Slaget ved Al Mansurah i 1250.

© DeAgostini/Getty

Shajar al-Durr: Slavinden, der tog magten i Egypten

Lige da en korsfarerhær invaderer Egypten i 1249, dør landets syge sultan. Hans hustru, Shajar al-Durr, holder mandens død hemmelig, og besejrer selv korsridderne. Siden griber hun magten og regerer det muslimske Egypten.

14. juni 2018 af Grete Gaulin

i 1100-tallet tog den legendarisk hærfører Saladin magten over Egypten, og siden da styrede hans efterkommere inden for Ayyub-dynastiet et sultanat, som også omfattede dele af Palæstina og Syrien.

I 1240 blev As Salih Ayyub sultan. Med til Cairo havde han sin elskerinde Shajar al-Durr, som han havde købt som slavinde. Efter at hun fødte ham sønnen Khalil, blev hun en af hans koner.

I forbindelse med en magtkamp i 1248 fængsledes Ayyub, og Shajar fulgte troligt med sin mand i fængslet. Som hans yndlingshustru kunne hun senere, da manden igen fik magten, opbygge et stærkt netværk i sultanpaladset.

Det syvende korstog truede Egypten

Men riget var truet. Korstogene havde raset i 150 år, og nu var den franske kong Ludvig 9.’s hær gået i land ved Nildeltaet. As-Salih Ayyub samlede sine mamlukker – slaver, der var blevet trænet til at blive yderst professionelle og kompetente soldater – til et afgørende slag ved byen Mansura. Sultanen rejste selv til fronten, og ved hans side var Shajar al-Durr.

Shajar al-Durr overtager magten

Men midt under kampene mod korsfarerne forværredes sultanens helbred. Det vides ikke præcist, om han led af kræft eller tuberkulose, men han var døende. Da han meget kort tid efter døde, kaldte Shajar sultanens aller nærmeste rådgivere til sig og overtalte dem til, at holde hans død hemmelig.

TIMUR LENK VILLE KNUSE VERDEN MED TERROR

Herved overtog Shajar al-Durr den politiske magt i Egypten. Hun lod sin mands lig balsamere, men beordrede, at der blev bragt både mad og vand til hans telt, som om han stadig var i live.

Hun sluttede også en alliance med de såkaldte Bahri-mamlukker, der kontrollerede landets militære styrker, og med deres hjælp planlagde hun en modoffen-siv mod korsfarerne. Den franske konges hær var begyndt at marchere mod mamlukkernes lejr og krydsede den flod, som skilte hærene ad. Anført af kongens bror, Robert af Artois, besejrede korsridderne en styrke af mamlukker, inden at de igen fortsatte mod sultanens lejr ved Mansura.

Korsridderne stiger i land i Damietta i Egypten under det syvende korstog.

Baybars krigslist ved Al Mansurah

Den franske fremrykning skete i strid med Ludvig 9’s ordrer. Han ventede på forstærkninger inden den afgørende offensiv, men hans bror kunne ikke modstå fristelsen til at rykke frem efter den indledende sejr.

Franskmændene mødte heller ikke stor modstand ved Mansura, men snart viste det sig, at deres sejr var en illusion. Bahri-mamlukkernes leder, al-Zahir Baybars, havde lokket dem i en fælde. Der fandtes en række skjulte veje ind i byen,
og om natten sneg de mamlukiske soldater sig ind og overraskede franskmændene. De blev trængt ned mod Nilens bredder og blev her slået ned ”som modent korn.” Det siges, at flodens vand blev farvet helt rødt af deres blod.

Mamlukkerne fortsatte angrebet og drev resten af franskmændene på flugt, og den franske konge blev taget til fange. På dette tidspunkt vidste Baybars ikke, at sultan Ayyub var død, og han forsøgte derfor ikke at overtage magten i Egypten efter sin spektakulære sejr.

Sønnen Turan-Shah gjorde krav på tronen

Sandheden om den ”syge sultan” var dog nået ud til en anden udfordrer, sultanens søn Turan-Shah. Han samlede en hær hjemme i Syrien og drog mod Egypten med kravet om at arve sin fars trone. På vejen mødte han de sørgelige rester af korsfarerhæren og udraderede dem én gang for alle.

