Pest og kolera har gennem historien kostet flere end 100 mio. mennesker livet.

© Alpha Coders & Getty Images

Pest eller kolera: Dét bør du vælge

GUIDE: At vælge mellem pest og kolera er i dag en talemåde, der beskriver valget mellem to lige ubehagelige muligheder. Men hvilken af de to lidelser burde du egentlig vælge, hvis spørgsmålet tages helt bogstaveligt? HISTORIE har undersøgt sygdommenes historie og giver dig svaret her i artiklen.

31. juli 2017 af Lise Jørgensen

PEST

Dødelighed 5/5: Hver anden betalte med livet

Det første pestudbrud i Europa fra 1347 til 1350 var en af de dødeligste epidemier, den vestlige verden nogensinde har set.

Det anslås, at omtrent to ud af tre europæere blev smittet. I en tid uden penicillin eller andre former for antibiotika betød det, at omtrent halvdelen af den europæiske befolkning døde.

Middelalderens læger mente, at pesten skyldtes miasma – dårlig luft – som trængte ind i legemet og gjorde folk syge.

Både læger og menigmand var enige om, at Gud stod bag – han havde sendt den sorte død for at straffe mennesket for dets synder.

  • Smittede (i middelalderen): 66%
  • Overlevende (byldepest): 50%
  • Overlevende (lungepest): 0%

Symptomer 4/5: Søvnløshed, kvalme og død

1. Bylder i lysken, under armene eller bag øret er de første tegn på, at en person er smittet. Snart efter begynder bylder at skyde frem over hele kroppen.

2. Hovedpine, høj feber samt stivhed og ømhed i kroppen ledsager som regel udbruddet af bylder.

3. Kvalme og opkast følger et par dage senere. Samtidig bliver den smittede ekstremt lysfølsom, rastløs og ude af stand til at falde i søvn.

4. Forvirring og manglende kropskontrol som følge af søvnløsheden, markerer sygdommens sidste stadie. Efter to til tre dage med disse symptomer giver kroppen til sidst op, hjertet sætter ud, og patienten dør.

Spredning 5/5: Pesten kom fra Østen

Forskerne vurderer i dag, at pesten udsprang fra loppebefængte rotter på de mongolske stepper.

I løbet af 1300-tallet fik rotterne kontakt med mennesker, og pesten begyndte at sprede sig til byer over hele Kina og Østasien.

Sygdommen fandtes som blind passager i de rejsendes blod eller på de lopper og rotter, der gemte sig i tøj og last.

Fra Kina rejste den vestpå via Silkevejen, og i 1347 nåede den til Konstantinopel ved Sortehavet.

I byens store havn ved Bosporus-strædet fandt pesten hurtigt passage på skibe og sømænd, som bragte den med til havne i hele middelhavsområdet.

Herfra spredte sygdommen sig som en steppebrand igennem Europa. I år 1350 var den nået helt ud til selv de fjerneste afkroge af kontinentet.

Byldepesten spredte sig hurtigt, fordi der var rotter overalt, hvis lopper viderebragte sygdommen.

Ydermere var der lungepesten, som spredtes via spyt. En inficeret persons hosteanfald kunne således videregive den livsfarlige smitte.

Pestens udbredelse: Klik på kortet og følg pestens vej gennem Europa

Konsekvenser 4/5: De fattige fik penge

Hvor brutal pesten end var, så førte den også gode ting med sig. Det lave befolkningstal betød, at der var mere land og flere værdier til dem, som overlevede.

Mange arvede efter folk, der blev taget af pesten – eller tog blot selv for sig af de efterladte værdier i de mange forladte hjem. 

Samtidig gjorde manglen på arbejdskraft, at arbejderne fik mere i løn og bedre kunne stille krav. 

Dette huede ikke altid de velstillede. En krønikeskriver fra byen Rochester øst for London skrev senere med afsky om bøndernes nyvundne magt:

“Der var sådan en mangel på arbejdere, at de fattige satte næsen i sky over arbejde. Og sådan blev kirkens folk, riddere og andre adelige tvunget til at male deres eget korn”.

