En gruppe modige mænd og deres slædehunde tog kampen op imod en isnende vinterstorm, som hærgede Alaska, for at bringe medicinen frem til den ramte by.

© Science Museum London, U.S. Public Health Service & Shutterstock

Slædehunde skal redde by fra farlig epidemi

I januar 1925 sender lægen i Alaska-byen Nome et nødråb ud til hele USA. Byen hærges af en difteri-epidemi og mangler medicin, men byens havn er frosset til i vinterkulden. Nomes skæbne hviler derfor på skuldrene af Alaskas slædehunde, som på rekordtid skal krydse den bundfrosne ødemark – ellers er den lille by dødsdømt.

12. juli 2017 af Benjamin Christensen

I 1925 er få steder på jorden så isolerede som den gamle guldgraverby Nome i det vestlige Alaska. Den ligger blot to længdegrader syd for polarcirklen og er indhyllet i is og mørke halvdelen af året. 

Når vinteren for alvor sætter ind i oktober, forlader det sidste skib byens havn, inden den fryser til, og skibene vender først tilbage i juli, når isen bryder op. 

Gennem den lange vinter har Nomes indbyggere kun én livline til den civiliserede verden: en postrute opretholdt af hundeslæder, der kører tværs gennem det uvejsomme og snedækkede Alaska.

Fra oktober til juni er denne rute – den såkaldte Iditarod Trail – den eneste måde, Nome kan modtage vigtige forsyninger som mad, værktøj samt post på. 

Lokale slædeførere med deres hundespand står for transporten, og undervejs på ruten ligger små kroer, hvor de forfrosne mænd kan hvile sig og få varmen igen.

Byen rammes af difteri

Nome, tirsdag den 20. januar

For enden af Iditarod Trail ligger byen Nome, hvor doktor Curtis Welch som områdets eneste læge har ansvaret for ca. 10.000 menneskers helbred. Denne aften er det dog én specifik patient, som har hans opmærksomhed.

Unge Billy Barnett har i næsten to uger ligget syg på byens hospital – udmattet med en øm hals, hævede kirtler og feber. Men dét, som virkelig gør Welch bekymret, er drengens symptomer: tykke, grålige læsioner i halsen og ved slimhinden i næsen. 

Denne vinter har der allerede været to foruroligende dødsfald i Nome, og lægen frygter, at Billy kan blive det tredje.

Drengens symptomer peger i retning af en uhyre smitsom sygdom, der er kendt som “Kvæleren”. Navnet har sygdommen fået, fordi dens ofre langsomt bliver kvalt i deres eget blod og materie – i takt med at det bløde væv i hals og næse forvandles til hårde klumper af størknet blod.

Sygdommens rigtige navn er difteri, en luftvejsinfektion fremkaldt af bakterien Corynebacterium diphtheriae, og Welch ved, at epidemier i andre byer har kostet op mod halvdelen af alle børnene og mange af de voksne indbyggere livet. 

Difteri skal bekæmpes med serum-indsprøjtninger indeholdende såkaldt antitoksin, som modvirker bakteriens giftstof. Lægen har kun 80.000 enheder af dette serum – hvilket blot rækker til at kurere seks patienter.

Da en difteri-epidemi i 1925 ramte byen Nome i Alaska, slog den lokale læge alarm via byens telegraf.

© Science Museum London, U.S. Public Health Service & Shutterstock

Nødråb fra guldgraverbyen

Nome, aften den 21. januar

Da Welch fremlægger sine formodninger for Nomes byråd, er alle enige om at indføre karantæneforanstaltninger. 

Lægen sender dernæst besked til de nationale sundhedsmyndigheder i Washington og i Alaskas hovedstad, Juneau: “En difteri-epidemi er med sikkerhed på vej her STOP Jeg har alvorligt brug for en million enheder af difteri-medicin STOP Post er eneste mulige form for transport STOP”.

Inden for ganske kort tid vil byen være tørlagt for serum – hvis ikke der kommer hjælp udefra. Welch har allerede brugt 6.000 af sine sparsomme enheder serum uden nogen synderlig virkning på Billy Barnetts tilstand.

Hundeslæder skal redde Nome

Anchorage, mandag den 26. januar

Distriktslægen i Alaskas største by, Anchorage, løber til telegrafstationen med en glædelig nyhed. Da han modtog nødråbet fra Nome, gennemsøgte han sine medicinlagre og gjorde en uventet opdagelse: “300.000 enheder serum fundet på jernbanehospitalet her. 

Pakken kan sendes med tog til Nenana. Kan serummet sendes til Nome med hundeslæder?” spørger lægen.