HVORDAN OPSTOD MYTEN OM FARAOS FORBANDELSE?

Ved denne lejlighed skulle den franske kong Ludvig 9. have sagt, at hans allerstørste ønske var at få ”Turan-Shahs hjerte, helst mens det stadig slår.”

Det lykkedes Turan-Shah at etablere et styre i Cairo, men det skulle vise sig at blive kortvarigt. Med hjælp fra sine allierede, Bahri-mamlukkerne, planlagde Shajar al-Durr nemlig et modtræk. Bahri-mamlukkerne havde deres navn efter deres base ved Nilen (bahri betyder flod). Tidligere havde de måske ikke hørt til sultanens inderste kreds, men dog indgået i hans magtbase. 

Shajar al-Durrs stedsøn Turan-Shah gjorde krav på farens trone, men blev senere myrdet på hendes ordre ved et paladskup.

© Bibliothèque nationale de France

Baybars paladskup

Nu så de deres position blive truet af den nye hersker Turan-Shah, der med sit sværd havde hugget en hel række af lysestager over, hvorefter han lovede at gøre det samme med Bahri-mamlukkerne. Af sin stedmor havde han krævet at få alle de juveler tilbage, som hans far havde givet hende. Hverken Shajar al-Durr eller Baybars kunne tolerere denne opførsel.

Paladskuppet fandt sted den 2. maj 1250, og det blev en blodig begivenhed, der trak i langdrag. Selvom Turan-Shah fik et dybt sværdhug i skulderen, lykkedes det ham at flygte fra paladset og forskanse sig i et fort ved Nilen. Da man satte fortet i brand, forsøgte han at hoppe i floden for at svømme i sikkerhed, men Baybars fik personligt fat i ham og dræbte ham selv. Til sidst skar man hans hjerte ud og gav det, mens det næsten stadig bankede, som en morbid gave til den fængslede franske kong Ludvig 9.

Bahri-mamlukrerne anerkendte al-Durr

Bahri-mamlukkernes ledere havde tøvende indgået en alliance med al-Durr. De var ikke vant til, at kvinder krævede indflydelse ved Ayyub-dynastiets hof. Men der fandtes ingen slægtninge til As-Salih Ayyub, som kunne overtage magten, så derfor bestemte de sig for at udnævne Shajar al-Durr til sultan og Umm-Khalil (mor til Khalil, den søn hun fødte for den afdøde sultan). For mamlukkerne var denne Khalil (der var død som spæd) deres egentlige hersker, så nu accepterede de, at moren og enken regerede i stedet for sin mand og søn.

Ultimatum fra kaliffen i Bagdad

Tre måneder efter Turan-Shahs død blev Shajar al-Durr draget ind i regionens storpolitiske spil. Formelt set havde hendes mand adlydt kaliffen i Baghdad. Han gav nu Egyptens ledere et ultimatum: Enten skiller I jer af med kvinden, der har taget magten, eller også sender jeg min hær for at vælte hende.

CLAUDIUS – MISFOSTERET DER REDDEDE ROM

Shajar al-Durr formåede dog at få forhandlet et kompromis igennem. Ved at gifte sig med sin afdøde mands mundskænk, mamlukken Aibak al-Turk-mani, kunne hun blive ved hoffet. Ifølge visse kilder var hun virkeligt forelsket i Aibak. 

Shajar al-Durr myrdede sin anden ægtemand, Aibak al-Turkmani, for at beholde tronen.

© Classic image/Alamy/IBL

Han var i forvejen gift, men sådanne detaljer stod aldrig i vejen for sultan Shajar. Da Aibak ikke havde nogen reel magt eller netværk, regnede hun med, at hun fortsat kunne styre landet som hun ønskede.

Aibak al-Turkmani ledede krigen i Syrien

Bahri-mamlukkerne forlangte dog, at en tredje part skulle have del i magten – den seks år gamle Musa, barnebarn af en tidligere sultan fra Ayyub-dynastiet. Mamlukkerne håbede herved på at undgå en væbnet konflikt med Ay-yub-dynastiets andre ledere, der holdt til i Syrien. De havde svært ved at acceptere, at mamlukkerne, der på papiret var slaver, havde fået så stor magt i Egypten. Der udbrød alligevel krig, men den udspillede sig i Syrien, mens mamlukkerne styrkede grebet om Cairo.