Efter pestens hærgen var omkring halvdelen af Europas befolkning lagt i graven. Hele familier var udryddet, og tusindvis af landsbyer forladt.

Frygten for pesten fik som oftest folk til at reagere på en af to måder. 

Nogle fokuserede på efterlivet. De hjalp de svage i samfundet og donerede næsten alt, de ejede, til kirken i et forsøg på at sone deres synder. 

Andre flygtede i stedet fra sygdommen med så mange ejendele, som de kunne have med.

Ikke alene skabte pesten personlige tab – den medførte også, at megen viden gik tabt. Der var nemlig ingen tilbage, som kunne videregive lærdommen til næste generation.

Indtjeningsmuligheder 4/5: Velbetalte jobs var næsten umulige at besætte

● Gravere var stærkt efterspurgte, fordi de millionvis af døde kristne skulle stedes anstændigt til hvile i indviet jord.

Ligbærere skulle bruges i stort antal til at håndtere alle de døde. Lønnen var god, men få ønskede jobbet, da det medførte en stor risiko for selv at blive smittet og dø. Derfor måtte myndighederne ofte benytte indsatte fra fængslerne.

Arv og tyveri tjente mange penge på. De fleste overlevende arvede efter afdøde slægtninge, såfremt deres værdier ikke var blevet stjålet.

Pest i kunsten 5/5: Døden trådte ind i kunsten

Den sorte død var et altoverskyggende element i det europæiske middelaldermenneskes liv. 

De heldige, som overlevede et udbrud, havde set mange af deres kære dø. 

Ligeledes måtte de leve med visheden om, at pesten kunne komme tilbage, hvad øjeblik det skulle være, og udpege sine næste ofre.

Døden var overalt omkring dem, og den blev derfor også et fast motiv i kunsten og litteraturen. 

Nogle værker var opbyggende. De skulle minde folk om, at kødet var forgængeligt, men at sjælen skulle leve for evigt i himmerige. 

Andre var opfordringer til at lære at leve med døden – selv når den åndede én i nakken – og til at leve livet fuldt ud, så længe det varede.

Var det pest? Forskere har sat spørgsmålstegn ved byldepesten som synder

Historikere og medicinalforskere har sået tvivl om, hvorvidt den sorte død rent faktisk var byldepest.

I 1984 fremførte zoologen Graham Twigg problematikken.

Han argumenterede for, at Nordeuropa i middelalderen ikke havde rotter nok til, at pesten kunne sprede sig så vidt og i så højt et tempo, som den gjorde fra år 1347 til 1350.

Forskerne har sammenlignet kildernes beskrivelser af middelalderens epidemier med den moderne videnskabs viden om pest.

Ud fra disse undersøgelser har de efterfølgende konkluderet, at den sorte død næppe var almindelig byldepest – dertil spredte den sig for hurtigt.

En teori er, at der kan have været tale om en luftbåren type af byldepest, der ligesom lungepesten smittede fra person til person.

Dette ville forklare dens udbredelse, fordi den da kunne bevæge sig lige så hurtigt som middelalderens rejsende.

Middelalderens pestlæger havde velduftende urter i snablerne på deres masker.

© Deutsches medizinhistorisches museum

KOLERA

Spredning 3/5: Først i andet forsøg nåede koleraen til Europa

Kolera har eksisteret igennem det meste af historien. Indtil den første koleraepidemi brød ud i 1800-

tallet, havde sygdommen dog aldrig krævet mange ofre.

Alt ændrede sig i 1817, hvor den første koleraepidemi brød ud ved Ganges-floddeltaet i Indien. 

Herfra bevægede sygdommen sig snart til hele Sydøstasien og det sydlige Rusland. I Indien alene anslog myndighederne dødstallet til at være flere hundrede tusinde.

