Rom: Storbyen er omgivet af sumpe, og siden dens grundlæggelse har den hver sommer været hjemsøgt af voldsomme og dødbringende malaria-epidemier. Indtil 1630, hvor jesuitterne fandt et virksomt middel, flygtede alle romere, der havde mulighed for det, ud af byen i de varmeste måneder af året.

Malaria var Europas svøbe

Sumpfeber – eller malaria – var før i tiden en udbredt sommersygdom overalt i Europa. Men ved foden af Andesbjergene i Peru kendte indianerne en effektiv kur.

Malaria hærgede fra Rom til London

I dag er malaria en tropesygdom, men helt frem til slutningen af 1800-tallet var den dødbringende febersygdom udbredt i hele Europa.

Rom var en af de byer, der var hårdt ramt i middelalderen og renæssancen. Byen var omgivet af sumpe, og hver sommer hærgede en mystisk feber, som romerne troede skyldtes giftige sumpdampe. I virkeligheden var det ikke luften, der var giftig, men de mange malariamyg området, der spredte smitten.

Også i det fugtige London døde omkring 5000 af byens indbyggere hvert år af "koldfeberen", deriblandt statsmanden Oliver Cromwell i 1658.

Bark fra Peru gjorde kål på malaria

Løsningen på malariadøden skulle findes i Sydamerika. I 1600-tallet sendte italienske jesuitterpræster i Peru en særlig bark hjem, som indianerne brugte til at kurere feber. Barken indeholdt stoffet kinin, der var effektivt i bekæmpelsen af malaria.

Læs mere om malaria


I dag er malaria stort set udryddet i Europa. Læs hele artiklen fra Historie nr. 6/2014 om, hvordan indiansk medicin reddede europæerne fra feberdøden.

NB! Du skal have en profil på Historie for at downloade artiklen. Det er gratis at oprette og tager kun et øjeblik. Når du klikker på downloadknappen får du mulighed for at oprette en profil.

Måske er du interesseret i...

Læs også