Som professor i anatomi delte Vesalius sin nye, banebrydende viden med fremtidens kirurger.

© Bridgeman

4 opdagelser banede vejen for moderne kirurgi

Fire mænd forvandlede kirurgien fra at være et simpelt håndværk til en moderne videnskab for specialister. De skabte indsigt i menneskets anatomi, fandt ud af, hvordan man stopper blødninger, bekæmpede infektioner og opfandt bedøvelse.

1. februar 2017

Et skelet på køkkengulvet grundlagde moderne anatomi

Flandern, 1536: Tusmørket var ved at sænke sig, da Andreas Vesalius nærmede sig Leuvens bymure. I tre år havde han studeret medicin i Paris, men var nu på vej til den belgiske by for at afslutte sine studier. 

En skygge fangede pludselig hans interesse. Ved siden af vejen så han silhuetten af en død forbryder, der svingede let i byens galge. Vesalius var straks klar over, at han ikke kunne lade denne chance gå fra sig. 

Liget var allerede i forrådnelse, så Vesalius skulle blot rykke hårdt i det ene ben, inden det skilte sig fra kroppen. Også det andet ben og armene kom hurtigt løs. Vesalius rullede knoglerne ind i sin frakke og hastede hjem.

Den unge mand smed sit fund på køkkenbordet og ilede ud ad byporten igen efter den hængte forbryders hoved og krop.

Vesalius arbejdede hele natten. Med en kniv skrabede han knoglerne rene og smed de rådne kødrester i rendestenen. Knoglerne blev smidt i et stort kar med kogende vand, og da solen stod op, lå en bunke rene knogler på køkkengulvet. Vesalius satte dem sammen til et skelet og betragtede stolt sit mesterværk, selvom knæskallerne og den ene fod manglede.

Vesalius' bog fra 1543 er fyldt med detaljerede tegninger af menneskekroppen.

Vesalius' bog fra 1543 er fyldt med detaljerede tegninger af menneskekroppen.

© Bridgeman

Gravere solgte lig

Inden tyveriet af den hængte forbryder havde Vesalius – som andre af tidens medicinstuderende – terpet den romerske læge Galens anatomi-tekster. Men Vesalius havde en mistanke om, at de 1400 år gamle studier – som var fast pensum på europæiske universiteter – byggede på dissekeringer af dyr.

Efter at have samlet sit skelet i køkkenet blev hans mistanke bekræftet, og i de kommende år sørgede han for at studere så mange lig som muligt. 

Flere af hans rejser gik tilbage til Paris, hvor Vesalius fik sin faste gang på byens kirkegårde og bestak gravere til at udlevere døde. Optegnelserne samlede Vesalius i værket “Om den menneskelige krops opbygning”, som udkom i syv bind.

Vesalius' stærkt kontroversielle bog rettede over 200 fejl hos Galen og bekræftede, at oldtidens store anatom havde dissekeret dyr. 

Samtidig beskrev Vesalius alle 206 knogler i kroppen og skabte vellignende tegninger af de indre organer, som nu også blev placeret korrekt i forhold til hinanden.

Da Andreas Vesalius i 1537 blev ansat som professor i kirurgi og anatomi i den italienske by Padova, tog han endnu et skridt imod moderne kirurgi. 

Tidligere var universitetsundervisningen foregået ved, at professoren gennemgik Galen teoretisk, mens en assistent samtidig dissekerede et dyr. 

Vesalius førte derimod selv kniven og lod også sine studerende deltage i dissekeringen. Han knæsatte dermed princippet, at al kirurgi skal læres “ved at have kroppens organer mellem hænderne”.

Galen var ansat som kirurg ved et amfiteater, hvor hans viden om anatomi kom til sin ret.

Galen var ansat som kirurg ved et amfiteater, hvor hans viden om anatomi kom til sin ret.

© Mary Evans

Før Vesalius: Galen satte dagsordenen i 1400 år

Pergamon, 2. århundrede: Den romerske læge Galen begyndte sin karriere som gladiatorkirurg i byen Pergamon, hvor han satte gladiatorerne sammen igen efter de blodige kampe.

Jobbet brugte Galen som afsæt til at dyrke sin egentlige interesse: anatomi.

