Aztekernes jaguarkrigere ofrede krigsfanger til guderne

I spidsen for den disciplinerede og velorganiserede hær gik særlig modige krigere iklædt heldragter af jaguarskind – jaguarkrigerne – og alene synet af dem fik andre stammer til at ryste på hænderne.

For jaguarkrigerne angreb ikke kun frygtløst og skånselsløst, deres egentlige opgave bestod i at tage krigsfanger, som blev ofret til guderne på grusom vis.

Alle aztekere skulle lære at slås

Aztekerriget var bygget på krig og blod, og krigerkulturen gennemsyrede hele samfundet.

Alle drenge skulle lære at begå sig på slagmarken, og det blev allerede markeret, når den nyfødte var fire dage gammel.

Her fik han en pil og et skjold i gave, og våbnene blev sammen med moderkagen gravet ned på et sted, som lå i retning af aztekernes fjender.

Som 15-årig kom adelige aztekerdrenge i en såkaldt calmécac – et militær-akademi, som foruden krigskunst også underviste aztekernes kommende officerer i fag som religion og astrologi.

Børn af bønder, håndværkere og handelsfolk måtte nøjes med at gå på en telpochcalli – en krigerskole, som lærte teenagerne våbenbrug og hærdede kroppen. Undervisningen på en telpochcalli var både hård og strabadserende.

Officerer og krigsveteraner trænede de unge i blindt at adlyde ordrer og kæmpe med sværd, skyde med bue og betjene en atlatl – en form for slynge til at kaste spyd med.

Ud over militær træning skulle de unge mænd også arbejde for aztekersamfundet under deres uddannelse. I hovedstaden, Tenochtitlan, blev gader og pladser fejet af unge rekrutter fra byens mange militærskoler.

De unge blev også sat til at passe markerne på de mange kunstige småøer rundt om hovedstaden, mens noget af det værste arbejde bestod i at grave kanaler, som byens borgere kunne sejle på.

For at øge rekrutternes styrke blev de også sat til at slæbe brænde fra skoven og ind til byen.

Hver dag blev et ekstra brændestykke lagt på elevens ryg for at finde ud af, om han “monstro ville gøre sig godt i krig, når de engang tog ham med”, beretter det spanske Mendoza-kodeks fra 1500-tallet, der i ord og billeder gengiver aztekernes beretninger om hverdagen og store bedrifter.

Bålfest skabte korpsånd

Hvert beboelseskvarter i Tenochtitlan havde sin egen telpochcalli, og rekrutten kunne derfor fortsat spise hjemme hos forældrene.

Alle døgnets øvrige timer skulle den unge til gengæld tilbringe på og omkring skolen i selskab med de andre rekrutter.

Efter endt træning og arbejde tog drengene et bad. Herefter farvede de kroppen sort og iklædte sig en kappe lavet af net.

Så snart solen gik ned, tændte de bål og dansede og sang, indtil klokken havde passeret midnat.

Bålfesterne skulle knytte bånd mellem de unge og skabe korpsånd, uden at det udviklede sig til løsslupne drukfester.

Derfor var alkohol strengt forbudt. En kri­ger­­a­spi­rant, der blev taget i at drikke octli, gæret saft fra agave-kaktussen, risikerede at blive straffet med døden – enten ved at blive banket ihjel eller ved hængning.

Fysisk afstraffelse hørte i det hele taget til dagens orden i krigerskolerne. For mindre forseelser fik ulydige rekrutter stukket lange kaktustorne i ører, bryst, lår og lægge.

Ulydige blev ydmyget

Omgang med kvinder var tilladt, men rekrutterne måtte under ingen omstændigheder sove sammen med kæresten eller en gift elskerinde.

Forbrød en ung mand sig mod dette, blev hans smykker konfiskeret og hans hårlok i nakken klippet af.

Afstraffelsen foregik i fuld offentlighed, så den formastelige tillige blev ydmyget foran sine kammerater.

Tegninger i Florentiner-kodekset, et andet spansk værk fra slutningen af 1500-tallet, der illustrerer aztekernes levevilkår, viser, hvad der siden kunne ske en rekrut, der brød reglen om, at alle skulle overnatte på skolen:

På en tegning slår en lærer en dreng i hovedet med en brændeknude, fordi han er stukket af fra skolen sammen med en prostitueret.

En anden ung mand, som hemmeligt levede sammen med en kvinde, blev “banket med en fyrrepind, endda så meget, at han besvimede. De svitsede hans hoved med ild, så det røg fra hans krop, og der kom blister på huden. Og da de havde fået ham til at besvime, skubbede de ham forover. Han krøb stille væk, slingrende fra den ene side til den anden; forvirret trak han sig tilbage for altid. Aldrig mere skulle han synge og danse med de andre”, fortæller Mendoza-kodekset.

Allerede under uddannelsen blev rekrutterne taget med på slagmarken. Som oftest hjalp de til ved at bære våben og udstyr – en vigtig opgave – da aztekerne hverken havde vogne, heste eller trækdyr.

Når rekrutten fyldte 20 år, var tiden inde til, at han selv måtte drage i felten med våben i hånd.

Som regel kom chancen hurtigt, for aztekerne lå konstant i strid med naborigerne. Fx begyndte enhver aztekisk konge med respekt for sig selv sin regeringstid med en rask krig – blot for at vise styrke og handlekraft.

Rekrutterne sang om døden

Når rekrutterne for første gang skulle kæmpe, fik de ekstra hjælp. Mange forældre betalte nemlig en garvet kriger for at være mentor og hjælpe deres søn med at slippe levende fra sit første felttog.

