbydende overfladen ser ud i jordskinnet på baggrund af den kulsorte himmel.

“Man får faktisk lyst til at gå derud kun iført badebukser for at få lidt sol på maven,” siger han.

Et par timer efter landingen er astronauterne parate til at gå ud på Månens nøddebrune overflade.

Og mens Aldrin holder lugen åben, bakker Armstrong ud af Eagle og aktiverer et kamera, der skal filme mændenes entre på den nyerobrede klode.

Omkring 600 millioner mennesker verden over sidder nu helt ude på kanten af stolen, klistret til tv-skærmene, hvor flimrende og kornede sort-hvide billeder viser Neil Armstrong, da han kravler ned ad stigen og placerer venstre fod på Månens overflade.

Gennem en skrattende lydforbindelse kan de høre ham sige: “Et lille skridt for et menneske, et kæmpe spring for menneskeheden.”

Cirka 20 minutter senere kravler Aldrin ned ad stigen, men vender om igen for at sikre sig, at lugen er lukket ordentligt.

“Fartøjet er vores hjem i de næste par timer, og jeg vil passe godt på det.” forklarer han – efter i spøg at have beroliget Armstrong med, at lugen kun er lukket, ikke låst.

Da Aldrin er trådt ud på Månen, spørger Armstrong: “Er det ikke fantastisk? Storslået syn herfra.”

"Storslået ødemark,” korrigerer hans kollega, der bemærker, at støvlerne øjeblikkeligt bliver dækket af et fint, nærmest kakaofarvet lag støv.

Astronauterne betragter fascineret Jorden, der lyser som en stjerne, men eftersom de kun har ilt til få timers udforskning af den nye verden, er tiden ikke inde til at falde i staver over udsigten.

De må straks i gang med deres opgaver.­­ Med det samme bemærker astronauterne, hvor let og ubesværet det er at bevæge sig på Månen, selv iført de stive dragter.

På grund af den svage tyngdekraft vejer mændene kun en sjettedel af deres vægt på Jorden, og hvert skridt bliver forlænget til et lille hop, der foregår som i slowmotion.

Mens de er i gang med eksperimenterne, må de af og til kaste ting som snore og gribekroge fra sig, og genstandene svæver af sted med dovne, langsomme bevægelser.

Historisk opringning fra Nixon

Armstrong og Aldrin stiller en jordskælvsmåler op, og udstyret med en skovl og en kasse går de i gang med at indsamle månesten og månestøv.

Midt i arbejdet bliver de afbrudt af kontrolcentret, der meddeler, at præsident Nixon ønsker at tale med dem.

“Neil og Buzz, jeg taler til jer fra det ovale rum i Det Hvide Hus. Dette må med sikkerhed være en historisk telefonopringning. Jeg kan ikke finde ord for, hvor stolte vi alle er – for alle amerikanere, og for alle mennesker i verden, må dette være den stolteste dag i livet. På grund af det, I har gjort, er himmelrummet blevet en del af menneskehedens verden,” siger præsidenten.

Efter at have takket for opringningen genoptager astronauterne arbejdet, men tiden iler.

Alt for hurtigt, synes Armstrong og Aldrin, er det tid til at vende tilbage til Eagle.

Som et vidnesbyrd om besøget planter de Stars and Stripes på Månen og efterlader også en mindeplade med ordene: “Her satte mennesker fra planeten Jorden første gang foden på Månen i juli 1969 e.Kr. Vi kom med fred for hele menneskeheden.”

To og en halv time efter at de er kravlet ud af lugen, vender Aldrin og Armstrong tilbage til Eagle.

Men på vejen op ad stigen minder Aldrin Armstrong om, at han skal huske at efterlade en hyldest til deres faldne kolleger.

Armstrong fisker en forseglet pakke op af en skulderlomme og kaster den ned på overfladen.

Den indeholder blandt andet en medaljon tilegnet verdens første menneske i rummet, russeren Jurij Gagarin, der omkom i 1968 under træningen med et jagerfly, samt et Apollo 1-emblem til de tre Apollo-astronauter, der i 1967 brændte inde i deres kommandomodul under en øvelse på affyringsrampen i Florida.

Først da Aldrin og Armstrong er tilbage i Eagle og har taget deres hjelme af, opdager de, at Månen lugter – skarpt og udefinerbart.

Lugten hænger i tøjet, og Aldrin beskriver den som “lidt stikkende som krudtrøg, aske på et ildsted eller afskudte knaldhætter”.

Skinkesandwich svæver

Tilbage i Eagle forsøger Aldrin og Armstrong at få sig en tiltrængt lur, men kulden, maskinernes evindelige brummen og alle de indtryk, der trænger sig på, forhindrer dem i at falde helt til ro. Det bliver i stedet til 6 timer og 50 minutters afslapning.

Knap et døgn efter landingen indleder astronauterne et af rejsens farligste momenter: De tænder den raketmotor, der skal løfte den øverste af Eagles to sektioner op fra Månen.

Lykkes det ikke, er de fortabt, for modulet har ingen reservemotor, og Columbia kan ikke lande på Månen.

