Koppeudbrud i Sibirien

Billedet viser en koppe-ramt pige i Bangladesh, 1975. Det seneste udbrud af sygdommen var i Somalia, 1977. Sygdommen blev erklæret udryddet i 1980.

© Wikimedia Commons

Forskere frygter nyt koppe-udbrud

Den frygtede sygdom kopper har officielt været erklæret udryddet siden 1980. Forskere frygter dog, at den livsfarlige sygdom snart kan vende tilbage.

26. august 2016 af Babak Arvanaghi, Illustreret Videnskab
I 1890’erne hærgede kopper en sibirsk landsby. 40 procent af indbyggerne mistede livet, og de resterende indbyggere forlod byen efter at have begravet deres døde.

Siden da er den frygtede sygdom blevet udryddet, men nu frygter russiske virologer, at den snart kan vende tilbage.

Smeltende permafrost truer med at blotlægge ligene på den 120 år gamle kirkegård. De kan komme op til overfladen igen, og med sig bringer den frygtede koppe-virus.

Koppe-dna er fundet i lig

Virologernes frygt er begrundet. For nylig hærgede miltbrand Sibirien, efter den varme sommer havde tøet rensdyr-lig, som var inficeret med miltbrand-bakterier, op fra permafrosten. Mindst 90 personer blev indlagt og en 12-årig dreng døde.

Opklaringsarbejdet i kølvandet på miltbrand-udbruddet førte til en finkæmning af området. I et kadaver fandt forskere spor efter kopper. Selve virusset var ikke til stede, men det var fragmenter af sygdommens dna, som i sig selv ikke er farligt.

Frygten er, at varmen vil bringe flere lig – af både dyr og mennesker – op til overfladen, og at et af disse kan bære virusset.

Manglende vaccinationer er fatale

Koppe-virussen kan ikke behandles. Ofrene bliver dækket af heftigt kløende udslæt, som udvikler sig til pusfyldte blærer. I mellem 20 og 60 procent af tilfældene dør offeret.

En effektiv vaccine satte dog en stopper for virusset, og det førte i 1980 til, at WHO kaldte sygdommen for udryddet.

Siden er vaccinationen blevet droppet i vaccinationsprogrammerne, og derfor kan et udbrud blive meget stort og fatalt – vi er ikke længere modstandsdygtige over for sygdommen, og at skabe modstandsdygtigheden tager tid.

Måske er du interesseret i...

Læs også