I Romerriget var dissekering af mennesker forbudt, så Galen byggede primært sine studier på aber og svin, som han mente kom menneskets fysik nærmest.

Han identificerede de indre organer – men fejlvurderede deres placering og funktion. Fx mente Galen, at hjertet producerede mørkt blod og leveren lyst blod.

Ikke desto mindre udgjorde Galens studier kernen i den medicinske viden i Europa indtil 1500-tallet.

Ved at underbinde blodkar kunne Paré standse blødning og vinde tid nok til at gennemføre en amputering.

Ved at underbinde blodkar kunne Paré standse blødning og vinde tid nok til at gennemføre en amputering.

© Scanpix/Granger

Bundne pulsårer reddede soldater fra døden

Torino, 1537: Kirurgen Ambroise Paré blev mødt af et makabert syn, da han ankom til slagmarken nær Torino. Store grupper af sårede soldater lå blødende mellem de, som allerede var døde. Nogle stønnede efter hjælp, andre skreg. Paré forstod straks, at han blot kunne hjælpe ganske få af dem.

Året var 1537, og den 27-årige mand gjorde tjeneste som feltkirurg ved den franske hær. Hans første møde med krigen var på et frontafsnit under belejringen af Torino. Kong Frans 1. var igen gået i krig mod Det Tysk-romerske Rige, og igen var kamphandlingerne en brutal affære.

De blodige slag skyldtes ikke mindst, at musketten nu var blevet standardvåben i Europas hære. 

Tidligere havde soldaternes skader hovedsagelig bestået i rene stiksår fra knive og sværd, men en musketkugle havde en anderledes voldsom effekt. Den trak stofrester og krudtslam ind i såret, lavede frygtelig ravage i muskler og væv og flænsede sig gennem blodkar. 

Oftest blev kuglen først bremset, når den splintrede en knogle. I de fleste tilfælde fulgte en voldsom blødning.

Paré var, som kirurger var flest i 1500-tallet. Våbnene blev endnu mere effektive, men kirurgien fulgte ikke med i samme takt. Faget blev stadig betragtet som et håndværk, og som de fleste havde Paré ingen formel uddannelse. 

Tidligere havde han arbejdet som barber på et parisisk sygehus, hvor veluddannede læger repræsenterede videnskaben, mens barberen blev tilkaldt, når en patient skulle skæres i. Hele sin viden havde Paré derfor fra det praktiske arbejde.

Ambroise Parés bøger viser massevis af metoder til at behandle sår.

© Polfoto/Ullstein Bild

Jern standsede blødning

Inden sin ankomst til Torino havde han aldrig foretaget en amputation, men allerede i løbet af de første par dage blev Paré sat til at save arme eller ben af soldater. De voldsomme blødninger forsøgte han at standse ved at presse glødende jern mod såret efter indgrebene.

Hvis soldaterne ikke allerede var forblødt, tog denne barske behandling ofte livet af dem. På lignende facon blev blødningerne i skudsår standset med kogende olie i såret.

Paré var fortvivlet. Soldater forblødte for øjnene af ham, mens han magtesløst så til. Når kampene stilnede af sidst på dagen, satte han sig derfor til at studere i sit telt for at finde en mere human behandling.

Parés løsning var overraskende simpel. Den bestod i at klemme sammen om et blodkar med en slags pincet. Selvom flere, mindre blodkar fortsatte med at pumpe blod, reduceredes blødningen, og kirurgen vandt kostbar tid under en amputering. 

Senere fandt Paré også ud af, at han kunne underbinde blodkaret med silketråd og effektivt standse blødningen. Tråden lod han sidde efter operationen, hvorved den udtørrede stump blodkar faldt af, mens såret helede.

En svær løsning

Metoden viste sig dog vanskelig at praktisere. For helt at standse blødningen i fx et lår skulle han foretage mere end 50 underbindinger. 

På et feltlazaret kunne knap 10 underbindinger gennemføres, før patienten var forblødt. Og at sætte en pincet på et åleglat blodkar, mens blodet pumpede ud under højt pres, viste sig lige så vanskeligt.

Først da den franske læge Jean Louis Petit i 1718 konstruerede den første moderne årepresse, blev det muligt at standse voldsomme blødninger under vanskelige forhold. 

