I renæssancen blev de syge udsat for en temmelig makaber kur, der skulle skabe mirakler.

© Shutterstock

Kannibalkuren skabte mirakler i renæssancen

Sygdom var ikke for sarte sjæle i renæssancen. Uanset hvad patienten fejlede, risikerede han at blive udsat for tidens makabre mirakelkur – medicin fremstillet af døde mennesker. Kannibalkuren indeholdt alt fra hud, hår og negle til moderkage og blodige menneskebøffer.

17. februar 2017 af Lise Jørgensen

I sommeren 1492 lå pave Innocens 8. på sit dødsleje i Vatikanet i Rom. 

Selv ikke den kristne verdens mest magtfulde mand kunne stille noget op mod den feber, der rasede i hans krop, og læger fra hele Europa valfartede til Vatikanet for at kurere paven. 

Blandt dem var en mand, som påstod, han kunne helbrede paven vha. ungdommens blod.

Stefano Infessura, en italiensk historiker, nedskrev, hvordan tre sunde og raske unge mænd blev givet en dukat hver for at lade sig årelade for pavens skyld. 

Åreladning var ganske normalt i 1400-tallet, men de tre unge mænd vidste ikke, at de skulle årelades til døden, så al deres livskraft og ikke blot en smule kunne overføres til den aldrende pave.

“Paven drak deres blod, mens det stadig var varmt og friskt, for at få sine kræfter tilbage”, skriver Infessura.

Lige lidt hjalp det. Kort tid efter døde paven – uden at det fik troen på tidens mirakelmedicin, kannibalkuren, til at vakle bare en lille smule.

Kardinalvæsker skulle være i balance

Allerede i oldtiden anbefalede lægerne at sætte tænderne i mennesker for at kurere visse sygdomme. 

Den romerske historiker Plinius den Ældre beskrev fx, hvordan epileptikere efter gladiatorkampe løb ind i arenaen og drak blodet fra de faldne krigere for at blive raske.

På den tid gav det god mening, fordi oldtidens læger mente, at et menneskes sundhed afhang af, om kroppens fire kardinalvæsker – gul og sort galde, slim og blod – var i balance. 

Og eftersom folk, der led af epilepsi, ifølge den tids viden havde for lidt blod, kunne de genskabe balancen i kroppen ved hjælp af slavekrigernes blod. 

I den forbindelse skadede det ikke, at gladiatorerne havde ry for at være stærke og modige – egenskaber, som ifølge lægevidenskaben sad i blodet.

De fleste af antikkens læger anbefalede brugen af menneskedele i medicin, men som lægen Galen forklarede, kunne det være svært at få patienterne overbevist om det samme:

“Nogle læger har kureret epilepsi og gigt ved at ordinere en drik lavet på brændte knogler. Patienterne var uvidende om, hvad de drak, for at de ikke skulle få kvalme”.

Arabiske læger var de dygtigste

Efter Romerrigets sammenbrud i år 476 blev en stor del af antikkens viden om lægekunsten glemt i store dele af Europa. 

Først i forbindelse med de kristne korstog mod muslimerne i slutningen af 1000-tallet blomstrede kannibalismen op igen. 

Araberne havde nemlig ikke glemt oldtidens viden og var langt foran, når det kom til kunsten at helbrede syge. Europæerne tog derfor gladeligt imod alle de tips, de kunne få – også de mere bizarre.

Araberne anvendte fx mineralet pissaphaltum i flere slags medicin. Pissaphaltum minder om asfalt og var svært at fremskaffe med middelalderens teknologi. 

Lægerne begyndte derfor i stedet at bruge egyptiske mumier, eftersom mineralet blev anvendt i balsameringen af døde i oldtidens Egypten. 

Lægerne mente, at mumiernes indre havde forvandlet sig til pissaphaltum med tiden og derfor havde samme medicinske virkning.

Svindlere solgte falske mumier

I løbet af 1100- og 1200-tallet blev medicin lavet af mumier mere og mere populært i Europa, hvilket resulterede i voldsomme prisstigninger. 

Den arabiske læge Abd al-Latif fortæller fx, hvordan han i starten af 1200-tallet betalte en halv sølvmønt for tre indtørrede mumiehoveder med en vægt på ca. 12 kg – en pris, som han betegnede som en bagatel. 

I modsætning til dette kostede 50 kg mumie i 1424 omkring 25 guldstykker på havnen i Cairo.

Handlen med mumier var pludselig blevet lukrativ. I starten af 1500-tallet begyndte snarrådige arabiske handelsmænd derfor også at sælge ligene af almindelige mennesker, der ved et uheld var døde i ørkenen. 

De udtørrede lig lignede til forveksling de egyptiske mumier og fandtes i rigeligt antal, eftersom karavaner og rejsende ofte for vild i ørkenen.

Den franske hoflæge Guy de la Fon­taine bemærkede også i 1564, at de mumier, som endte i Europa, ikke altid var, hvad de gav sig ud for. 