Koleraen nåede dog ikke til Europa før under den anden koleraepidemi i 1827. 

Igen skød sygdommen frem langs Ganges-floden, hvorfra den listede sig med som blind passager i tarmsystemet hos de tusinder af rejsende mellem Europa og Asien.

Selvom myndighederne i de fleste europæiske havnebyer indførte karantæner for søfolk, så snart de hørte rygtet om epidemien, slap koleraen i land. Snart hærgede den i Europas store byer.

Kolerabakterien findes i patienternes afføring og spredes enten via dårlig hygiejne, eller ved at forurenet spildevand siver ned i drikkevandet.

Sygdommen smitter dog kun igennem direkte indtagelse af inficeret vand eller fødevarer. Karantæne-
foranstaltninger var derfor relativt effektive til at bremse udbrud.

Et problem var det imidlertid, at ca. halvdelen af alle smittede ikke blev syge, selvom de bar rundt på sygdommen i deres krop. 

Via dårlig hygiejne kunne de videregive smitten til andre uden selv at være klar over det.

Symptomer 5/5: Den blå død dræbte sine ofre hurtigt

1. Mavesmerter og let diarré er de første tegn på smitte.

2. Opkast og ukontrolleret diarré følger efter inden for få timer, hvor afføringen til sidst bliver en vandlig masse, der ligner risvand.

3. Muskelspasmer samt en karakteristisk blå-grå farve i huden er de næste symptomer, efterhånden som kroppen bliver dehydreret.

4. Blodtrykket falder til slut drastisk, patienten ryster voldsomt, og til sidst går kroppen i chok. Efter 18-48 timer indtræffer døden.

Dødelighed 2/5: Døden kunne stoppes med salte sild

Omkring tre pct. af befolkningen i Europa omkom under 1800-tallets epidemier, men koleraen ramte skævt. Visse landsbyer blev udryddet, mens andre forblev urørte.

Hvordan sygdommen skulle bekæmpes, vidste ingen, før to tyske læger i 1831 observerede en kvinde, som kom sig ved at spise salte sild og drikke rigeligt med vand. 

Metoden var effektiv, og lægerne begyndte at ordinere saltvand som en del af behandlingen.

Kolera-bakterien blev efterfølgende opdaget af italieneren Filippo Pacino i 1854. 

Det var dog først mange år senere med tyskeren Robert Kochs isolering af bakterien i 1883, at denne viden blev alment kendt.

  • Smittede (i 1800-tallet): 10%
  • Overlevende (i 1800-tallet): 70%
  • Overlevende (i dag): 99%

Konsekvenser 3/5: Europa fik nye kloakker

På trods af at koleraen ikke dræbte halvdelen af befolkningen som pesten, påvirkede den samfundet i høj grad.

Først og fremmest var den med til at skærpe kampen mellem samfundets lag, for sygdommen ramte den europæiske befolkning skævt. 

Den rige overklasse havde ofte eget drikkevand i hjemmet, imens de lavere klasser måtte benytte fælles offentlige pumper, der hurtigt blev forurenet med kolera-bakterier.

Dette førte til en social tolkning af sygdommen. I starten af 1800-tallet mente lægerne, der fortrinsvis tilhørte overklassen, at de fattige selv var skyld i, at de blev smittet. 

Det skete, fordi de boede i skidt, havde en lav moral, var letsindige og drak for meget.

I den sidste halvdel af århundredet fik videnskaben imidlertid øjnene op for, at koleraen i virkeligheden udsprang af forurenet drikkevand og dårlig hygiejne. 

Striden mellem klasserne ebbede derfor lige så stille ud. I stedet begyndte en ny kamp for at renovere kloakeringen i mange europæiske storbyer. 

Mange steder værgede overklassens politikere, som jo selv havde rent vand, sig imod at renovere kloakkerne – fordi det var et dyrt projekt.

I sidste ende blev de dog anlagt. Ved århundredets slutning havde koleraen bidraget til, at Europas sanitære forhold var stærkt forbedrede.