De fundne enheder i Anchorage er ikke nok til at stoppe epidemien fuldstændig, men de kan bremse den, indtil mere medicin når frem. 

Alaskas guvernør giver derfor ordre til, at serummet omgående sendes til Nenana. Herfra skal en række hundeslædeførere bringe pakken som en stafet de resterende 1.085 km til Nome, inden epidemien når at udrydde byens befolkning.

Slæden bliver tvunget ud på floden

Nenana, tirsdag aften den 27. januar

Den første slædekører, som skal afsted på ruten, er den erfarne “Wild Bill” Shannon. Om aftenen den 27. januar kl. 21 står han klar på togstationen i byen Nenana og venter på, at toget fra Anchorage skal ankomme med serummet, så han kan begynde sin kørsel til bosættelsen Tolovana.

Shannon er nervøs. Termometeret viser nemlig 45 minusgrader. “At rejse ved minus 45 er okay, så længe alting går godt”, siger folk i Alaska – men går noget galt, er det næsten altid lig med en dødelig udgang.

Ved så lave temperaturer fryser luften til is i næsen under vejrtrækningen, så det føles som at blive stukket af bier – og en stråle kogende vand vil blive forvandlet til en sky af iskrystaller, inden den rammer jorden. 

Da toget langt om længe ankommer sidst på aftenen, skynder Shan­non sig at få lastet pakken og sætte afsted. Ruten følger Tanana-floden mod nordvest, men Shannon må snart opgive at følge det sædvanlige spor. 

Et par dage før har en slæde trukket af heste kørt på strækningen, og dyrenes hove har efterladt dybe huller i sporet, som nu er frosset til is.

Slædehundene snubler konstant i de isglatte og stenhårde huller, og flere får deres kløer revet ud, når de trækker sig fri. Frustreret må slædeføreren træffe en farlig beslutning: Han styrer sin slæde ud på den tilfrosne flod. 

Her er det lettere at køre – så længe isen holder. Omsluttet af mørket og den bidende kulde fokuserer Shannon kun på én ting: at nå frem til byen Minto, hvor hans forfrosne hundespand kan få et tiltrængt hvil. 

Efter flere timers kørsel på den frosne flod kan Shannon mærke, hvordan hans krop sparer energi ved at lukke af for blodtilførslen til både fingre og tæer. 

Hans ene storetå føles, som om den er frosset til is, og til sin gru opdager Shannon, at flere af hans hunde er udmattede og løber på ren viljestyrke.

Omkring kl. 3 om natten banker han på døren ved kroen i Minto. Da ejeren åbner, kan han med det samme se, at noget er helt galt: Shannon er nået frem, men hans ansigt er vansiret af forfrysninger, og flere af slædehundene har blodstænk omkring munden – et sikkert tegn på, at kulden har fået blodkarrene i deres lunger til at sprænges. Inden længe vil de drukne i deres eget blod.

Mens kroværten hjælper Shannon ind, kigger han på termometeret – det står på 52 minusgrader, det koldeste vejr på egnen i de sidste 20 år.

Epidemien spreder sig hastigt

Nome, onsdag morgen den 28. januar

Doktor Welch har knap nok haft tid til at sove. Siden de første difteriudbrud og dødsfald rystede det lille samfund, er flere og flere indbyggere blevet ramt. 

Patienten Billy Barnett er afgået ved døden, og nu er hans fem-årige søster også blevet syg. Den smule serum, som Welch kan give hende, lader ikke til at virke.

Blandt inuitterne i byen er situationen også forværret. Flere husstande melder om syge familiemedlemmer. Welch må rationere benhårdt, så de resterende 63.000 enheder bliver givet til de patienter, han tror bedst kan overleve.

“Hundene er de sande helte”

Tolovana, onsdag morgen den 28. januar

1.046 km øst for Nome er det blevet morgen. I Tolovana venter stafetløbets anden kører og den lokale kroejer på, at “Wild Bill” Shannon og hans hundeslæde skal dukke op. De to mænd frygter det værste – at slædeføreren er forulykket på vejen fra Nenana.

Langt om længe dukker Shannon op, hårdt ramt af forfrysninger og med et spand på kun seks hunde. De resterende har han måttet efterlade undervejs på ruten.

“Hvad de hunde klarede under turen mod Nome, var uvurderligt”, forklarer “Wild Bill” senere til en avisreporter. “Jeg tager ingen ære selv. De sande helte under ræset var hundespandene, der trak læsset”.

