Amelia Earhart fløj i 1932 som den første kvinde alene over Atlanten. Bedriften gjorde hende kendt og særdeles populær, og hun udgav flere bøger om sine bedrifter.

© Library of Congress

Ny bog: Earhart blev snuppet af japanerne

Den legendariske pilot Amelia Earhart blev taget til fange af japanerne under sit forsøg på at flyve Jorden rundt i 1937 og smidt i fangelejr. Efter 2. verdenskrig levede hun videre under et falsk navn, fastslår ny bog.

5. januar 2016 af Emrah Sutcu

Earhart forsvandt uden spor

I 1937 forsvandt den amerikanske pilot Amelia Earhart sporløst under et forsøg på at flyve Jorden rundt. Lige siden har historikerne debatteret, hvordan en af 1900-tallets mest berømte kvinder kunne forsvinde ud i den blå luft

Men nu mener den amerikanske forfatter W.C. Jameson at have knækket en af historiens største gåder.

Få et af de populære actionkameraer sammen med Historie til en super pris

Flyrejse var spiontogt

Officielt styrtede den dybt rutinerede Earhart ned i nærheden af en lille ø i Stillehavet, fordi hun løb tør for brændstof og blev fanget i dårligt vejr.

Ifølge Jameson var Amelia Earhart dog i virkeligheden spion for USA og hendes forsøg på at flyve Jorden rundt var blot et skalkeskjul for at udspionere Japan. 

Earharts fly var nemlig udstyret med særlige kameraer, som skulle tage billeder af japanske militær-installationer på øerne i Stillehavet.

Tvunget til at skifte navn

Desværre for Earhart blev hun dog taget til fange af japanerne og måtte tilbringe 2. verdenskrig i en fangelejr, fastslår Jameson.
Efter Japans nederlag i 1945 blev hun frigivet og rejste tilbage til USA, hvor hun levede under et falsk navn indtil hendes død i 1982.

Jameson mener, at Earhart blev tvunget til at få en ny identitet, fordi dele af den politiske elite i USA forsøgte at dække over den netop den afdøde præsident Franklin D. Roosevelt.
De politiske ledere frygtede, at Roosevelt ville miste befolkningens respekt, hvis de fandt ud af, at han havde ladet en så højt elsket offentlig person som Earhart sidde i fangelejr uden at have forsøgt at befrie hende.

“Roosevelt ville have været stemplet som kujonagtig og uduelig. Hans image ville aldrig have overlevet dette angreb”, udtaler Jameson til den britiske avis Daily Mail.

Ekspert bakker op om teori

Jamesons nye bog er skrevet i samarbejde med Greg Feith, en pensioneret pilot og seniormedarbejder hos det statslige National Transportation Safety Board (NTSB), som undersøger bl.a. flystyrt i USA.

Også Feith – der tit bliver brugt som ekspert i flystyrt-sager – bakker op om idéen om, at Earharts forsvinden blot er dække for en af historiens største skandaler.

Dokumenter er forsvundet

Jamesons konklusion er bl.a. baseret på det faktum, at et stort antal dokumenter om Earhart-sagen er forvundet på mystisk vis eller er blevet stemplet som hemmelige.

Fx er vigtige sider fra logbøgerne om bord på skibet Itasca – der havde den sidste kontakt med Earhart – forsvundet, og 113 dokumenter i sagen bliver stadig tilbageholdt af myndighederne.

En anden detalje, som – ifølge Jameson – peger i retning af en sammensværgelse, er en række øjenvidneberetninger fra lokale fiskere, som efter sigende skulle have set Earhart blive ført væk af japanske soldater.

Desuden skulle en kvinde forklædt som nonne være befriet fra en japansk fangelejr i Kina den 17. august 1945 – en kvinde, som ifølge Jameson var selveste Earhart.

Metalstumper fundet i 2015

W.C. Jameson er blot den seneste af en lang personer, som har forsøgt at kortlægge Earharts skæbne.

Fx fastslog amerikanerne Les Kinney og Dick Spink i sommeren 2015, at de havde fundet metalstumper nær Marshalløerne, som kan være være rester af hjulet og instrumentbrættet på Earharts fly.

Metal-delene er stadig ved at blive undersøgt, og hvis de viser sig at tilhøre Earhart, kan de bakke op om Jamesons teori, fordi Marshalløerne netop var besat af japanerne i 1937.


Læs her hele historien om Amelia Earhart og hendes soloflyvning over Atlanten.

Earhart havde taget hul på den sidste del af hendes rejse, da hun mistede radiokontakten omtrent midtvejs over Stillehavet. Hendes videre skæbne er ukendt.

© Hellerick

Måske er du interesseret i...

Læs også