Aztekernes ofre blev til kraniemasker

Aztekerne lavede masker af kranierne fra deres mest prominente krigsfanger.

Forskerne har rekonstrueret stedet, hvor kraniemaskerne blev fundet blandt andre uberørte kranier.

© Corey Ragsdale

For 30 år siden dukkede otte kraniemasker op i det gamle azteker-tempel, Templo Mayor, i Mexico, og lige siden har forskerne undret sig over, hvem der har måttet lægge kranie til de brutale masker.

Nu viser det sig, at maskerne med al sandsynlighed blev lavet af kranier fra adelige mænd og datidens allerbedste krigere.

Øjenhuler fyldt med muslingeskaller

Forskere fra University of Montana har undersøgt maskerne, som alle stammer fra mænd i alderen 30-45 år. Ingen af ofrene bærer præg af hverken sygdom eller tandproblemer, men har derimod haft et helbred langt bedre end gennemsnittet.

Derfor mener man, at de ofre, hvis kranier blev til masker, tilhørte samfundets elite.

Aztekerne bar maskerne over ansigtet eller som en del af hovedbeklædningen. De blev lavet af udhulede og afblegede kranier, der blev pyntet, enten med klinger, der stak ud af næseregionen eller med og muslingeskaller, der fyldte øjenhulerne ud .

Brutale ofringer

Menneskeofringer var en vigtig del af Aztekernes religion, og i dag er de stadig berygtede for deres brutale ofringer. De heldigste af ofrene blev halshugget eller brændt, mens andre fik skåret hjertet ud af brystet eller måtte kæmpe for deres liv mod en fuldt udrustet ridder, mens de selv kun var udstyret med en fjerbeklædt kølle.

Templo Mayor fungerede som et politisk og religiøst centrum for Aztekerne og lå placeret der, hvor Mexico City ligger i dag. Forskere anslår, at området lagde rammer til 20.000 menneskeofringer hvert eneste år i det 15. århundrede - hvoraf de få udvalgte altså endte som kraniemasker.

Aztekerne pyntede kranierne med klinger i næseregionen og muslingeskaller i øjenhulerne for at gøre dem til masker.

© Corey Ragsdale