Serumstafetten i Alaska 1925.

Leonhard Seppala med hunden Togo – heltene, da difteriepidemien i Nome stoppede.

© Corbis/All over Press samt Library of Congress

Serumstafetten reddede dødssyge børn

I januar 1925 brød en difteriepidemi ud i Nome, en lille isoleret by i Alaska. Der var flere døds­tilfælde blandt børnene, og lægerne manglede det serum, der skulle bremse sygdommen. En stafet med hundeslæder over de frosne vidder var de syge børns eneste håb.

14. april 2018 af Inger Lise Kontochristos

Den berømte hundefører Leonhard Seppala og hans hundeslæde bevægede sig i fuld fart over isen mod den lille by Nome. Hundeslæden var nu nær Norton bugten. Seppala koncentrerede sig indædt om at holde slæden på ret kurs i den kraftige vind. I slæden var der en værdifuld last, en indpakket metalcylinder fyldt med ampuller indeholdende modgiften til difteri. Hundreder af menneskers liv i Nome afhang af, om den nåede frem. Her var en difteriepidemi nemlig brudt ud, og man skulle akut have bragt en modgift inden man mistede flere børn til sygdommen. Serummet med modgiften var allerede fragtet flere hundrede kilometer på flere hundeslæder stillet op i en livsvigtig stafet.

Risikabel rute over Norton-bugten

Den hurtigste vej igennem Norton bugten gik tværs over isen – men denne rute var også den mest risikable. Isen kunne når som helst bryde op og i store flager drive ud mod havet. Vejrforholdende gjorde det samtidigt umuligt at se sprækker og revner i isen.

JOSEPHINE BAKER TOG PARIS MED STORM

Det andet alternativ, landruten, ville forlænge rejsen med en dag. Seppala, der selv havde været tæt på at miste sin datter til difteri, tænkte, at netop nu kunne nogle af hans venner i Nome være tæt på at miste et barn. Han satte derfor kurs mod isen og håbede på det bedste.

Slæden slingrede vildt, og hundene gled på isen, men Seppala drev dem målrettet fremad. Forrest i flokken havde han Togo, den mest berømte bashund (leder af et slædekobbel) i hele Alaska og hans egen favorit igennem 11 år. Nu hvilede det hele på hvorvidt Togo, med sine navigationsinstinkter, kunne finde en sikker vej over det frosne farvand.

Tyve hundeslæder med omkring 150 hunde deltog i den 100 mil lange stafet gennem Alaska. 

© Svante Ström

Forvekslede difteri med halsbetændelse

Nogle uger tidligere havde doktor Curtis Welch fra Nome bekymret undersøgt nogle børn i en eskimofamilie. Forældrene fortalte, at børnene havde ondt i
halsen, og han kunne se, at de små kæmpede for deres liv. I mangel på ordentligt udstyr stillede lægen diagnosen halsbetændelse. At børnene kort efter døde, konkluderede han skyldtes, at eskimoer havde et ringe immunforsvar mod sygdomme, der kom med den hvide mand. Derfor kunne en kraftig halsinfektion, ifølge ham, have dødelig udgang. I de følgende dage omkom flere og flere eskimobørn, men da ingen hvide var blevet smittet, affærdigede han den mulighed, at det var et udbrud af difteri – en sygdom der var farlig selv for amerikanerne. Samtidig bad han til højere magter om, at han havde ret.

8 BERØMTE SIDSTE ORD – SJÆLDENT DE SIDSTE

Men da doktor Welch blev hidkaldt til den seks år gamle Richard Stanley og observerede nogle ildevarslende
pletter på patientens hals, løb det ham koldt ned af ryggen. Lægen indså da, at eskimobørnene også havde været ofre for difterien. Den lille Richard døde kort efter Stanleys undersøgelse, og nu slog myndighederne alarm.

