Cal Rogers tog selvsikkert udfordringen op og meldte sig til den hæsblæsende konkurrence om hvem, der kunne blive den første pilot, som fløj tværs over USA på højst 30 døgn.

Tværs over USA i en smadrekasse: 16 styrt på 49 dage

I 1911 letter flypioneren Cal Rodgers for at blive den første pilot, som flyver tværs over USA fra kyst til kyst. Det spinkle Wright-fly styrter ned igen og igen, men Rodgers fortsætter ufortrødent sin farlige færd.

20. juli 2015 af Boris Koll

Cal Rodgers er selvsikker og optimistisk

Cal Rodgers’ cigar vipper fornøjet op og ned, mens han storsmilende og i en sky af røg svarer på spørgsmål fra journalisterne. Alle store medier i det østlige USA er repræsenteret ved denne pressekonference på Hotel Martinique i New York City, hvor den 32-årige pilot begejstret fortæller om det rekordforsøg, han nu vil indlede. Reporternes spørgelyst er enorm, for USA er blevet bidt af en gal flyver, og millioner af læsere hungrer efter at høre alt om det forestående eventyr i luften.

Avismogulen William Hearst har udlovet en fænomenal præmie på 50.000 dollars til den første pilot, som flyver tværs over USA på højst 30 døgn. Konkurrencereglerne er dog meget stramme. Tilbuddet fra William Hearst gælder kun til 11. oktober 1911. Og nu er det allerede 15. september, så Cal er i ekstrem tidsnød – medmindre Hearst som håbet forlænger fristen.

Cal traf først beslutningen om at forsøge at vinde prisen, da han i august løb med hovedpræmien i en stor international flyvekonkurrence i Chicago og dermed fik mulighed for at købe sit eget fly. Han ville inderligt gerne have været afsted noget før, men forberedelserne har kostet flere måneder, og hans sponsoraftale med producenten af læskedrikken Vin Fiz er først lige faldet på plads. Men nu er alt omsider klappet og klart.

To rivaler til prisen er allerede lettet, et faktum, reporterne ivrigt spørger ind til. Den første er Robert G. Fowler, som startede fra Californien, men endnu ikke har haft held til at bringe sit fly op over de høje Sierra Nevada-bjerge. Den anden er Jimmie Ward, som er lettet fra New York to dage tidligere, men allerede nu er rendt ind i massive tekniske problemer med sit Curtiss-fly og derfor kun har tilbagelagt et par hundrede kilometer.

Det er derfor stadig et helt åbent løb, og Cal er meget selvsikker: “Jeg har en maskine, som kan flyve 50 miles i timen (88,5 km/t., red.) i roligt vejr. Den er blevet testet grundigt, og hvis den lever op til det, den har vist, vil intet kunne forhindre en perfekt flyvning”, fastslår han.

Cal har meget at have sin optimisme i, for han er langt bedre forberedt end sine rivaler og har en vældig god strategi. Han vil følge jernbanelinjerne hele vejen til Californien. Det vil for det første gøre det meget nemmere at navigere, og for det andet vil hans hjælpehold let kunne følge ham i et særtog lejet til formålet.

Toget skal ikke blot transportere mekanikerne, sponsorens repræsentanter, de medrejsende reportere og Cals kone, Mabel. Det har også to godsvogne, hvor den ene rummer et fuldt udstyret værksted, mens den anden er proppet med reservedele og en ledsagebil, så mekanikerne hurtigt kan nå frem til Cal, hvis han bliver nødt til at lande langt fra jernbanen. Flyvepladser findes endnu ikke, så landingerne må improviseres hver gang.


Starten forsinkes, mens uret tikker

Cals optimisme bliver sat på prøve lige fra begyndelsen. De sidste justeringer på flyet tager længere tid end forventet; maskinen ankommer først ud på aftenen den 16. september fra Wright-fabrikken i Ohio.

Det er midnat, før lastbilen med det adskilte fly plus en bil med Cal og hans mekanikere når frem til startbanen. Mændene begynder straks at samle maskinen i lyset fra petroleumslamper, men bliver afbrudt af en mand, som kommer hen til flyet med en lygte i hånden.

