Amazonerne var kendt for deres hvide bånd om hovedet, vildskab og europæiske rifler.

© Bridgeman

Afrikas amazoner gav Frankrig kamp til stregen

Dahomey-kongedømmets eliteregiment var aggressive, nådesløse – og kvinder. Den franske kolonimagt fik hurtigt respekt for de afrikanske amazoner, som holdt frygten for døren med hård træning og gin.

Skingre krigshyl bryder morgenstilheden uden for havnebyen Cotonou på det nuværende Benins kyst. Græssletten foran byen vrimler med tusindvis af krigere fra dahomey-stammen.

De 359 franske soldater i byen styrter hen mod forsvarsmuren, og snart runger skuddene hen over sletten.

Til franskmændenes store forbløffelse består fortroppen af kvinder. De “sorte amazoner”, som franskmændene døber dem, har hvide bånd om hovedet og musketter, macheter og stridsøkser i hænderne.

Med kuglerne flyvende om ørene løber kvindekrigerne gennem græsset. Snart efter kravler de adrætte kvinder op ad fæstningsmuren.

En fransk sergent falder som den første af forsvarerne, og en 16-årig amazone hugger resolut hans hoved af.

En skytte på kolonimagtens side begår den fatale fejltagelse blot at afvæbne en såret kvindelig modstander.

Hun kaster sig over ham, og ligesom en af egnens sultne leoparder planter hun sine tænder i hans strube, inden en fransk bajonet tager livet af hende.

Efter timers bølgende kamp lyder retrætesignalet for amazonehæren. De efterlader sig 120 døde angribere. Franskmændene mister otte mand og har 26 sårede soldater.

Kolonimagten er rystet. Selvom tabstallene er små, har Dahomey-hæren, anført af amazonerne, vist sig særdeles kampdygtig. Slaget ved Cotonou i 1890 er det første store slag i det, franskmændene døber Dahomey-krigene.

Amazone-veteranerne herover kæmpede i Dahomey-krigene for kong Behanzin.

© Unesco Photo Bank/Fortier

Fra elefantjægere til krigsmaskine

De kvindelige krigere opstod i midten af 1600-tallet ud af et mindre korps af elefantjægere, etableret af Dahomeys anden konge, Wegbaja.

Elefantjægerne blev rekrutteret blandt kongens eget harem på mange hundrede kvinder. Han videreudviklede konceptet og optrænede haremmet til sin personlige livgarde.

Da Dahomeys hær manglede soldater til at kunne føre krig mod rivaliserende stammer og kongedømmer i starten af 1700-tallet, blev livvagterne opgraderet til krigerstand.

Amazonerne debuterede i 1729 i et slag mod Whydah-kongedømmet, hvor Dahomey vandt en stor sejr og markerede den ved at spidde 4.000 fjendehoveder på pæle.

De fleste krige handlede imidlertid om at tage så mange fanger som muligt. For kongedømmet kunne gøre gode byttehandler på kysten, hvor de europæiske slaveskibe lagde til.

Derfor bragte amazonerne altid stærke lædersnore med sig i krig til at binde deres slagne modstandere, så de senere kunne sælge fangerne til europæerne for rifler.

Skydevåbnene var en kæmpe fordel i kampene mod de primitivt bevæbnede nabostammer. Det lettede tilfangetagelsen af den levende valuta.

Forretningsmodellen var indbringende, kongedømmet voksede, og kvinderne udviklede sig til hærens spydspids.

Hidsige kvinder kæmper bedst

Gin var et andet europæisk produkt, amazonerne brugte i kamp – eller før kamp, for når amazonerne drog af sted mod et slag, var deres lejr oftest overstrøet af tomme ginflasker, hvis indhold de havde drukket som opvarmning.

Amazonernes kampgejst og evner på slagmarken byggede dog på meget andet end promiller.

Kvinderne trænede bl.a. i hurtigst muligt at forcere store stakke af sammenfiltrede tornegrene – et forsvarsværn, fjendtlige landsbyer brugte, fordi tornene rev dybe sår i angribernes hud.

