Galen havde ikke meget tilovers for de fleste undervisere i medicin og lægekunst, men han øste gerne selv af sin egen viden.
© Bridgeman

Genial pralhals revolutionerede lægekunsten

I Romerriget kæmpede lægerne med næb og kløer for at få ret. Rivaler skændtes højlydt hen over sygesengene og svinede hinandens teorier til på Roms pladser. Den mest bidske, pralende og indsigtsfulde af alle disse mænd var Galen. Den selvsikre græker var en pioner, hvis effektive behandlinger blev brugt i 1.400 år.

23. september 2016 af Kasper Schlie
Den græske læge Galen haster gennem Roms gader til villaen, hvor en syg ung mand kæmper for sit liv. Den 25-årige har høj feber og er allerede blevet behandlet af andre læger i tre dage, men deres ordre om faste har forværret hans tilstand.

Den græske læge handler hurtigt. Han analyserer styrken og frekvensen af mandens puls og observerer, at han har et “dødsansigt” – karakteriseret af indsunkne øjne. Galen er derfor helt sikker på, at et feberanfald er på vej – samt at manden har brug for næring, hvis han skal overleve det.

“Jeg laver havregrød så hurtigt som muligt”, noterer han.

Få timer senere vrider patienten sig i det forudsete anfald, og pulsen bliver helt svag. Den græske læge vender tilbage hver dag i en uge for at give ham grød og granatæbler, så anfaldene aftager. De andre læger er dog ikke overbeviste – fasten ville have virket, vrisser de. Så får Galen nok.

“Jeg kan ikke holde deres plapren ud længere”, skriver han i sine optegnelser. Dernæst inviterer han dem ind til sygelejet.

Her nægter han patienten adgang til mad og drikke og beder rivalerne om at blive for at observere resultatet af deres foretrukne behandling. Efter kort tid er patienten ved at blive kvalt, og kroppen bliver kold.

“Lægerne bliver dog endnu blegere og koldere end patienten, før de søger mod udgangen”, noterer han.

Men Galen lader dørene låse, så han kan give dem en lektion foran den lidende stakkel. Lige før det er for sent, tvinger han patientens kæber fra hinanden og bruger en slange til at få noget bygsuppe ned i maven. Kort efter vågner den unge mand op og er ved godt mod. Galen har sikret sig endnu en sejr over sine mange rivaler i Rom.

Den unge græker lærte alting selv

Indtil 100-tallet byggede lægernes behandlinger overvejende på en blanding af ældgamle græske principper, som havde deres rod i overtro, naturmedicin og løse antagelser.
Galen ville sætte disse konservative kvaksalvere på plads ved at udvikle teorier baseret på anatomiske studier og kliniske erfaringer.

Han blev født i den græske by Pergamon i år 129. Faren, Nikon, var arkitekt og havde tjent fedt på byggeri, så han havde råd til at give sin søn den bedst mulige uddannelse.

Da nogle jævnaldrende børn en dag blev irriterede over, at den intelligente dreng aldrig gad lege, lød svaret fra Galen, at han foretrak viden frem for leg og ikke havde tid til barnlige fornøjelser.

Da faren i en drøm fik en vision om, at sønnike skulle studere medicin, kastede drengen sig passioneret ud i studierne. Da Galen var blot 19 år, døde Nikon og efterlod ham sin formue.

“Min far lærte mig at være ligeglad med ære og prestige for kun at værdsætte sandheden”, skrev han.

Det var en Galen i dyb sorg, som efterfølgende forlod sin elskede hjemby for at studere medicin ved universitetet i Alexandria – et af de bedste i Romerriget. Den unge græker nød dog ikke sin undervisning, for forelæserne var enten:

“Kedelige, pedantiske ellers tager de lodret fejl”, og han fortsatte derefter svadaen mod dem med “Jeg så ned på mange af mine lærere”.

Han kritiserede underviserne for at støtte sig til gamle tekster frem for at skabe egne teorier ved at arbejde med syge folk eller døde dyr.

Galen begav sig ud i den kaotiske og glohede storby for at finde og studere rådne dyrekadavere – og den unge student dokumenterede nøje alle sine fund.

Abe fik udtaget indvoldene

Som 27-årig vendte Galen tilbage til sin fødeby med hovedet fyldt op af ny medicinsk indsigt. Som ung læge i Pergamon måtte Galen imponere offentligheden, hvis han ville have noget at lave. Så han inviterede byens læger og bedsteborgere til et “anatomishow”.

Her så de ham skære maven op på en fastspændt, levende makak-abe, hvorefter han forsigtigt tog indvoldene ud af det skrigende dyr og udfordrede de tilstedeværende til at genindsætte dem. Som forventet mødtes han blot med en nervøs tavshed, så han viste selv publikum, hvordan det skulle gøres.

Dernæst gennemskar Galen en af abens arterier, og mens blodet sprøjtede ud af åren, udfordrede han atter de tilstedeværende til at sy den sammen, før aben døde. Publikum var lammet af væmmelse, så grækeren fattede selvsikkert nål og tråd for at foretage indgrebet selv.

