Moderne hjertestartere bygger på Aldinis makabre forsøg fra 1800-tallet.

© Scanpix

Virkelighedens doktor Frankenstein satte strøm til de døde

Giovanni Aldini blev i 1800-tallet berømt og berygtet for at sætte elektricitet til lig. Målet for de bizarre eksperimenter var at bevise, at elektricitet var livets kilde – og at strøm kunne bringe døde til live igen.

18. oktober 2017 af Kasper Schlie

Det store auditorium i Royal College of Surgeons i London er fyldt til sidste plads. Olielamperne oplyser række efter række af byens fineste borgere. 

Generaler, politikere og standsdamer venter på, at den italienske professor Giovanni Aldini skal påbegynde et – ifølge rygterne fra Italien – makabert eksperiment.

Et lægehold klargør en mystisk søjle med 120 skiver af zink og kobber og dækker et lavt bord med skalpeller, save og sakse. 

Da døren fra baglokalet går op, sænker en tung stilhed sig over den fornemme forsamling. Ind træder en rolig Aldini, som straks fastgør to ledninger til det primitive søjlebatteri.

Døren åbner igen, og et sug går gennem publikum, mens det blege, muskuløse lig af 26-årige George Forster rulles ind på et bord. 

En time tidligere har bødlen i Newgate-fængslet hængt Forster som straf for at have druknet sin kone og lille barn. En del af dødsdommen bestod i, at morderens krop skulle komme lægevidenskaben til gavn.

Aldini er klar. Han væder den dødes læber med saltvand og fastgør den ene ledning. Den anden klemmer han fast om Forsters øre. 

Strømmen er sluttet: Morderens kæbe begynder at sitre, ansigtsmusklerne trækker sig sammen i en grimasse, og det venstre øje åbner sig pludselig. Kvinderne skriger højlydt, og lægerne i salen må mane alle til ro.

Aldini finder nu skalpellerne frem, og gennem de næste fire timer blotlægger han og sætter strøm til forskellige nerver og muskler i Forsters krop. 

De blodige arme og ben slår slag i luften, og morderens store næver knyttes i kramper. “Bevægelserne blev så kraftige, at det så ud som om, at den døde var blevet vakt til live”, skrev Aldini senere.

Men det skulle ikke blot ligne. Til sidst saver Giovanni Aldini brystbenet over og finder hjertet. Han beordrer to assistenter til at føre ledningerne ind til organet i håb om at få det til at slå igen.  

Ikke abonnent? Få bladet her:

Onklen var forbilledet

De makabre eksperimenter i januar 1803 var en bizar kulmination på årtiers forskning og akademiske skænderier i Italien. 

Aldinis onkel, lægen og fysikeren Luigi Galvani, havde i 1771 lanceret en teori om, at dyr og mennesker rummer et indre elektrisk kredsløb. 

Hjemme i Bologna havde Galvani været i gang med at dissekere en frø, da hans kone ved et tilfælde havde rørt ved frøens blotlagte rygmarv. 

Pludselig begyndte dyrets ben at spjætte, og kimen til en ny videnskab – galvanismen – var lagt.

Galvani gik prompte i gang med en lang række forsøg, som tilsyneladende afslørede, at dyrs muskler styres af en form for elektrisk væske. 

Denne væske måtte udgøre selve livets essens, mente Galvani, og derfor kunne livet ikke bestå af en metafysisk sjæl eller andet umåleligt pjat. Lægen udgav sine tanker i 1791 og vovede sig hermed ud i et minefelt i det katolske Italien.

Året efter afsluttede den 20-årige Giovanni Aldini sine fysikstudier og flyttede ind hos sin berømte onkel for at assistere i det ydmyge hjemmelaboratorium. 

Den unge videnskabsmand blev dybt imponeret af de spjættende kadavere, og efter et dramatisk sygdomsforløb, hvor Galvani omsorgsfuldt tog sig af sin nevø, var Aldini omvendt:

“Han behandlede mig for en dødelig feber. Jeg undslap den visse død takket være hans kærlige omsorg, og herefter begyndte jeg at arbejde ubønhørligt for en doktrin, der nød min fulde tillid”, skrev Aldini. 