Men Ambroise Paré blev med sine opfindelser alligevel hævet op fra at være en ukendt feltkirurg til en af Frankrigs mest anerkendte udøvere på området.

Al-Qasim mente, at syge blev helbredt hurtigere, hvis de havde et godt forhold til lægen.

© Mary Evans

Før Paré: Hele Europa studerede muslimsk læge

Córdoba, ca. år 1000: I middelalderen var den mauriske kultur i Spanien på mange måder førende i Europa, og kirurgen Abu al-Qasim (936-1018) var medicinens førstemand.

Allerede i 963 kendte han som den første til svangerskab uden for livmoderen og opdagede, at blødersygdommen er arvelig. Desuden forstod al-Qasim sig på tandoperationer, satte skuldre på plads og udviklede brugen af catgut (tarmstreng) til syninger inde i kroppen – en metode, som stadig bruges i dag.

Størst berømmelse fik den muslimske læge dog for at kunne standse voldsomme blødninger. Han underbandt blodårer og lukkede blødninger med glødende jern, hvilket nok var smertefuldt, men effektivt.

Al-Qasims bøger blev studeret i hele Europa, og i 1453 beskrev den italienske kirurg Pietro Argallata ham som “uden tvivl den fremmeste af alle kirurger”. Ikke desto mindre røg al-Qasim ud i glemslen, da maurerne i 1492 blev fordrevet fra Spanien. 

Af samme årsag var Ambroise Paré tilsyneladende uden kendskab til al-Qasim, da han i 1537 genopfandt underbindingen af pulsårer på en slagmark ved Torino.

Simpson brugte sig selv som forsøgsperson og besvimede straks, da han ind­åndede kloroform.

© Scanpix/Granger

Kloroform slog smerterne ihjel

Edinburgh, 1847: Som 16-årig havde den skotske fødselslæge James Young Simpson overværet en amputation i London. Operationen var sket uden bedøvelse og under store lidelser for patienten – som var død af blodtab. 

Den gruopvækkende oplevelse havde aldrig forladt Simpsons tanker. Nu virkede han ved universitetshospitalet i Edinburgh, hvor han stadig så patienternes smerte som sit hovedanliggende.

I midten af 1840'erne var fødsler stadig en livsfarlig affære. Få år forinden havde brugen af æter gjort det muligt at lindre fødende kvinders smerte, men stoffet var stærkt brændbart, og æterdampene nær hospitalernes gaslamper udgjorde en akut eksplosionsfare. 

Desuden kunne forkert dosering medføre øjeblikkelig død, og ingen vidste, om det bedøvende stof skadede nyfødte.

Simpson var opsat på at finde et bedre alternativ.

Simpson drak og sniffede

Indledningsvis eksperimenterede Simpson på sig selv. Han blandede alle kemikalier, han kunne få fat i, og drak eller sniffede dem.

En dag i 1847 fandt han en klar væske hos en apoteker i Liverpool. På flasken stod “kloroform”, og apoteker fortalte, at indholdet var opfundet 16 år tidligere mod astma. I sit hjem tog Simpson en dyb indånding fra flasken og gik ud som et lys.

Ved et middagsselskab et par dage senere lod Simpson sine gæster afprøve det nye stof. Stemningen blev straks munter, og samtalen afslappet og tåget. Flere lagde sig eller faldt om på gulvet.

Simpson var overbevist om, at han langt om længe havde fundet midlet, der ville revolutionere kirurgien. Kloroform var langt mere effektivt end æter. Bedøvelsen var dybere og lettere at kontrollere. 

Kloroform “kan hældes på en lille svamp eller et stykke stof, som holdes for patientens mund og næsebor, så den ønskede effekt indfinder sig et minut eller to efter en dyb indånding”, skrev Simpson.

Kloroforms popularitet førte til opfindelsen af mange bedøvelses-apparater – dette er fra 1862.

© Science Museum/SSPL

Kloroform vandt frem

Fødselslægen indledte en rastløs kampagne for at gøre kloroform kendt, og snart tog læger over hele Europa stoffet til sig og eksperimenterede ivrigt for at forbedre vidundermidlets anvendelse. I befolkningen var skepsissen stadig stor, men den forsvandt, da dronning Victoria i 1853 brugte kloroform under fødslen af prins Leopold.