Under et besøg i et lager hos en jødisk handelsmand i Alexandria i Egypten forhørte han sig eksempelvis om, hvilke mumier der var mest passende at sælge, hvortil handelsmanden svarede, at hvad angik de døde, tog han de lig, han kunne få – uanset om de var døde af en almindelig sygdom eller noget smitsomt. 

Handelsmanden tørrede blot ligene i en ovn.

Jøden tilføjede derefter til franskmandens store forbløffelse, at han var forundret over de kristnes forkærlighed for en sådan uhumsk praksis.

Helt op i 1800-tallet blev egyptiske mumier solgt på markedet og forvandlet til medicin.

© Bridgeman & Deutsches Apotheken-Museum

Ligmedicin var en gave fra Gud

I middelalderen brugte europæerne for det meste tørrede mumier til medicin. 

I 1500-tallet begyndte den schweiziske læge Paracelsus dog at argumentere for, at friske menneskedele med fordel kunne bruges.

Paracelsus’ teori byggede på en kombination af alkymi og religion og postulerede, at kroppen bestod af en række metaller, der skulle være i balance, og en sjæl, der indeholdt menneskets livskraft. 

Ifølge Paracelsus forsvandt sjælen ikke fra kroppen straks efter døden. Friske lig indeholdt tværtimod masser af livskraft, som blot ventede på at blive indtaget af nødlidende patienter.

“Hvis læger eller nogen andre forstod den korrekte brug af de døde, eller hvad det gavner, så var der ikke nogen forbrydere, der fik lov at hænge tre dage i galgen”, skrev Paracelsus.

Den flamske læge Jan Baptista van Helmont var i den henseende fuldstændig enig og skrev, at mennesket var det ypperste, som Herren havde skabt, og medicin lavet af menneskedele var “en gave givet af Gud selv”.

Læger havde hemmelige opskrifter

For de fleste læger var menneskekroppen da også et skatkammer af mirakelmidler: Hår, hjerne, hjerte, hud, urin, menstruationsblod, moderkage, brystmælk, ørevoks, spyt og afføring – alt kunne bruges, og ingen grænser eksisterede tilsyneladende. Smeltet menneskefedt blev brugt som salve mod gigt. 

Pulver lavet af kranieknogler var godt mod sygdomme i hovedet. Og blod helbredte de fleste sygdomme. Det blev omtalt som elixir vitae – livets eliksir – og kunne både udskyde alderdom og død.

Lægen Marsilio Ficino sværgede også til blod. I 1400-tallet skrev han fx, at “ungdommelig væske” kunne give ældre mennesker ungdommen tilbage.

“Drik blodet fra en yngling, der er ren og glad og har et godt temperament, og hvis blod er fortræffeligt, men hvor der måske er en smule for meget”, hed et af Marsilio Ficinos råd, mens et andet råd mod alderdom lød således:

“Vælg en ren pige. Én, som er smuk, venlig og rolig. Og mens månen kommer frem, og du er ganske sulten, drik hendes mælk”.

Enhver læge havde sine helt egne og ofte hemmelige miksturer. Den schweiziske læge Conrad Gesner påstod fx i midten af 1500-tallet, at hans specielle medicin fremstillet af destilleret blod fra en ung mand kunne kurere alt:

“Ved at smøre med det bliver enhver af kroppens ydre sygdomme helbredt, og ved at drikke det alle de indre. En lille mængde kan genoprette tabte kræfter og kurere muskelsvaghed og beskytter kroppen mod sygdomme. I al enkelhed helbreder blodet alle sygdomme”.

En særlig god mikstur kunne gøre skaberen rig. Jonathan Goddard, der var professor i medicin på Londons Gresham College, solgte sidst i 1600-tallet sin hemmelige opskrift på “Spirit of Skull” – kraniets ånd – til den engelske kong Karl 2. for den nette sum af 6.000 pund. 

Den efter sigende livgivende medicin bestod af knust menneskekranie, men selvom opskriften havde kostet en formue, og kongen indtog miksturen dagligt, kunne det ikke forhindre ham i at dø af en nyresygdom i 1685.

Bødlerne tjente på forbrydernes lig

Lægestanden var overbevist om, at medikamenterne virkede bedst, hvis de stammede fra en rask, ung mand i starten af 20’erne, der havde lidt en hurtig død. 

Ungdommelige, friske lig var imidlertid svære at skaffe for lægerne, men noget af deres blodtørst kunne heldigvis slukkes af bødlerne.

De dødsdømte stod nemlig nærmest i kø til galgen i 1600-tallet, og de færreste bødler havde noget imod at tjene en skilling på forbrydernes lig. 

Den bedste pris fik de for de hængte, eftersom blodet her blev i kroppen modsat ved en halshugning. Men ikke bare professionelle fagfolk var blandt bødlens kunder. 