Nome kom i karantæne

I Nome blev der indført undtagelsestilstand og byen sat i karantæne. Dr. Welch sendte dernæst et telegram til de amerikanske sundhedsmyndigheder med et ønske om, at få tilsendt antitoksin. Uden en modgift kan difteri sprede sig som ringe i vandet, og i Nome fandtes der kun få doser af et fem år gammelt serum. Det rakte kun til få dage, hvis det da stadig virkede. Welch havde bestilt et nyt serum året inden, men havde intet modtaget. Et udbrud af difteri uden en tilgængelig modgift ville være en katastrofe for indbyggerne i Nome.

Nome havde nogle tusind indbyggere i 1925, men var vinduet til omverden for cirka 10 000 i Alaskas vildmark.

© Library of Congress

Serum på hundeslæde over Alaska

Myndighederne opsporede 300 000 doser serum fra forskellige steder i Ala-ska, eftersom det tog for lang tid at få det leveret fra den nærmeste storby Seattle. De doser kunne ikke behandle alle, men ville måske bremse udbredelsen af smitten indtil større serumleverancer var mulige. På grund af de ekstreme vejr-forhold, viste hundeslæden sig at være det eneste mulige transportmiddel. Serummet blev placeret på et tog til Nena-na, hvor det blev overrakt til den første hundefører i den stafet, der hurtigt var blevet sat op.

Nogle af Alaskas dygtigste hundeføre-re skulle fragte serummet flere hun-
-drede kilometer gennem den ubarm-hjertige iskolde vildmark til Nome. Blandt dem fandtes både eskimoer, indianere, amerikanere og endda to nordmænd. Alle var villige til at risike-re deres og hundenes liv for at få modgiften frem til den difteriramte flække Nome.

Mesterføreren Leonhard Seppala

Samtidig med, at det første hundespand kørte fra Nenana, kørte Leonhard Seppalas slæde med 20 hunde fra Nome i den modsatte retning. Den 48-årige Seppala var vokset op i en fiskerby i Nordnorge og flyttede til Alaska for at grave efter guld. I stedet fandt han en anden profession – at køre hundeslæde. Omkring denne tid var han kendt som Alaskas ukronede konge i hundeslædevæddeløb, og havde vundet flere sejre i All-Alaska Sweepstakes, en slædeløbskonkurrence i Nome, der var kendt i hele USA. Seppala anvendte den sibiriske race husky, stærke og udholdende hunde. Forrest havde han Togo, en hund han holdt mere af end noget menneske.

DEN STORE FLUGT 1944

Den oprindelige idé var, at han skulle køre hele strækningen selv for at bringe serummet til Nome, en bedrift få andre ville kunne klare. Men Seppala gik væk fra denne plan. Situationen i Nome krævede, at flere hundeførere afløste hinanden, så forsyningerne kunne nå frem hurtigere. Man kunne heller ikke risikere, at transporten stoppede, hvis Seppala skulle komme galt afsted.

Mens Seppala var på vej, afløste hundeførerne hinanden på den lange rute fra Nenana. Kilometer for kilometer, etape for etape drev de hundeslæderne fremad. Forholdende var utålelige, med temperaturer ned mod 60 minusgrader i kraftig vind.

Gunnar Kaasen og førerhunden Balto kørte stafettens to sidste stræk.

Modgiften risikerede at fryse til is

Serummet måtte varmes i 15 minutter mellem hver etape for ikke at det skulle fryse til is. Til sidst kunne det overlades til Seppala, der havde en lang og farlig rejse foran sig. Der var ingen tid at spilde.

I Nome blev der hele tiden konstateret flere smittede og døde. Samtidig ventede dr. Welch og de andre indbyggere på den livsvigtige last. Den lille flække udgjorde den tætteste civilisation for omkring 10 000 mennesker, spredt ud over et område flere hundrede kilometer i omkreds. Trods dette måtte dr. Welch og hans personale på Maynard-Columbus Hospital klare sig med kun 25 sygesenge.

Det var blot 15 år siden at Nome havde oplevet guldfeberen, men den tid virkede allerede som meget fjern. Dengang havde byen 20 000 indbyggere, mest guldgravere. Nu var blot få tusinder
ind-byggere tilbage. Dagligt strømmede nye rapporter ind til dr. Welch. De beskrev sårfyldte struber og feberknopper; de første tegn på difteri. For flere af de syge resulterede halssmerterne i åndedrætsbesvær. Uden behandling angriber difterien til sidst hjertet og patienten dør. Dr. Welch bad til, at han snart skulle befris for at være vidne til flere børns dødelige kamp for hvert et åndedrag.