Nome blev grundlagt i 1898 efter guldfund i området. Foråret efter strømmede tusindvis af lykkejægere til byen.

© Wilhelm Hester Collection/University of Washington &Shutterstock

Lægen må vælge mellem sine patienter

Nome, torsdag morgen den 29. januar

“Situationen er slem”, indleder Nomes borgmester, George Maynard, panisk et telegram til myndighederne i Washington. “Antallet af difteri-patienter stiger fra time til time”.

I løbet af dagen er der indløbet rapporter om to nye udbrud af difteri. Nu er der 20 bekræftede tilfælde i byen og mindst 40 formodede. Welch har kun 21.000 enheder serum tilbage – tre fjerdedele af hans beholdning er opbrugt på ni dage. 

Når lægen tager på husbesøg, må han derfor påtage sig Guds rolle og afgøre, hvilke af patienterne der skal have medicin, og hvilke der skal overlades til deres egen skæbne.

Slædehundene bukker under

Bishop Mountain, fredag den 30. januar

Kl. 3.30 om morgenen drager stafetløbets 12. hundefører, Charlie Evans, ud fra kroen ved Bishop Mountain. Han skal bringe serummet frem til byen Nulato. 

Det er bælgravende mørkt og 52 minusgrader. Evans’ rute følger den brede, tilfrosne Yukon-flod. Der lyder en knagen, hver gang han kører over områder med tynd is.

Ofte må Evans på et splitsekund tvinge slæden og hundene i en anden retning for at undgå at styrte gennem isen. 

En opgave, som ikke bliver lettere af, at skiftende temperaturer danner en tyk tåge, så han reelt kører i blinde.

Evans må satse på, at hundene kan holde ham på sikker grund og undgå våger og revner i isen:

“Jeg stolede på hundene, og de stolede på mig. Det virkede, som om de havde en sjette sans og vidste, hvad jeg tænkte”, erindrer han senere.

I skyndingen er Evans kommet afsted uden de kaninskind, der skal beskytte hundenes sårbare underliv. Konsekvensen bliver tydelig nu. 

Seletøjet slider pelsen af de to forreste hunde og gnaver sig for hvert skridt dybere ind i deres sårbare hud.

De to hunde halter videre, hårdt ramt af forfrysninger, mens deres ben svulmer op. Til sidst må de begge give op. 

Evans har næsten 15 km tilbage af sin etape til Nulato, og nu er begge hans førerhunde ude af stand til at fortsætte.

Ufortrødent placerer han de medtagne hunde på slæden, mens han selv tager seletøjet om halsen og tager deres plads. 

I de næste timer slæber han og hundene sig igennem ishelvedet, mens kulden gør deres lemmer stive. 

Endelig, kl. 10 om formiddagen, kan Evans skimte omridset af Nulato forude. Efter at have videregivet serummet til den næste kører bærer han førerhundene ind foran pejsen. 

Men for sent – de er begge døde. 

Klippe spærrer vejen

Norton-sundet, lørdag den 31. januar

Rutens sværeste strækning er uden tvivl Norton-sundet. For slædeføreren står valget mellem at tage den korte, men yderst farlige tur hen over det frosne farvand eller følge den lange, men meget mere sikre rute langs kysten.

Inuitten Myles Gonangnan er ikke i tvivl om, hvilken rute han skal vælge, da han modtager pakken med serum. 

Selvom sundet ville være langt den hurtigste rute, frygter han, at havets bølger vil bryde isen op, så han og slæden forsvinder for evigt med den dyrebare last. Han vælger derfor turen langs kysten.

Sneen ligger tykt her, og hundene kan ikke slæbe sig igennem driverne. Gonangnan må ofte gå foran for at træde sneen flad for dem og trække hundene op ad de stejle skrænter langs kysten. 

Det er et møjsommeligt arbejde, og inuitten bruger fem timer på at mase sig 19 km frem. Han ved, at den værste udfordring på ruten venter forude – den 300 m høje Blueberry Hill.

Nedstigningen fra bjerget er næsten lodret. 

Selv i perfekt vejr er de lokale hundeslædeførere forsigtige, når de med bremserne i bund lemper deres slæde ned ad skråningen, som de lokale kalder for “Planetens kant”.

Den mulighed har Gonangnan ikke i dag. 

Da han når toppen af bjerget, rammer vinden ham som en iskold knytnæve, og verden forvandles til et kridhvidt tomrum. 

Her er ingen konturer, ingen skygger, bare én stor, hvid flade. Imens hundene farer ud i det blændende tomrum, kan Gonangnan kun bede til de højere magter om, at de ikke fører ham direkte ud over kanten. 

