Modsat grækerne havde romerne ikke stor tiltro til lægevidenskaben. Svære sygdomme blev anset for at være gudernes straf, som kun bøn kunne afhjælpe – ikke læger. Billedet stammer fra Pompeji.  

© Lessing Archive

Europæisk lægekunst: Fra kvaksalvere til specialister

I mere end 600 år var de romerske læger ofte farligere for patienten end den sygdom, de skulle kurere. Men i midten af 2. århundrede indførte “lægekunstens fyrste”, Claudius Galen, helt nye teknikker, der kom til at sætte standarden for europæisk lægekunst i mere end tusinde år.

24. marts 2017 af Tomas Revsbech

Året er 157 e.Kr. i amfiteateret i den østromerske by Pergamum i det nuværende Tyrkiet sidder tilskuerne og jubler. 

Dagens højdepunkt – gladiatorkampene – er netop overstået, og publikum er henrykte. Kampene har både været spændende og tilpas blodige. 

Mens vinderen hyldes i arenaens midte, slæbes de hårdt sårede gladiatorer til amfiteatrets infirmeri­ for at blive lappet sammen.

Blandt amfiteatrets læger er den unge græker Claudius Galen, der netop er vendt tilbage til byen efter at have studeret lægevidenskab hos tidens største medicinske kapaciteter i Alexandria i Egypten. 

Vel hjemvendt til Pergamum har han på rekordtid fået et fabelagtigt ry blandt gladiatorernes ejere, der gerne ser deres dyrt indkøbte investeringer overleve og blive kampklare så hurtigt som muligt. Galen er en af de bedste læger, amfiteatret nogen sinde har haft. 

Men for Galen er Pergamum blot et skridt på vejen til noget langt større. 

Operationer lærte Galen anatomi

Galen nåede at arbejde i Pergamums amfiteater i fire år, og ifølge hans egne optegnelser døde ikke en eneste af de gladiatorer, han behandlede. 

De mange operationer gav den unge læge et unikt “vindue ind i menneskekroppen”. Det var ellers ikke muligt for datidens læger at studere menneskets indre anatomi. 

Både i den græske og romerske kultur var kroppen hellig, selv når en person var død, og det var strengt forbudt dissekere lig af mennesker. 

Men i Pergamum nåede Galen at operere så mange gladiatorer, at han kendte stort set hver en detalje i menneskekroppen. 

Erfaringerne fra amfiteatret gjorde Galen­ i stand til at revolutionere lægekunsten i det romerske imperium.

I tiden før Galen blev læger i Rom betragtet som simple håndværkere, der havde en lavere social status og anseelse end selv almindelige håndværkere.

Lægerne var typisk slaver og ikke-romere – især grækere, der ligesom Galen enten selv rejste til Rom eller blev importeret af velhavende romere. 

Mange romere så ned på grækerne, som ikke desto mindre fik stor indflydelse i Rom, til mange romeres store fortrydelse. 

I deres øjne udgjorde de græske læger en trussel imod romersk tradition, hvor det var familieoverhovedet, der havde det sundhedsmæssige ansvar. 

Hvis et familiemedlem blev ramt af svær sygdom, blev den syge ikke sendt til lægen, men derimod til fx lægeguden Asklepios' tempel på Tiber-øen midt i Rom. 

Romerne mente, at sygdom var gudernes straf og derfor kun kunne kureres med bøn. 

Virkede det ikke, så blev den syge sendt til en art hospice, hvor svært syge fra hele Rom blev samlet og ikke mindst isoleret fra resten af befolkningen, indtil de døde af deres sygdom. 

På kejserens opfordring foretog Galen mange offentlige operationer på bl.a. levende grise. Dyrene blev bundet fast, hvorefter lægen skar dem op for at vise kroppens funktioner.   

© “Galens Værker” fra 1541

Enhver kunne kalde sig læge

En anden årsag til modstanden mod lægestanden var, at en stor del af de romerske læger – ofte med rette – havde ry for at være uduelige eller ligefrem livsfarlige. 

Ud over de mere kyndige læger fandtes nemlig et stort antal svindlere, der nok kaldte sig læger, men reelt set var kvaksalvere. 

Lægegerningen ansås for en vare på lige fod med tøj eller mad, og alle og enhver kunne kalde sig læge. 

Derfor gik et stort antal “læger” fra hus til hus og tilbød deres evner og medicin, der ofte gjorde mere skade end gavn. 

I mange tilfælde var lægerne direkte livsfarlige for patienterne. Derfor blev den lægestanden også ofte genstand for de romerske satirikeres skarpe pen.

