Billeder af børn, der var forkrøblede af polio, brændte sig ind på amerikanernes nethinder i begyndelsen af det 20. århundrede.

© Polfoto/Corbis

Frygten for polio lammede USA

I 1916 slog den første store polio-epidemi over 7.000 mennesker ihjel i USA – de fleste børn. Nu begyndte et desperat, men resultatløst kapløb mod den uhyggelige sygdom, indtil en ung forsker tog kampen op.

19. april 2016 af Jan Ingar Thon

ar begyndt. Tusinder af familier flygtede fra New York, men sygdommen bredte sig til New Jersey, Conneticut og Pennsylvania.

Da epidemien var overstået i oktober, var 27.000 mennesker blevet smittet, og 7.000 var døde. Alene i New York havde 2.400 mistet livet. 80 procent af dem var under fem år.

Polio gjorde New York til  en spøgelsesby

Næsten hver sommer i de næste 40 år lagde polio-epidemier New York øde. Den livlige metropol forvandlede sig til en spøgelsesby, ingen badede i de offentlige svømmebassiner, og på legepladsen fik kun sommervinden gyngerne til at svinge.

De, som kunne, søgte tilflugt på landet med deres børn. Andre gemte sig inden døre. Når nogen blev smittet, blev boligen afspærret og sat i karantæne.

Hvis beboerne alligevel forsøgte at forlade boligen, blev de straffet med bøder eller fængsel, og når et polio-smittet barn døde, måtte forældrene ikke deltage i dets begravelse.

En kvinde passer sit poliosyge barn. En seddel på husmuren bekendtgør, at gaden er afspærret på grund af polio.

© Polfoto/Corbis

Mange af dem, som overlevede sygdommen, fik varige mén, og billeder af børn i jernlunger, en slags respirator, eller i rullestol brændte sig ind i amerikanernes bevidshed. Med undtagelse af atombomben blev polio det, amerikanerne frygtede mest.

Hvis åndedrætssystemet blev lammet, kunne en jernlunge, en slags respirator, trække vejret for patienten.

© Polfoto/Corbis

I efteråret 1921 skrev avisen New York Times, at den fremadstormende politiker og forretningsmand Franklin D. Roosevelt var syg af polio. Sygdommen lammede den 39-årige Roosevelt i benene, og resten af livet var han bundet til sin kørestol.

Roosevelt blev USA’s mest kendte polio-offer, og da han blev præsident i 1933, brugte han al sin indflydelse i kampen mod polio.

Han ansatte den hårdkogte, men effektive jurist Basil O'Connor til at lede arbejdet med at finde en kur, og i 1938 tog han initiativet til “The March of Dimes”, hvor USA's befolkning blev opfordret til at sende en dime – 10 cent – til det Det Hvide Hus.

Et beløb, der svarer til cirka 10 kroner i dag. I løbet af få dage havde to millioner amerikanere fulgt opfordringen.

Indsamlingen var den første af sin slags. Før havde indsamlinger været baseret på store donationer fra nogle få velstående mennesker, mens det her var småbeløb fra de mange. På trods af pengestrømmen gik kampen mod polio langsomt.

Pengene blev brugt til genoptræning, krykker, benskinner, jernlunger og rullestole. Men det vigtigste manglede fortsat – en kur mod sygdommen.

Salk ville hjælpe menneskeheden

Forskeren Jonas Salk voksede op med frygten for polio. Han blev født i New York i 1914, to år før den første store polio-epidemi brød ud i USA, og familien Salk oplevede, hvordan frygten hver sommer tømte byen for indbyggere.

Jonas Salk tog kampen op mod en ældgammel sygdom.

© Polfoto/Corbis

Salk ønskede at blive jurist, men hans mor overtalte ham til at satse på medicin. Selv sagde Salk om sit karrierevalg:

“Som barn var jeg ikke interesseret i videnskab. Jeg var kun interesseret i det, som havde med mennesker at gøre, naturens menneskelige side, og det er stadig det, der interesserer mig mest. Det er min drivkaft”.

Men det blev en kamp for Salk at forfølge sin drøm. Han var jøde, og 1930’ernes USA var præget af antisemitisme.

Universiteterne havde jødekvoter, så Salk begyndte på New York University, et af de få steder, hvor jøder havde fri adgang. Han blev kendt som en perfektionist, som læste alt, hvad han faldt over.

Han gjorde sig også bemærket ved, at han hellere ville forske end at være praktiserende læge. I stedet for at helbrede det enkelte menneske ville Salk hjælpe menneskeheden.

Det var særlig virologi, læren om virus-sygdomme, som fascinerede Salk. Men mange døre var lukket på grund af hans jødiske baggrund.

I 1947 fik Salk omsider mulighed for at forske, da University of Pittsburgh tilbød ham at lede sit eget forskningslaboratorium.

“Laboratoriet” viste sig at være nogle små, trange værelser i kælderen på det lokale sygehus. Men gennem en utrættelig indsats lykkedes det Salk at skaffe sponsorer og opbygge et fuldt operativt laboratorium.

Polio blev en passion

Først arbejdede Salk med en influenza-vaccine, men i 1948 fik han en henvendelse fra “The National Foundation for Infantile Paralysis”. Sammenslutningen ønskede at bruge Salks kundskaber i kampen mod polio, og Salk sagde ja.

Fra da af blev kampen mod polio Salks lidenskab. Han arbejdede 16 timer om dagen, syv dage om ugen, i årevis. Men først da han mødte regeringens udsendte Basil O’Connor i 1951, begyndte arbejdet for alvor at bære frugt.

