Shutterstock

5 grunde til kalifatets undergang

Under umayyaderne blomstrede kulturen i det muslimske kalifat, men efter knap hundrede år mistede de grebet om magten.

Da Muhammed døde i 632 e.Kr., overtog hans familie ledelsen af den nye religion islam og det rige, som profeten havde erobret på Den Arabiske Halvø.

Riget blev kaldt et kalifat, og to af Muhammeds svigerfædre samt to af hans svigersønner efterfulgte hinanden som ledere af det såkaldte Rashidun-kalifat.

Magtkampe i Arabien førte imidlertid til mordet på den sids­te Rashidun-kalif i 656, og derpå udbrød en blodig borgerkrig.

Guvernøren i det muslimske Syrien, Muawiya ibn Abi Sufyan, svor at hævne kaliffen og samlede titusinder under sig.

Han blev grundlægger af det såkaldte Umayyade-kalifat – det største af de muslimske kalifater, der gennem historien har eksisteret.

Under Muawiya blev hovedstaden flyttet til Damaskus, og hær efter hær blev sendt på felttog – nogle af dem så langt væk som i Spanien og det sydlige Frankrig.

Under umayyaderne blev et fælles møntvæsen indført, og islamisk arkitektur blomstrede. I Jerusalem opførte de Klippe-moskéen på stedet, hvor profeten Muhammed ifølge legenden steg til himmels.

I Damaskus blev den imponerende Umayyade-moské bygget med hjælp fra højt specialiserede byzantinske, persiske og indiske håndværkere.

I knap 100 år regerede umayyaderne, før deres magt blev brudt, og et nyt kalifat opstod.

© Gabagool

1. Afstande gav ledere idéer

Da Umayyade-kalifatet var størst, strakte det sig fra Indien til Atlanterhavet og inkluderede hele Nordafrika. 33 mio. mennesker be­bo­e­de riget.

Hovedparten var ikke muslimer, men kristne, jøder og til­be­de­re af forskellige naturreligioner.

Kalifatet måtte sætte sin lid til, at de guvernører, som blev betroet at lede de fjerneste provinser, forblev loyale, men med tiden begyndte flere og flere af dem at drømme om uafhængighed.

Straffeekspeditioner og den fortsatte ekspansion medførte mange og lange felttog på flere fronter, hvilket belastede kalifatets økonomi.

2. Kaliffen blev en konge i stedet for troens leder

Muslimernes første kaliffer var i familie med islams grundlægger, profeten Muhammed, mens umayyaderne kom fra en anden klan. Uden direkte slægtskab var det svært at legitimere kravet på tronen.

Kort før sin død gjorde Umayyade-dynastiets grundlægger, Muawiya 1., desuden noget, som kunne samle kaliffens talrige og indbyrdes uenige modstandere: Han tilsidesatte den hidtidige valgprocedure og udpegede i stedet sin søn til kalif.

Hidtil havde islams mest magtfulde mænd mødtes i et råd og valgt en ny leder, men Muawiya forvandlede riget til et arvekongedømme.

I begyndelsen var umayyaderne militært så stærke, at utilfredsheden kunne kvæles, men de havde givet deres modstandere en sag at forenes om.

© Imageselect

3. Høje skatter skabte utilfredshed

Kalifatets ikke-muslimske indbyggere skulle betale en ek­stra skat, hvilket fik mange til at konvertere til islam. Det var også den oprindelige tanke med skatten.

Men umayyadernes mange felttog kostede så dyrt, at de skiftende kaliffer tit undlod at fritage kon­ver­tit­ter fra skatten – for at få flere penge i statskassen. Det skabte stor utilfredshed i riget.

Persere og andre konvertitter kunne heller ikke gøre karriere i hæren eller få indflydelsesrige poster i administrationen, hvilket bidrog til den forbitrelse, som umayyadernes rivaler med tiden kunne udnytte.

4. Borgerkrig svækkede riget

Hele tre borgerkrige måtte umayyaderne udkæmpe i løbet af blot 89 år. Den første bragte dem til magten i 661, den anden (680-692) rystede nutidens Irak og Saudi-Arabien med sine blodige slag.

Blandt umayyadernes modstandere var profeten Muhammeds barnebarn Husayn ibn Ali, som omkom under slaget ved Kerbala.

Den tredje og sidste borgerkrig (744-750) kostede umayyaderne magten. Alle tre borgerkrige fulgte i kølvandet på en kalifs død.

Abd-ar-Rahman III, the Emir and Caliph of Córdoba

Umayyadernes sidste overlevende prins etablerede sit eget rige i Spanien.

© Universal History Archive/Getty Images

5. Stærk general tvang umayyaderne på flugt

I 747 samlede den persiske general Abu Muslim en hær og drog ud for at vælte umayyadernes kalif.

Hvor han end kom hen, gentog han sit løfte om at afsætte umayyaderne, men sagde ifølge legenden ikke et ord om, hvem der i stedet skulle regere. Og dét virkede.

10.000 utilfredse soldater samledes om Abu Muslim, som i år 750 knuste den sidste Umayyade-kalifs hær ved floden Zab i Irak. Alle ledende umayyader blev siden henrettet – på nær én, som undslap til Spanien.

Hans slægt herskede de næste 300 år over det muslimske emirat Córdoba. I Mellemøsten tog abbasiderne i stedet magten og lod general Abu Muslim snig­myr­de, så han ikke udgjorde en trussel.

De næste 500 år blev kalifatet regeret af abbasider.