Med ét er der hverken is eller sne under Gonangnan – slæden hænger frit i luften!

Øjeblikke senere brager den ned ad bjergets stejle side. Gonangnan smækker bremserne i med sine ben. 

Med alle muskler i sin krop spændt til bristepunktet klamrer han sig til slæden, mens han prøver at undgå forhindringer, der kan kaste den ud over skrænten.

Pludselig kan inuitten skimte bredden af Norton-sundet, der kommer hastigt nærmere. På mirakuløs vis er han og hundene kommet sikkert ned! Nu mangler de bare et stykke langs den inderste del af sundet. 

Til gengæld er der ingen beskyttelse for vinden ude ved kysten, hvor en hård kuling på 18 m/sek. får temperaturen på 56 minusgrader til at føles endnu koldere. 

Gonangnan har været ude i ni timer, og det vil tage ham yderligere tre at nå sit mål.

Lægen løber tør for serum

Nome, lørdag den 31. januar

Doktor Welch har netop givet sin sidste portion serum til en patient. Han ved, at hvis der ikke snart kommer hjælp, så vil situationen udvikle sig katastrofalt.

Der er allerede tre nye smittede og 30 mulige tilfælde af difteri. “Situationen i Nome er ekstremt kritisk”, konkluderer en lokal journalist.

Samtidig frygter lægen, at sygdommen nu er ved at sprede sig til oplandet.

En af hans patienter har få dage forinden serveret mad for gæsterne på en landevejskro uden for Nome.

Hvis hun har smittet dem, kan sygdommen nu være på vej rundt til alle landsbyer i området.

Alaskas bedste dukker op i stormen

Norton-sundet, om aftenen den 31. januar

Samme aften er Alaskas bedste slædekører, Leonhard Seppala, på vej mod Nulato for at modtage serummet. Ifølge den oprindelige plan skulle han køre 500 km fra Nome til Nulato og så 500 km hjem igen med serummet. 

I mellemtiden er planen dog blevet ændret. Der er sat flere kørere ind, for at serummet kan komme frem hurtigst muligt. Imidlertid har det været umuligt at give den besked til Seppala, som allerede er ude på ruten. 

Alle slædeførerne har derfor fået besked på at stoppe Seppala, hvis de støder på ham.

Russeren Henry Ivanoff har tidligere på dagen modtaget serummet, og hans hundespand er nu på vej langs Norton-sundet. 

Uheldigvis har hundene fået færten af et dyr, hvorfor de nu er mere opsatte på at jage end at trække slæden. Ivanoff er netop ved at få styr på spandet, da han øjner en anden slæde på vej mod sig.

Det kan kun være Seppala på vej i den modsatte retning, indser Ivanoff, mens han vifter og råber for at få ham til at stoppe. Seppala har imidlertid ingen tid at spilde – han sætter farten op, så hundene ikke risikerer at gå i stå, når de øjner det andet spand. 

Idet han drøner forbi Ivanoff, kan han lige akkurat høre ham råbe: “Serummet! Jeg har serummet!”. Overrasket hugger Seppala bremserne i. 

Medicinen er dybfrossen

Isaac’s Point, lørdag aften 31. januar

Sent om aftenen gør Seppala holdt ved Isaac’s Points gæstehus på den anden side af Norton-sundet. 

For at spare tid har han krydset den inderste del af det isdækkede sund, som ingen af de tidligere slædeførere har turdet at skrå indover. 

Seppala er klar over, at hans satsning nemt kunne have kostet ham livet, men han har sparet tid.

Ude på isen blæste en kraftig vind, og temperaturen nåede helt ned på 62 minusgrader. Selvom serummet har været pakket godt ind i flere lag af skind, er Seppala bekymret. 

Hvis pakken bliver for kold, kan serumampullerne springe. Af samme grund har slædeførerne varmet serummet op, hver gang de har gjort holdt.

Da Seppala forsigtigt pakker den dyrebare medicin ud af skindet, går det til hans gru op for ham, at serummet er dybfrossent. Forsigtigt går han ampullerne igennem én for én og kan til sidst drage et lettelsens suk. Ingen af dem er sprunget i kulden.

Leonhard Seppala vandt stort set alle de slædeløb, han stillede op i.

© John R. Signor, Age/Scanpix, Getty Images & Shutterstock

Karantænen lammer byen

Nome, søndag morgen den 1. februar

Der er fuldstændig stille i Nome denne søndag morgen. Ingen mennesker går i kirke på grund af smittefaren. 