Gennem O’Connor fik Salk nærmest ubegrænsede midler. Ikke mindst fik han mulighed for at skaffe sig de tusindvis af forsøgsdyr, han havde brug for til at udvikle sin revolutionerende poliovaccine.

Salk var ikke den eneste forsker, der arbejdede med en poliovaccine, men der var en væsentlig forskel.

Hvor andre forskere arbejdede på en vaccine baseret på levende virus, som var farligere, fordi den vaccinerede i værste fald kunne blive smittet med polio, var Salks vaccine baseret på dræbt virus., som skulle få kroppen til at udvikle immunitet mod polio.

Efter en række vellykkede dyreforsøg besluttede Salk sig for at af­prøve vacccinen på mennesker.

Forsøgskaninerne var ham selv og hans familie. Vaccinen viste sig at være uden bivirkninger, og blodprøver dokumenterede, at de vaccinerede fik øget modstandsdygtighed mod polio.

Et nyt udbrud af polio dræbte 3.000

På trods af fremgangen var udsigten dyster. I sommeren 1952 hærgede endnu en voldsom polio-epidemi USA.

58.000 mennesker blev smittede, mere end 3.000 døde, og 21.269 fik varige mén. Nu foreslog Salk et risikabelt projekt.

Han ønskede at iværksætte et massevaccinationsprogram af børn for at afprøve vaccinen. De amerikanske forskningsmiljøer var chokerede. De mente, at det var alt for tidligt.

I værste fald kunne en sådan massevaccine få endnu en polio-epidemi til at bryde ud.

Men Salk nød præsidentens tillid, og med penge fra “The March of Dimes”, blev vaccinationsprogrammet sat i gang.

Rygterne sagde, at den amerikanske regering masseproducerede kister i tilfælde af, at eksperimentet skulle slå fejl.

Men det skræmte ikke de amerikanske forældre, og i 1954 var mere end 600.000 børn vaccineret. Det ville tage et år, før det var muligt at fastslå, om vaccinen var effektiv.

Salks sejr over polio

12. april 1955 var 500 forskere, journalister og fotografer samlet i et auditorium på University of Michigan. I hele USA lyttede befolkningen åndeløst til en direkte radiotransmission fra offentliggørelsen af forsøgsresultaterne.

Thomas Francis fra University of Michigan steg op på talerstolen og begyndte at læse højt af forskningsrapporen, før han endelig nåede den konklusion, alle ventede på:

Vaccinen var sikker og effektiv.

Journalister og forskere kastede sig om halsen på hinanden, og mange græd af glæde. Over hele USA blev der ringet med kirkeklokker, truttet i bilhorn og fløjtet med fabrikssirener, og kirker og synagoger afholdt takkegudstjenester.

Det var, som om nationen havde vundet en krig. Præsident Eisenhover omtalte Salk som “menneskehedens velgører”, og lederen af den amerikanske lægeforening, dr. Dwight H. Murray, beskrev hændelsen som “en af de største begivenheder i medicinens historie”.

Tusinder af taknemmelige amerikanske borgere skrev til Salk, og overalt forsøgte politikere at finde måder at hædre ham på.

Bystyret i New York ville ære Salk med en såkaldt ticker-tape-parade, en særlig parade opkaldt efter de lange papirstrimpler fra telegraferne, hvor nationens helte blev hædret med konfetti og hornmusik. Salk takkede høfligt nej.

Salk blev aldrig vant til sin heltestatus. Hans ideal havde altid været forskere, som “…arbejder i det stille i laboratorierne.

Deres navne er ofte ukendte for den almene befolkning, men deres forskning kan have en afgørende betydning”. Men anonymiteten var ikke længere mulig. Jonas Salk blev genkendt overalt.

Når han tjekkede ind på et hotel, fik han altid den bedste suite. Om bord på fly oplyste kaptajnen ofte, at Jonas Salk, polioens besejrer, var om bord, og æresbevisninger strømmede ind fra hele verden.

Salks heltestatus blev ikke mindre af hans beskedne holdninger. Da en interviewer spurgte om patentet på vaccinen, svarede Salk:

“Der er ikke noget patent. Kan man tage patent på Solen?” Salk ønskede, at alle skulle få adgang til vaccinen, og det var langt vigtigere end de enorme summer, han ville have tjent på et patent.

Mange penge var ifølge Salk “akkurat som Cadillacer og minkpelse: unødvendige”·

Hans store tilfredsstillelse var, at vaccinen virkede. I 1957 blev 5.600 poliotilfælde registreret i USA. I 1961 var antallet faldet til 161.

Berømmelsens pris

I 1980 blev Jonas Salk interviewet i forbindelse med 25-års dagen for vaccinen. Han afslørede her, at berømmelsen havde en bittersød smag:

“Siden dengang har jeg været offentlig ejendom. Det har givet mig meget tilfredsstillelse og mange muligheder, men det har også givet mig mange byrder. Det har forandret min karriere og forholdet til mine kolleger. Jeg er en offentlig person og ikke længere en af dem”.

De sidste år af sit liv viede Salk til forskning i hiv. Mange håbede på, at polioens besejrer også ville finde en vaccine mod denne moderne pest.

Men sådan gik det ikke. I 1995 døde Jonas Salk, 80 år gammel. Nobelprisvinderen dr. Francis Krick sagde, at Salk havde været “en personlig helt for millioner af kvinder og mænd.

Få har gjort en opdagelse, som har hjulpet menneskeheden på samme måde, som Jonas' har. Alligevel blev han til sin dødsdag ved med at jage endnu en kur”.

Måske er du interesseret i...

Læs også