Ingen ved, hvad der blev af Hudson, hans søn og de andre sømænd, der blev efterladt i en åben jolle. 

© Mary Evans Picture Library

Skæbnesvanger jagt på Nordvestpassagen endte katastrofalt

På sine opdagelsesrejser i Arktis havde kaptajnen Henry Hudson aldrig mistet en mand. Men under forsøget på at finde Nordvestpassagen gik det galt. Sult, kulde, mørke og misundelse førte til en katastrofe.

12. maj 2017 af Else Christensen

Londons dokker myldrede af liv. Driftige hænder flyttede rundt på kasser, sække og tønder, og en liflig duft af eksotiske krydderier fyldte luften. 

Men på skibet Discovery var alt stille. De blodplettede dæksplanker og bunkerne af blodigt tøj i lasten vidnede om et katastrofalt togt plaget af død, sult og kulde. 

Folk gøs, når de gik forbi det uhyggelige, forladte skib.

Historien om Discovery og dets kaptajn, Henry Hudson, begyndte den 17. april 1610, da Hudsons ekspedition var sejlet ud i håbet om at blive den første til at finde Nordvestpassagen – genvejen over Arktis til Østens rigdomme. 

Men skibet fandt aldrig passagen. I stedet haltede det efter 16 måneder til søs hjem til England med kun otte ud af de oprindelige 22 besætningsmedlemmer om bord. 

De fleste udmarvede af sult og på randen af sindssyge efter måneders rædsler. Henry Hudson var ikke blandt dem. Ham havde besætningen efterladt til en grusom død i Arktis.  

Krydderier var guld værd

Beretningen om mytteriet på Discovery ramte briterne som iskold havgus. Optimismen og troen på fremtiden var stor, og Hudsons ekspedition var et led i den opblomstring af den britiske søfart og de britiske kolonidrømme, som dronning Elizabeth 1. havde sat i gang i slutningen af 1500-tallet.

Oversøisk handel og kolonisering var en indbringende forretning og Elizabeth havde grundlagt en effektiv flåde og et handelskompagni, der hurtigt skaffede hendes rige en plads blandt de førende kolonimagter.

Elizabeths efterfølger, Jakob 1. Stuart, fulgte samme politik. Han etablerede en bosættelse, James­town, i Nordamerika og et net af britiske handelsstationer over hele kloden. 

Opdagelsen af Nordvestpassagen ville cementere briternes position som verdensmagt og indbringe formuer, for handelen med eksotiske varer var særdeles lukrativ.

Efterspørgslen fik købmænd til at investere store summer i at hjembringe varerne. En genvej til Asien i form af Nordvestpassagen ville betyde kortere transporttid og dermed lavere omkostninger, men ekspeditioner var en bekostelig affære. 

Derfor var det vigtigt at finde den rette kaptajn til at lede rejsen, og få var bedre egnet end Henry Hudson, der kendte de arktiske egne fra tidligere rejser.

Historikere kender kun lidt til hans baggrund, men han kom formentlig til verden i London omkring år 1565. Hans familie var købmænd og havde et vidtstrakt netværk af handelsforbindelser. 

På to tidligere ekspeditioner havde Hudson først søgt efter Nordøstpassagen – vandvejen nord om Europa og Asien til Stillehavet – og siden Nordvestpassagen. 

Han havde ikke fundet en genvej, men var en højt respekteret kaptajn, der var kendt for sin grundige forberedelse og sin omhu. 

Selv om han havde hustru og tre børn, brugte han sin sparsomme tid i land på at tale med andre rejsende, der gav ham friske oplysninger om de ukendte egne i nord.

Hudson plejede også sine forbindelser til handelskompagnier og investorer. Kaptajnen forfulgte nidkært sine mål, men satte aldrig hverken skibets eller mandskabets sikkerhed på spil. 

Hudson havde ikke mistet en eneste mand på sine rejser, og det var en bemærkelsesværdig bedrift, dengang livet på havet selv under de mest gunstige forhold var yderst risikabelt. 

Efter en vinter om bord på ekspeditionsskibet Discovery fik mandskabet nok af sult, kulde og mørke.

© Image Select/Alamy

Navigatøren var uerfaren

De søfolk, som i 1600-tallet bemandede ekspeditionsskibene, var som regel en broget forsamling, og Discoverys besætning var ingen undtagelse. 

Med om bord var bl.a. Abacuk Pricket, den velskrivende men ikke særligt erfarne navigatør, hvis dagbog og senere beretning blev udgangspunktet for eftertidens opfattelse af Hudsons fatale ekspedition.

Desuden var tømreren Philip Staffe, der hverken læse eller skrive, men havde stor sejlerfaring, om bord. 

Hudsons 17-årige søn John var også med. Han havde ledsaget sin far på to tidligere ekspeditioner og var trods sin unge alder en erfaren sømand.

Henry Greene var med som Hudsons personlige rejsefælle og havde en central rolle på Discovery. 

Han havde været tjener for Hudson i London og da han både kunne læse og skrive, havde kaptajnen taget ham med på ekspeditionen. 