“Jeg gjorde det klart for de intellektuelle, at den, der får ansvaret for byens sårede, bør være en med mine evner”, skrev han.

Det skulle blive profetiske ord, for den ansvarlige for byens gladiatorskole ansatte kort tid efter Galen til at pleje de kostbare slavekrigeres sår.

Galen behandlede gladiatorernes dybe sår ved at skylle dem grundigt i vin, hvorefter han lagde en bandage på. 

© Bridgeman

Gladiatorerne overlevede længere

Den unge læge gik til sagen med ildhu, for han havde kun en embedsperiode på syv måneder til at vise sit værd. Galen fedede dem op med kogte bønner og byg, så sværdsnit ikke let ramte musklerne.

Når det alligevel skete, formåede han at sy musklerne sammen ved hjælp af de nyeste teknikker fra Alexandria. Selv tarme, der stak ud af store snit i maven, formåede grækeren at skubbe tilbage på plads, så såret kunne lukkes forsvarligt.

De nye metoder resulterede i meget bedre overlevelseschancer for gladiatorerne, der ellers havde en stor risiko for at dø, hver gang de betrådte arenaen. Galen skrev uden falsk beskedenhed, at blot to gladiatorer døde i de første syv måneder, mens forgængeren mistede 16 krigere.

Succesen betød, at han blev genvalgt til posten fire gange. Efter tre år, med et væld af praktiske erfaringer i bagagen, var Galen klar til at tage det næste store skridt: Han ville teste sine evner over for de største læger i rigets hovedstad.

Lægerne skændtes som små børn

Med rank ryg og tårnhøje ambitioner rejste den 32-årige Galen til Rom, hvor han fandt en lægestand præget af knivskarp konkurrence.

Nyankomne læger blev ofte omringet og bombarderet med spørgsmål, mens etablerede medicinere skændtes højlydt hen over sygesengene. Den selvsikre græker viste sig at være en benhård debattør og polemiker, som uimponeret kastede sig ind i kampen for at slå sit navn og sine idéer fast.

Efter kort tid i byen hørte han om en 21-årig adelskvinde, som ikke havde haft menstruation i længere tid og led af en svær hoste. Hendes konservative og højt respekterede læger – med en vis Martianus i front – nægtede at foretage en åreladning, som Galen ellers var overbevist om ville fjerne ubalancen i hendes krop.

Da kvinden døde, udviklede en debat sig næsten til håndgemæng mellem lægerne, hvorefter en ophedet Galen kaldte Martianus “ondsindet og stridslysten”.

Den nytilkomne opkomling vidste dog udmærket, at han ikke kunne slå sit navn fast udelukkende ved at kritisere byens andre læger – tiden var derfor inde til at vise sine evner frem.

Galen mente, at åreladning kunne helbrede sygdomme.

© Shutterstock

Galen skar i dyr

Grækeren inviterede derfor byens elite til at overvære et af sine dramatiske “anatomishows”.

Idéen var, at publikum skulle udfordre ham til at foretage yderst komplicerede indgreb på de fastspændte dyr. Til formålet havde han udvalgt geder og grise, som kunne brøle højt. Galen ville nemlig vise, at han kunne kontrollere nerverne omkring strubehovedet.

Da han forklarede sine hensigter til publikum, protesterede filosoffen Alexander fra Afrodisias, som krævede, at de først tog en filosofisk debat om sanserne.

Han havde kaldt Galen et “muldyrhoved” i et af sine skrifter, så den græske læge forlod fornærmet podiet, mens han mumlede, at han ikke vidste, at der var vulgære skeptikere blandt publikum.

Efter overtalelse kom den utilfredse læge tilbage på scenen, hvor han med sin skalpel lagde et snit i halsen på en fastspændt, levende gris.

Mens Galen forsigtigt skar sig ind til strubehovedet, forklarede han alt, hvad han gjorde, til sine fornemme tilhørere. Til sidst bandt grækeren en snor omkring larynx-nerverne, og da han strammede den med sine blodige fingre, forstummede grisens skrig på et splitsekund.

“Få er i stand til at gøre dette”, sagde Galen.

Da han løsnede snoren igen, flængede skrigene atter luften over det lamslåede publikum. Dette var blot opvarmningen. Over de næste dage fortsatte grækeren med at vise prøver på sine færdigheder ved at gøre, hvad publikum bad om.

De udfordrede ham til at lokalisere muskler og organer, og for hvert korrekt indgreb steg Galens stjerne hos Roms elite.

Den selvsikre kamphane inviterede også sine rivaler til en offentlig paneldebat “vedrørende menneskets puls” foran Vespasians forum. Efter en heftig ordudveksling endte debatten i nævekamp.

Stjernen frygtede for sit liv

På blot fem år havde Galen efterhånden nået sit mål. Grækerens unikke evner var respekterede af både eliten og den brede offentlighed.

Men praleriet og de offentlige ydmygelser af rivalerne havde også skaffet ham et utal af misundelige og magtfulde fjender.