Indtjeningsmuligheder 3/5: Lurendrejere snød befolkningerne

Kamfertræets olie var en særdeles populær kur mod kolera. Læger og fidusmagere lavede derfor deres egne miksturer baseret på olien og solgte dem. Kurene virkede ikke, men de desperate syge var klar til at prøve alt. Ifølge den engelske avis The Morning Herald firedobledes prisen på kamferolie under en epidemi i år 1831.

Cajeputolien, som bl.a. udvindes fra træet Melaleuca leucadendras blade, var om muligt endnu mere populær. 

Prisen herpå steg fra ni pence til hele 15 shilling i England. Mere end en femtendobling af prisen.

Cigaretter var et alternativ til de dyre olier. Under en epidemi i Hamborg i 1892 påstod en engelsk cigaretfabrikant, at hans varer kunne kurere kolera. 

Angiveligt havde de udført kliniske forsøg, som beviste dette.

Kolera i kunsten 2/5: Bræk og afføring var for ulækkert til Europas dannede kunstelite

Med dens voldsomme diarré og opkast var kolera-døden langtfra yndefuld. Patienterne blev smurt ind i afføring, imens deres hud blev bleg og blå. 

Et sådant syn ønskede kunstnerne i 1800-tallet ikke at beskæftige sig med. Deres værker var nemlig en æstetisk portrættering af det smukke og skønne i tilværelsen.

Koleraen blev derfor kun ganske sjældent vist i samtidens kunst. Sygdommen blev til gengæld ganske ofte skildret i pressen i form af diverse billeder og satiretegninger.

Vandpumpe var synderen: Kolera sneg sig ind gennem drikkevandet

I 1854 bemærkede lægen John Snow, at to private firmaer leverede vand til et distrikt i Englands hovedstad, London, hvor koleraen rasede.

De, som fik vand fra den ene pumpe, blev syge, og de, der fik fra den anden, forblev raske – uanset stand.

Dette fik Snow til at undersøge den inficerede pumpe. Efter at have studeret den grundigt opdagede lægen ikke blot, at den var blevet forurenet – men også, hvordan det var gået til.

Kilden var angiveligt en ble fra et smittet barn, der var blevet vasket i et vandhul, hvorefter bakterierne var sivet ned i brønden.

Hermed mente Snow at have påvist, at udbruddets kilde var det forurenede drikkevand.

Efter lang tids overtalelse fik han til sidst de lokale myndigheder til at fjerne håndtaget på pumpen, så den ikke kunne bruges. Det stoppede epidemien og bekræftede hans teori.

Snow havde fundet smittekilden, men Londons sanitære myndigheder gjorde ikke noget ved problemet straks. Først 12 år senere blev kloakkerne i byen endelig renoveret.

Dårlig hygiejne i 1800-tallet betød, at mange blev inficeret med bakterien Vibrio cholerae.

© Shutterstock

Hvad skal du vælge?

Talemåden “at vælge mellem pest og kolera” beskriver et valg mellem to lige store ubehageligheder, men udtrykket er i virkeligheden ret misvisende. 

Selvom begge sygdomme var ubehagelige og sendte utallige mennesker i graven, er valget nemt. 

Pesten inficerede og dræbte middelalderens befolkning i et sådant omfang, at koleraen blegner i sammenligning.

Den blå døds symptomer vinder muligvis i afsky og ubehagelighed. 

Alligevel er eksplosiv diarré og opkast, hvor der er en chance for at overleve med et rigeligt væskeindtag, at foretrække frem for byldepestens skrækkeligheder – eller lungepestens sikre død.

I dag har lægevidenskaben revolutioneret behandlingen af begge sygdomme med brug af antibiotika. 

Pesten er dog stadig den sværeste at helbrede. Koleraen kan nemlig behandles med simple midler som vand og salt, hvilket gør den til det mest fornuftige valg.

Måske er du interesseret i...

Læs også