Her, i Egypten fulgte nu syv år med fred. Shajar al-Durr fortsatte som sultaninde med at herske – altså i mandens navn – mens Aibak al-Turkmani var travlt optaget af at lede kampene i Syrien.

HVORDAN LØSTE MAN HIEROGLYFFERNES GÅDE?

Men den formelle position som landets sultan fik til sidst den magtbegærlige Aibak til at begå en stor fejltagelse. Han giftede sig med en anden kvinde og startede sit eget paladskup, hvor han udmanøvrerede de mamlukiske ledere, som støttede Musa, og udråbte sig selv til enehersker over Egypten.

al-Durr fik manden myrdet

Det viste sig, at han havde undervurderet sin kone. Den 29. april 1257 blev han myrdet af slaver, der var loyale overfor Shajar al-Durr. Kilderne er uenige om, hvorvidt han dræbtes i sengen eller badet, men enige om, at han fik skåret halsen over.

Nu havde Shajar al-Durr dræbt hele to mandlige udfordrere – sin stedsøn og sin anden ægtemand. I syv år havde hun i praksis styret landet med bahri-mamlukkernes støtte. Men det andet mord viste sig at være ét for meget.

Flere mamlukiske ledere så nu chancen for at komme af med kvinden, der næsten ved et tilfælde var havnet på Egyptens trone. Mamlukkerne beordrede derfor, at Shajar al-Durr skulle arresteres for mordet på sin anden mand.

Shajar al-Durr opførte et mausoleum i Cairo til sin ægtemand. Her blev hun også selv begravet.

© Efesenko/Alamy/IBL

Kvinder fra haremmet myrdede al-Durr

Hun barrikaderede sig i paladsets røde tårn og begyndte at knuse sine juveler med en møllesten. ”Hvis ikke jeg kan få lov at bære dem som Egyptens stolte herskerinde, så skal ingen kvinde få lov at glitre i rampelyset med ædelstenene,” synes hendes ræsonnement at have været. Shajar holdt stand i flere dage og ødelagde de fleste af sine værdigenstande. Til sidst tvang sulten hende til at åbne tårnets døre. Kort efter døde hun.

Ifølge den egyptiske historiker Mu-ham-mad Ibn Iyas var det kvinder fra hendes myrdede ægtemands harem, som drev hende ud af tårnet og slog hende ihjel med deres træsko.

Det var Baybars, Shajars egen general, der nu overtog tronen, og dermed var patriarkatet genoprettet i Egypten. Han gik senere over i historien som en mægtig hersker og ledte muslimske hære til store sejre mod både mongoler og korsfarere. Han døde til sidst af en madforgiftning og efterlod sig et Mellemøsten, der ikke ville blive hærget af fremmede invasioner i flere hundreder år.

Islams Jeanne d’Arc

Baybars har fået mere plads i historiebøgerne end Shajar al-Durr, men hun stikker ud i rækken af mandlige sultaner. Derfor er hun også blevet sammenlignet med Jeanne d’Arch, den unge franske kvinde, som ledte kampen mod de engelske besættere i 1400-tallet.

MASKINGEVÆR MEJER MAHDISTER NED

Arkæologiske fund har også vist, at hun var en dygtig hersker. Hun ledede landets administration og væbnede styrker, og som sultaninde lod hun også sit navn indgravere på nyslåede mønter.

Under fredagsbønnerne æredes hendes navn, en hæder der beviste, at hun var landets reelle hersker. Det var også hende, der ledte forhandlingerne med det franske hof og pressede dem til at udbetale en stor løsesum for frigivelsen af kong Ludvig 9. Efter hendes død blev hun stedt til hvile i det mausoleum, hun selv havde ladet opføre i Cairo efter hendes første mands død. Den næsten 800 år gamle bygning kan stadig ses i den egyptiske hovedstad. 

Måske er du interesseret i...

Læs også