“Er det ikke Rodgers, som vil vinde Hearstprisen?” Cal nikker bekræftende.

“Jeg er overrasket over at se Dem her. Jeg troede, De ville starte fra Sheepshead væddeløbsbane. Dette er Brighton Beach Park”, siger manden.

Cal stirrer lamslået på ham. For pokker da også! De er det forkerte sted! Cal har endnu ikke fløjet en meter, men er allerede faret vild. Møjsommeligt skiller mændene maskinen ad igen, får den tilbage på lastbilen og kører til Sheepshead for at samle den på ny. Først ved daggry kan de udmattede vende tilbage til deres hotel.

Titusinder vinker farvel

Næste formiddag er det smukt solskin, men Cal sover fra det. Hans kone insisterer på, at han skal være udhvilet inden dagens flyvning, og vækker ham først kl. 14. Knap to timer senere står Cal på startbanen iført sin flyverdragt. Det er søndag, og tusinder af tilskuere er kommet for at se ham tage afsted. Folk trænges om flyet i en sådan grad, at Cal slet ikke kan komme til. Først da frivillige hjælper det lokale politi med at trænge folkemængden tilbage, kan piloten endelig gøre klar til start.

Flyet, som nu officielt hedder The Vin Fiz Flyer, er hverken udstyret med gashåndtag eller bremser. Der er kun to valgmuligheder: slukket motor og fulde omdrejninger. Mekanikerne må derfor holde flyet tilbage, da Cal vækker motoren til live, og de to propeller begynder at snurre.

“Lad hende gå!” brøler Cal gennem motorlarmen. Mekanikerne giver slip, og det lette fly ruller hen over græsset. Efter kun 90 meter er farten tilstrækkelig, og Vin Fiz letter graciøst. I store cirkler vinder Cal højde, inden han styrer ind over New York City. Det er et fantastisk syn. Fra skyskrabernes tage vinker titusinder af mennesker til ham. Vin Fiz opfører sig perfekt. Motoren spinder, mens Cal drejer vestover og forsvinder. Han lander planmæssigt ved Pleasure Grounds kl. 18.18.

På første etape har han fløjet 135 km på 105 minutter. “Jeg overhaler Jimmie Ward inden tirsdag aften”, udtaler Cal selvsikkert til de fremmødte reportere.

Dramatisk styrt smadrer Vin Fiz

Allerede på dag to rammer katastrofen. Det tegner ellers til at blive en fin dag. Flyvevejret er ideelt, da Cal står op kl. 4.30 for at komme tidligt afsted. Han spiser morgenmad, kysser Mabel farvel og er klar til at lette mindre end to timer senere. Startbanen er ikke optimal, men Cal regner med, at det nok skal gå. Der står et enkelt træ ude for enden, men ellers kan han ikke se nogen forhindringer.

Ca. 1.000 morgenfriske mennesker er mødt op for at se Cal lette, men deres hurraråb forvandles til rædselsskrig, da det hvide fly efter starten vinder alt for lidt højde og styrer lige mod det enlige træ.

Cal selv når knap at opfatte, hvad der sker. Han mærker halepartiet ramme træets øverste grene, hvorefter flyet kommer ud af kontrol. I samme nu ser han en stribe wirer foran sig og indser, at han ikke har kraft nok til at komme over. Som andre flypionerer nærer Cal skræk for højspændingsledninger, for hvis et fly rammer dem, bliver piloten grillet. Resolut slukker han sin motor og sætter flyets næse brat nedad. Resten kan han ikke huske.

Det kan til gengæld mrs. John Heddy, som et minut forinden er blevet færdig med at fodre sine høns. Hun undgår kun med nød og næppe at blive ramt, da det styrtende Vin Fiz-fly hamrer ned midt i hønsegården, så fjer, skrækslagne høns og vragdele flyver i alle retninger.

Mrs. Heddy er naturligvis chokeret, men fatter sig hurtigt og løber hen for at hjælpe den bevidstløse pilot, som bløder fra en flænge i panden. Cal opfatter svagt, at nogen får ham ud af vraget. Men han kan ingenting se og genvinder kun gradvist bevidstheden.