Nogle syge mennesker købte nemlig engros, hvis de ikke havde råd til lægernes og apotekernes dyre medicin. Ved de offentlige henrettelser betalte de bødlen for en lille bid, de kunne tage med hjem.

De, der var for fattige til at betale bødlen for en bid af en henrettet, havde imidlertid også en mulighed for at få en frisk luns. 

Halshugninger var oftest en svinsk affære, og en kvik person kunne med lidt held snige sig op på skafottet og dyppe sit lommetørklæde i den henrettedes blod. 

Det blodplettede stof kunne ikke kurere alvorlige sygdomme, men blev betragtet som effektive lykkeamuletter og bandager på sår.

Den engelske læge Edward Browne rejste i vinteren 1668 til Wien, hvor han overværede en epileptisk mand tappe en halshugget forbryder under en offentlig henrettelse. 

Ifølge Browne løb manden hen til liget, straks efter at øksen havde skilt hovedet fra resten af kroppen, og fyldte en krukke med blodet, der endnu sprøjtede ud af forbryderens hals. Manden tømte øjeblikkeligt krukken og løb derpå væk igen.

Ifølge Browne gjorde epileptikeren klogt i at løbe hurtigt, eftersom det friske blod så kom hurtigere ud i alle kroppens lemmer og spredte sin helende livskraft.

Det døde marked forsvandt

Ikke bare bødlerne blev omsværmet af syge mennesker. Også kirkegårdene var en guldgrube. I England opstod der således organiserede gravrøverbander, som trodsede al etik og moral og brød gravfreden for at komme ind på det særdeles lukrative ligmarked. 

Prisen på blot et enkelt kranie i 1678 i London lå nemlig på omkring et halvt pund. Til sammenligning tjente en ufaglært arbejder det samme på tre måneder.

Prisen på og brugen af kropsdele begyndte dog at falde under oplysningstiden i 1700-tallet. Pludselig opstod radikalt anderledes idéer om videnskab og medicin rundt i Europa. 

Nu lagde videnskabsmændene vægt på fornuft og beviser og begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den hidtidige praksis.

De påpegede, at lægekunst, der var baseret på religion og tradition, intet havde med videnskab at gøre. Og eftersom de ikke videnskabeligt kunne bevise, at kannibalkuren havde en effekt – ud over det, patienten bildte sig ind – opgav flere og flere den.

Praksissen stoppede dog ikke fra den ene dag til den anden. Så sent som i 1792 anbefalede en britisk læge knust kranie mod dysenteri – “især hvis det kommer fra én, der er blevet hængt og knust på hjul og stejle”.

Først da briten Edward Jenner i 1798 opdagede koppevaccinen, gik lægekunsten endegyldigt ind i en ny æra. 

Nu talte lægernes viden om bakterier, antistoffer og penicillin langt mere end overtro om knuste knogler, menstruationsblod og smeltet menneskefedt.

Mennesker blev til medicin

De fleste læger havde deres egne foretrukne metoder til at forvandle mennesker til medicin. Alt efter om de brugte blod, kød eller knogler, var de sikre på, de kunne fremelske forskellige egenskaber.

Menneskekød:

Et stykke friskt menneskekød dulmede smerterne fra blå mærker og sår. I tørret tilstand kunne det blandes i en mikstur, der var virksom mod gigt, betændelse, feber og diarré. Det tørrede kød kunne også tilsættes en salve, der gjorde det af med hæmorider og betændte sår.

Egyptisk mumie:

Pulveriset mumie kunne i et omslag behandle ledsmerter og knuder. Midlet uskadeliggjorde desuden giftige slangebid.

Kranie:

Baghovedet var i pulveriseret form særlig godt mod hovedsygdomme som fx migræne. Hvis det blev kogt og destilleret, kunne det også stoppe selv den værste krampe.

Mos fra et kranie

På kirkegårde fik mos ofte lov til at gro på kranierne fra sløjfede grave. Mosset var ifølge lægerne eminent til at stoppe blødninger. Især ved næseblod var mosset effektivt, eftersom det kunne proppes op i næseboret. 

Mosset kunne desuden blandes i en salve og smøres på sår. Her skulle lægen dog være opmærksom på, at et knivstik bedst helede ved at smøre salven på gerningsvåbnet og ikke såret.

Hud:

Berømte forbryderes hud var smertelindrende ved fødsler. Det skulle blot garves ligesom læder, skæres i lange strimler og bindes rundt om livet på den fødende kvinde.

Menneskefedt:

Blev fedtet blandet i en salve, var det et mirakelmiddel, der virkede mod alt fra gigt til hundegalskab. Også nervøsitet, tungsind og sågar cancer kunne salven kurere.

Blod:

Det ubetingede universalmiddel var blod. Friskt blod fordrev uden problemer epilepsi fra den syges krop. I tørret form kunne blod bl.a. også bruges mod sår og knoglebrud. Destilleret blod hjalp mod skaldethed, alderdom og endda pest.

Måske er du interesseret i...

Læs også