Afhængig af førerhunden Balto

Men hjælpen var på vej. Seppala havde tilbagelagt 400 kilometer uden hvil, og havde med sine hunde formået at krydse Nortonbugten med livet i behold. Nu nærmede han sig slutningen på etapen, hvor næste hundefører, Seppalas landsmand og kollega fra Nome, Gunnar Kaasen, skulle tage over og bringe serummet videre.

AFRIKAS MÆGTIGSTE RIGE BYGGET PÅ SLAVER OG SALT

Kaasen stod parat med et kobbel hunde fra Seppalas hundegård. Lederen for disse hunde var Balto, som Seppala havde ladet blive hjemme, da han ikke fandt hunden tilstrækkelig hurtig.

Kaasen mente dog, at Seppala ikke havde opdaget Baltos potentiale, og udsatte hunden for den ultimative test. Kaasen og Baltos etape under serumstafetten førte dem over dyb sne og sprækkende is. Flere gange måtte de justere kursen. Kaasen var helt afhængig af Baltos lederskab, da han på grund af vejret knap kunne se hundene foran sig.

Den sidste hundeslæde nåede frem til Nome den 2. februar 1925 med det serum, der skulle standse difteriepidemien.

© Corbis/All over Press

Difteriepidemi kunne stoppes

Da lasten nåede frem til det sidste overleveringssted lå hundeføreren Ed Rohn og sov. Han havde fået instrukser fra Nome om at vente, til den kraftige storm havde lagt sig. Den meddelelse havde Kaasen dog ikke modtaget, og for ikke at tabe tid, valgte han alene at fortsætte turen mod Nome.

Kun fem dage efter starten fra Nenana, nåede serummet frem til Nome. De udslidte og forfrosne hunde havde tilbagelagt over 1 000 kilometer på bare en tredjedel af den beregnede tid.

Dermed vandt de kapløbet mod difterien.

Knapt en uge senere var epidemien stoppet, og byens månedlange karantæne kunne ophæves. Nomes befolkning var reddet. 

Balto blev helt på Togos bekostning 

I det mediehysteri, der fulgte, fik Kaasen og Balto, der førte serummet det sidste stykke til Nome, al opmærksomheden. Mange var utilfredse med dette, da Kaasen valgte at køre den sidste del af etapen selv. Nogle påstod, at han gjorde det for at stjæle rampelyset fra de rigtige helte, Seppala og Togo.

De havde trods alt tilbagelagt over 400 kilometer under de mest ekstreme forhold, og havde krydset den farlige Nortonbugt. Kaasen og Balto havde blot kørt 80 kilometer.

DET STOCKHOLMSKE BLODBAD

Desuden gav pressen Balto al æren for det, som Togo havde udført, hvilket gjorde Seppala rasende. Eftersom han havde opfostret begge hunde, vidste han, at meget af det, der blev skrevet om Balto, egentlig var Togos bedrifter.

Balto blev berømt som hunden, der reddede No-me, deltog i filmindspilninger og fik en statue af sig selv i Central Park i New York.

Men selvom Kaasen og Balto først var centrum for mediernes interesse, fik Sep-pala og Togo med tiden også andel i opmærksomheden. De havde, sammen med alle de andre, der deltog i serumstafetten, reddet en hel by.

En million doser kom med båd

Fem dage efter at den første ladning nåede frem, ankom 1,1 mio doser serum med fartøjet SS Alameda til Seattle. Derfra blev den transporteret med hundeslæde til Nome.

Flere af de hundeførere, der deltog i stafetten, transporterede også den nye ladning. Men da den værste krise var afværget, fik disse ture næsten ingen opmærksomhed.

Blot nogle år senere var fremskridtene inden for flyindustrien så store, at nødhjælp kunne transporteres på få timer overalt i Alaska, og således udkonkurrerede flyene hundeslæderne. 

Måske er du interesseret i...

Læs også