Da det sker, insisterer han på selv at gå og humper med en forstuvet ankel tilbage for at inspicere sit fly – eller det, der er tilbage af det. Nedstyrtningsstedet ligner en slagmark. Der er døde høns, knækkede stivere, sammenfiltrede wirer og sønderrevet flyfuselage allevegne.

Midt i det hele står den stadig groggy, forslåede og dybt fortvivlede Cal Rodgers. “Mit smukke fly! Mit smukke fly!” jamrer han.


Knust fly genopstår

Historien kunne sagtens være endt her, men det gør den ikke. Cal er ikke kommet alvorligt til skade, og i baghånden har han et trumfkort, som skal redde det hele.

Trumfkortet hedder Charles Taylor. Han er Wright­fabrikkens chefmekaniker og formentlig Nordamerikas dygtigste på sit felt. Han har arbejdet for Wrightbrødrene i 12 år og har ikke alene været med til at bygge historiens første effektive motorfly. Han har været med fra brødrenes første eksperimenter med svæveplaner til byggeriet af historiens første succesfulde motorfly. Cal har fået lov til at låne ham midlertidigt, da Wrightfabrikken selvsagt har stor prestige investeret i rekordforsøget.

Da Taylor ser Cal styrte ned, drøner han straks afsted i ledsagebilen sammen med sine to mekanikerkolleger. Mændene er fremme på få minutter, og så snart Cal er kørt afsted til nærmeste læge, kaster de sig over Vin Fiz. De har alt det værktøj, de skal bruge, en togvogn fuld af reservedele – og et enormt arbejde at gå i gang med.

Solen går ned, står op og går ned igen, mens mekanikerne uophørligt knokler. Efter 40 timer kan de endelig præsentere deres resultat: Vin Fiz er genopstået fra de døde. Hun er ikke den fabriksnye, hvide skønhed, hun havde været dagen forinden. Jord og hønsemøg har sat spor, som ikke helt lader sig vaske af. Men hun kan flyve.

Mekanikernes dåd løser dog ikke alle problemer. Cals mor ankommer nemlig med tog fra New York, lettet over, at hendes søn er i live, og fast besluttet på at sætte en stopper for denne vanvittige flyvning. Teknisk set er Cal en myndig, voksen mand, som kan gøre, hvad han vil.

Men det har kun ringe praktisk betydning. Hans mor har som enke været enerådende i forhold til sine børns opdragelse, og Cal har fra barnsben fået indpodet, at mors ord er lov. Hvis hun forbyder ham at fortsætte, er turen forbi.

Mødet mellem mor og søn foregår ifølge øjenvidner i en anspændt atmosfære. Cal kan ikke selv hamle op med moren – men det kan hans kone, Mabel. Hun har helhjertet støttet sin mand i hele dette projekt og vil under ingen omstændigheder se ham give op nu. Derfor går hun nu i flæsket på sin svigermor.

Det er viljernes kamp. Svigermor er først kategorisk afvisende, men må til sidst se sig slået af sin lige så viljestærke svigerdatter. Turen kan fortsætte, og Cal ånder lettet op.

På ét punkt er Cals mor dog ubøjelig. Hun vil have plads på ledsagetoget, så hun kan holde sin knægt i ørerne og forhindre ham i at gøre noget dumt og uforsigtigt. Sådan går det til, at Cal har mor på slæb hele vejen til Californien.

Piloterne har håbløse odds

Jimmie Ward, en af de to piloter, som konkurrerer med Cal Rodgers om æren og den store pengepræmie, har fra begyndelsen været plaget af massive tekniske problemer og har på det nærmeste befundet sig i permanent livsfare fra turens begyndelse. Hos bookmakerne i Chicago er odds fem mod en på, at han vil slå sig ihjel, inden han når Buffalo – noget, som ikke ligefrem har virket befordrende for den unge mands selvtillid.

Den 22. september går det helt galt. Ward får motorstop i 1.000 fods højde og må svæveflyve ned mod jorden. Han forsøger en nødlanding, men rammer et træ. Flyet bliver totalt smadret, og Ward slynges ud af sit sæde. Han overlever, men har fået nok: “Dette flyvestunt tærer på mine nerver”, indrømmer han ærligt, da han trækker sig fra konkurrencen.