Til alles lettelse lykkes manøvren, og mens den ene halvdel af Eagle bliver stående på Månen, suser den anden halvdel med Armstrong og Aldrin af sted i en hvirvlende sky af støv.

“Alt er fint, vi er stolte af jer,” meddeler kontrolcentret oprømt.

Knap fire timer senere nærmer Eagle og Columbia sig hinanden.

Om bord på Columbia har Michael Collins kredset 14 gange rundt om Månen og været det vel nok mest ensomme menneske i universet, så nu glæder han sig usigeligt til at få selskab.

Sammenkoblingen – det såkaldte rendezvous – går lige efter bogen, og efter at have sendt kasserne med de dyrebare måneprøver, film, kameraer og andet udstyr ind i Columbia kravler Aldrin og Armstrong selv ind i modulet.

Øjeblikket efter bliver Eagle koblet af og sendt i kredsløb om Månen.

“Der flyver hun, det var nu en god én,” lyder det næsten sørgmodigt fra Armstrong.

Hjemrejsen er den absolut mest tilbagelænede del af missionen, og på den omkring to døgn lange tur får astronauterne endelig mulighed for at puste ud.

Jo nærmere de kommer deres egen planet, jo mere afslappede bliver de, og på de filmoptagelser, der bliver sendt til Jorden, optræder de løssluppent med forskellige stunts: Aldrin demonstrerer, hvordan man smører en skinkesandwich, mens brødet svæver foran ham, og seerne får også indblik i, hvordan vægtløsheden påvirker en skefuld vand.

Neil Armstrong pakker nogle af de mange måneprøver ud og viser dem frem for alle de nysgerrige seere og forskere, der sidder klinet til husalteret.­

Om aftenen den 23. juli er tonen mere højtidelig, da Aldrin henvender sig direkte til seerne: “Vi er kommet til den konklusion, at dette har været meget mere end tre mænd på en rejse til Månen, mere end en regerings og en industris anstrengelser, mere end en nations anstrengelser. Vi føler, at denne rejse står som symbolet på hele menneskehedens umættelige nysgerrighed efter at udforske det ukendte.”

24. juli plasker Apollo 11 i havet lige vest for Hawaii, hvor en flåde af skibe venter den.

Apollo 11 plasker i Stillehavet

Med en fart på lidt over tre gange lydens hastighed stryger Apollo 11's kommandomodul mod Jorden, og ved middagstid torsdag den 24. juli tordner fartøjet ind i Jordens atmosfære som en rødglødende meteor.

I og lige over Stillehavet vest for Hawaii venter over 9000 mennesker fordelt på 9 skibe og 54 flyvemaskiner på Columbia, og da modulets tre faldskærme bliver udløst og Columbia plasker ned i havet, vil jublen ingen ende tage blandt de ventende.

I samme øjeblik, rumfartøjet rammer vandet, tipper det omkring med bunden i vejret, men tre luftpuder pustes automatisk op og får vendt Columbia den rigtige vej.

Umiddelbart efter summer himlen med helikoptere, og mens frømænd hopper i havet og svømmer hen til Columbia, meddeler de tre astronauter indeni, at de har det ”fremragende”.

Dykkerne forsyner de hjemvendte helte med en speciel dragt, en såkaldt BIG, dvs. en biologisk isolationsdragt.

Iført denne gråbrune beklædning, som skal forhindre eventuelle månebakterier i at sprede sig, bliver Armstrong, Aldrin og Collins hejst om bord i en helikopter, som 24 minutter senere lander på hangarskibet “USS Hornet”.

Mens et orkester spiller op på dækket, bliver astronauterne ført over i en campingvognlignende kabine, som skal være deres hjem frem til den 10. august, hvor karantæneperioden slutter.

Om bord på “USS Hornet” befinder sig også præsident Nixon, der uden for karantæneboksens vindue byder de tre velkommen hjem og hilser dem fra alverdens statsledere.

Målet er nået

Da Armstrong, Aldrin og Collins omsider slipper ud af karantænen, som de efterhånden er begyndt at betragte som et fængsel, venter der dem en heltemodtagelse.

Med præsidentflyet Air Force One flyver trioen den 13. august 1969 fra Houston til først New York, så Chicago og endelig Los Angeles, hvor de tre astronauter fra tidlig morgen til sen aften bliver fejret ved storslåede parader.

I åben bil bliver de transporteret gennem de tre storbyer, mens konfettien daler ned over dem, og bifaldet fra millioner af begejstrede mennesker runger gennem gaderne.

I en tale til kongressen havde USA’s nytiltrådte præsident John F. Kennedy i maj 1961 proklameret, at USA burde sætte sig som mål “at landsætte et menneske på Månen og bringe det sikkert tilbage til Jorden inden årtiets udgang”.

Her, hvor der endnu er flere måneder til, at 1960’erne rinder ud, er målet nået. Og mens Armstrong, Aldrin og Collins storsmilende og vinkende kører i triumftog efter besøget hos Jordens nærmeste nabo, har forskerne travlt med at granske de 22 kilo souvenirs i form af måneprøver, som astronauterne har haft med i bagagen.

Måske er du interesseret i...

Læs også