Voltaire var meget flittig ved sit skrivebord og skrev romaner, teaterstykker, poesi, historiske værker og breve i tusindvis.

© Culture Club/Getty

Voltaire kunne aldrig holde kæft

Op gennem 1700-tallet var den franske filosof Voltaire en konstant forkæmper for et friere samfund. Han fortsatte med at tale og skrive om tolerance og frihed, selvom han blev både fængslet og landsforvist.

18. september 2018 af Thomas Oldrup

Voltaire kunne aldrig holde sin kæft. Heller ikke da en fornem adelsmand kom med en drillende kommentar om hans navn. Den 32-årige Voltaire var en succesfuld dramatiker, men adelig var han ikke. Han svarede igen. To dage senere faldt der igen ukvemsord mellem de to mænd, og Voltaire svarede, at hans navn ville blive udødeliggort, mens adelsmandens ville blive vanæret.

MASKINGEVÆR MEJER MAHDISTER NED

Konflikten eskalerede yderligere, og der faldt trusler og der blev udfordret til duel, hvilket var ulovligt i den periode. Voltaire blev arresteret og sat i Bastillen, hvorfra han nogle år tidligere var blevet løsladt. Her besnakkede han denne gang fængselsguvernøren til ikke at fængsle ham, mod at han straks forlod landet.

Voltaire understregede siden, at han altså IKKE var blevet landsforvist. Nej, han havde blot fået "tilladelse" til at drage på en allerede planlagt rejse til England. Men reelt var det en landsforvisning, der fandt sted, da den evigt åbenmundede Voltaire den 10. maj 1726 krydsede Den Engelske Kanal.

Voltaire fængslet i Bastillen

Voltaire blev født i Paris i år 1694 med navnet Francois-Marie Arouet. Han studerede ved et jesuitterkollegie, men havde allerede tidligt i sit liv svært ved at indordne sig under autoriteter. Han skrev en satirisk tekst om regenten i 1717, hvilket altså medførte, at han blev fængslet i Bastillen, 23 år gammel. 

Den oplevelse gav ham en livslang foragt for myndighederne. Året efter begyndte han at kalde sig Voltaire. Bl.a. brugte han navnet, da hans første teaterstykke fik premiere med succes. Det er uklart, hvad navnet betyder (boks s. 54).

Eksilet i London efter lands-forvisningen 1726 kom til at vare i to år. Opholdet prægede Voltaire stærkt. Han mødte en lang række britiske tænkere og læste værker af bl.a. Shakespeare, Locke og Newton. Deres tekster inspirerede ham til at skrive en serie filosofiske breve. Da disse udkom i Frankrig i 1734, blev indholdet fordømt af konservative politikere i Paris. 

Fængselsborgen Bastillen var en del af Paris' bymur.

Ludvig 15.s historiograf

Efter tiden i London flyttede Voltaire ikke direkte tilbage til den franske hovedstad, men bosatte sig på slottet Cirey i Champagne. Der levede han sammen med Emilie du Châtelet, en dygtig forsker som Voltaire havde et langvarigt forhold til. 

HVORFOR HÆLDER TÅRNET I PISA?

Hun var faktisk gift med en anden mand, en marquis, som også boede på slottet. I denne periode var parret særligt optaget af den engelske videnskabsmand Newton. De skrev en bog om ham, som udkom i 1738.

I en kort periode (1745–47) fik Voltaire tjeneste ved det franske hof. Han blev ansat som historiograf og havde til opgave at hylde kongen og hans aktiviteter. Det fungerede ikke særlig godt, da Ludvig 15. var totalt uinteresseret i litteratur.

Ansat af madame Pompadour

Egentlig var det kongens elskerinde og rådgiver, madame Pompadour, som havde hyret Voltaire. Voltaire elskede alle former for udmærkelser og opmærksomhed, og blev samtidig udnævnt til kammerherre med en kongelig pension.

Men hans lyst til altid at provokere ødelagde også denne forbindelse for ham. En aften sad han og kiggede på, mens hans elskerinde spillede kort med dronningen og nogle andre fornemme adelsdamer.