Luigi Galvani eksperimenterede ivrigt på små dyr i sit hjemmelaboratorium.

© Polfoto

Aldini fortsatte striden

Galvanis påstand om en elektrisk væske som kilden til livet var dybt kontroversiel, og han kom straks under kraftigt angreb fra en anden italiensk videnskabsmand, Alessandro Volta. 

Ifølge Volta var ideen om “dyrisk elektricitet” latterlig, fordi strøm ikke kunne opstå biologisk i levende væsner. 

Hvis Galvani alligevel havde registreret en form for elektricitet, måtte den stamme fra de stativer og instrumenter, som han brugte under sine forsøg, mente Volta. For kontakt mellem metaller som kobber, zink og sølv kan nemlig udløse elektrisk spænding.

Galvani, der var sky og levede afsondret fra verden, ønskede ikke at tage del i den voldsomme debat. Hans ungdommelige og skarpe nevø Aldini var derimod fast besluttet på, at forsvare sin onkels ideer over for Voltas angreb.

Aldini vandt en stor sejr, da han beviste, at den dyriske elektricitet kan aktiveres helt uden metaller. I 1794 hev han en muskel ud af et frølår og forbandt den med en nerve ved rygmarven. 

Den spjættende padde satte Volta til vægs – omend det senere blev klart, at de begge havde ret: Elektricitet kan både opstå biologisk og metallisk.

Da onklen døde i 1798, blev Aldini professor ved universitetet i Bologna og lagde prompte frøerne på hylden. Nu skulle galvanismens grænser afprøves ved hjælp af eksperimenter med varmblodede dyr som fugle, hunde og køer.

Italieneren kunne berette om succes efter succes. Vingerne på døde fugle begyndte at baske, hundekæber snappede, og blodige oksehoveder fortrak sig i unaturlige grimasser. 

Spørgsmålet var nu blot, hvad elektricitet mon kunne gøre ved mennesker.

Satte strøm til sig selv

I 1801 følte Aldini sig endelig klar til at afprøve, om han kunne påvirke menneskers “elektriske væske”. Indledningsvis testede videnskabsmanden konsekvenserne på sin egen krop. 

I hjemmelaboratoriet fastgjorde han to ledninger til et primitivt batteri, hvorefter han førte dem op til hver sit øre. Smældet kom pludseligt og skarpt.

“Jeg mærkede et stærkt chok, et riv mod indersiden af mit kranium, og jeg kunne ikke sove i flere dage efterfølgende”, beretter Giovanni Aldini, som alligevel ikke tøvede med at sætte en patient, der led af “melankoli” – datidens betegnelse for en svær depression – under intensiv strømterapi.

Den 27-årige patient lod sig igennem nogle uger behandle af Aldini på daglig basis. Depressionen forsvandt som dug for solen, og Aldini kunne triumferende fortælle om elektricitetens store medicinske potentiale.

Det næste eksperiment skulle dog blive en stor skuffelse. To unge tyveknægte var blevet dømt til døden i Bologna i 1802 – Aldini greb chancen og fik tilladelse til at sætte strøm til ligene.

“De tillod mig at stå ved siden af retfærdighedens økse og modtage de uheldige forbryderes blødende kroppe”, skrev Aldini, som dog stod med et stort problem: Øksen havde skilt hovederne fra kroppene, så det var udelukket at genstarte de hovedløse mænds hjerter.

I stedet kastede Aldini sig over andre organer med sit hidtil kraftigste batteri bestående af 100 skiver af zink og 100 af kobber. De livløse tyve spjættede og vred sig som vilde dyr. 

Aldini blev dog mest imponeret af ansigtsudtrykkene, som han forsøgte at manipulere ved at åbne kraniet og sætte strøm til forskellige dele af hjernen. 

Senere skræmte han sit publikum ved at serieforbinde hovederne, hvorved de blege ansigter fortrak sig samtidig.

Publikum var imponeret, men Aldini ville først og fremmest overbevise sine videnskabelige kolleger om, at de galvaniske teknikker var nyttige for lægevidenskaben. 

Han ville genoplive et dødt menneske, men forsøget krævede et lig med hovedet solidt fastgjort til kroppen. 

