I 1579 går en mand fuld af hævntørst i land et sted på den amerikanske vestkyst. Hans navn er Francis Drake, og indtil nu har briten ernæret sig som opdagelsesrejsende og pirat støttet af dronning Elizabeth 1.
Drakes vrede er rettet mod Spanien. Kolonimagten opfører sig både arrogant og for ekspansivt, mener han. Som modtræk erklærer han derfor det nye landområde i Californien – kaldet New Albion – for en britisk koloni.
Flygtninge gjorde arbejdet
I 1579 er Storbritannien stadig en lille magt sammenlignet med Spanien og Portugal, og New Albion er blot det første område i Amerika, der udråbes som britisk koloni. Francis Drake har ambitioner på Storbritanniens vegne, men den eventyrlystne pirat har næppe fantasi til at forestille sig, hvad hans handling sætter i gang.
I løbet de næste 300 år udvikler Storbritannien sig til historiens største imperium: Omkring 20 pct. af verdens befolkning kommer under britisk dominans, og imperiet bliver så stort, at Solen aldrig går ned i riget.
Storbritanniens udvikling til imperium er nærmest tilfældig. Kun 42 år efter Drakes vrede landgang i New Albion ankommer de første af en helt anden type briter til Amerika om bord på skibet Mayflower: religiøse flygtninge.
I de næste 30 år spreder religiøse grupper sig 800 km op ad den amerikanske kyst og udbreder englændernes sprog, vaner og traditioner.
Samtidig spreder det engelske sprog sig også andre steder i verden. Det britiske ostindiske kompagni får en række gunstige handelsaftaler i Fjernøsten, og langsomt, men sikkert skyder handelsstationerne op langs Indiens kyst. Også i Afrika gør briterne deres indtog. Her handler de dog ikke med krydderier og te, men slaver.
Med magt fulgte krige
Storbritannien ekspanderer over hele kloden, men landets nye status som stormagt kræver også viljen til at forsvare besiddelserne – og den har briterne til fulde.
I 1713 går Storbritannien sejrrigt ud af den spanske arvefølgekrig og får bl.a. tildelt Gibraltar. Rigets position bliver yderligere styrket i 1763, da også Frankrig bliver besejret og må afstå besiddelser i Nordamerika.
Men det såkaldte første britiske imperiums storhedstid varer kort. Indbyggerne i Nordamerika ønsker selvstændighed, og i 1783 mister Storbritannien 13 kolonier ved dannelsen af USA.
Amerikanernes løsrivelse er et hårdt slag. Alligevel har imperiet endnu ikke set sin egentlige storhedstid.
Efter tabet af USA koloniserer briterne Australien og New Zealand med dømte kriminelle. Hjemme i Europa vinder Storbritannien krigen mod Napoleon, og pludselig står landet tilbage som en egentlig supermagt – kun sporadisk truet af det russiske kejserrige. Union Jack smælder nu over hustage på alle kontinenterne.
Ved højdepunktet dækker det britiske imperium over 30 mio. km² med ca. 450 mio. indbyggere. Og den hvide mand med tropehjelm, kakifarvede knickers og formfuldendt
Oxford-engelsk på læben bliver selve billedet på en kolonialist.
Erobringstogterne er ofte brutale, men briterne mener, at deres opgave er at civilisere de “tilbagestående folk”. Missionen opfyldes ved at overføre britisk administrativ praksis, “lov og orden”, kristendom samt vestlig kultur til de oversøiske kolonier.
Imperiet faldt sammen
Med uddannelse og infrastruktur vokser til gengæld også koloniernes ønske om selvstændighed.
Egypten bliver selvstændigt i 1922, og samtidig eskalerer nationalismen i Indien med Gandhi som frontfigur. Briterne kæmper imod, men må give op, da inderne kort efter 2. verdenskrig får deres frihed. Med tabet af Indien vokser uafhængighedskravet fra alle sider i imperiet, og resterne samles i det såkaldte Commonwealth.
I 1997 overtager Kina suveræniteten over Hongkong, den sidste koloni med et stort befolkningstal, og æraen som imperium er forbi.