I Californien har Cals tilbageblevne rival, Robert Fowler, også problemer. To gange har han forgæves forsøgt at løfte sit fly over Sierra Nevada-bjergene, så nu har han måttet bestille en kraftigere motor.

Dagen efter at Ward har trukket sig, har Cal en dårlig dag. Da han letter i flyet om morgenen, viser det sig, at jorden på startbanen er alt for blød. Det betyder, at flyet ikke kan få nok fart på under opstarten, og få sekunder efter takeoff må Cal forsøge en nødlanding, da han ikke har højde nok til at passere nogle telegraftråde ret forude. Sammenstødet med jorden er hårdt, men der sker kun begrænsede skader på flyet.

Nogle timer senere letter Cal igen, men efter få minutter sætter motoren ud i 2.200 fods højde. Piloten opdager, at nogle bolte til motorens tændingssystem har løsnet sig. Mens Vin Fiz falder mod jorden, styrer Cal med venstre hånd, mens han med den højre febrilsk forsøger at skrue boltene fast igen. Det lykkes, og Cal kan genstarte motoren og vinde højde. Men 10 minutter senere dør motoren igen.

Boltene har atter løsnet sig, og Cal må forsøge dagens anden nødlanding. Den mark, han har udset sig, er nypløjet, og da Vin Fiz rammer en dyb fure, tipper det over, hvorved den ene vinge knækker.

“Heldigt, at det ikke gik værre”, lyder Cals lakoniske kommentar til episoden.

Hearst giver en billig omgang

Udadtil er Cal altid ubekymret, men indadtil er det mere speget end som så. Cal har regnet ud, at hans nuværende havarifrekvens og enorme reservedelsforbrug svarer til, at han skulle udskifte hele Vin Fiz hver 14. dag.

Pengene skal han finde i sin egen lomme, og den er ved at være tom. Cals sponsor dækker udgifterne til særtoget og skal derudover betale ham fem dollars for hver ­mile, han flyver øst for Mississippi, og fire dollars for hver mile vest for floden. Men det dækker ikke udgifterne, så en mulig personlig konkurs er sammen med turbulens og høje bjerge et af de risikomomenter, Cal må forsøge at tackle.

Hearstprisen på 50.000 dollars, som har sat det hele i gang, er nu uden for rækkevidde. Fristen udløber om få dage – den 10. oktober – og Cal er først lige nået Chicago på sin tur vestover. Mangemillionæren William Randolph Hearst har rigeligt råd til at forlænge fristen, og Cal nærer til det sidste et lille håb om, at det vil ske. Han bliver skuffet.

Hearst er ganske vist meget interesseret i flyvning, men han har først og fremmest udskrevet konkurrencen af forretningsmæssige årsager, nemlig for at promovere sin nystartede avis, The New York American. Han har solgt store oplag på detaljerede beretninger fra den dramatiske flyvetur. Og Hearst­-imperiet har samtidig fået masser af gratis, positiv omtale i andre medier – alt sammen, uden at det har kostet Hearst en cent. Han ser ingen grund til at hive 50.000 dollars op af lommen, hvis han ikke er tvunget til det. Det er ikke sådan, han er blevet rig.

Da den 10. oktober oprinder, bringer The New York American en ultrakort notits, som i sin helhed lyder: “Hearstprisen blev udlovet i dag for et år siden. Tidsfristen, inden for hvilken flyvningen skal gennemføres, udløber således i dag. Fowler, Ward og Rodgers har prøvet – og fejlet”. Cal viser ingen skuffelse udadtil.

Under et møde med pressen flere dage forinden har han udtalt: “Det gør ikke så meget. Jeg agter at gennemføre dette, uanset om jeg får 50.000 dollars eller 50 cent eller intet som helst. Jeg agter at krydse dette kontinent simpelthen for at være den første, som gør det i et fly”.

