De første forsøg med lattergas og æter tiltrak ofte et større publikum af nysgerrige læger.

© Wikipedia

Lattergas eller æter: Tandlæger i bitter strid

Horace Wells opdagede tilfældigt, at lattergas havde en bedøvende effekt. Berømmelse ventede, lige indtil et fejlslagent forsøg og en tidligere partner spændte ben.

1. marts 2016 af Petrine Elgaard

Publikum stirrede med både vantro og morskab på scenen foran dem. Her tumlede voksne mænd rundt og teede sig uden hæmninger – ganske som annoncen havde lovet i lokalavisen i den amerikanske by Hartford.

De 10 euforiske forsøgspersoner havde alle inhaleret en dosis nitrogenoxid, bedre kendt under navnet lattergas.

Manden bag forestillingen var en tidligere medicinstuderende, som uge efter uge tiltrak tusindvis af besøgende til sit omrejsende lattergas-show.

Netop denne dag, den 10. december 1844, skulle vise sig at blive særlig interessant.

Midt i gasrusen var en af de lokale, Sam Cooley, stødt direkte ind i en tung træbænk, men det lod ikke til at genere ham. Først da lattergassens virkning tog af, og han dumpede ned i en stol, mærkede han en smerte i knæet.

Hans sidemand, den lokale tandlæge Horace Wells, opdagede, at blod trængte gennem mandens buksestof.

“Du må have slået dig”, sagde Wells til Cooley, som svarede, at han slet ikke havde opdaget noget under sin rus. Dén oplysning gav tandlægen en intet mindre end revolutionerende idé.

Lattergas ville revolutionere operationer

Den ambitiøse og respekterede Horace Wells var altid på jagt efter nye opfindelser til sin praksis.

Endnu havde han ikke løst det store problem, som både læger og tandlæger havde i 1844:

Tidens smertestillende midler var næsten uden virkning. Patienterne havde svært ved at holde pinslerne ud og stak ofte af midt under behandlingen.

På hospitalerne var problemet endnu værre – her måtte stærke mænd holde patienter fast på operationsbordet, imens de udstødte skrig, som gik gennem marv og ben.

Al den lidelse kunne forsvinde med lattergas, mente Wells. Hans forventninger til gassen var høje, og han begyndte straks at eksperimentere.

Hvad Wells ikke vidste, var, at tandlægen William Morton, hans tidligere elev og partner, også var på jagt efter en ny form for bedøvelse – og kom han først, ville han få al den hæder og ære, som Wells higede efter.

Forsøg med lattergas blev nedsablet

Det første forsøg udførte Wells på sig selv. Han ville teste, om store mængder af lattergas var dødelig, som datidens fagbøger hævdede.

Tandlægen inhalerede så tilpas meget gas, at hans krop blev slap, og straks tog en af hans kollegaer en tang frem og rev en generende visdomstand ud.

Wells vågnede op til et tomrum i munden. “Det er den største opdagelse nogensinde!” jublede han. “Jeg følte ikke så meget som stikket fra en nål!”

Måneden efter, i januar 1845, havde Wells med succes afprøvet lattergas på 13 patienter.

Rygtet om gassens store potentiale spredte sig til Harvard Universitet, og tandlægen blev inviteret til at demonstrere sin bedøvelsesteknik foran en række medlemmer af det medicinske fakultets stab.

En ung mand inhalerede lattergas, indtil han faldt hen i en døs. Så begyndte Wells at trække en syg tand ud.

Alt gik godt, indtil patienten gav en lyd fra sig. Nogle af tilskuerne kaldte det en jamren, mens en læge rapporterede: “Patienten skreg meget”.

Tilskuerne hånede Wells. Han hørte ordet “humbug” blive råbt igen og igen, og ingen lagde rigtig mærke til den nu vågne patient, der forsikrede om, at han næsten ingen smerte havde oplevet.

Tandlægen forlod stedet og fik ikke nogen ny chance for at bevise lattergassens potentiale. Ydmygelsen var voldsom.

“Ophidselsen efter denne oplevelse bragte en sygdom med sig, som jeg ikke kom mig over før efter mange måneder”, fortalte Wells senere.

Efter den oplevelse blev lattergassen igen bagatelliseret af læger. Wells selv var sikker på, at han blot var kommet til at fjerne posen med gas for tidligt, så dosen blev for lille til at dæmpe alle smerter.

Æter overhalede lattergas

Kun 12 måneder efter, i oktober 1846, stod Horace Wells’ tidligere tandlægeelev og partner, William Morton, foran et publikum på Harvard Universitet.

Også han skulle demonstrere et nyt anæstesi-middel: æter.

Morton bedøvede en ung mand, der skulle have fjernet en byld i nakken, og kirurgen fjernede uden problemer den ubehagelige gevækst, imens patienten var bevidstløs. Publikum brød ud i jubel.

Wells hørte med ærgrelse om Mortons succes. Få måneder efter begyndte offentlige skænderier om, hvem der egentlig kunne bryste sig af at være kommet først med opdagelsen af bedøvelse.

Wells mente, at hans arbejde med lattergassen var grundlag for eksperimentet med æter – og derfor tilfaldt æren ham.

LÆS MERE: Bedøvelsens historie: Fra bulmeurt til opium

Lattergas blev først udbredt efter Wells død

Den offentlige anerkendelse, som Wells så brændende ønskede sig, kom imidlertid aldrig, og snart sank den ambitiøse tandlæge hen i håbløshed og depression.

Han forsøgte dog at vise, at han stadig var dybt involveret i udviklingen af bedøvelse ved at begynde at eksperimentere med kloroform.

Det var i 1847 netop blevet opfundet som bedøvelsesmiddel af en skotsk læge.

Men de nye eksperimenter viste sig at være fatale for ham. Den 33-årige Wells blev snart afhængig af kloroformens dulmende dampe, der gjorde ham forstyrret og omtåget.

Midt i en rus smed han svovlsyre på nogle tilfældige prostituerede, som fik ætset huller i tøjet. Wells blev sendt i fængsel, og historien nåede hurtigt medierne.

I desperation over at miste sit gode ry og over den skam, han bragte over sin familie, gav tandlægen op.

Han tømte en flaske med kloroform på sit lommetørklæde og proppede det i munden, inden han snittede en stor blodåre i låret op med et barberblad.

Næste morgen blev han fundet død i fængselscellen. Ikke før i 1863, 15 år efter Wells’ død, blev lattergas som bedøvelsesmiddel anvendt af de fleste tandlæger.

Måske er du interesseret i...

Læs også