Derfor rejste Aldini til London, hvor dødsdomme blev eksekveret ved hængning, og det varede ikke længe, inden han fik en ung morder stillet i udsigt.

Hvad er kilden til livet?

Indtil 1500-tallet blev livet anset for en gave fra Gud. Siden har videnskaben ad flere omgange forsøgt at forklare livets gåde:

  • 1644: René Descartes: MEKANIK
    Den franske filosof vækker voldsom opstandelse, da han skriver, at menneskekroppen blot er en maskine. Descartes mener dog stadig, at sjælen er immateriel og bundet sammen med kroppen dybt inde i hjernen. 

  • 1771: Luigi Galvani: ELEKTRICITET
    Mennesker og dyr gennemstrømmes af elektriske kredsløb, opdager Luigi Galvani. Den italienske læge og fysiker er overbevist om, at alle levende væsner bliver holdt i live af en særlig elektrisk “livets væske”.

  • 1953: Miller og Urey: KEMI
    Kemikerne Stanley Miller og Harold Urey sætter strøm til ammoniak, metan, vand og brint – og skaber aminosyrer. Forsøget vækker opsigt, fordi aminosyrer er en forudsætning for protein, der udgør kernen i alt liv.

  • 1962: Watson og Crick: DNA 
    Molekylærbiologerne Francis Crick og James D. Watson vinder Nobelprisen i medicin og fysiologi for opdagelsen af, at alt arvemateriale i planter, dyr og mennesker er kodet i dna-mole-kyler. I 2003 fastslår forskerne, at mennesket har 20.000 gener.

  • 2007: Kurzweil: KUNSTIG INTELLIGENS
    Fremtidsforskeren Ray Kurzweil mener, at vi i fremtiden vil betragte robotter som levende væsner: “I 2029 vil robotter kunne opføre sig som mennesker, og det virkelige spørgsmål bliver: Har de følelser, og skal de have samme rettigheder som os?”

Crick og Watson fik i 1962 en Nobelpris for deres banebrydende forskning.

© Scanpix

Galvanisme røg i skammekrogen

Giovanni Aldini gav Forsters hjerte en lang række stød den dag i 1803, men det ville ikke slå igen. 

Alligevel gjorde beretningerne om forsøget dybt indtryk i datidens Europa, hvor både menigmand og videnskabsfolk fulgte nysgerrigt med i de galvaniske forsøg.

I grænselandet mellem mystik og videnskab begyndte mange at fantasere om galvanismens potentiale. 

En fransk filosof var så overbevist om, at Aldini havde ret i, at den menneskelige organisme kunne producere strøm, at han iværksatte sit eget, yderst makabre forsøg. 

Han lavede simpelthen et kortlivet batteri, hvor lagene bestod af “anatomisk affald”: muskelstykker, organer og hjerne. Døde mennesker indeholdt stadig elektrisk livskraft, lød argumentet.

Inden længe begyndte opportunistiske kvaksalvere at tilbyde “galvanisk terapi”. Mod store summer kunne borgerskabet få sat elektricitet til kroppen for at få bugt med lidelser som migræne og muskelsmerter. 

Derfor blev brugen af elektricitet i lægevidenskaben indtil slutningen af 1800-tallet hovedsagelig betragtet som gøgleri.

Aldini var dog alt andet end en gal kvaksalver. Italieneren indrømmede senere, at forsøget med John Forster var “en prostitution af galvanismen”, og fortrød eksperimentets cirkusagtige karakter, som fjernede fokus fra det egentlige formål. 

Italieneren skrev til sit forsvar, at han “blot gerne ville finde en metode til genoplivning af druknede”. 

Aldinis drøm om at genoplive “døde” med strøm blev først til virkelighed i 1947 – mere end 100 år efter Aldinis død. Lægerne havde da opnået en meget bedre forståelse af den medicinske brug af strøm og kunne genoplive en 14-årig amerikansk dreng efter flere stød.

Læs mere

Iwan Rhys Morus: Shocking bodies, The History Press, 2011. Susan Tyler Hitchcock: Frankenstein – A cultural history, W. W. Norton & Co, 2008. Giovanni Aldini: An Account Of The Late Improvements In Galvanism, Ulan Press, 2012.

Måske er du interesseret i...

Læs også