Desværre for Simpson begyndte kloroform også at vise sig som en dræber. Efterhånden som stoffet blev populært, voksede dødstallene, og til alles undren var de omkomne især unge, stærke mennesker. 

Simpson selv kunne ikke løse gåden, men kollegaen John Snow opdagede, at kloroform påvirkede åndedrættet og hjertet – og at grænsen mellem bevidstløshed og død var hårfin. 

Fx var en tredjedel teske kloroform nok til at bedøve en patient, mens en halv teske var dræbende. Unge mennesker behøvede en større dosis end ældre og kom derfor tættere på den farlige grænse.

Trods problemerne fik Simpson stor anerkendelse for sin opdagelse. Han blev slået til ridder og fik et våbenskjold med indskriften “Sejr over smerten”. Og da han døde i 1870, fulgte 30.000 mennesker hans kiste gennem Edinburghs gader.

Hua Tuo blev kendt for sin bedøvende urtemedicin.

© Science Photo Library

Før Simpson: Læge brændte sine papirer

Qiao, 2. årh.: Hua Tuo (død i år 208) står som en af de store læger i kinesisk historie. Han voksede op i byen Qiao i det centrale Kina, som var kendt for sine helbredende urter. 

Hua Tuo studerede ivrigt de lokale planter og fik snart ry for at være en mester i urtemedicin. Især var han interesseret i planternes bedøvende virkning og begyndte at eksperimentere med kirurgi under bedøvelse.

Fx opererede han ifølge kinesiske kilder en mand i underlivet efter at have givet ham en portion hjemmelavet bedøvelsesmiddel bestående af planteekstrakter – bl.a. cannabis – blandet med alkohol.

Med tiden blev Hua Tuo så berømt, at kejser Cao Cao hidkaldte ham for at behandle hans hovedpine. Men da lægen på et tidspunkt rejste hjem for at pleje sin syge kone, beordrede kejseren ham henrettet og hans medicinske noter konfiskeret.

Hua Tuo bønfaldt sin vagt om at skjule hans optegnelser, men vagten afviste af frygt for Cao Cao. Som sin sidste handling i livet brændte Hua Tuo alle sine opskrifter på miksturer, så kejseren ikke fik fat i dem.

Med Joseph Listers opdagelse blev dødsraten efter amputationer reduceret fra hele 50 til 15 procent.

© Wellcome Library London

“Små bæster i luften kan da ikke dræbe et menneske!”

Glasgow, 1865: Når en patient blev indlagt med et åbent benbrud, vidste 1860'ernes læger, at såret i løbet af få dage ville blive inficeret. Koldbrand fulgte hurtigt efter, og så var amputation eneste chance for at redde patientens liv. 

Selvom kirurgerne kendte til bedøvelse og kunne kontrollere blødninger, pressede infektioner stadig dødeligheden op på omkring 50 procent.

Joseph Lister undrede sig. Han var professor i kirurgi ved universitetshospitalet i Glasgow og havde stået i lære hos tidens fremmeste kirurger i London. 

De dygtigste af dem kunne amputere et ben på blot 25 sekunder, men stadig døde patienterne ofte af infektion. Lister var opsat på at finde årsagen til de gådefulde betændelser.

På sygehuset i Glasgow mente nogle, at infektionerne skyldtes den røgfyldte luft fra industrien. Andre, at hospitalet var bygget på en kirkegård for koleraofre. Lister havde sin egen teori.

Som ung havde han snittet i frøer og undersøgt deres betændte sår med sin fars mikroskop. Her havde han iagttaget et utal af mikroorganismer, men hvor de kom fra, forstod han ikke – indtil han hørte om Louis Pasteur.

Den franske biolog havde netop fundet ud af, at sterilt materiale i en flaske forblev sterilt, selvom flasken blot blev lukket med vat. Kun luft og intet andet slap nemlig igennem vat, og dermed havde Pasteur bevist, at det ikke var luften, men mikroorganismer i luften, der påvirkede materialet i flasken.

