Da Muhammed døde i 632 e.Kr., overtog hans familie ledelsen af den nye religion islam og det rige, som profeten havde erobret på Den Arabiske Halvø.
Riget blev kaldt et kalifat, og to af Muhammeds svigerfædre samt to af hans svigersønner efterfulgte hinanden som ledere af det såkaldte Rashidun-kalifat.
Magtkampe i Arabien førte imidlertid til mordet på den sidste Rashidun-kalif i 656, og derpå udbrød en blodig borgerkrig.
Guvernøren i det muslimske Syrien, Muawiya ibn Abi Sufyan, svor at hævne kaliffen og samlede titusinder under sig.
Han blev grundlægger af det såkaldte Umayyade-kalifat – det største af de muslimske kalifater, der gennem historien har eksisteret.
Under Muawiya blev hovedstaden flyttet til Damaskus, og hær efter hær blev sendt på felttog – nogle af dem så langt væk som i Spanien og det sydlige Frankrig.
Under umayyaderne blev et fælles møntvæsen indført, og islamisk arkitektur blomstrede. I Jerusalem opførte de Klippe-moskéen på stedet, hvor profeten Muhammed ifølge legenden steg til himmels.
I Damaskus blev den imponerende Umayyade-moské bygget med hjælp fra højt specialiserede byzantinske, persiske og indiske håndværkere.
I knap 100 år regerede umayyaderne, før deres magt blev brudt, og et nyt kalifat opstod.
1. Afstande gav ledere idéer
Da Umayyade-kalifatet var størst, strakte det sig fra Indien til Atlanterhavet og inkluderede hele Nordafrika. 33 mio. mennesker beboede riget.
Hovedparten var ikke muslimer, men kristne, jøder og tilbedere af forskellige naturreligioner.
Kalifatet måtte sætte sin lid til, at de guvernører, som blev betroet at lede de fjerneste provinser, forblev loyale, men med tiden begyndte flere og flere af dem at drømme om uafhængighed.
Straffeekspeditioner og den fortsatte ekspansion medførte mange og lange felttog på flere fronter, hvilket belastede kalifatets økonomi.
3. Høje skatter skabte utilfredshed
Kalifatets ikke-muslimske indbyggere skulle betale en ekstra skat, hvilket fik mange til at konvertere til islam. Det var også den oprindelige tanke med skatten.
Men umayyadernes mange felttog kostede så dyrt, at de skiftende kaliffer tit undlod at fritage konvertitter fra skatten – for at få flere penge i statskassen. Det skabte stor utilfredshed i riget.
Persere og andre konvertitter kunne heller ikke gøre karriere i hæren eller få indflydelsesrige poster i administrationen, hvilket bidrog til den forbitrelse, som umayyadernes rivaler med tiden kunne udnytte.
Umayyadernes sidste overlevende prins etablerede sit eget rige i Spanien.