10 møgfly fra 2. verdenskrig

Rustningsindustrierne i USA, England, Rusland, Tyskland, Italien og Japan producerede under 2. verdenskrig i alt 794.665 fly.

Dette enorme tal, som stammer fra USA's Statistiske Bureau, omfatter mængder af effektive krigsmaskiner som Spitfire og Hurricane, Messerschmitt Bf 109 og Hawker Tempest, samt Mosquito og Stuka.

Men der kom også en stribe misfostre, der måske aldrig skulle have været i luften og i mange tilfælde var uden virkning på krigens udfald. Vi har kigget på nogle af dem.

1. LWS-6 Zubr: Grimrian, der aldrig kom i kamp
Det polsk udviklede LWS-6 Zubr skulle egentlig have været et passagerfly, men da det polske luftfartsselskab LOT i 1935 købte 3 amerikanske DC-2 maskiner i stedet, søgte PZL-fabrikkerne i Lublin at skabe en militær udgave med plads til 1.200 kilo-bomber.

Men prototypen styrtede ned under prøveflyvningen 7. november 1936, fordi vingekonstruktionen ikke kunne holde til de kraftigere motorer, man forsøgte sig med. Da man derefter afstivede konstruktionen, måtte bombekapaciteten reduceres drastisk, for at flyet ikke skulle blive for tungt. Desuden blev piloter rådet til ikke at slå landingsstellet op under flyvning, da der var akut fare for at det ikke foldede sig ud før landing.

Nåede aldrig i kamp

Det polske flyvevåben aftog 15 eksemplarer af den usædvanligt grimme Zubr, men ingen af dem nåede i kamp. Da Nazi-Tyskland angreb Polen i september 1939, blev de fleste ødelagt på jorden, mens det tyske Luftwaffe konfiskerede resten.

Paradoksalt nok havde tyskerne større held med flyet, som blev brugt til træningsopgaver langt ind i 1942.

2. Breda Ba.88: Langsom elegance
Den italienske Breda Ba.88 var en elegant maskine. Det slanke skrog var forud for sin tid, og året efter at den første gang kom på vingerne i 1936, satte den ny hastighedsrekord med 518 km/t, og i 1938 hele 554,36 km/t over en distance på 100 kilometer.

Den rappe Ba.88 tegnede til at blive det perfekte krigsfly.

Men da maskinen skulle anvendes i militær tjeneste begyndte problemerne. Armeringen førte til kraftig vægtforøgelse, og monteringen af tungt skyts gik alvorligt ud over aerodynamikken.

Det betød, at de to motorer nu var håbløst underdimensionerede. Og da motorerne tilmed blev udstyret med sandfilter med henblik på operationer i Nordafrika, var topfarten nu reduceret til 250 km/t.

Havde luftrummet for sig selv

Efter erfaringerne med den første leverance, annullerede staten kontrakten, men bad alligevel Breda om at fortsætte produktionen for at undgå lukning af fabrikken.

Maskinerne gjorde en rimelig indsats i krigens første tid. Men det var mest fordi de allieredes flyvevåben kun var sparsomt til stede i området, så de langsomme Ba.88’ere stort set havde luftrummet for sig selv.

3. LaGG 3: En lakeret ligkiste
”Ikke-strategisk materiale” var nøgleordet, da Sovjetunionen konstruerede jagermaskinen LaGG 3. Det betød, at hele rammen var bygget i birketræ, som fandtes i rigelig mængde i de russiske skove, og behandling med en bakelitholdig lak beskyttede den mod fugt og råd.

LaGG 3-maskinen havde ry for at være tidens mest moderne, og efter at Stalin beordrede den sat i masseproduktion, blev den bygget i 6.258 eksemplarer.

Men da den tyske invasion kom i 1941, viste LaGG 3 alvorlige problemer. På grund af tekniske vanskeligheder med den nyudviklede Ki-106 motor var den blevet erstattet af den driftssikre Ki-105. Men den var svagere og umuliggjorde, at LaGG 3 kunne hamle op med de tyske jagere. Desuden havde trærammen en tendens til at flække, når den blev ramt af skud.

Det gav næring til flyets øgenavn: LaGG stod egentlig for Lavochkin Gorbunov Goudkov, men piloterne kaldte den i stedet ”Lakirovanny Garantirovanny Grob”, som betød ”med garanti en lakeret ligkiste”.