Romerne syntes, at en penis med forhud var pænest.

Plastikkirurgiens historie: Romerne gik til penislægen

Plastikkirurgi begyndte som et middel til at genskabe tabte lemmer. Så opdagede læger, at de kunne tjene formuer på at trylle bryster større, næser lige og ansigtshud strammere. Og allerede i Romerriget gik jøder fx. til penislægen for at få ny forhud.

27. januar 2014 af Therese Boisen Haas

Indtørrede mumier kunne let miste næsen, hvis den ikke blev forstærket.

© Akg/Scanpix

Oldtidens Egypten: Faraos næse fyldt ud med korn

Ansigtskirurgi skulle i 1213 f.Kr. sikre, at egypternes afdøde farao Ramses 2. blev genkendt som konge i efterlivet.

Den fremspringende næse blev regnet for hans mest karakteristiske træk, men den var i fare for at forsvinde under mumificeringen.

Behandlingen kunne udtørre kroppen på en måde, som gjorde ansigtet uigenkendeligt. Derfor opererede dygtige kirurger et lille ben og en håndfuld frø ind i den døde konges næse, så den bevarede sin oprindelige facon i efterlivet.

Egypterne havde også kundskaberne til at lave kosmetiske operationer på levende patienter.

En papyrusrulle, der kom i egyptologen Edwyn Smiths besiddelse i 1862, viser et indgående kendskab til anatomi og kropsfunktioner.

Forskere mener dog, at egypterne næppe brugte deres viden til at ændre på menneskers udseende. Det stred mod deres tro.

Romerriget: Offentlige bade afslørede skønhedsfejl

Romerne priste den nøgne krops skønhed, og de foragtede alle abnormiteter – især på kønsdelene.

I byens offentlige bade kunne intet skjules, og derfor søgte de ulykkelige kirurgisk hjælp til at fjerne skavanker.

Leksikonforfatteren Aulus Cornelius Celsus beskrev flere indgreb i sit værk “De Medicina” fra tiden omkring Kristi fødsel.

Et af dem kunne genskabe for­huden hos mænd, der var blevet omskåret.

Operationen lader til at have været almindelig blandt jøder, der ønskede at indgå i det romerske samfund.

“De Medicina” omtaler også et til­fælde af brystreduktion på en stærkt overvægtig mand.

Hurtige snit kunne genskabe forhuden

© UCLA School of Medicine

1. Penishuden frigøres med et snit ved roden.

2. Huden trækkes frem, så den dækker penishovedet.

3. Pungen skæres op og foldes hen over penisroden.

4. Efter heling adskilles penis fra pungen med snit.

Oldtidens Indien: Pandehud blev til næser

 

En hudflap fra panden foldes ned og danner en ny næse.

© Akg/Scanpix

Inderen Sushruta blev i 500-tallet f.Kr. historiens første ekspert i rhino­plastik – rekonstruktion af næser. Hans særlige viden var meget efterspurgt, for i Indien fik kvinder skåret næsen af, hvis de blev taget i utroskab.

Sushruta indså, at væv måtte have konstant blodcirkulation, mens det blev transplanteret fra ét sted til et andet.

Hans metode bestod derfor i at skære en hudflap ud enten fra panden eller kinden, vride den ind over næsens placering og lade den gro fast.

To trærør sikrede fri passage gennem næse­borene under helingen.

Middelalderen: Skamfering var Guds straf

Antikkens store kirurgiske landvindinger blev bevidst glemt i Europas middelalder.

Ifølge den kristne kirke var misdannelser og mistede lemmer et udtryk for Guds vilje, og derfor tilkom det ikke mennesker at lave om på skaberværket.

Operationer regnedes nu for hedenske ritualer.

Den romerske forfatter Celsus' lægeleksikon “De Medicina” blev gemt væk i pavens bibliotek i Rom og dukkede først op sidst i 1400-tallet.

Andre tekster forsvandt for altid. Sådan gik det fx manuskripter af den store ­græsk-romerske filosof, læge og kirurg Klaudios Galenos – bedre kendt som blot Galen.

Renæssancen: Kirurg reddede syfilitikernes ære

Den Italienske metode:
Næsen dannes af hud fra armen.