“Indtil for nylig var Diaulus læge, nu er han bedemand. I dag laver han det samme som bedemand, som han gjorde, da han var læge,” skrev satirikeren Marcus Martialis eksempelvis.

Blandt modstanderne var også den fremtrædende politiker og forfatter Plinius­ den Ældre, der i kraftige vendinger advarede mod følgerne af en fortsat invasion af græske læger i Rom.

“Medicin ændrer sig fra dag til dag, konstant opfrisket og fornyet, indtil vi alle er blevet kvalt i dampen fra de kloge grækeres hjerner. 

Som om vi ikke har klaret os fint uden læger i mere end 600 år,” rasede politikeren, der levede 100 år før Galen.  

Kejseren udnævnte Galen til livlæge

Efter fire år i Pergamum flyttede Galen i 161 e.Kr. til Rom, hvor han straks fik arbejde i Romerrigets største amfiteater, Colosseum. 

Også her stod lægen dagligt i blod til op over begge albuer, når hårdtsårede gladiatorer blev bragt ind fra de daglige kampe i arenaen.

Snart løb rygtet om den nye læge og hans fantastiske evner hovedstaden rundt, og kort efter blev Galen inviteret til hoffet af den videbegærlige kejser Marcus Aurelius. 

Kejseren studerede selv ivrigt filosofi og blev meget imponeret over den 32-årige Galens store talent. Inden længe blev Galen udnævnt til livlæge for kejseren og hans familie.

Marcus Aurelius havde længe ønsket at vænne romerne fra deres overtro og opfordrede Galen til at dele ud af sin viden, både gennem skrifter og offentlige operationer og dissekeringer. 

Den ambitiøse Galen kastede sig over opgaven med stor iver, og hurtigt voksede Galens berømmelse til uhørte højder. 

Den græske læge vidste, at hans forelæsninger ikke kun skulle være uddannende, de skulle også være underholdende.

Som en anden showmand dissekerede han grise, geder, aber og i et enkelt tilfælde et hjerte fra en elefant til “tilskuernes frygt og beundring”. 

Ifølge overleveringerne foretrak Galen at dissekere levende abers hjerner. Men af frygt for at tilskuerne skulle blive skræmt af abernes meget menneskelignende reaktioner, var det oftest geder og grise, han brugte. 

Ifølge Galens egne notater passede det ham dog fint, ikke mindst fordi grisene hylede højere end aberne og dermed sørgede for, at tilhørerne ikke mistede koncentrationen.

I den italienske badeby Rimini har arkæologer udgravet et hus fra sidste halvdel af 1. århundrede e.Kr. I bygningen lå 150 lægeinstrumenter og mange krukker til medicin.

© l'Arengo/Comune di Riminni

Læger blev dygtigere

Galens mange forelæsninger om medicin og kirurgi gav den romerske lægestand et tiltrængt løft. 

Selv om kirurgien generelt blev set som den absolut sidste udvej, når diæter, åreladning og medicin ikke længere var nok, blev lægerne i tiden efter Galen i stand til at udføre meget komplicerede operationer. 

Arkæologer har eksempelvis i den norditalienske by Rimini fundet mere end 150 forskellige kirurgiske instrumenter i et hus, hvor en romersk læge holdt til i den sidste halvdel af 100-tallet e.Kr.

I modsætning til sine udskældte forgængere, der solgte deres tjenester på gaden, har denne læge ifølge arkæologerne været langt mere avanceret. 

Blandt andet havde han både venteværelse og en komplet konsultation med skrive- og operationsbord. 

Under udgravningerne fandt arkæologerne ingen gynækologiske instrumenter, men stort set kun lægeinstrumenter, der er blevet brugt til stiksår og hovedtraumer.

Blandt instrumenterne er bl.a. en speciel tang, der udelukkende har været brugt til at trække pile ud af kroppen på soldater med. 

Det er første gang, at arkæologer har fundet en sådan tang, og dette og de andre fund tyder på, at lægen har haft en karriere i hæren bag sig. 

Her var lægerne generelt mere professionelle som følge af deres store erfaring med operationer på sårede soldater. 

Mejselfund tyder på hjernekirurgi

Rimini-lægens arsenal af instrumenter tæller også skalpeller, der har været brugt til at fjerne fremmedlegemer i øjet, og nåle, der efter al sandsynlighed er blevet brugt i forbindelse med operationer for grå stær. 

Derudover har arkæologerne fundet en lang række krukker med inskriptioner, der viser, at de har indeholdt diverse helbredende urter og væsker. Ifølge arkæologerne er det mest spændende fund i huset en lille mejsel, som lægen har brugt til at åbne hjerneskallen med efter at have skåret en rille i kraniet med et andet instrument. 

Teorien om mejslens formål bekræftes af fund fra både England, Frankrig og Grækenland. 

