Zuluerne bliver forrådt af briterne

Briterne havde taget kontrollen med Transvaal under dække af at ville beskytte boerne mod den vilde zulustamme, der gentagne gange havde angrebet republikkens farmere. Zuluerne havde gennem de seneste 50 år været de mest frygtede af alle Afrikas indfødte. Krigermentaliteten gennemsyrede hele zulusamfundet, og en populær manddomsprøve gik ud på, at de unge krigere skulle dyppe deres spyd i fjendernes blod. Hidtil havde briterne imidlertid stået på god fod med zuluerne, som de så som en nyttig stødpude over for boerne.

Forholdet var så godt, at zulukongen Cetshwayo ved sin magtovertagelse i 1873 bad den britiske ansvarlige for “indfødte affærer”, Theophilus­ Shepstone, om at deltage i kroningsceremonien. Shepstone fik æren af at sætte kronen på Cetshwayos hoved og lægge en kappe i purpur og guld over kongens skuldre.

Nu, da briterne havde mere brug for venligtsindede boere end for zuluerne, besluttede de sig for at give Transvaal en del af zuluernes land som plaster på såret. Zuluerne nægtede imidlertid at afgive deres jord, hvilket fik briterne til prompte at true med at annektere hele zuluernes område. Cetshwayo følte sig forrådt:

“Jeg elsker englænderne...jeg er søn af dronning Victoria. Men jeg er også mit lands konge. Jeg tager ikke imod diktat. Så må de udslette mig først”, proklamerede kongen. Men de britiske embedsmænd satte hårdt mod hårdt: “Cetshwayo er det hemmelige håb for enhver lille, ubetydelig høvding, som har forhåbninger om, at det er hans farve, der skal regere. Først, når det håb er knust, vil de beslutte sig til at underkaste sig civilisationens overmagt”, skrev Shepstone, der meget belejligt havde glemt, at han selv havde sat kronen på Cetshwayos hoved.

Straks efter gik briterne i gang med at demonstrere “civilisationens” foretrukne magtmidler over for zuluerne, der blev angrebet i januar 1879. Efter indledende vanskeligheder, hvor zuluerne overrumplede de britiske tropper, tromlede kolonimagten frem med raketter, artilleri og maskingeværer.

Fem måneder efter kampen var begyndt, havde briterne overtaget. Cetshwayo blev sat i fængsel, og hans rige splittet ad. Zuluer, der havde samarbejdet med briterne, blev tildelt små kongedømmer, mens resten af jorden gik til Transvaal. Veltilfredse kunne briterne nu børste støvet af kaki-uniformerne, overbeviste om, at de havde lukket munden på boerne.

Kolonimagten må give fortabt

Briterne kunne dårligt have taget mere fejl. De kampvante boere, der før havde måttet bruge deres kræfter på at kæmpe mod de indfødte, kunne nu sætte alt ind på at få smidt briterne ud. De ønskede under ingen omstændigheder at være underlagt Storbritannien. Og i Trans-vaal samlede den stovte boerleder Paul Kruger en styrke på omkring 2000 mand, som skulle tage kampen op mod kolonimagtens tropper.

Men selv om briterne blev advaret, var de ikke bekymrede. Hvis boerne angreb, ville de højst holde en time, mente den britiske general Wolseley: “Floden Vaal skal flyde tilbage til dens kilder, før Transvaal igen bliver selvstændigt”, fastslog han hovent.

I december 1880 erklærede boerne sig selvstændige. Den efterfølgende krig varede i mindre end tre måneder og bestod reelt kun af et baghold og tre mindre slag. I samtlige slag kom briterne til kort. De havde groft undervurderet boernes beslutsomhed, deres evne til at udnytte landskabet til guerillakrig og ikke mindst den ildkraft, de havde samlet sig.

Værst gik det for briterne i februar 1881. I et forsøg på at omgå boernes positioner ved Trans-vaals sydlige grænse sneg en britisk styrke på omkring 400 mand sig op ad Majuba-højens stejle sider midt om natten. Toppen var nærmest uindtagelig, og herfra havde briterne fuld oversigt over hele tre boerlejre. Tidligt om morgenen ved det første dagslys stillede en gruppe britiske soldater sig sejrsikre an og råbte ned mod de forbløffede boer-soldater.

Lynhurtigt fik boerne imidlertid organiseret en styrke på omkring 200 mand, som ubemærket kravlede op på højen for at tage kampen op. Kort efter åbnede­ de ild mod de britiske soldater, der for størstedelens vedkommende stadig sov. Den britiske øverstbefalende sov også og nægtede at stå op, da hans underordnede kom løbende. Tyve­ minutter senere havde boerne indtaget højen og dræbt næsten 100 soldater. For Kruger var det et tydeligt bevis på, at Gud var med boerne: “Vi giver ikke æren til menneskelig magt. Det er Gud, Herren, som har hjulpet os”, erklærede boer-lederen højtideligt fra sit hovedkvarter.

• Forrige Side 2 af 4 Næste