Fenol blev løsningen

Lister konkluderede, at det også var mikroorganismer, som dræbte hans patienter. Dette forklarede også, at dødsraten var steget, siden kirurgerne var begyndt at bruge bedøvelse – for nu tog de sig tid til operationen og udsatte patienterne for mikroorganismer i længere tid.

Energisk kastede Lister sig ud i et forsøg på at finde en mikroorganisme-dræber. Pasteur havde kogt sine materialer, og den metode var udelukket, så løsningen måtte være kemisk.

Svaret fandt Joseph Lister i byen Carlisle, hvor bystyret brugte stoffet fenol i et nyt spildevandsanlæg. Kemikaliet fjernede alle lugtgener, og Lister konkluderede, at det måtte være, fordi fenol dræbte mikroorganismer.

Kirurgen spildte ikke tiden med laboratorieforsøg, men omsatte sin idé til praksis i august 1865, hvor en 11-årig dreng blev bragt ind til operation. Han var blevet kørt over af en vogn, som havde knust hans ene skinneben og efterladt et stort, åbent sår.

Stanken udeblev

Lister satte knoglen sammen, dækkede såret med et klæde vædet med fenol og pakkede benet ind i folie for at forhindre stoffet i at fordampe. Fire dage senere blev drengen tilset igen. Lister forventede en stank af råd, da han åbnede forbindingen, men såret var uden antydning af infektion. Seks uger senere gik drengen hjem på egne ben – og Lister havde opfundet den antiseptiske kirurgi.

“Et højst opmuntrende resultat”, noterede Lister, som året efter offentliggjorde sine resultater. Da havde han foretaget 11 operationer og kun mistet én patient – af komplikationer, som ikke havde noget med operationen at gøre.

Trods succesen stødte den nye metode på modstand. Lister udviklede et apparatur, der forstøvede fenol, så hele operationen foregik i en støvregn – arbejdsforhold som disse nægtede mange kirurger at acceptere. Fx måtte en læge på Bellevue Hospital i New York operere i et telt udenfor, fordi resten af sygehuspersonalet ikke ville finde sig i lugten af fenol.

Ældre kolleger affærdigede Lister som løgner. Det kunne ikke passe, at “små bæster, der hørte til i Listers fantasi, kunne dræbe et voksent menneske”, lød holdningen.

Efterhånden blev ideen dog accepteret. Lidt efter lidt blev operationsstuernes træborde udskiftet med stål, og de blodplettede gulve dækket med linoleum.

Kirurgerne selv skiftede de gamle frakker ud med nyvaskede kitler og trak i gummihandsker. Og dermed var det sidste skridt mod at forvandle kirurgi til moderne videnskab taget.

Semmelweis fik indført, at læger skulle vaske hænder i klor tilsat en kemikalieblanding.

© Polfoto/Corbis

Før Lister: Håndvask reddede liv

Wien, 1847: På sygehuset i Wien blev én fødeafdeling styret af jordemødre, mens mandlige læger tog sig af den anden. En undersøgelse fra 1846 viste, at lægerne mistede ca. fire gange flere patienter end jordemødrene.

Ignaz Semmelweis (1818-65), en ung læge på fødeafdelingen, fandt forklaringen. Ind imellem fødslerne obducerede lægerne afdøde patienter, og Semmelweis blev vidne til, at en af hans kollegaer skar sig i fingeren under en obduktion. 

Få dage senere var han død af infektion. Lægens dødsfald mindede i høj grad om de fødende kvinders, og Semmelweis konkluderede, at lægerne overførte “ligstof” fra de døde til kvinderne. Han gennemførte derfor, at læger skulle vaske hænder, inden de trådte ind på fødeafdelingen.

På blot to måneder faldt dødeligheden fra 18,2 til 2,3 procent, men alligevel blev Semmelweis stærkt upopulær. Kollegaerne fandt håndvask upraktisk og fik Semmelweis fyret. 

Den unge læge forsvarede ihærdigt sine synspunkter, men blev med tiden mere og mere deprimeret. I 1865 blev han indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor han fik et betændt sår. 

To uger senere døde Semmelweis af den type infektion, han havde brugt sit liv på at advare verden om.

Måske er du interesseret i...

Læs også