Ovenikøbet var et privat smædeskrift mod rivalerne kommet i offentlig cirkulation, hvorfor Galen frygtede, at de ville forsøge et attentat mod ham. I år 166 besluttede den ellers så selvsikre læge sig derfor for at flygte fra byen.

“Jeg vil lade, som om jeg rejser til Campania”, skrev han.

En slave fik ordre på at sælge Galens hus i Rom, mens han selv begav sig til sin elskede hjemby, Pergamon.

I to år levede medicineren et stille liv, hvor han skrev bøger og behandlede sine landsmænd – men så kom der et brev fra rigets højeste autoritet.

“Et brev fra kejserne, hvor de indkalder mig”, konstaterede Galen tørt.
Kejserne Marcus Aurelius og Lucius Verus – som delte magten i Romerriget – var på vej i krig mod germanerne, hvorfor de ville have Galen til at møde dem i Aquileia i det nordlige Italien.

“Jeg havde intet andet valg end at rejse”, skrev grækeren.

Efter en lang og hård færd ankom han til hærens lejr. Kort efter blev alle planer om en militær offensiv knust.

“Da jeg nåede til Aquileia, sænkede epidemien sig over byen som aldrig før. Kejserne flygtede til Rom”, lød det.

Sygdommen dækkede sine ofre med sort udslæt samt sår med bylder, og den kostede kejser Lucius Verus livet på vej tilbage til hovedstaden.

Epidemien bed sig dog ikke kun fast i kejsernes hær – den brød også ud i Rom, hvorfor Galen hastede til byen for at hjælpe.

Her forsøgte han sig med alle mulige behandlinger: Mælk fra egnen omkring Vesuv, jord fra Armenien og urin fra drengebørn. Men intet hjalp.

“Som et bæst tilintetgjorde epidemien ikke bare nogle få, men sænkede sig over hele byer”, noterede han.

Det var ingen overdrivelse. Historikere anslår, at op mod 15 millioner af Romerrigets 60 millioner indbyggere mistede livet gennem de 15 år, hvor epidemien med jævne mellemrum rasede.

Ved hjælp af Galens beskrivelser af symptomerne mener forskere i dag, at der var tale om kopper – en sygdom, der primært spredes via fysisk kontakt med andre smittede individer.

Epidemien gjorde Marcus Aurelius til enehersker i Romerriget. Han var ivrig efter at komme tilbage til fronten for at kæmpe mod germanerne, og han ville have rigets bedste livlæge med sig.

Den akademiske græker var dog ikke interesseret i krig – for der kunne han risikere at dø. Han meddelte derfor, at medicinguden Æskulap havde vist sig i en drøm og forbudt ham at rejse med. Den religiøse kejser lod derfor Galen blive hjemme, hvor han skulle passe den otteårige kejserarving, Commodus.

Kejseren lod sin lille søn bo i prægtige villaer, der lå spredt over hele Italien, så den græske læge greb chancen for at udføre loppetjansen i smukke omgivelser, mens han skrev sine bøger.

Commodus blev dødeligt syg

Midt i den heftige skriveaktivitet fik den unge Commodus det dårligt. “De sagde, at behandlingen af Commodus var helt fantastisk”, skrev Galen og satte trumf på: “Men den beskrivelse var helt utilstrækkelig”.

Kejsersønnen havde feber, og hvor andre læger anbefalede faste, insisterede Galen på at give ham mad, drikke og hvile. Med få timers unøjagtighed kunne han forudsige feberanfaldene. Da Commodus kort efter blev erklæret rask, var sejren hjemme.

“De siger, at behandlingen af Commodus var fantastisk...Men den beskrivelse er
helt utilstrækkelig," udtalte Galen.

Kejseren helbredtes med uld og olie

I år 176 vendte Marcus Aurelius omsider hjem til Rom, hvor han kort tid efter måtte lægge sig i sengen med ma­ve­smer­ter. Nok var Galen stolt af behandlingen af Commodus, men “hvad der skete med selveste kejseren, var virkelig forbløffende”, pralede han.

Marcus Aurelius’ smerter gav sig udtryk i mavekramper og diarré. Kejserens to livlæger gav ham grød, men det hjalp ikke, og Galen måtte indkaldes for at helbrede rigets syge leder.

“Maven er tynget af den mad, han har indtaget”, skrev han efterfølgende, en klar stikpille til kejserens livlæger.

Den græske læges diagnose var et sats, men han havde ret, for behandlingen af forstoppelsen – uld dyppet i varm planteolie – virkede hurtigt. Marcus Aurelius blev så lettet, at han udbrød:

“Netop! Det var præcis, som du sagde!” og “Vi har kun én sand læge”.
I et senere skrift tilføjede Galen: “Som I ved, sagde han altid, at jeg var den fremmeste blandt alle læger”.

Med helbredelsen af kejseren toppede karrieren. I de næste 40 år fortsatte Galen med at sprede sin lærdom ved at skrive bøger. Hans viden stod til troende indtil renæssancen, hvis akademikere respektfuldt omtalte Galen som “Lægekundskabens Fyrste”.

Måske er du interesseret i...

Læs også