Mentorerne blev betalt med god mad, drikkevarer og luksusgenstande. Adelige officersaspiranter, som skulle i krig for første gang, kunne desuden skaffe sig et forspring ved at købe ekstra-undervisning hos erfarne jaguarkrigere.

Hærens afmarch må have været en overvældende oplevelse for de nye krigere. Sjældent talte hæren mindre end 8.000 mand, og kolonnen med krigerne to og to ved siden af hinanden strakte sig over mindst seks kilometer.

Kom tæt på jaguarkrigeren:

Undervejs til slagmarken overnattede krigerne under åben himmel. Kun ældre, erfarne krigere havde lov til at sove under et tag af rørmåtter. Mens nattemørket sænkede sig, brød rekrutterne ud i sang:

“Der er intet som at dø i krig, der er intet som en blomstrende død. Den behager Ham, som giver liv”, lød en af teks­terne, som de havde terpet i skolen.

Alligevel har det været med lige dele nervøsitet og forventning, at rekrutterne nærmede sig fjenden.

På den ene side risikerede de en smertefuld død, på den anden side gav krig dem chancen for at nå til tops i samfundet.

En azteker, som var født bondesøn, ville til tid og evighed være dømt til at være bonde – medmindre han udmærkede sig i krig.

Viste rekrutten evner på slagmarken, kunne han avancere og ende med at blive optaget i adelsstanden, som jaguarkrigerne tilhørte.

For aztekerne var det vigtigste i kamp at tage krigsfanger, og i jagten på fanger førte jaguarkrigerne altid an.

Slagets første krigsfange blev ofret på slagmarken, hvor hans bryst blev skåret op med en barberbladsskarp kniv af obsidian og hans stadig bankende hjerte holdt op over jaguarkrigerens hoved.

Når dette ritual til ære for krigsguden var overstået, kastede hele hæren sig over fjenderne. Uanset hvor stærk en modstander hæren mødte, blev det anset for klodset at slå fjenderne ihjel, så vigtige var krigsfangerne.

Når den fjendtlige hær kapitulerede, blev deres by plyndret og de vigtigste templer brændt ned, men aztekerne henrettede sjældent modstandernes konge eller adelige – i stedet tvang de dem til at underkaste sig aztekernes konge og betale en årlig tribut.

Straks efter sejren blev en budbringer sendt til Tenochtitlan for at informere aztekernes konge om, hvor mange tropper der var faldet i kamp, og hvor mange krigsfanger hæren havde taget – fanger, som skulle ofres i Tenochtitlans templer og formilde guderne, så de sørgede for, at solen stod op, regnen faldt, og intet ondt overgik rigets indbyggere.

Tapre krigere fik kakaobønner

Hjemkomsten til Tenochtitlan foregik i triumf, og hele byen hyldede hæren. Nye krigere, der havde udmærket sig i kamp, blev rundhåndet belønnet.

Havde en ung rekrut taget sin første krigsfange, kom det store øjeblik, hvor han måtte samle håret i en tot oven på hovedet – som tegn på, at han nu kunne kalde sig tlamani, fanger.

Herefter fik de unge krigere malet ansigtet rødt med okker og trådte frem foran kongen, som forærede dem en fin krigerkappe med en skorpion på ryggen.

Nu kunne tlamanien kendes fra andre krigere, som skulle bære ensfarvet tøj. For to og tre fanger gav kongen hædersbeviser som fx et flot skjold, guldfigurer, øre- og læbesmykker samt kakaobønner, der overalt i riget kunne bruges som rede penge.

Krigere, som havde taget hele fire fanger – enten under samme felttog eller flere på hinanden følgende felttog – skænkede han en orange og sort kappe, og herefter blev de optaget i jaguarkrigernes fornemme orden.

Nu kunne den nyslåede jaguarkriger begynde at nyde sine privilegier som adelig. Han måtte fx klæde sig spraglet og smykke sig med masser af øre- og læbepynt.

Og som en ekstra bonus havde han lov til at bygge et fint hus og drikke alkohol på offentlige steder.

Jaguarkrigeren blev inviteret til at spise i det kongelige palads og endog bære sandaler i de fornemme gemakker.

I tilgift måtte han holde elskerinder og spise menneskekød fra ofringer af krigsfanger – en delikatesse, som var forbeholdt samfundets absolutte top.

Og hvis jaguarkrigeren fik en søn, ville drengen blive optaget på en calmecac og sammen med de andre adelsfamiliers børn blive uddannet til officerer i hæren – familiens fremtid var dermed sikret.

I fredstid fungerede jaguarkrigernes orden som Tenochtitlans politistyrke, når kongen fik brug for at slå ned på ulovligheder i hovedstaden.

Og når hæren på ny drog i krig, marcherede jaguarkrigerne forrest. På slagmarken skulle de med mod, styrke og våbensnilde løfte moralen for hele hæren og tage fanger.

Snydekrige skulle skaffe blod

I generationer gjorde jaguarkrigerne Aztekerriget stærkt.

Til sidst blev de så frygtede, at aztekerne fik svært ved at opdrive fjender, som de kunne bekrige, og derfor måtte andre metoder tages i brug for at sikre tilstrækkeligt med krigsfanger til blodige ofringer.

Blomsterkrige blev metoden kaldt, og den gik ud på, at aztekerne aftalte med en eller flere nabostater at mødes på en slagmark og udkæmpe en slags “venskabskrig”.

Parterne enedes på forhånd om, hvor mange tropper der måtte deltage, og at vinderne havde lov at tage krigsfangerne med hjem og ofre dem.

Først da spanske conquistadorer med skydevåben, rustninger og heste ankom til Mexico, mødte jaguarkrigerne deres overmænd.

På mindre end tre år bukkede Mellemamerikas stærkeste militærmagt og deres frygtede jaguarkrigere under.