Tjenerjobbet hos Hudson havde givet ham mad på bordet, men forholdet mellem de to mænd var anspændt. 

Greene var ud af en respektabel familie, men havde formøblet sine penge og havde svært ved at finde sig i sin underdanige rolle hos Hudson.

Island var befolket af uhyrer

Discovery afsejlede planmæssigt fra London, og første del af turen forløb uden problemer. Selv om ruten var velkendt for Hudson, havde sejladsen et skær af eventyr over sig. 

Mindre end 120 år var gået, siden Columbus første gang krydsede Atlanten, og viden om de arktiske egne var stadig usikker og præget af myter, sagn og de søfarendes fantasi. 

Island, som Hudson anløb i midten af maj 1610, var ifølge en af tidens fremmeste kartografer befolket med frygtindgydende dyr langs kysterne.

Herefter passerede ekspeditionen Grønlands vestside og nåede så “en voldsom krusning eller brydning af vandstrømme”. Tegnet på en åbning i det, der i dag er Canadas østkyst.

Den 9. juni gled Discovery ind i Frobisherstrædet i det nordøstlige Canada, og her mødte besætningen for første gang isens voldsomme kræfter. 

Datidens videnskabsfolk kendte meget lidt til klimaforholdene i Arktis og mente, at da Solen trods alt skinnede halvdelen af året, måtte der altid være en isfri passage – en teori, Hudson ikke kunne få til at passe med virkeligheden. 

Isen pakkede sig sammen om Discovery, og mægtige isbjerge tårnede sig faretruende op over det lille skib.

Hudson forsøgte at finde isfrit vand, men ligegyldig i hvilken retning Discovery sejlede, samlede isflagerne sig tæt om skibet. 

Det var som at sejle i en livsfarlig labyrint af is. Dagene blev efterhånden kortere, og ubønhørligt sneg den arktiske vinter sig ind på mændene. Hudson så i øjnene, at ekpeditionen var tvunget til at overvintre – til besætningens store skuffelse.

Vinterfrakke udløste strid

Tidligt i november lagde Discovery sig til rette i det, der i dag hedder James Bay, og snart efter brød den anspændte stemning ud i fjendskab.

Skibets skytte, John Williams, døde – antagelig af sygdom – og efterlod sig et eftertragtet arvestykke: en varm overfrakke. 

Hudson valgte at forære den til sin tidligere tjener, Greene, der ikke var vellidt blandt de andre besætningsmedlemmer. 

Kort tid efter uddelingen af frakken kastede Hudson imidlertid sin vrede på Greene, der uden at spørge om tilladelse var taget i land sammen med tømreren Staffe. Rasende fastslog Hudson, at Greene kun ville få sin løn, hvis han behagede ham. 

Hudson trak straks ordene i sig igen og sagde forsonligt, at han naturligvis ville få løn som alle andre. Tilsyneladende døde striden hen, men Greenes vrede ulmede, mens han og resten af besætningen kæmpede mod sneen, kulden og sulten i det arktiske mørke.

I løbet af vinteren holdt både Hudson og navigatøren Pricket op med at føre journal. Måske var de barske forhold for meget for dem.

Måske kunne deres forfrosne fingre ikke længere holde på papir og pen. Ingen kender årsagen, men senere ekspeditioner har efterladt vidnesbyrd om den lammende kulde og det uigennemtrængelige mørke, når vinteren sænker sig over James Bay. 

Isen presser ubønhørligt sammen om skibet, der knager faretruende. Frosten klæber til hår og øjenbryn og og gør det umuligt at holde om værktøj.

Det gjorde han ikke, men da isen omsider begyndte at bryde op, drog Hudson ud for at finde andre indfødte, så han kunne skaffe forsyninger til hjemturen. Hudson gik om bord i en af Discoverys joller for at finde handelspartnere sydpå.

Med sig havde han mad til ni dage, og inden han tog af sted, bad han besætningen om at at samle brænde, vand og ballast, så de kunne være klar til at sejle, når han kom tilbage.

Kaptajnens tur blev skæbnesvanger. Da han vendte tomhændet tilbage, kunne det hårdt prøvede mandskab snart ikke klare flere skuffelser.

Hudson så situationens alvor og lavede en nødplan. Kaptajnen delte de sidste rester af brød ud til besætningen, så hver mand fik et pund – ikke meget for en granvoksen, hårdtarbejdende sømand.

Nogle af mændene blev sendt på fisketur, men også dette gav et skuffende magert resultat. “80 små fisk. Ringe lindring for så mange sultne maver”, skrev en nedslået Pricket.

Efterhånden som isen løsnede sit greb, kunne Discovery langsomt vugge gennem ismasserne. Men snart stødte skibet igen på is, og Hudson måtte kaste anker. Kaptajnen beordrede alle skibets kister brudt op, og den mad, som besætningsmedlemmerne havde gemt til sig selv, blev fordelt ligeligt mellem alle mand.

Forsøget på at lindre mandskabets sult gjorde kun utilfredsheden på skibet større, og samtidig lurede mistanken om, at kaptajnen ikke var færdig med sit arktiske eventyr.

