Ti udsøgt brutale våben

1. Longxu-hagen: Trak fjenden til sig

Under Song-dynastiet (960-1279) tog kineserne den særlige longxu-hage med sig, når de skulle i krig. Den bestod af et blad med to eller flere kroge for enden af et 10 meter langt reb. Man svang våbenet over hovedet som en lasso, og når den ramte en fjende, borede en krog sig ind i ham, så man kunne trække ham til sig og gøre det af med ham.

Men ofte var kampen forbi inden det nåede så vidt. Krogen kunne i sig selv anrette alvorlige skader på en fjende. Den kunne rive vigtige blodårer over, og skete det ikke, forvoldte ofret i mange tilfælde fatale skader på sig selv, mens han forsøgte at frigøre sig af krogen, der havde modhager, og som derfor sad godt fast.

2. Bardiche: De gik efter arme og ben

Vikingernes langøkse, blev op gennem middelalderen videreudviklet til bardichen, der navnlig var i brug i Rusland og Østeuropa. Øksehovedet var større, og dens blad kunne være over en halv meter langt.

En bardiche var nyttig i nærkamp. Den blev typisk svunget vandret, men man kunne også lade den falde lodret ned over en fjende, og på grund af våbenets vægt kom der en frygtelig kraft i dens slag, når den blev betjent af erfarne hænder. Det var ofte svært at rette slaget direkte mod en fjendes brystkasse, hvorfor teknikken bestod i at kløve arme og ben.

3. Mukkerten: Stjålet fra politiets depot

Parisiske småhandlende protesterede i begyndelsen af marts 1382 mod nye skatter. Drabet på en skatteopkræver førte hurtigt til blodige tumulter over hele byen. En vred menneskemængde brød ind på rådhuset og bemægtigede sig 3.000 kraftige mukkerter, som politiet normalt brugte. Den store hammer viste sig at være et frygtindgydende slagvåben, og den kom til at lægge navn til dramaet - Revolte des Maillotins.

Der var ingen særlig teknik ved brugen, men med sit tunge hoved i bly og det lange skaft kunne den svinges med to hænder og opnå enorm kraft. Det blev almindeligt at slå ud efter modstanderens ben, og mens denne faldt om med knuste knæ eller skinneben, kunne man rette næste slag ved at lade mukkerten falde lodret ned mod den værgeløse modstanders hoved. Selv den bedste hjelm kunne ikke modstå dette slag, der som oftest havde døden som følge.

4. Morgenstjernen: Vægterens skræk og advarsel

Middelalderens klassiske slagvåben dukkede op i det 14. århundrede, primært i Tyskland, hvor det blev kendt som Morgenstern. Det fandtes i en primitiv udgave, hvor oprørske bønder forsynede en kølle med søm eller pigge, men oprindeligt blev morgenstjernen udviklet af specialiserede våbensmede, der omhyggeligt beregnede våbenets vægt og slagstyrke, og producerede det til militære arsenaler. Det blev brugt af fodfolk og i en udgave med kort skaft typisk af ryttere. Det var en udbredt teknik at slå ud efter ansigtet, men i de fleste udgaver var piggene også konstrueret til at kunne gennembryde en hjelm, hvis slaget var kraftigt nok.

Senere blev morgenstjernen brugt ved ceremonielle lejligheder, og i mange byer blev natvægteren udstyret med våbenet. I den forbindelse er der kun få beretninger om at den har været i praktisk anvendelse, men morgenstjernens dramatiske udseende og fortællingerne om dens effektivitet på slagmarken har nok haft afskrækkende virkning på natlige ballademagere.

Morgenstjernen fandtes også i en version, hvor kuglen hang for enden af en kæde. Den var vanskeligere at betjene, men i hånden på en ekspert kunne den slå med endnu større kraft.