I starten af 1600-tallet skrev den engelske filosof og videnskabsmand Francis Bacon, at samfundet gennemgik en epokegørende forandring.
Årsagen var tre store opfindelser: Krudtet, kompasset og bogtrykkerkunsten.
På Bacons tid var disse tre opdagelser relativt nye i Vesteuropa, men i Kina, hvor de var opfundet, havde alle tre ting længe været i brug.
Faktisk var den kinesiske civilisation med sin tradition for uddannelse og teknisk kunnen ophav til en alenlang liste af teknologiske og kulturelle fremskridt.
Ud over de fire klassiske opfindelser papiret, krudtet, kompasset og bogtrykkerkunsten kan nævnes trillebøren, smedejernet og tændstikkerne.
Omfanget af de fremskridt, der stammede fra Kina, blev først kendt i den vestlige verden efter 2. verdenskrig.
Her gik forskeren Joseph Needham i gang med at publicere en lang række bøger om Kinas videnskabelige historie.
Needham har fået kritik for at have tilskrevet Kina æren for lidt for mange opdagelser, men hans skildring har vist sig at være korrekt.
Europa halsede efter Kina
Længe var Kinas teknologiske forspring stort. I dag mener de fleste forskere, at landet stadigvæk var verdens økonomiske centrum indtil engang midt i 1700-tallet.
Da europæiske købmænd dengang kom til Kina for at handle, indså de, at ingen af deres varer kunne måle sig med de kinesiske. Købmændene måtte i stedet betale en høj pris i sølv og guld.
Situationen skulle dog snart ændre sig. I Vesten indtraf den industrielle revolution i 1700- og 1800-tallet, mens Kina stagnerede. Hvorfor det gik sådan, har mange eksperter forsøgt at svare på.
Tidligere forskere hævdede, at det kinesiske skriftsprog var klodset og bremsede den intellektuelle udvikling. I dag tror kun de færreste på den teori.
Andre har foreslået, at den traditionelle kinesiske filosofi var for bagstræberisk og konservativ i sammenligning med de vestlige landes kristne kultur.
Den forklaring modsiges imidlertid af vore dages udvikling.
Billig arbejdskraft var problemet
I dag mener forskerne, at de økonomiske strukturer i kæmperiget bremsede udviklingen.
Modsat Europa havde Kina et stort udbud af billig arbejdskraft, som mindskede behovet for at effektivisere økonomien.
Men i dag, hvor Kina igen er blevet en økonomisk stormagt, vil landet gerne minde verden om sin stolte historie.
2. KRUDT: Jagten på evigt liv skabte dødbringende våben
Der findes flere forskellige beretninger om krudtets oprindelse. I dag accepterer mange forskere en fortælling om, at det såkaldte sortkrudt blev opdaget af alkymister i Kina i 800-tallet e.Kr.
Angiveligt forsøgte alkymisterne at finde det evige livs eliksir, da de opdagede, at en blanding af salpeter, trækul og svovl skabte et eksplosivt stof.
Krudtet blev brugt til at fremstille fyrværkeri, der bl.a. blev anvendt ved religiøse ceremonier. Snart begyndte kineserne dog også at bruge krudtet i andre sammenhænge.
Frem mod 1200-tallet udviklede kineserne enkle kanoner og en slags gevær af bambusrør.
Ydermere konstruerede de krudtfyldte bomber, der blev sendt afsted med katapulter, og raketter, som kunne ramme fjenden på lang afstand.
At krudt blev brugt i stor skala, fremgik især i 1280 e.Kr., hvor et krudtdepot i byen Weiyang eksploderede.
Hundredvis af personer blev dræbt, og dele af den ødelagte bygning blev fundet flere kilometer borte.
I forbindelse med mongolernes erobringer i 1200- og 1300-tallet bredte krudtet sig vestpå til Europa.
I de senere år har indiske forskere lanceret en teori om, at krudtet rent faktisk blev opdaget i Indien, længe inden det skete i Kina.
De indiske forskere citerer de antikke hinduistiske tekster, som beskriver forskellige slags ildsprudende våben. Sikre beviser for denne teori har ingen dog endnu kunnet fremvise.
4. TE: Varmt vand med smag hittede i Europa
En kinesisk legende fortæller, at kejseren Shen Nong, der blev betragtet som en gud, omkring år 2700 f.Kr. skal have sat sig ned for at drikke kogt vand.
Nogle blade fra et træ faldt da ned i koppen. Væskens farve forandrede sig, og Shen Nong smagte på indholdet. Han syntes, det smagte godt, og desuden fik det ham til at føle sig som født på ny.
Beretningen er næppe sand, men forskere har i dag sporet den oprindelige teplante, Camellia sinensis.
Planten stammer fra et område, der i dag ligger i det nordlige Burma og de sydlige kinesiske provinser Yunnan og Sichuan.
Kinesere har drukket te i flere tusind år, sandsynligvis oprindeligt som en form for medicin. Te fik stor kulturel betydning og blev betragtet som en drik, der gjorde mennesker rolige, afslappede og kloge.
I år 59 f.Kr. skrev kineseren Wang Bao den første kendte bog om te, der bl.a. gav instrukser om brygningen.
Teens sejrsgang over hele verden startede i 600-tallet e.Kr., hvor drikken blev ført til Japan af buddhistiske munke.
I Europa blev te først introduceret i større skala i 1700-tallet, hvor handlen med Kina for alvor kom i gang. Populærest blev tedrikkeriet i England.
Efter en succesrig kampagne fra det ostindiske kompagnis side forvandlede drikken sig fra i princippet at have været ukendt i slutningen af 1600-tallet til knap 100 år senere at være briternes yndlingsdrik.
6. SILKE: Orm var en kostbar hemmelighed
Silkens oprindelse i Kina strækker sig årtusinder tilbage i tiden. En populær historie fortæller, at kejserinden Xi Ling-Shi en dag drak te i sin have.
Da faldt en kokon med en silkesommerfuglelarve ned fra et morbærtræ og landede i drikken.
Da kokonen opløste sig, kunne kejserinden se en tynd, vidunderlig smuk tråd, der kunne strækkes ud i havens fulde længde.
Ifølge fortællingen udviklede Xi Ling-Shi efter denne oplevelse metoder til at opfostre larverne (silkeorme) i fangenskab samt teknikker til at væve silke.
Beretningen er med stor sandsynlighed usand, men historikerne ved, at silke var et statussymbol i det gamle Kina. Spor af silke-proteiner i grave tyder på, at stoffet måske allerede blev fremstillet for 8.500 år siden.
Arkæologer har også fundet rester af et ligklæde i silke, der kan spores til 3630 f.Kr. Historikerne anslår, at det i begyndelsen kun var kejseren og den allerfornemste adel, der bar silke.
Med tiden spredte brugen sig imidlertid også til andre kredse i samfundet. Silkefremstillingen blev på det nærmeste betragtet som en kinesisk statshemmelighed. Eksport af silkeormens æg medførte dødsstraf.
En populær historie fortæller, at to missionærer i Kina i 550’erne e.Kr. skal have brugt en hul vandrestav til at smugle silkeormens æg og frø fra morbærtræet ud af Kina og bragt dem til kejser Justinian 1. i Konstantinopel.
Silkefremstillingens hemmeligheder havde da allerede spredt sig til Korea og Indien.