Kaptajnen havde forfremmet analfabeten Staffe til styrmand, og mændede mistænkte deres kaptajn for at forsøge at skjule en plan om at fortsætte rejsen i stedet for at vende hjem. Mandskabet forudså med gru, at de måtte overvintre endnu en gang.

Om aftenen den 21. juni sagde Greene og et andet besætningsmedlem til Pricket, at de pønsede på et mytteri.

Hudson og de syge fra skibet skulle sættes ud i en jolle, og Discovery sejle hjem til England. Pricket afslog at være med, for han vidste, at England straffede den slags hårdt.

Han havde set pirater blive hængt, men Greene var fast besluttet. Han ville hellere hænges derhjemme end sulte i udlandet, bedyrede han.

Pricket, der var bange for selv at havne i jollen, forsøgte at få mytteristerne til at vente for at forsøge at få Hudson til at inddrage al mad om bord, så den kunne blive retfærdigt fordelt.

Det afslog Greene, og for Pricket var det et tydeligt tegn på, at det ikke handlede om mad, men om Greenes had til Hudson. Næste nat skred mytteristerne til handling.

Ifølge Pricket, som senere beskrev mytteriet i detaljer, overnattede Greene i Hudsons kahyt. Mytteristerne var bange for, at kaptajnen havde fattet mistanke og om natten lå Pricket vågen og håbede, at morgenlyset ville få de sammensvorne på bedre tanker.

Da morgenen kom, fortalte Greene om planerne til Staffe. I det samme kom Hudson ud fra sin kahyt. Greene overmandede resolut kaptajnen og bagbandt ham. 

Den svært overraskede kaptajn råbte på sin styrmand, Staffe, men fik intet svar.

Et par af de andre søfolk kom med utilfredse tilråb, men oprørerne havde fuldstændig overtaget styringen. 

Henry Hudsons atlas

I slutningen af 1500-tallet samlede Abraham Ortelius datidens bedste kort til historiens første atlas, Theatrum Orbis Terrarum. Værket blev anset for at være meget nøjagtigt, men kort baseret på optegnelser fra Henry Hudsons skæbnesvangre rejse stemmer langt bedre overens med Nordatlantens faktiske kystlinjer. 

Sømænd var i tvivl om mytteri

Hudson, hans søn og de syge, som lå under dæk, blev kommanderet ned i en jolle. Pricket forsøgte at komme kaptajnen til hjælp, men blev stoppet af mytteristerne. 

Han faldt på knæ og bad inderligt om, at Greene ville vise hensyn og “for Guds skyld at huske sig selv og at handle, som de ønskede, andre ville handle over for dem”, men mytteristerne bad bare Pricket om at holde mund.

Flere af de mænd, som Greene ikke havde indviet i sine planer, var forvirrede. De troede, at kaptajnen blot skulle sidde i jollen i nogen tid og derefter ville blive halet om bord igen, eller at han skulle sættes i land og siden hentes.

Og da det efterhånden gik op for dem, at Greene havde tænkt sig efterlade Hudson i ødemarken, kom deres loyalitet over for Hudson på en prøve.

Skulle de blive på Discovery, og dermed være medskyldige i mytteri, eller skulle de slutte sig til Hudson i jollen og sejle en ukendt skæbne i møde? 

Staffe var ikke i tvivl. Efter at have prøvet at overbevise mytteristerne om, at de ville blive hængt, når de kom hjem, gik han om bord i jollen. Med sig fik han værktøj, mad, et gevær og en jerngryde. 

Så skar mytteristerne rebet til jollen over. Kaptajnen og hans folk roede først, alt hvad de kunne, for at følge med Discovery, man den lille båd sakkede hurtigt agterud. Da ekspeditionsskibet satte storsejlet, var jollen hurtigt kun en sort prik i horisonten. Så forsvandt den helt.

I den følgende tid sejlede Discovery omkring på må og få. Tanken om at sejle tilbage til England gjorde de fleste urolige men til sidst lykkedes det Greene, der havde gjort sig selv til kaptajn, at overbevise de andre om, at de ikke ville blive hængt.

Ved at fastholde, at hensigten havde været at redde besætningen, mente Greene, de kunne slippe for straf.

Det forsvar fik han ikke mulighed for at afprøve. Den 28. juli var mytteristerne gået i land for at jage og fik kontakt til nogle inuitter.

Hvad der præcis skete, er uvist, men det kom til kamp mellem de to grupper, og flere af briterne blev alvorligt såret.

Skræmt fra vid og sans lykkedes det Pricket, der var sluppet næsten uskadt, at sejle de blødende og døende mænd tilbage til Discovery, men de stod ikke til at redde. Greene døde af sine kvæstelser og blev kastet i vandet.

I august 1611 nærmede de sidste otte overlevende mytterister sig omsider den hjemlige kyst. De fleste var for udmattede til at stå og sad på dækket, stirrende frem for sig med tomme øjne.

Besætningen blev ikke straffet. Hvad der hændte med Hudson, ved ingen, men han døde formentlig i løbet af vinteren.

Nordvestpassagen fandt han aldrig, men hans navn lever videre i de enorme områder, han kortlagde. 

Måske er du interesseret i...

Læs også