Kønssygdommen syfilis kom til Eu­ropa sidst i 1400-tallet og dømte de smittede til skam og udstødelse.

Ét af symptomerne var nemlig en sammen­falden næse, og den kunne ikke skjules. Samme fremspringende kropsdel gik også nemt tabt i dueller eller krig.

Hjælpen var dog på vej, for renæssancen begyndte i Italien og blødte op på fortidens strenge doktriner.

Europa blev grebet af videbegærlighed, romeren Galens tanker vendte tilbage via arabiske oversættelser, og Celsus' gamle leksikon udkom igen – nu på tryk.

På Bolognas universitet gav lægen Gasparo Tagliacozzi sig sidst i 1500-tallet til at genskabe næser. Han tog små bruskdele fra syfilis-patienters ryg eller hals og brugte dem som næseben.

Derefter dækkede han til med hudflapper efter indisk forbillede. I stedet for pandehud hentede han dog væv til den nye næse fra patientens arm – den såkaldte “italienske metode”.

Tagliacozzis eksperimenter vandt ham en plads i historien som den moderne plastikkirurgis fader. Beundringen var mindre udbredt i hans samtid, hvor nogle læger anså den italienske metode for ugudeligt hekseri.

Desuden var hans kunstige næser tilbøjelige til at ryge af, hvis ejermanden nyste for kraftigt.

1800-tallet: Plastikkirurgien fik sit navn

Karl Ferdinand von Graefe fra Berlins universitet opfandt betegnelsen “plastikkirurgi” i 1818.

Det havde intet med materialet plastik at gøre, for Graefes nye ord kom af det græske plastikos – “at forme”.

1800-tallet bød på flere medicinske gennembrud, der fik betydning for plastikkirurgien. Lattergas og æter gjorde det muligt at bedøve patienten, og opdagelsen af bak­terier fik lægerne til at sterilisere deres instrumenter.

Endnu tiltrak den kosmetiske kirurgi dog flere plattenslagere end talentfulde læger.

1. verdenskrig: Krigens ansigter krævede massiv behandling

 

Denne britiske soldat fik ansigtet ødelagt under slaget ved Somme i 1916. Det lykkedes mesterkirurgen Harold Gillies at genskabe munden.

© Getty/All Over

Før 1. verdenskrig blev plastik­kirurgi stadig regnet for en underlødig disciplin.

Holdningen ændrede sig, da soldater med bortskudte ansigter vendte hjem fra fronten. En hær af skamferede uhyrer skulle gøres til mennesker igen, og denne enorme udfordring krævede de bedste kirurger.

Én af dem var Harold Gillies fra New Zealand. Han opererede på Sidcup i London – verdens første hospital oprettet udelukkende til plastikkirurgi.

Det havde 1.000 sengepladser, inkl. “Rædslens Afdeling” med de værste tilfælde. Her fandtes ingen spejle.

I løbet af krigen blev Gillies en sand troldmand ved operationsbordet. Han lappede gabende huller i sine patienter med hud, han lod vokse i stilke fra andre steder på deres krop.

Ved at øve sig i at sy filthatte lærte han sig at lave næsten usynlige sting. Gillies og hans kolleger gjorde plastik­kirurgerne til en anerkendt gruppe inden for lægefaget.

2. verdenskrig: Forbrændte piloter dannede Forsøgskaninernes Klub

Kammeratskab og øl holdt selvmords­raten blandt patienterne nede.

© Imperial War Museum

Da 2. verdenskrig brød ud, oprettede Storbritannien fire hospitalsafdelinger for vansirede soldater – én til hver af landets fire professionelle plastik­kirurger.

Archibald McIndoe blev chef på Queen Victoria Hospital i East Grinstead syd for London.

De fleste patienter her var piloter med forbrændinger i ansigtet og på hænderne.
I 1941 dannede 39 af de unge mænd The Guinea Pig Club – “Forsøgskaninernes Klub”.

Det var en drikkeklub, hvor patienterne hjalp hinanden med at holde modet oppe, mens McIndoe forsøgte at reparere deres ansigter. Navnet henviste til de nye metoder, han måtte afprøve undervejs.