Fundene viser, at romerne ikke veg tilbage for at operere i hjernen, oftest som et forsøg på at fjerne knoglefragmenter eller standse blødninger efter kraftige slag i hovedet. 

Også i det såkaldte “kirurgens hus” i Pompeji har arkæologer fundet højt specialiserede lægeinstrumenter. 

Instrumenterne stammer fra slutningen af 1. århundrede f.Kr. – omkring 70 år, før Galen begyndte sin karriere i Pergamum. 

Så professionelt udstyrede læger hørte dog til sjældenhederne før Galen.

I tilfælde af hovedskader, hvor stumper af hjerneskallen skulle fjernes, brugte lægen enten fingrene eller en knogletang.

© Med tilladelse fra The Claude Moore Health Sciences Library, University of Virginia

Lægen blev en autoritet

Efter kejser Marcus Aurelius' død i 180 e.Kr. tjente Galen også efterfølgerne, Commodus og Septimius Severus. 

Samtidig nåede han at skrive ikke færre end 350 værker og mindre skrifter om anatomi, kirurgi og medicin, før han døde omkring år 200 e.Kr.

Værkerne var i høj grad baseret på hans dissekering af dyr, og han opfordrede hele sit liv andre læger til også at gøre det samme – både for at gøre nye opdagelser, men også for at blive dygtigere kirurger. 

På den måde blev Galen ophavsmand til den eksperimentelle metode inden for medicinske undersøgelser.

En del af Galens anatomiske og fysiologiske observationer var helt korrekte. Blandt andet beviste han, at urin dannes i nyrerne og ikke i blæren, som de fleste troede. 

Han opdagede hjertets fire kamre og identificerede syv af de 12 kranienerver, der er de eneste nerver, som har direkte forbindelse til hjernen og ikke rygraden. Desuden fastslog den utrættelige læge, at tuberkulose var smitsom.

Hans vigtigste opdagelse var dog, at arterierne transporterer blod og ikke luft rundt i kroppen. 

Galens store indsats bevirkede, at Romerrigets læger efter ham i langt højere grad blev professionelle og fagligt velfunderede i modsætning til tidligere tiders kvaksalvere.

Lægen blev en respekteret autoritet og ikke bare en handelsmand, som måske, måske ikke kunne levere den lovede vare.

I årene efter Galens død nåede mange af Romerrigets læger en standard, som ikke blev overgået i tusinde år, og Galen fik tilnavnet “lægekunstens fyrste”.

I 300-tallet forsøgte romerne at opbygge et offentligt system, der skulle kontrollere og rådgive lægerne i det skrumpende rige. 

Systemet nåede dog ikke at eksistere længe, før Romerriget blev rendt over ende af barbarerne fra nord og øst.

I tilfælde af problemer med vandladning indførte lægen et kateter i penis. I dag er katetre af plastic. Romernes var af bronze.  

© Med tilladelse fra The Claude Moore Health Sciences Library, University of Virginia

I 1500 år var Galen standardlære

Romerrigets sammenbrud i slutningen af 400-tallet e.Kr. betød, at også en meget stor del af den viden, de romerske læger havde opsamlet gennem århundrederne, forsvandt.

Ved et lykketræf overlevede 20 af Galens værker, som faldt i arabernes hænder, da de erobrede Mellemøsten i 600-tallet. 

De arabiske læger indså hurtigt værkernes værdi, og Galens blev tanker blev oversat til arabisk i massiv målestok. 

Herfra bredte værkerne sig nogle århundreder senere til Vesteuropa, hvor Galen blev middelalderlægernes standardværk.

I 1500 år var Galen den ubestridte autoritet på lægeområdet. Og det på trods af, at hans beskrivelse af den menneskelige anatomi var ufuldstændig og fyldt med fejl, fordi størstedelen af hans studier var blevet foretaget på dyr. 

Galens teorier gengav blandt andet flere organer, der ikke eksisterede, ligesom arterier, vener og nerver ifølge Galen var tre forskellige systemer, der ikke var forbundet med hinanden indbyrdes.

Men den katolske kirke håndhævede i århundreder et forbud mod at dissekere mennesker, fordi den mente, at det var syndigt. 

Derfor kunne ingen afsløre Galens fejl. Først i 1543 udgav renæssance-kirurgen Andreas Vesalius bogen “Opbygningen af den menneskelige krop”, hvori han påpegede mere end 200 fejl i Galens lære om menneskets anatomi.

En enkelt af Galens teknikker overlevede dog selv renæssancens vanærende kritik; at tage patientens puls – en teknik­, som bruges den dag i dag. 

Måske er du interesseret i...

Læs også