Cal bliver USA’s første “postflyver”

Da økonomien for alvor strammer til, får Mabel en lys idé: Cal havde før starten i New York modtaget et bundt breve, som han skulle tage med til Californien. Brevene indeholdt intet vigtigt, men var blot hilsner – fx fra chefen for atlanterhavsflåden til chefen for stillehavsflåden. Men hvorfor ikke udvide denne luftpostservice? argumenterer Mabel, som er sikker på, at der er penge i det.

Parret får hurtigt trykt postkort med billeder af Vin Fiz og Cal Rodgers foruden deres helt egne frimærker til 25 cent stykket. Postkortene sælger glimrende, og USA’s første luftpostvirksomhed er – i hvert fald i teorien – en realitet. Mabel arbejder flittigt som postmester i sin egen lille biks i særtoget og får ovenikøbet lavet et særligt poststempel med inskriptionen “Rodgers Aerial Route” eller “1911 – Aerial Rodgers Post – 1911”.

En af afsenderne råder modtageren – et familiemedlem – til at gemme postkortet, da det sikkert en dag “vil blive af interesse”. Det har vist sig at være et godt råd. Samlere betaler 100 år senere svimlende summer for netop disse sjældne kort med frimærke og stempel.

Hvor meget post der egentlig kommer med flyet, er en anden sag. Mabel har fortalt levende om, hvordan hun proppede lommerne i sin mands flyverdragt med post. Dog mener historikere, at det kun var ganske få postkort, hvis nogen overhovedet, der kom op at flyve. Det var ganske enkelt ikke praktisk muligt. “Luftposten” blev derfor transporteret i særtoget. Lidt snyd, ja, men indtægterne holder Cal med reservedele og muliggør resten af turen.

Vorherre må vente

Fra Chicago styrer Cal sydsydvest mod Texas og derfra vestpå mod Californien. Denne sydlige rute er en stor omvej, men valget af denne rute er ikke desto mindre et klogt træk, fordi Cal derved slipper for at skulle forcere de højeste bjerge i Rocky Mountains.

I Californien indser også rivalen Fowler til sidst nødvendigheden af en sydlig rute. Med sin nye motor på plads iværksætter han sit tredje livsfarlige angreb på Sierra Nevada, men stoppes af fysikkens love. Han mangler stadig at stige et par tusind fod, da maskinen når sin maksimale højde. Efter det forgæves forsøg skiller Fowler sin maskine ad og transporterer den til Los Angeles. Han begynder simpelthen sin transkontinentale flyvning helt forfra og har nu kun små chancer for at slå Cal.

På turen mod syd og vest passerer Cal byer og områder, som aldrig er blevet overfløjet før, og Vin Fiz skaber sensation overalt. Selv i småbyer med 1.000 indbyggere kan der stå 2.000 mennesker og vente på piloten, når han lander. Folk fra hele oplandet har kørt eller redet i timevis for at nå frem og se flyveren. En af de mange, Cal møder på sin vej, er den 93-årige mrs. Alida Laine. Hun var i sin ungdom draget vestpå med et vogntog – længe før jernbanens tid.

Nu har hun en helt fantastisk dag, hvor hun først kører sit livs første biltur for at nå frem til landingspladsen. Dernæst ser hun sit livs første fly og trykker hånd med den første verdensberømthed, hun nogensinde har mødt. Det er to historiske epoker, som mødes, og Alida kan næsten ikke fatte, at hun oplever så meget på blot én enkelt dag.

Når Cal kommer flyvende, stilles alt i bero. Da han en dag overhaler et kørende tog, hugger lokomotivføreren omgående bremsen i, så alle passagererne kan komme ud og vinke til flyveren. Et andet sted ser Cal et begravelsesoptog komme gående på en vej. Da han passerer, stiller ligbærerne resolut kisten fra sig, så de kan vinke med begge arme.

Børnene får fri fra skole, når flyveren kommer. Også fabrikkerne ligger øde hen, og i en mindre by vælger en præst klogelig at udsætte sin søndagsgudstjeneste, til flyet har passeret. Selv Vorherre må vente på Cal.