De eneste mennesker på gaden er Nomes læge og et par sygeplejersker, som sammen med lærerne fra inuitskolen har påtaget sig opgaven med at holde byen under karantæne – det vil sige sørge for, at alle holder sig inden døre.

Alle forholdsregler til trods stiger antallet af syge, der nu er oppe på 28 personer. 

Til den lokale journalist indrømmer Welch, at “selv hvis hundene når frem, vil der kun være serum nok til at behandle 30 patienter”. Dagen efter kan journalisten føjes til listen over syge.

Vinden går lige gennem tøjet

Bluff, søndag den 1. februar

I minebyen Bluff – ca. 80 km øst for Nome – er den norskfødte slædefører og ansatte ved mineselskabet Gunnar Kaasen klar til at bringe serummet videre.

“Jeg havde sælskindsstøvler på fødderne, og ud over dem havde jeg sælskindsbukser. På kroppen bar jeg en rensdyranorak med hætte og over den en oilskindsfrakke”, forklarer han senere. 

Normalt ville den beklædning være nok til, at en erfaren slædefører kan holde varmen, men “vinden var så kraftig, at den gik lige igennem skindene”, erindrer Gunnar Kaasen efterfølgende om turen.

Kaasen er på vej ud i en gigantisk snestorm. “Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var”, indrømmer han senere. “Jeg kunne ikke engang gætte mig frem”.

I stedet stoler Kaasen fuldt og fast på sin førerhund, Balto, der kender ruten ud og ind. Ifølge planen skal han køre til minebyen Solomon, hvor han kan gøre holdt for natten og få varmen, mens hundene hviler.

Da den hylende storm stilner af for en stund, opdager han imidlertid, at han er kørt forbi Solomon.

I stedet for at vende om beslutter Kaasen sig for at droppe hvilet. I vindstød på op til 31 m/sek. kæmper hans udmattede hunde sig videre fremad gennem sneen.

Pludselig rammer et særlig kraftigt vindstød. Hunde, slæde og Kaasen kastes gennem luften og lander i en snedynge.

Fortumlet og lammet af kulde begynder slædeføreren at grave slæden fri. Efter flere minutters udmattende arbejde i den bidende kulde er Kaasen klar til at fortsætte turen. 

Han mærker efter i slæden for at sikre sig, at pakken med serum er spændt fast. Men den er væk!

I nattemørket kan han intet se og må kravle frem i snedriverne, mens han afsøger området. Ampullerne med serum skal findes, inden de fryser til is og splintres. 

Balto når frem, og byen er reddet

Nome, mandag morgen den 2. februar

Flere timer senere – omkring kl. 5.30 – kan Kaasen skimte korset i toppen af Nomes kirkespir. Han er fuldstændig udmattet, og hans fingre og ansigt er sorte af forfrysninger, men han har nået målet.

Kaasen var ellers tæt på at opgive, mens han famlende ledte efter serummet. Men til sidst strejfede hans hænder på mirakuløs vis noget hårdt i snedyngen – serumpakken.

Med fornyet energi fortsatte han mod Port Safety for at overrække pakken til rutens sidste kører. Da Kaasen nåede gæstehuset dér, viste det sig dog, at køreren var gået til ro, i den tro at holdet inden ham havde slået lejr på ruten.

For ikke at spilde nogen tid valgte Kaasen selv at køre de resterende 32 km ind til Nome. 

Med sine sidste kræfter kæmper han sig frem langs byens hovedgade, hvor han til sidst stiger af slæden og kollapser på jorden med ordene “Forbandet god hund”.

Serummet bremser udbruddet, og to uger senere ankommer en større sending, hvorefter epidemien bliver stoppet. I alt dør seks mennesker af difteri i Nome, mens det formodes, at op mod 100 børn mister livet i områderne uden for byen.

 “De indfødte har for vane at begrave deres børn uden at rapportere dødsfaldene”, konstaterer doktor Curtis Welch.

Flere hunde er omkommet, og mange af slædeførerne er hårdt ramt af forfrysninger. Men deres opofrelse har reddet tusinder fra døden.

Efterskrift

Gunnar Kaasen og Balto blev hyldet som helte i hele USA efter et i 1925 – og de var bl.a. med til at indspille en film om Baltos bedrifter. 

Året efter besluttede Kaasen at vende tilbage til Alaska. Her arbejdede han i mineindustrien, indtil han sammen med hustruen, Anna, købte et hus i Everett i staten Washington. 

Til sin død i 1960 fastholdt Kaasen, at Balto var den kvikkeste slædehund, der nogensinde havde levet.

Måske er du interesseret i...

Læs også