Da elskerinden tabte store summer, lænede Voltaire sig frem og hviskede på engelsk, som han troede at kun de to forstod: "Kan du ikke se, at du spiller med skurke?” Men Voltaire havde undervurderet sprogkundskaberne omkring bordet. De forulempede kortspillere fik forfatteren forvist fra hoffet, og han mistede sin kammerherretitel.

Senere mistede han også elskerinden, og hun døde i barselsseng.

Emilie du Châtelet.

© Rue des Archives/IBL

Hoffilosof hos Frederik 2.

I 1750 fik Voltaire en indbydelse fra Frederik 2., kendt som "den Store.” Han havde brevvekslet med den preussiske konge siden 1736, og nu blev Voltaire tilbudt at flytte til Potsdam, hvor han kunne få en velbetalt stilling som hoffilosof.

Han takkede ja, fik en fin lejlighed på slottet og sad ved siden af kongen ved dennes måltider. Men med tiden kom Voltaire også på kant med Frederik den Store, og han fik sparket.

Tidlig oplysningsfilosof

Som sagt havde Voltaire svært ved at holde sin kæft. I det hele taget var han ofte jaget af myndigheder for sine uforskammede ytringer. Han var altid på nakken af magthaverne, men altid med et glimt i øjet.

Voltaires tekster gjorde ham kendt i hele Europa som talsmand for en ny måde at tænke på. Disse idéer, som udfordrede de gamle tankesæt og magtforhold, blev senere kaldt for "Oplysningen,” og Voltaire var en af de første filosofer indenfor denne nye bevægelse. 

BEDRAGEREN SOM SOLGTE EIFFELTÅRNET

Dermed fungerede han også som en slags mentor for de lidt yngre "encyklopædister.” De blev kaldt sådan, fordi de stræbte efter at samle al nyttig viden og tænkning i ét stort opslagsværk – en encyklopædi.

Den store franske encyklopædi udkom i 28 bind i årene 1751 til 72. Ved at samle tidens nye viden i et leksikon, ville encyklopædisterne gøre den tilgængelig for alle, der var interesseret. Værket blev dermed et vigtigt symbol på fremskridt og oplysning, 

Encyklopædien blev forbudt i flere lande

Redaktøren for værket hed Denis Diderot, og blandt forfatterne, som bidrog med tekster, var der udover Voltaire (som skrev i alt 45 artikler) også filosoferne d’Alembert, Montesquieu og Rousseau.

I løbet af udgivelsen måtte Diderot udkæmpe flere konflikter med kirkens ledelse, som ville censurere værket. Encyklopædien blev forbudt i mange lande. Ved siden af pornografi var det den største smuglervare på bogmarkedet i 1700-tallet.

Voltaire var en meget alsidig skribent. I sit lange liv skrev han en lang række skuespil, poesi, filosofiske og historiske værker, men også satiriske tekster og debatindlæg. Til hans mest kendte værker hører den satiriske roman Candide.

Jordskælvet, som ødelagde Lissabon i 1775, fik Voltaire til at skrive et digt, som stillede spørgsmålstegn ved Guds eksistens.

© Mary Evans/IBL

Struensee afskaffede censuren

Især opretholdt han dog sin position som oplysningenstidens mest centrale figur ved at skrive ekstremt mange breve. I flere årtier skrev – eller reciterede – han flere breve hver dag.

MAYARIGET DOMINEREDE I FLERE TUSINDE ÅR

Den omfattende brevveksling gjorde ham til en intellektuel samlingsfigur i perioden. Der er over 20 000 breve bevaret. Han skrev og talte flydende fransk, italiensk, spansk og engelsk.

De oplysningsidealer, som Voltaire især hyldede, var tolerance, trykkefrihed og oplyst enevælde. På dette tidspunkt var få lande gået så langt, når det gjaldt trykkefrihed, som Danmark gjorde i år 1770, da Christian 7. indførte en ny trykkefrihedsforordning. Voltaire svarede ved at skrive et hyldestdigt til den danske konge.