Klubben nåede op på 649 medlemmer, der tilsammen repræsenterede næsten alle allierede lande.

I deres drikkevise beskrev invalidernes broderskab sig selv som “McIndoes hær af forsøgskaniner med glasøjne, kunstige tænder og parykker”.

McIndoe perfektionerede flere af de teknikker, hans fætter Harold Gillies havde opfundet under 1. verdenskrig.

Han kæmpede desuden for at styrke sine patienter mentalt og forebygge de selvmord, der ellers var almindelige på plastikkirurgiske afdelinger.

Hele East Grinstead blev mobiliseret til arbejdet og blev kendt som “byen, der ikke glor”.

Efterkrigstiden: Kvinder skulle være evigt unge

Reklamer fik husmødre til at stå i kø hos kirurgen.

© Bridgeman

1800-tallets skønheds­idealer prædikede indre kvaliteter, men efter århundredeskiftet vandt en ny kultur frem i USA.

Nu betød ud­seende alt, og i 1921 blev Miss America kåret i verdens første skønhedskonkurrence.

Kort forinden havde kirurger med erfaring fra 1. verdenskrig dannet American Association of Plastic Surgeons. De tilbød at trylle den tabte ungdom tilbage eller rette op, hvor naturen havde fejlet.

Med brancheforeningen ville de luge ud i kvalsalverne og skabe forbrugertillid til, at skønhedskirugi kunne udføres sikkert.

Efter 1945, hvor USA oplevede et massivt økonomisk opsving, fik plastikkirurgerne for alvor gang i forretningen.

De hjalp selv til med målrettet markedsføring, der skulle få amerikanske husmødre til at bruge deres penge på nye næser, ansigtsløft, fedmeoperationer og større bryster.

Helsides reklamer i damebladene bar slogans som “Slut med grimhed” og “En ny næse på 40 minutter”.

Skønhedsoperationer bredte sig fra annoncerne til avisernes artikler, hvor plastikkirurgien blev gjort fashionabel.

Skribenter berettede om, hvordan midaldrende kvinder kunne slippe af med slatne “mor­mor­arme” og “dansehåndtag” på hofterne. Skønhed var lig med ungdom, og en kvindelig journalist skrev henført:

“En kvinde i denne vidunderlige, moderne verden har ingen undskyldning for at blive gammel – medmindre hun er syg”. Plastik­kirurgerne var nu blevet i stand til at sætte tiden i stå.

Større barm

Læger blev tiltrukket af tanken om, at bryster kunne laves større, sidst i 1800-tallet. De forsøgte sig frem med alt fra fedtvæv og paraffin til elfenben og glaskugler.

Efter 2. verdenskrig begyndte japanske prostituerede at bruge silikone til at forstørre barmen.

De sprøjtede materialet i flydende form i brysterne for at tiltrække amerikanske soldater, men prisen var ofte infektion efterfulgt af amputation.

Alligevel brugte plastikkirurger i USA samme metode, indtil det første implantat af silikone-gel blev indopereret i 1962. Brystforstørrende operationer er moderne plastikkirurgis mest solgte vare, og forskning i nye fyldstoffer fortsætter.

Ny næse

I 1901 forlangte en ældre polsk adelsfrue at få løftet kinder og mundvige hos en kirurg i Berlin. Hun fik fjernet en rand af hud rundt om ørene, fik ansigtshuden trukket bagud og blev syet sammen igen.

Proceduren har været i brug lige siden.

Et andet middel mod ældningstegn i ansigtet blev opdaget i 1950'erne. Ved at lamme muskler kan stoffet Botox midlertidigt modvirke rynker.

Fremtiden: Skalpellen kan snart undværes

Præcise snit og omhyggelige syninger har i de sidste 100 år været plastikkirurgiens kendetegn. Nu foretages mange behandlinger med laser, og andelen vil kun vokse.

I fremtiden forventes stamceller desuden at give helt nye muligheder for at modellere menneskekroppe. Der bliver rigeligt med arbejde til plastikkirugerne fremover.

Måske er du interesseret i...

Læs også