Alkymi: Troldmænd skabte den moderne videnskab

“Og se nu her, mine herrer!” Med en hurtig, triumferende bevægelse åbnede kemikeren James Price sin smeltedigel og tog en lille klump af det pureste guld ud.
Et gisp gik igennem den fornemme forsamling af tilhørere. De fik nu hver især lov at føle på den lille klump og blev hurtigt enige om, at de netop havde været vidne til et mirakel.
Fremvisningen var den foreløbige kulmination på James Prices karriere. I løbet af sommeren 1782 havde rygtet spredt sig i London, at det var lykkedes den unge, lovende videnskabsmand at omdanne kviksølv til guld.

Flere fremtrædende teologer, to mestre i guldraffinering samt en håndfuld medlemmer af overhuset var nu også blevet overbevist. Under processen havde de nøje fulgt hver eneste af Prices bevægelser, ligesom selveste lord Palmerston, kommissær i finansministeriet, havde fået lov at afveje det mystiske røde pulver, der senere blev strøet ud på kviksølvet – og som ifølge Price var en del af hemmeligheden bag forvandlingen til guld.

Religion og viden blev blandet

Med sit røde pulver, kviksølv og glohede smeltedigel benyttede James Price sig af alle traditionerne i alkymisternes ældgamle kunst – der oftest havde som mål at skabe guld eller opnå evigt liv. I årtusinder havde mænd og kvinder syslet i flammernes skær og undervejs kogt bl.a. hår, ekskrementer, spyt og kobber, ligesom de havde påkaldt sig gudernes hjælp i håbet om til sidst at fremstille det dyrebare guld.

De første alkymister, der lagde grunden til den europæiske alkymisttradition, kan spores helt tilbage til byen Alexandria nogle hundrede år f.Kr.

Ved Middelhavets kyst lå den store by som en summende metropol, hvor romersk kultur blandede sig med egyptiske traditioner og jødisk religion. Ud for byen knejsede det 60 meter høje fyrtårn på Faros – et af verdens syv vidundere – og inde i Alexandria gjorde verdens største bibliotek byen til et lærdomscentrum for hele Middelhavsområdet. I disse omgivelser kunne alkymisterne tage for sig af de fritflydende trosretninger og blande dem med datidens videnskab.

De første tekster om alkymi omtaler sagnsomspundne personer såsom jødinden Maria og en mand ved navn Demokrit, der begge eksperimenterede med alkymi. Historikerne ved kun meget lidt om disse personer, men ifølge overleveringerne erhvervede Demokrit ved hjælp af en guddommelig åbenbaring sig alkymistiske færdigheder. Han begyndte at blande kobber, kviksølv, arsen, svovl og zinkoxid for at opnå alt – lige fra et renere sind til guld.

Verden bestod af fire elementer

De første alkymister var inspireret af den græske filosof Aristoteles, der mente, at alting bestod af jord, luft, ild og vand i bestemte blandingsforhold. For at bevise teorien behøvede alkymisterne blot at tage et stykke træ og stikke det ind i flammerne.

Efterhånden som træet blev opvarmet, begyndte vand at dryppe fra dets årer – derfor indeholdt træ vand, konkluderede alkymisterne. Kort efter begyndte træet at ryge – derfor indeholdt det luft – og endelig antændte træet, hvorfor det også måtte indeholde ild. Når ilden havde brændt længe nok, blev træet til aske – en slags jord. Og dermed var ringen sluttet, og teorien bevist.

Samtidig, mente alkymisterne, havde alt materiale en guddommelig stræben mod større fuldkommenhed. Alkymiens kunst bestod i at hjælpe fx kobber eller kviksølv til at blive guld ved at rykke på deres sammensætning af jord, luft, ild og vand.

Guld var guddommeligt

At netop guld blev målet for alkymisternes stræben, var ikke tilfældigt. Længe før de første guldmønter blev slået i bystaten Lydien i Lilleasien i det 7. århundrede f.Kr, udvandt faraoerne guld fra Nilens sand. Guld var smukt og funklede, og selv meget tidlige kulturer tillagde det guddommelige egenskaber, når de fandt det i naturen. Det gyldne metal var som støvkorn af solskin, og den, der ejede guldet, besad en del af solen, livets vigtigste kilde.

Det var derfor naturligt, at alkymisterne omkring Alexandria også jagtede guldet. Deres arbejde og viden blev dog standset brat, da biblioteket i Alexandria brændte i 47 f.Kr, og de omkring 500.000 skriftruller enten gik op i røg eller blev spredt, da Egypten blev erobret af romerne i 30 f.Kr.

Hvad europæerne tabte, blev samlet op af araberne, og sidst i 700-tallet blev Bagdad centrum for kemiske eksperimenter. Byen var en funklende oase af paladser og frodige haver, og ved Tigrisflodens bredder vandrede Abu Musa Jabir ibn Hayyan al-Azdi – i Vesten kendt som Geber. Han var kaliffens hoflæge og havde tilegnet sig stor viden inden for de fleste discipliner fra astronomi og musik til filosofi, geologi og alkymi.

Geber var praktisk anlagt og mente, at al viden burde afprøves med eksperimenter. Hans laboratorium var udstyret med ovne, esser, dampkogere, tragte, filtre og kolber, og det sydede og boblede overalt, imens Geber udtænkte nye forsøg. Han kendte og anerkendte Aristoteles' teori om jord, ild, luft og vand, men forfinede mange af teorierne og udførte langt flere eksperimenter end de første alkymister.

Ved at blande vitriol med alun og salpeter opdagede Geber salpetersyre, og han var den første til at isolere og beskrive grundstoffer som antimon og bismut. Også det giftige stof arsenik fandt han frem til ved at opvarme et giftigt mineral. Nogle af stofferne brugte Geber bl.a. som rustbeskyttelsesmiddel eller til at imprægnere læder og tøj.

Geber havde store forventninger til sine eksperimenter. Ud over guld drømte han om at skabe både slanger, skorpioner og mennesker i sine esser og kolber. Ingen af delene lykkedes for den hårdtarbejdende videnskabsmand. Da kalif Harun al-Rashid trådte til, kom Geber i klemme i magtkampen. Trods sine store bedrifter blev han landsforvist og udråbt som fjende af staten.

Med sin brug af eksperimenter blev Geber dog stadig anset for sin tids største alkymist, og han inspirerede til praktiske eksperimenter i mange hundrede år frem i tiden.