Da vidste han ikke, at kongen var psykisk syg, og at det egentlig var hans højre hånd, tyskeren Johann Friedrich Struensee, som havde gennemtrumfet den nye lov. To år senere blev Struensee henrettet, og de reformer, han havde gennemført, blev rullet tilbage. Få var endnu parate til den radikale form for ytringsfrihed, som folk som Voltaire og Struensee troede på.

Foretrak en oplyst monark

Voltaire propaganderede godt nok for øget frihed, men han tænkte sig ikke en ubegrænset frihed og lighed. Åndsaristokraten Voltaire troede på oplyst enevælde, det vil sige, at én begavet monark var den bedste til at regere et land. 

Denne landsfader havde så til opgave at sikre almenvellet og oplyse og tjene sine undersåtter. Voltaire havde som sagt et nært venskab med Frederik 2. af Preussen. Selvom deres samarbejde ophørte, betragtede Voltaire stadig styret som det mest efterstræbelsesværdige.

Som biografisk historiker og forfatter undersøgte han flere forskellige fyrster og skrev mægtige biografier om dem.

Voltaire satte spørgsmål ved Guds eksistens

Det var dog især hans religionskritik, der gjorde ham berygtet i sin samtid. Religiøs fanatisme tog han skarp afstand fra, og han hyldede den tolerance, han havde mødt i England i sin ungdom. Han var dog ikke selv ateist og bestemt heller ikke demokrat i nutidig forstand, og fx modstander af enhver form for folkelig medbestemmelse.

En hændelse den 1. november 1775 fik Voltaire til at betvivle Guds eksistens. Storbyen Lissabon blev ramt af et frygteligt jordskælv og en efterfølgende tsunami. Naturkatastrofen krævede over 30 000 menneskers liv og spredte en undergangsstemning på hele kontinentet. 

Voltaire blev 83 år og døde under et besøg i føde­byen Paris.

© Lebrecht/IBL

Rystet af de chokerende nyheder skrev Voltaire digtet Om Lissabons ødelæggelse, hvor spørgsmålet om Guds eksistens fremsættes. Efter den skæbnesvangre hændelse i Portugal mistede Voltaire, som var blevet kaldt den leende filosof, noget af den optimisme, som hidtil havde kendetegnet hans værk.

HISTORIENS 5 RIGESTE –NOGENSINDE!

Herefter slog han sig ned nær den schweiziske grænse, hvor han i 1759 købte Ferney. Her – fem km fra Genève – boede han til sin død. Han lejede også grevskabet Tournay, hvorefter han kunne kalde sig greve af Tournay. Han hadede Paris' tummel og virvar. Man kunne ikke gå én dag uden at omfavne flere hundrede personer, skrev han med væmmelse.

Casanova hyldede Voltaire 

I stedet tog han imod tilrejsende beundrere på sit slot, og de kom rejsende dertil langvejs fra. Men han kunne være svær at omgås.

En af de mange, der besøgte ham, var Casanova, der godt nok var berømt for sine mange kvindebekendtskaber, men som også betragtede sig selv som filosof. 

Inden mødet havde Casanova fået at vide, at "mange mennesker til trods for fysikkens love finder ham større på lang afstand end på nært hold." Casanova besøgte ham i tre dage i træk, og de skændtes livligt om overtro og religion.

Efter mødet skrev Casanova ofte kritisk om Voltaire, men på sine ældre dage indrømmede han, at Voltaire var mange gange større end ham, og at hans kritik blot var "myggestik." "Voltaire har ladet civilisationens og menneskets lykke gå frem med kæmpeskridt, for ham burde frihedens og fornuftens venner oprejse altre," skrev den gamle Casanova.

Døde i Paris

I Ferney tilbragte Voltaire resten af sit liv. Han vendte først tilbage til Paris få måneder inden sin død. Da hyldede hovedstaden ham med fester og stående ovationer. Han døde i et hus ved Seinen, det sted der nu hedder Quai Voltaire.

Han var en udpræget hypokonder, som på intet tidspunkt for alvor troede, at han ville blive mere end et par uger ældre. Da hans veninde, madame de Pompadour, døde, skrev han: "Vi er alle som sommerfugle, nogle lever to timer, andre to dage."

Han døde i en alder af 84 år. Først da blev han tavs.

Måske er du interesseret i...

Læs også