En anden træningsmetode var at sende en amazone alene ind i den dybe jungle. Her skulle hun overleve alene uden våben i op til ni dage. Træningen udviklede amazonernes kendetegn: hurtighed, udholdenhed og en tårnhøj smertetærskel.

Når krigerinderne skulle bevise og udvikle deres vildskab, blev de for en gang skyld skånet for at gennemgå et smertefuldt træningspas. Til gengæld skulle en levende okse til at lide.

Med messende stemmer samlede kvinderne sig langsomt om dyret, inden de med skingre skrig kastede sig over oksen og flåede den ihjel uden brug af andet end tænder og negle.

Amazonernes hårde træning sikrede dem titlen som landets bedste krigere, og med den fulgte store privilegier.

De boede i kongens store paladser og rangerede højere end mænd både på slag-marken og i det civile samfund. De blev anset for at være gudinder, og mænd måtte bukke dybt for amazonerne.

Kong Behanzin med en amazone og haremskvinder. Han døde i eksil i Algeriet i 1906.

© Bridgeman

Frankrig udsletter Afrikas bedste hær

Selv franskmændene fik respekt for kvindekrigerne. Auguste Bouët, som stod i spidsen for en fransk missionsstation i Dahomey, konstaterede i 1851 med kolonial arrogance:

“Man kan med en så krigsvant hær som den i Dahomey, såfremt den trænes efter europæisk model af franske officerer, med garanti erobre hele kontinentet”.

Han havde muligvis ret, for de afrikanske stammer havde på det tidspunkt ikke tradition for at holde en hær. Ved krig samlede stammerne deres krigere, udkæmpede slaget og opløste hæren. Derfor sad Dahomey med sin stående hær på magten i regionen i 200 år.

De europæiske stormagter delte Afrika mellem sig i 1884, og Frankrig fik Vestafrika. De fleste andre kongeriger og stammer valgte at samarbejde med franskmændene.

Men det ville Dahomey-kongen, Behanzin, ikke. Slaget ved Cotonou var det første mellem de to lande, og syv måneder efter skrev kongen nødtvungent under på en fredstraktat.

Han kunne dog ikke holde sig i skindet og angreb året efter en fransk kanonbåd. Frankrig erklærede krig, og Behanzin svarede:

“Første gang vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle føre krig mod jer, men nu ved jeg bedre. Hvis I vil have krig, er jeg parat. Jeg stopper ikke, om det så varer 100 år og slår 20.000 af mine krigere ihjel”.

Franskmændene havde dog ikke tænkt sig at bruge så lang tid på at underlægge sig den ukuelige konge og hans amazoner. Kolonimagten satte 2.164 mænd ud for at knække afrikanerne. Det tog syv uger og kostede 700 franske soldater livet.

Størstedelen af Dahomeys hær på 10.000 krigere døde eller forsvandt. Blandt de 3.000 amazoner var det procentvise tabstal højere end i resten af hæren.

En strofe fra en af deres slagsange forklarer hvorfor: “Den, der vender tilbage fra krigen uden at have erobret, må dø”.

Amazonerne gav aldrig op

Det endelige nederlag til den franske kolonimagt satte ikke en stopper for kriger-kvindernes modstand.

Med jævne mellemrum kom franske officerer på mystisk vis af dage i armene på lokale kvinder i Dahomey.

Amazonerne havde generelt vanskeligt ved at tilpasse sig det civile liv. Langt op i 1900-tallet tævede forhenværende amazoner deres mænd, medkoner og fremmede.

Andre kunne ikke affinde sig med ægteskabets underdanige kvinderolle og levede som skygger af sig selv. Den sidste krigerkvinde døde i 1979 – 19 år efter, at Dahomey havde løsrevet sig fra Frankrig.

Selvom de aggressive amazoner var en af Afrikas farligste krigerstande, havde også de romerske gladiatorer et ry for at være i en klasse for sig. Derfor har vi fundet en artikel frem til dig om de 5 største gladiatorer.