Cal kan ikke høre journalisterne

Presseopbuddet er stort overalt, men mange journalister bliver frygtelig skuffede, når de efter lang tids venten endelig får lejlighed til at interviewe Cal. Han svarer meget kort på spørgsmål og virker lidt sky. “Rodgers er en svær mand at komme i snak med”, skriver én avis. Andre omtaler ham som “Den Tavse Mand”.

I virkeligheden er Cal ikke specielt indadvendt. Det handler om noget helt andet, nemlig hans hørelse. “Rodgers er døv”, fastslår en avis bombastisk. Det er en overdrivelse, men journalisten er på sporet af noget rigtigt.

Som barn blev Cal døv på det ene øre efter et anfald af skarlagensfeber, og nu gør flymotoren ham næsten døv på det andet. Vin Fiz’ motor kan kun yde sølle 35 hestekræfter. Til gengæld er den rigtig god til at larme. Den første time efter landingen hører Cal kun en fjerdedel af, hvad journalisterne spørger ham om, og svarer kort af frygt for at kvaje sig. Heldigvis har Cals sponsor sendt sin PR-mand med på turen. Han sørger for, at journalisterne aldrig går tomhændede hjem.

Flyet er helt til rotterne

Turen tærer på både fly og pilot. Allerede i Texas har Vin Fiz så mange havarier og nødtørftige reparationer bag sig, at flyet begynder at vise alvorlige svaghedstegn, og de bliver bestemt ikke mindre under den videre færd gennem New Mexico og Arizona.

“Vi går fra slemt til værre”, skriver chefmekanikeren.Han forsøger at overbevise Cal om, at det er fornuftigt at bruge to hele dage på at skille motoren ad, udskifte de nedslidte dele og gennemgå flyet i alle ender og kanter.

“Hun er ikke sikker længere, og du ved det!” siger han indtrængende til Cal, som vender det døve øre til. Han skal videre. Resultatet er, at Cal gennemfører turens mest risikable etape i et fly, som ifølge Taylors faglige vurdering er en livsfarlig smadrekasse. I flyet, som engang var hvidt, men nu er indsmurt i lækket motorolie, letter Cal den 4. november for at forcere San Gorgonio-passet i Rocky Mountains og få adgang til den californiske by Pasadena – et stenkast fra hans mål, Stillehavet.

I store cirkler presser han sit fly op til 4.000 fods højde og går så til angreb på den smalle passage, som bedst kan beskrives som en vindtunnel. Hårde og helt uberegnelige vindstød kommer fra skiftende retninger, og Vin Fiz kastes fra side til side, hopper op og ned som en lille jolle på et oprørt hav. Den nedslidte og overanstrengte motor brøler, men formår ikke at yde mere end omkring 30 hk til deling mellem de to snurrende propeller. Brændstofforbruget er enormt, og Cal er i overhængende fare for at løbe tørv for benzin, mens Vin Fiz' spinkle skrog kæmper sig igennem passet.

Cal sætter en eventyrlig rekord

Stik imod al sund fornuft passerer flyet barrieren, og en bølge af triumf gennemstrømmer Cals kulderystende krop. Nu er han der næsten.

“Der kommer han! Han kommer!” råber en lille dreng, som er klatret op på toppen af tilskuertribunen i Pasadenas Tournament Park for at holde udkig.

Råbet får de 20.000 tilskuere, som har ventet spændt i timevis, til at gå amok. For den lille plet i horisonten er virkelig Cal Rodgers og Vin Fiz. Cal må flyve lavt hen over folkemassen for at få den til at sprede sig så meget, at han kan få plads til at lande The Vin Fiz Flyer.

Kl. 16.10 den 5. november 1911 sker det. Cal sætter flyet ned og afslutter dermed den første transkontinentale flyvning i USA’s historie. Hans første kommentar efter landingen er en hilsen til ­Hearsts helt umulige konkurrencebetingelser:

“En ting er sikker. En transkontinental flyvning kan ikke gennemføres på 30 dage”, fastslår han. Cal Rodgers har brugt 49 dage.

Efter landingen i Pasadena, den officielle afslutning på turen, fløj Cal til Long Beach i Californien for symbolsk at dyppe The Vin Fiz Flyers hjul i Stillehavet.

Måske er du interesseret i...

Læs også