I sit første forsøg med blodtransfusion åbnede Denys patientens arm og lod blod fra et lam løbe ind i en vene. 

© Polfoto/Corbis

Blodlæge var offer for giftkomplot

En fransk læge gennemførte i 1600-tallet historiens første blodtransfusioner. Patienterne overlevede, men hans lægekolleger besluttede at sætte en stopper for de blasfemiske forsøg. Om det så skulle koste en sagesløs patient livet.

26. januar 2018 af Klaus Larsen

Den unge patient er bleg. Han har haft feber i ugevis, og lægerne har tappet ham for blod 20 gange nu. Blodaftapning – åreladning – har i århundreder været lægernes universalkur. Men den hjælper ikke. Patienten er ved at besvime af blodmangel.

En ung, ambitiøs læge, Jean-Baptiste Denys, der er læge ved solkongen Ludvig 14.s hof, åbner beslutsomt endnu en vene på den 15-årige drengs arm. Men til hans kollegers forargelse er det ikke for at tappe mere blod. Det er for at pumpe frisk blod fra et lam ind i ham.

Drengen overlever. Det er den 15. juni 1667, og Denys har netop foretaget historiens første dokumenterede blodtransfusion. 

Hjertet er blot en pumpe

Europa står på tærsklen til oplysningstiden og den naturvidenskabelige revolution. Videnskabsmænd gør nye, store opdagelser, og Denys' overraskende indgreb er inspireret af andres erkendelser – bl.a. dem, den engelske læge William Harvey har nået. 

Han har vist, at hjertet ikke er “sjælens bolig”, men blot en pumpe, der sender blod ud i arterierne. Blodet bevæger sig i et kredsløb og vender tilbage til hjertet gennem venerne.

Kirken er ikke glad for opdagelsen, for så er mennesker og dyr ikke Guds uforlignelige skaberværk, men blot et system af pumper, rør og vægtstænger, der virker ved fysikkens love. Mange læger er også kritiske. 

Medicinens dogmer om, at sygdom skyldes ubalance mellem kroppens væsker, er udfordret. Siden antikken har læger forsøgt at rette op på denne ubalance, så den nye forskning er en trussel mod deres fag.

Men Denys lader sig ikke bremse af dogmer. Han vil skabe sig et navn og har med stor interesse hørt om den engelske læge Richard Lower. To år tidligere gjorde han et forsøg med at overføre blod mellem to hunde. 

Lower havde åbnet en halsvene på en hund, og da dyret næsten var blødt ihjel, indførte han blod fra en anden hund. 

Det er denne teknik, Denys bruger, da han overfører blod fra lam til menneske. Lower og hans kolleger bliver rasende, da de hører om Denys’ transfusioner. De mener, at han har plagieret og stjålet deres arbejde.

Franske læger er i oprør

Men englændernes rasen er for intet at regne mod den modstand, der møder Denys i Paris. Her betragter magtfulde læger hans aktiviteter med forfærdelse: 

Risikerer lægevidenskaben ikke at skabe nye hybridvæsner, når man giver mennesker blod fra dyr? Vil mennesker få uld og begynde at bræge? 

Desuden er blodet jo helligt. Blodtransfusion er blasfemi og indblanding i skaberværket. Denys må standses. Og kollegerne venter blot på en chance for at få ram på ham.

Imens fortsætter Denys sine transfusioner. I flere tilfælde observerer han nogle uforklarlige reaktioner hos patienterne, men bortset fra én person, som i forvejen var meget syg, overlever alle hans patienter. 

Denys er klar til at hæve indsatsen.

Det sker i 1668, da en 34-årig sindsforvirret mand, Antoine Mauroy, er stukket af fra sit hjem. Han er kendt for sin voldelige adfærd og render nøgen rundt i byens gader. Denys får fat i ham og planlægger at give ham blod fra en kalv. 

Blodet er jo sæde for sjælens egenskaber, så hvis han udskifter galningens onde blod med blod fra en blid kalv, vil aggressionerne forhåbentlig fortage sig.

Lægen tapper derfor blod fra Mauroys arm og giver ham en portion kalveblod. Ingen reaktioner. Efter et par dage gentager han proceduren, og denne gang reagerer patienten:

“Så snart blodet løb ind i hans vener, følte han en varme langs armen og i armhulerne. Hans puls øgedes, og snart sås en kraftig sved i hans ansigt”, skriver Denys, som præcist skildrer en såkaldt “hæmolytisk transfusionsreaktion” – en livsfarlig immunologisk reaktion.

Et par dage efter får Mauroy det så godt, at han kan vende hjem til sin kone Perrine. Så dør han.

Jean Denys' fjender godter sig. En af dem skriver, at “galningens død vil være nok til at omstyrte alle [Denys'] smukke fantasier og knuse hans høje ambitioner”. Perrine Mauroy beskylder Denys for at være skyld i husbondens død, men da domstolen afhører vidner, peger pilen efterhånden mod Perrine selv. Det tyder nemlig på, at Mauroy døde af arsenikforgiftning.

I retten indrømmer Perrine, at hun nogle dage før mandens død havde besøg af læger, som tilbød hende en stor sum penge for at anmelde Denys for mord. 

Og en nabo hævder under vidneansvar, at en læge har lovet ham 12 guldstykker for at sværge på, at Mauroy døde under selve transfusionen.

Dommeren frifinder Denys for alle anklager, og Perrine sigtes for mord.

Nye spor i gammel mordsag

For nylig dykkede historikeren Holly Tucker ned i arkivmaterialet og fandt frem til, at dommeren efter retssagen uofficielt erklærede, at Perrine formentlig fik hjælp af andre til at gennemføre det djævelske komplot, men sagen førte ikke til andre sigtelser. 

Perrine Mauroy forsvinder ud af kilderne. Hendes skæbne har formentlig været grusom.

Lægernes bekymring over Denys' forsøg skyldtes ikke, at de fandt dem risikable. Man forbød heller ikke læger at bore i folks kranier, foretage kejsersnit eller fjerne blæresten usterilt og uden bedøvelse – selv om patienterne ofte døde.

Mauroys død fik domstolen til at fastslå, at transfusioner kun måtte foretages med særlig tilladelse fra det medicinske fakultet i Paris. 

Reglen var det samme som et forbud, for fakultetet bestod af de samme læger, som ikke tøvede med at myrde for at stoppe Denys' arbejde.

Også i England og resten af Europa havde læger tabt lysten til at eksperimentere med transfusioner.

Jean-Baptiste Denys opgav sine medicinske ambitioner og vendte tilbage til sin gamle metier som forelæser i matematik og naturvidenskab. Han døde i 1704 – 69 år gammel.

Læs mere

● Holly Tucker: Blood Work – A Tale of Medicine and Murder in the Scientific Revolution, W.W. Norton & Company, 2011 ● Roy Porter: Medicinens historie, Rosinante Paperbacks, 2003

Bliv endnu klogere på medicinens fortid med et abonnement på HISTORIE.

Vi har samlet de bedste tilbud her

Måske er du interesseret i...

Læs også